
KVINDELIV & FRIHED // ESSAY – Det er en både urovækkende og fortrøstningsfuld oplevelse at læse selvbiografien af den dansk-tyrkiske kvinde Halime Oguz, skriver Lars Kiilerich Laustsen. Skildringen af at være fanget i et socialt net og kampen for at gøre sig fri af en patriarkalsk kultur, hvor frihed og autonomi ikke tilkommer kvinder, er vanvittigt gribende – og særdeles relevant, når man ønsker at forstå, hvordan indvandrerpiger i reaktionære kulturmønstre bedst støttes.
Indrømmet, jeg er vel næppe den mest uvildige til at bedømme Halime Oguz’ selvbiografi Enepige. Herfra min verden går, der udkom den 13. september. Jeg har kendt hende i små ti år og er i den periode også blevet gjort bekendt med en god del af hendes historie, selvom jeg må tilstå, at der er mange ting i den foreliggende selvbiografi, der også er overraskende nye for mig.
Men som man siger: ”Den, man elsker, tugter man.” Jeg har gennem tiden også tilladt mig at kritisere Halime Oguz for ting, hun har lavet, og givet hende råt for usødet, selv når alle andre roste hende.
Så meget desto mere positivt overrasket er jeg over hendes selvbiografi. Den er virkelig velskrevet og velkomponeret. Dette indtryk fik jeg allerede tidligt i læseprocessen.
Selve katastrofen er så ubærlig, at man har allermest lyst til at kaste bogen fra sig, og alligevel sidder man klinet til den. Så gribende er det skildret
Et raffinement, jeg således straks lagde mærke til, er tekstens indbyggede evne til at ægge læserens nysgerrighed. Halime Oguz fortæller i starten om, at hun allerede som ung, endnu ikke kønsmoden pige fik mange bejlere, når hun om sommeren med familien var på ferie hjemme i landsbyen i Tyrkiet. De måtte dog gå med uforrettet sag, for som det lakonisk hedder: ”Jeg var allerede lovet væk.”
Her må den opmærksomme læser, især den opmærksomme etnisk danske ditto, nødvendigvis spørge: ”Hvem er hun lovet væk til, og hvordan kan det overhovedet være bestemt i en så tidlig alder?” Det, vi litterater kalder læserens narrative begær, bliver bragt i spil her, og vi kommer med disse spørgsmål uforvarende til at foregribe omdrejningspunktet i hele bogen: at andre fastlægger, hvordan et menneskes ganske liv skal være.

Halime Oguz’ historie er historien om at blive fanget i et socialt net. Som en anden madame Bovary bliver hun fastlåst i et ægteskab, ovenikøbet et arrangeret ét, og allerede hendes første forlovelse ender som en flad maveplasker.
Jeg fandt i mit gamle eksemplar af Flauberts Madame Bovary en understregning, der kunne være repræsentativ for denne oplevelse: ”Deres store kærlighed, som hun levede neddykket i, syntes derfor at blive mindre under hende som vandet i en flod, der opsluges i sit leje, og hun begyndte at se mudderet i bunden.”
Det er grunderfaringen hos Halime Oguz. Hun ser hurtigt sine lykkemuligheder udtømte.
“Jeg er ingen”
Der er også en anden lighed med Madame Bovary. Ironien ved denne titel er nemlig, at hovedpersonen bærer sin mands efternavn. Hovedpersonens individualitet er altså helt udvisket. Denne lighed kommer i Enepige. Herfra min verden går til udtryk ved, at hele den lange afdeling, der i selvbiografien omhandler ægteskabet, bærer titlen ”Jeg er ingen”. Halime Oguz eksisterer udelukkende i forlængelse af sin mand og opnår ikke nogen autonomi uafhængigt af denne.
Hele den overraskende vending, der afslutter selvbiografien, indgiver således på rørende vis kort, klart og fyndigt nyt håb
Som en anden Odysseus opnår Halime Oguz dog også nogle få grader af frihed ved at være ”ingen”.
Hun får lov til at tage sig en uddannelse, selvom det sker under forudsætning af, at hun i øvrigt fuldstændigt underkaster sig manden. Dvs. at hun skal tage den direkte vej hjem fra uddannelsesinstitutionen efter endt undervisning, og at manden kan hævde sin uindskrænkede ret til at gennemrode hendes taske for at se, om hun har haft nogen svinkeærinder.
Halime Oguz’ fortælling bevæger sig således uafvendeligt mod katastrofen, og ligesom i en græsk tragedie bliver det fra starten af bogen forudsagt, hvad der vil ske. Det gør det i form af en drøm i prologen, der ikke umiddelbart lader sig dechifrere eller har nogen umiddelbar sammenhæng med det øvrige.
Drømmen kommer snarere til at hænge som noget skæbnesvangert og urovækkende over det hele. Selve katastrofen er så ubærlig, at man har allermest lyst til at kaste bogen fra sig, og alligevel sidder man klinet til den. Så gribende er det skildret.

I modsætning til madame Bovary begår Halime Oguz ikke selvmord. Alligevel dør hun og stiger ned i dødsriget. Men som en Fugl Føniks rejser hun sig af asken igen, og det lykkes hende faktisk at etablere en ny tilværelse uden sin mand.
Hun bliver politisk aktiv og manifesterer sig bl.a. som skrivende debattør i landets aviser. Endvidere indtræffer der begivenheder i hendes liv, der forandrer ting til det bedre. Hele den overraskende vending, der afslutter selvbiografien, indgiver således på rørende vis kort, klart og fyndigt nyt håb.
Reaktionære kulturmønstre
Det er dog tankevækkende, at man et langt stykke ad vejen skal gribe tilbage til en 165 år gammel roman som Madame Bovary for at finde noget, der svarer til det, Halime Oguz når at opleve, og det siger noget om, hvor stor en inkongruens der hersker mellem den kultur, hun kommer fra, og den danske. Litterære kvindeskikkelser i nordisk litteratur har således siden Madame Bovary og stærkt influeret af denne roman gennemlyst kvindens plads i samfundet og banet vejen for en feminisme, der har forandret det danske samfund markant gennem de sidste 150 år.
I det lys kan det undre, at venstrefløjen herhjemme, der ellers anser sig selv for progressiv, har været så fodslæbende, når det gælder kvinders rettigheder blandt etniske minoriteter, ja, at den direkte har taget reaktionære kulturmønstre i forsvar. Ligeledes forbavses jeg gang på gang over venstrefløjens evne til fortsat at skyde budbringeren, og jeg forbavses over det mobbeberedskab, den opviser i den forbindelse.
Der er dog grøde i luften på venstrefløjen desangående. Formanden for SF, Pia Olsen Dyhr, har således i bogen Pia Olsen Dyhr: Mønsterbrud og opbrud indrømmet, at hun har svigtet indvandrerpiger som Halime Oguz, og Enhedslisten er også begyndt at tage skeen i den anden hånd.
Halime Oguz’ bog kan læses af alle, kvinder som mænd og nydanskere som danskere. Gustave Flaubert sagde således om Madame Bovary: ”Madame Bovary, c’est moi.” På samme måde ville alle vi læsere om Halime Oguz’ selvbiografi kunne sige: ”Halime Oguz, c’est moi.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.