POV SPORT // KLUMME – Det er noget af en opgave at kåre den bedste danske sportsmand eller kvinde i historien, men det havde Danmarks Idrætsforbund sat sig for i et stort DR-show blandt 125 kandidater for at markere DIF’s 125-års jubilæum. Valget faldt på Michael Laudrup som vinder. Det kan jeg kun være enig i.
Når folk spørger mig, hvor gammel jeg er, har jeg en vane med at svare: ”Jeg er Michaels årgang”. Mange kan ikke nødvendigvis sætte årstallet 1964 på, men langt de fleste ved, hvem jeg taler om. ”Mister” bliver han også kaldt, fodboldens gentleman, Michael Laudrup.
I min sportsverden er han den største nogensinde – næsten også internationalt. Men i hvert fald i min udgave af sportens danmarkshistorie. Jeg ved godt, at typer som Lionel Messi og Cristiano Ronaldo, Tom Brady i amerikansk fodbold, Roger Federer i tennis, Muhammad Ali i boksning og så mange andre går under den populære emoji-ged på SoMe: GOAT – greatest of all time.
Sådan er det ikke i min verden. Hvis jeg falder i et YouTube-hul, lander jeg også gerne i et af de utallige sammenklip med Michael Laudrup-afleveringer, driblinger eller mål i Juventus, Barcelona, Real Madrid, Ajax Amsterdam eller på landsholdet.
Lørdag aften blev det så nogenlunde officielt. Michael Laudrup blev i forbindelse med Danmarks Idrætsforbunds 125-års jubilæum under et DR-show kåret som den største sportsmand hertillands nogensinde blandt, naturligvis, 125 kandidater.
Og de otte finalister, som seerne senere kunne stemme på, delte da også folk i en grad på sociale medier og hjemme i stuerne. Hvor var Allan Simonsen eller Mikkel Hansen? Men de otte kandidater udvalgt af de største danske sportsmedier var måske også en kende for demokratisk i det brede udvalg af idrætsgrene, der var repræsenteret.
Top otte
Eksempelvis har førnævnte Mikkel Hansen vundet to verdensmesterskaber, europamesterskabet, guld og sølv ved OL som den altdominerende spiller i en olympisk sportsgren. Så han hørte vel med i finalefeltet, der bestod af:
Michael Laudrup, sejleren Paul Elvstrøm, svømmeren Ragnhild Hveger, 800-meter løberen Wilson Kipketer, roeren Eskild Ebbesen, fodboldmålmanden Peter Schmeichel, tennisspilleren Caroline Wozniacki og badmintonspilleren Viktor Axelsen.
Ikke den nemmeste øvelse i verden, for det har også noget med samtid at gøre, og når man også lægger den endelige afstemning ud til seerne, har store historiske navne som Paul Elvstrøm, Ragnhild Hveger eller Erland Korps svære kår
I sidste ende endte Michael Laudrup på førstepladsen, Paul Elvstrøm som nummer to og Caroline Wozniacki blev treer.
Ikke den nemmeste øvelse i verden, for det har også noget med samtid at gøre, og når man også lægger den endelige afstemning ud til seerne, har store historiske navne som Paul Elvstrøm, Ragnhild Hveger eller Erland Korps svære kår. De færreste kan huske dem og fortrinsvis i sort-hvide og grynede klip fra DR-arkivet.
Resultaterne kan man ikke tage fra dem, de står der sort på hvidt, men vi lever også i en tid, hvor det amerikanske medieudtryk også gør sig gældende: ”pictures or it didn’t happen” – og derfor YouTube-referencen til netop Michael Laudrup.
Selv optagelserne af ham er ved at tage sig lidt bedagede ud. Eller i hvert fald lettere uskarpe og i det gamle husalters 4:3-format, gør de sig ikke specielt godt på en moderne 16:9-skærm med sorte kanter i siderne.
Men Laudrup formåede også efter karrieren, som stoppede på landsholdet efter VM i 1998 og den i danske øjne lettere legendariske kvartfinale mod Brasilien, selvom Danmark tabte 3-2, at holde sit navn varmt.
Allerede et par år senere var han tilbage i rødt og hvidt som assistent for Morten Olsen, og i nogle år derpå kørte rundt med spillerne, så de lignede statister til træningssamlingerne.
Han fortsatte trænergerningen i klubforklædning. Ikke en speciel glorværdig én af slagsen på sekundære adresse. Sådan helt personligt har jeg jo altid set ham stå i spidsen for Barcelona subsidiært Real Madrid. Hvor han ofte også på rygteplan har været bragt i spil. Nok mest i danske aviser.
Det ændrer dog ikke på, at Michael Laudrup stadig er et gigantisk navn på de kanter, og flere af de største spillere igennem tiden har haft ham med på midtbanen eller angrebet, når de til diverse medier har stillet et historisk verdenshold.
Entusiastisk ekspert
At han de seneste par år har gjort sig som ekspertkommentator på TV3 har også holdt hans navn ved lige på de breddegrader, når han viser sig på stadion til de store Champions League-opgør. Og også i studiet er det som om, han er blomstret op i en entusiasme, jeg ikke har oplevet hos ham i rollen tidligere.
Som om, han har gjort op med sig selv, at det er her, han har i sinde at lægge sine kræfter. Ikke mere Brøndby, Getafe, Sparktak Moskva, Mallorca eller Swansea, hvor han dog fik et af sine største resultater som træner med en sejr i liga cup’en, der var klubbens første trofæ.
Måske landstræner en dag, men lige nu er den position mere end solidt besat af Kasper Hjulmand, som i de afstemninger, der venter forude på Årets Dansker ligger i en solid førerposition. For både sine resultater og sit væsen.
Ej at forglemme Hjulmands medie- og menneskelige håndtering af efterspillet på Christian Eriksen og hans hjertestop under sommerens EM. Samme Eriksen som i min bog var på vej ind som nummer to over vores bedste spillere igennem historien. I hvert fald ude i marken. Eller måske mit VB-hjerte lige skal have sneget Allan Simonsen ind foran, Preben Elkjær måske også.
Vurderingen af Eriksen som næstbedst er og var mange uenige i, og nu, når han næppe hverken i min eller andres bog kommer til at cementere den position, er diskussionen omsonst. Og selvfølgelig er Peter Schmeichel nummer to, hvis vi tager målmænd med i ligningen, og han var også blandt de otte finalister.
Schmeichel er velsagtens i top tre over verdens bedste målmænd igennem tiderne. Hvis ikke nummer ét. Bare ikke med samme værdighed, karisma og afdæmpede klasse som Michael Laudrup, fordi Schmeichel måske i virkeligheden har kæmpet alt for krampagtig for netop at fremstå med Laudrups aura omkring sig.
I Michael Laudrups takketale efter kåringen i DIF’s jubilæumsshow lørdag aften, som Kronprins Frederik annoncerede på scenen i DR’s Koncerthuset, mens DIF-formand Hans Natorp overrakte trofæet, adresserede Laudrup nationen på fineste vis, som man sjældent har set ham udfolde sig retorisk. Og i øvrigt beskeden som altid:
”Det er sådan med en lidt mærkelig følelse, jeg står her lige nu. Fordi på den ene side er jeg jo fantastisk stolt over at have fået den her pris. Folk, der har stemt på mig. På den anden side set, så synes jeg ikke… jeg siddet deroppe og kigget på alle dem heroppe, jeg har siddet og kigget rundt her, og det her kan man ikke lave til en konkurrence. Det synes jeg ikke.
Vi snakker om 125 år, forskellige epoker. Vi har en hel masse, som ikke er her mere, som er repræsenteret af familier, børn, børnebørn, endda oldebørn, som næsten var før, tv’et kom til. Vi har nogen, som jeg kan huske tilbage på, da jeg var dreng og ung. Siddet og set Ole Olsen køre jeg ved ikke hvor mange lørdage. Lene Køppen. Jeg kan huske Jesper Tørring vandt i 70’erne også i højdespring. Jeg kan huske så mange sportsfolk, der går gennem min hjerne. Jeg begyndte på et tidspunkt i 90’erne, på grund af Anja Andersen & co, indimellem at tilvælge damehåndbold i stedet for herrefodbold. Det kræver alligevel en del.
Næste gang én spørger mig, hvor gammel jer er, vil jeg som altid lægge ud med: ‘Jeg er Michaels årgang…’
Selvfølgelig er de syv andre repræsenter helt fantastiske for, hvad de har stået for, men også mange af jer andre, og jeg vil ikke begynde at nævne flere, for det er simpelthen så svært. Tom Kristensen… jeg vil sige til Caroline, at det er lidt ærgerligt, at hvis du var født 25 før, så havde jeg ikke skullet holde med Bjørn Borg i 70’erne. Vi havde ingen danskere, så måtte vi holde med en svensker.
Og så helt op til min egen sportsgren. De mange dygtige fodboldspillere, jeg har spillet med, og her må jeg selvfølgelig sige en speciel tak til Peter (Schmeichel, red). Min egen specielle top fem af, hvad jeg kan huske af dansk fodbold. Peter på mål, Morten Olsen nede bagi, Allan Simonsen på midtbanen, min bror Brian og så Preben Elkjær. Fantastisk.
Det eneste, jeg vil sige her til sidst, det er, at selvom jeg ikke ønsker at se det her som en konkurrence, fordi der er så mange, der burde stå her sammen med mig, så vil jeg sige, at hvis jer herinde i de forskellige sportsgrene, hvis I har fulgt og nydt mig og mine kolleger lige så meget, som jeg har nydt jer, så kan jeg først være rigtig stolt. Tusind tak.”
Og her vil jeg da også gerne sparke en sidste bemærkning ind. Næste gang én spørger mig, hvor gammel jer er, vil jeg som altid lægge ud med:
”Jeg er Michaels årgang …”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
