KRIG I EUROPA // KOMMENTAR – Europa er allerede i krig med Rusland, men vi nægter at handle derefter. Vi støtter Ukraine – dog uden at give dem mulighed for at vinde. Det er ikke forsigtighed, men farlig tøven, skriver Jens Ulrik Høgh.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Ruslands invasion af Ukraine er ikke en lokal nabostrid. Det er et frontalangreb på Europa og på den regelbaserede verdensorden, som har holdt os fri og sikre siden Anden Verdenskrig. Hvis Rusland får lov at stjæle så meget som en kvadratmillimeter af Ukraine, har vi accepteret, at magt er ret, og at diktaturer kan tage, hvad de vil. Det er ikke kun Ukraine, der står for tur. Det er os.
De fleste af os ved godt, at man ikke kan ”forhandle sig til rette” med Rusland. Der er ikke to sider af sagen. Man kan vinde eller tabe
Alle verdens demokratier er i krig med Rusland – men vi nægter hårdnakket at indse det. Vi lader Ukraine føre vores krig, mens vi selv bruger kræfter på endeløse diskussioner og frygter at provokere en aggressor, der allerede angriber os. Vi har diskuteret sanktioner i årevis, mens vi fortsat køber gas af Rusland og vender det blinde øje til, at Ruslands allierede – Kina, Indien og diverse slyngelstater – helt ustraffet holder Putins krigsøkonomi i live og sender ammunition, droner og teknologi i en lind strøm.
Krigen er her allerede
I Rusland er der ingen tvivl. Rusland er i krig med Vesten. Der kalder man europæiske ledere for ”små svin” og ”nazister”, og man diskuterer atomangreb imod Vesten på TV i den bedste sendetid.
Russiske domstole udsteder fængselsdomme in absentia til embedsmænd ved den internationale domstol, og vores infrastruktur udsættes for droneoverflyvninger, hackerangreb og saboterede søkabler.
Vi ved godt, hvem der står bag. Men vi foretrækker at lukke øjnene og kalde det ”hybridkrig”, som om det gør det mindre alvorligt.
Vi støtter – men ikke for at vinde
Resultatet af den europæiske tilbageholdenhed er en krig tilsyneladende uden ende. Vi sender våben og penge til Ukraine, men vi nægter dem det spillerum, der skal til for at vinde. Hvordan skal de få overtaget, når de mangler ammunition, mens Rusland sender hundredvis af droner mod civile mål hver eneste nat? Hvordan skal de vinde, når vi forbyder dem at bruge vores donerede våben til at ramme de russiske baser, hvorfra angrebene udspringer?
Jeg forstår ikke, hvorfor Europa ikke for længst har sat foden ned over for Rusland, dets allierede og et USA, der i øjeblikket virker mere optaget af hurtige handler
Vi lader tilsyneladende til at tro, at vores tøven er en form for ”fornuft”. For mig ligner det ren og skær fejhed. Vi diskuterer, hvad det ”rimeligvis” bør koste at støtte Ukraine, mens unge ukrainere dør i hundredtusindvis for vores frihed. Ville vi have den diskussion, hvis det var danske soldater, der lå i skyttegravene?
Frihed forsvares – eller forsvinder
De fleste af os ved godt, at man ikke kan ”forhandle sig til rette” med Rusland. Der er ikke to sider af sagen. Man kan vinde eller tabe. Og lige nu er vi på vej til at tabe – ikke fordi Rusland er stærkere (langtfra), men fordi vi er for bange til at handle.
Jeg forstår ikke, hvorfor Europa ikke for længst har sat foden ned over for Rusland, dets allierede og et USA, der i øjeblikket virker mere optaget af hurtige handler end af de frihedsidealer, landet ellers bryster sig af.
Vi er nødt til at statuere et eksempel. Vi er nødt til at bidrage med alt, hvad der er nødvendigt
Ja, det bliver dyrt at kaste os helhjertet ind i forsvaret af vores frihed. Men det bliver uendeligt meget dyrere at vente med at kæmpe for den, eller at miste den. Det vidste de allierede godt i 1939, da Europa rejste sig imod nazismen, og det vidste de danske frihedskæmpere, da de med livet som indsats gik til kamp imod besættelsesmagten. Spørgsmålet er, om vi stadig værdsætter vores frihed nok til at forsvare den?
Putin tror, vi ikke tør
Jeg frygter, at Putin har vurderet os rigtigt: svage, tøvende og ude af stand til at forsvare os selv. Derfor turde han invadere Ukraine i 2022. Og derfor fortsætter han.
Hvis Europa – og de værdier, vi bygger vores samfund på – skal overleve, må vi vågne op. Vi må erkende, at vi er i krig. Først derefter kan vi begynde at kæmpe for alvor. Den ”evige fred”, vi troede på, var en smuk illusion. Men den var også dødsensfarlig.
I krig gælder krigens brutale virkelighed. Angriberen afskrækkes kun fra sit forehavende gennem sviende nederlag. ”Aldrig mere krig” er kun inden for europæisk rækkevidde, hvis ingen tør angribe fredelige og fredselskende nationer som dem, vi ønsker at give videre til vores børn og børnebørn. Vi er nødt til at statuere et eksempel. Vi er nødt til at bidrage med alt, hvad der er nødvendigt for at knuse Den Russiske Føderation på slagmarken i Ukraine. Alternativt mister vi alt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og