TAXAMANDEN

Taxamandens klumme: Fri til et andet liv

i Klumme af
LIV & MENNESKER – KLUMME – Iscenesættelsen er kedeligt ordinær. Meget stille på en nattevagt i denne taxa-trætte tid og årstid. Jeg holder i skovkanten ved Dyrehaven i et villakvarter på et af tidspunkterne, der kan blive karakteriseret ved – ”intet – eller intet”. Det er nattevagtens udfordring. Skal man vælge turmulighederne downtown, hvor der trænger og er en smule liv i gaderne – men hvor taxidækningen er så tæt, at de gule, de dybblå og de mørk-metalliske hyrevogne  og jeg pakker os på de faste pladser og i en række af ulovlig parkering ? Eller skal jeg blive herude, hvor turene kan blive lidt længere?

Jeg er ikke den eneste, der er på røven. Vi holder i vore logoindpakkede hyrevogne og venter. Indtager generelt tre forskellige positioner.

”Apatikeren” læner sædet så langt tilbage som bagsædet og corona-indpakning tillader – og sover. Udfordringen er, hvorledes han kommer tættest på at gøre forsædet til en seng. Det ligner mest af alt kampen om hvile i et charter-flysæde med alt for lille benplads.

”Eskapisten” lader, som om han har kastet sig uden formål foran sit tv. Det er hans tablet, der er redningen – ikke så stor som fladskærmen derhjemme, men til gengæld tæt på. Kommer han i den rette hvilestemning, og er serien fra Netflix spændende nok, glemmer han muligvis alt om, at hans fjernsynsstue reelt er kabinen i en Mercer.

”Idealisten” giver bare ikke op! Han – (der er stort set ingen ”hunner” i branchen her i reviret) – surfer rundt på taxiens computerskærm og håber at finde bare lidt af det guld, som andre ikke har øje for. Et vagtskifte på sygehuset. Et større arrangement – en familiefest, indtil koronaen lukkede også dét hul. Eller måske blot et lille møde i et eller andet forretningshovedkvarter, hvor det bare handler om at komme hjem – NU!

Lad nu miraklet ske, kære taxigud. Giv mig dog en tur, der giver mig bare antydningen af ​​mening med at bære uniformen med hyrevogns-logo.

Visionen har tilpasset sig virkeligheden: Et kroophold i udkantsdanmark!

Selv overlever jeg denne sublimering af uvirksomhed ved at veksle lidt mellem de tre ruller. Ham der lader skæbnen råde, lukker øjnene for virkeligheden – og ham der tror på bedre tider. Og bruger den sidste del af min skjulte ydmyghed til at takke for, at jeg jo er pensionist og ikke skal leve af dette – ingenting ! Jeg er jo bare en skide afløser, der ikke kan slippe drømmen om at kombinere et ægte menneskejob med et solidt supplement til de oplevelsesrejser, min kone og jeg har haft for få af.

Sådan – nøgternt set – rækker det indtjente ikke til den lokale drøm om togrejsen gennem Vietnam og Cambodja. Visionen har tilpasset sig virkeligheden: Et kroophold i udkantsdanmark!

Inden jeg putter mig i lædersædet, smiler jeg ad dette absurde nattebillede af blundende taxichauffører i skovtykningen og vore naive jagt på en mening med arbejdslivet.

Så klinger alarmen.

Jeg har fået en tur!

hurtigt finder vi ud af, at vi begge indeholder dna fra den personlighed, jeg selvironisk kalder ”den sene hippie”

En moden kvinde med befriende livskraft kommer ud at køre med en fuldmoden, lettere rynket taxamand. Hun skal hjem fra noget familie-tam-tam og udgør en mental lettelse i lediggangen. Tør man sige det midt i den mørke aften og de sorte tider? – Hun er bare glad og meget hurtig finder vi ud af, at vi begge indeholder dna fra den personlighed, jeg selvironisk kalder ”den sene hippie”. Et oprør mod en fuldautomatisk skæbne – lidt sent i livet.

Hun er omkring de 60.

I de unge dage kunne hun ikke rigtigt beslutte sig for livskarrieren. Skulle det være naturvidenskaben? Eller noget mere idealistisk. Hun tog på tur med ”Den Rejsende Højskole” – en del af Tvind-imperiet. Den Rejsende Højskole tog hul på den politiske globalisering og vilkårene for mennesker i udviklingslandene. Ikke noget med at sidde herhjemme og tale følelser og synge sange af Grundtvig – men i stedet rejse ud i verden og se de virkelige levevilkår i den tredje verdens fattigdom. Men mens TVIND-konceptet arbejdede sig ud af  sagens idealistiske kerne og ind i solid kapitalforvaltning, valgte min kunde – den personlige fornuft. En uddannelse og en karriere.

Hun slutter som speciallæge i hudsygdomme.

“… Jeg har solgt min specialpraksis – og så vil jeg til at læse dansk på universitet …”

– Men inde i mig selv har den borgerlige ro aldrig helt fået tag i mig. Indimellem er de mere vilde drømme tittet frem. Litteraturen, f.eks., Som jeg aldrig har kunnet slippe. Og nu har jeg taget konsekvensen en håndfuld år, inden det alligevel skulle ske. Jeg har solgt min specialpraksis – og så vil jeg til al læse dansk på universitetet. Eller rettere det var planen. For jeg blev sgu ikke optaget på studiet. Mit gennemsnit fra dengang var for lavt! Nu kalder Folkeuniversitetet.

Vi smiler til hinanden og mindes 70’ernes studenterdage – inden adgangsbegrænsningen for alvor disciplinerede mål med en eksamen: Et eksamensgennemsnit med muligheden for at tage valg og eksamen. Man kunne sagtens komme ind på medicinstudiet trods og lidt laset studentereksamen. Eller man kunne som journalisten bag taxichaufføren gå til en optagelsesprøve, som var komplet uafhængig af indsatsen og resultaterne i gymnasiet.

Hun er så tydeligt glad for frihedstrangen, der aldrig har forladt hendes sindelag.

– Jeg har grundlæggende aldrig accepteret den ene, den rette vej. Eller at man enten skal være økonomisk rationel – eller følge sin lidenskab. Det hele skal kunne passe sammen med virkelighedens verden. Det med at ville læse dansk er heller ikke et udtryk for, at jeg skal til at være journalist eller forfatter. Jeg er derimod stor bruger af litteratur. Jeg elsker bøger!

Og hun elsker livet.

Det er så tydeligt, da jeg sætter hende af foran villaen med det varme hyggelys, der skinner imødekommende bag vinduerne. Vi når lige at vende privatlivet. Hun er single og har det ualmindeligt godt med det. Altså uden parforhold – men med et tæt forhold til børnene.

– Jeg er blevet for gammel til kompromiserne, siger hun med et smil via bakspejlet. Jeg elsker ikke bare litteratur.

– Jeg elsker friheden.


Foto: Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Klumme