LIV & MENNESKER // KLUMME – Slagmarken er ved at være ryddet. Enkelte steder hænger endnu smilende ansigter fra kandidater med eller uden budskaber, indvalgt eller vragede. De satans plastikstrips på jorden under lygtepæle og skilte eller endnu hængende som en garrotte om træstammer og stål er en påmindelse om den store afstand mellem principperne i valgtalerne og den rå virkelighed. Taxamanden, Jesper Grunwald, har fundet et serum mod sin politikforgiftning: Han læser og lytter – til stærke kvinder.
Jeg har fået rigeligt, og det er mestendels min egen skyld. Jeg har været klistret til skærmen, højttalere og earpods for at følge valgkampen. Skrevet og blandet mig på sociale medier, når farveforskellene på mine venner pludseligt blev tydeligere. Og til sidst fået kvalme af min egen meningsmaskine og syntetiske konflikter dirigeret af mine fagkolleger i journalistikken.
Det sidste blev nærmest værre i dagene efter valget, når emner, der hørte hjemme inden valget, pludselig kom på banen iscenesat som nye erkendelser. Især rundesangen “De borgerlige manglede et fælles projekt” bliver sunget af de samme lyse hjerner, som gjorde minksagen og efterretningssagen til de helt varme emner uden skelen til, hvad der optager vælgerne. Princippet er kendt fra tegneserier: Først spiller man sherif, og når ildkampen er overstået, tager man lige tjansen som bedemand.
Hvor langt er vi nået i den menneskelige civilisation?
I taxien valgte jeg min egen kur mod den politiske forspisthed – en, der passer til den lidt dovne periode i taxilivet, inden himmel og helvede bryder løs i julemåneden. Jeg læser og lytter til lydbøger.
Det var ikke volden, drabene eller truslen om tusindvis af dødsdomme over demonstranter, der inspirerede mig. Det var billedet af stærke kvinder
Men det var nu radioen, der satte mig i gang i den hvide Tesla med det hvide logo – her hvor blot et hurtigt tryk på skærmen bestemmer min kontakt med verden. Historierne om kvindekampen mod præstestyret i Iran, som slår kvinder ihjel, fordi de demonstrerer for frihed og lighed. Af med det påtvungne tørklæde! Til angreb på den seksualiserende dogmatik, at kvinder med blottet hår og ansigt tænder mandens liderlighed. Og den bekæmper man bedst ved at isolere hende og pakke hende ind. Nu er der kun oprør tilbage. Kvindernes eget oprør.
Så skiftede jeg til to lydbøger.
Det var ikke volden, drabene eller truslen om tusindvis af dødsdomme over demonstranter, der inspirerede mig. Det var billedet af stærke kvinder.
Den første bog havde jeg egentlig et anstrøg af modvilje mod, men jeg måtte læse den, fordi jeg i min DR-tid var ret begejstret for personligheden, ildhuen, forfatterens stemme i æteren og musikken – Elisabeth Gjerluff Nielsen, som på den tid var en del af B&U’s såkaldte talenthold.
Hendes bog fra langt senere i livet, Store børn, erindring om en familie (2019), anmeldt i POV, blev meget sørgeligt aktuel i omtalen, da Elisabeth Gjerluff døde d. 24. oktober efter kort tids sygdom, alt for ung.
Min uvilje var rettet mod dens lidt ”tabloide” status. At bogen ikke mindst handler om hendes relation til storebroderen, GNAGS-stjernen Peter AG. Men hendes historiefortælling er ikke blot ætsende ærligt fortalt om hendes og den kendte storebrors liv – det er en beretning om en af livets store problemstillinger: besværet ved at leve i harmoni med dem, man nærmest har en pligt til at elske. Familien. Ens søskende.
Og hendes beretning er måske særlig stærk, fordi den ikke indeholder de sædvanlige elementer af social nød og voldsomme svigt. Familien i den jyske provinsby er åben – trods en latent konflikt mellem det missionske, som faderen bringer med, og det grundtvigske frisind, som er moderens baggrund. De elsker sgu hinanden, ser det ud til – som man nu praktiserede det på den tid i 60’erne.
Solidt borgerskab med gode ressourcer og en åbenhed over for verden uden for provinsbyen. Men søskende er ikke nødvendigvis særligt ens. Og de borgerlige normer om søskendekærlighed mellem de tre store søskende og ”hittebarnet” Elisabeth (hendes kælenavn uden at etiketten har noget på sig) holder ikke harmonisk hele vejen.
Ingen hævn
Men I guder, hvor skærer Elisabeth Gjerluff skalpellen kirurgisk gennem den indbildte harmoni – ikke mindst i beskrivelsen af det årelange bogprojekt mellem hende og storebror Peter, som ikke bliver til noget i fællesskab. Bogen udtrykker i den grad den stærke kvindelige musiker og forfatters evne til at vise verden, som den er i hendes perspektiv. Ikke hævngerrigt, men sandhedssøgende og virkelighedsnært, afklædende og følsomt.
Politikeren Halime Oguz’ plakater er pillet ned i hovedstaden, hvor det ikke lykkedes hende at blive genvalgt til Folketinget. Jeg har brudt den journalistiske neutralitetsregel og fortalt på sociale medier, at hun fik min stemme ved valget.
Jeg er selv træt til bevidstløshedsgrænsen af persondyrkelsen i valgkampen. Her er det ikke mindst den kollektive individanalyse på de sociale medier, der spiller ind. Barfodspsykologer og amatør-psykiatere på Twitter og Facebook – jævnligt fulgt af opportunisterne blandt mediefolk og kommentatorer – fokuserer på personlighederne bag politikerne. Om Mettes magtbegær, Jakobs faderkompleks, folkelige (eller folkeforførende) Inger. Lars, den småsvindlende, Sørens kærestesorger (eller var det markedsføring?), for slet ikke tale om Sofie, som åbenbart er komplet idiot.
Det syntetiske nærvær med politikere, indtil personprofilen skygger for politikken.
Det kan være, jeg ligger i fosterstilling, når det her valg er overstået
Jeg kender netop Halime Oguz på den syntetiske måde, som kendetegner medier og politik. Har talt med hende i telefon til forberedelse. Interviewet hende. Men jeg har aldrig mødt den stærke SF-profil, som uden for interviewet sagde noget sarkastisk i retning af: ”Det kan være, jeg ligger i fosterstilling, når det her valgt er overstået.”
Rå og følsom.
Tvangsægteskab og seksuel tvang
Jeg måtte læse hendes biografi Enepige – herfra min verden går, da nederlaget i politik var en kendsgerning. Den udkom lige før valget og blev blandt andet omtalt her i POV.
Bogen er en voldsom illustration af, hvorfor den dansk-tyrkisk-kurdiske kvinde gik ind i politik. Fra barnsben er hun skruet sammen som en frihedskæmper. Hun blev udsat for social kontrol, tvangsægteskab, da hun blot var 19, seksuel tvang og formynderisk kontrol inden for ægteskabets rammer.
Og så en skilsmisse efter tabet af et af hendes to børn – den lille søn – efter en trafikulykke. En moderne kvindehistorie om rejsen og kampen fra rollen som hjemmegående og beslutningen om at tage en uddannelse og blive cand.mag. i litteratur og i nogen tid folketingsmedlem.
Mine ord er store. Måske svulstige. Men jeg tillader mig at bruge dem på nogle af tidens frihedskæmpere
Den rejse har gjort hende til en helt i mine øjne. Halime Oguz har gennem hele karrieren måttet kæmpe mod et had og ligefrem dødstrusler fra mange fronter. Fra de rettroende muslimer og religionsfascisterne. Men også angreb fra ”vennerne” på venstrefløjen, der ikke kunne bære, at hun pludselig blev populær blandt aktørerne på højrefløjen med det samlende slagord: ”Der kan I bare se, Islam skal dø!”. I venstrefløjens egen opfattelse er man en frisindets oase i den borgerlige ørken. Men puritanske socialister accepterer ikke popularitet i fjendeland.
Bogen om Halimes opvækst i bl.a. Vollsmose og dets nyreligiøse, fundamentalistiske miljø er som kvindekampen i Iran og Elisabeth Gjerluffs skildring af familien fra provinsen på en næsten ubestandig måde en symbiose af ætsende kritik, en enestående kampgejst, accept. Og dyb kærlighed til mennesker og livet. Tilsat noget sjældent i dagens politiske debat: en åbenhed om egen svaghed og sårbarhed.
Mine ord er store. Måske svulstige. Men jeg tillader mig at bruge dem på nogle af tidens frihedskæmpere.
Så da natten blev langtrukken derude på taxiernes venteplads i vådt nattelys mellem de trætte og dinglende danskere, var der rum for eftertanke. Da den iscenesatte politik blev erstattet af ægte liv. I hvert fald en drøm. Et velbegrundet håb om, at den aktuelle historie skal skrives af kvinder.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
