MIDTVESTLIV // KLUMME – En tårnhøj procentdel af den amerikanske befolkning lider af en eller flere autoimmune sygdomme. Sideløbende med, at Julie Bendtsens skibukser blev mindre, blev forundringen over det amerikanske sygdomsforspring større.
CHICAGO – Det begyndte egentlig som en mild, men tiltagende frustration over hvad jeg bare troede, var lidt ekstra coronakilo. Mine skibukser strammede, og det lagde et vist pres – bogstaveligt talt – over vores forestående Rocky Mountains-tur. Derudover var de – kiloene altså – kommet til efter en periode, hvor jeg havde tabt mig virkelig meget, og måske også lidt for meget, så det ekstra lag virkede som en ret naturlig forlængelse af kombinationen coronasnacks og en lidt mere kaloriemæssigt lempelig livsstil.
Men et par kilo blev til flere, og selv om jeg var ret afklaret med, at alt efter 40 er svært at komme af med, syntes jeg alligevel, det var bemærkelsesværdigt genstridigt. Så da jeg sidste år mødte op hos min nye læge til mit årlige helbredstjek, nævnte jeg det – nærmest i en bisætning på vej ud af døren – og hun anbefalede, at vi tjekkede, om min skjoldbruskkirtel – og dermed mit stofskifte – fungerede, som den skulle.
At det får lov at gå under navnet ost, er simpelthen et skandaleeksempel på lånte laktosefjer
Det gjorde den og det ikke. En blodprøve viste lavt stofskifte, og endnu en understregede, hvad jeg allerede mistænkte: At det skyldtes tilstanden Hashimoto’s sygdom, som er en autoimmun sygdom, hvor kroppen over tid nedbryder skjoldbruskkirtlen.
Jeg kan ikke give min japanskklingende følgesvend skylden for hvert ekstra kilo, men nogle af dem har den på samvittigheden, og jeg kan i hvert fald klandre den for, at de nu er så svære at komme af med. Og for den invaliderende træthed, hjernetågerne, den konstante kuldskærhed og de andre symptomer, jeg inden da bare levede med, uden at mistænke, at de bundede i andet end dårlig form og ditto søvn.
Autoimmun overalt
I et stykke tid gik jeg og følte mig lidt speciel med min nyfundne diagnose, men en hurtig rundspørge i omgangskredsen viste, at vi har mindst fire venner, der er i nøjagtig samme situation og har været det i årevis. Inden jeg flyttede til USA, havde jeg aldrig hørt om Hashimoto’s, og lavt stofskifte var sådan noget, jeg og mine veninder troede, at vi måske havde, når vi ikke tabte os efter i flere uger at have valgt en salat og cola light til vores Matador-pizza.
Antallet af amerikanere med en eller anden autoimmun sygdom er ikke helt klart, men det anslås at ligge mellem 23 og 50 millioner, og der er generel enighed om, at det er en opadgående kurve. Ud over skjoldbruskkirtelsygdomme dækker tallet over tilstande som lupus, leddegigt, Sjøgrens syndrom, sukkersyge og mange andre. Nogle af dem er – som i mit tilfælde – mest af alt irriterende, andre invaliderende. Fælles for flere af dem er, at årsagen i langt de fleste tilfælde er ukendt.
På et helt personligt plan har jeg undret mig så meget over, hvorfor netop den type sygdomme virker så meget mere udbredte og almindelige i USA end i Danmark. Og, på et endnu mere personligt plan, over hvorfor jeg fik det efter vores flytning til USA.
Min egen mistanke – og nu bliver det altså 100 % gisning og gætteri fra min hånd, for jeg er hverken læge eller forsker, og selv om det er vældig moderne at tro, at man ved bedre end netop læger og forskere, er det ikke noget jeg gør det i – begyndte at kredse lidt om amerikanske fødevarer og kostvaner. Og jeg er ikke den eneste, der har haft den tanke: Flere forskere mener, at det stigende antal meget vel kan hænge sammen med den del af vores vestlige kost, der læner sig lidt for meget op af tilsætningsstoffer og fast food.
Ingen kvaler, forsikringen betaler
Mængden af forarbejdede fødevarer, snacks og læskedrikke i USA er overvældende, og i uhyggeligt mange tilfælde kan det være svært at gennemskue, hvad det folk propper i munden, egentlig er lavet af. Et af de værste eksempler er den gullige og pusagtige substans, der bliver trukket med hjælp af et håndtag i sportshaller og biografer og lægger sig som en tyk dyne oven på tortillachips. At det får lov at gå under navnet ost, er simpelthen et skandaleeksempel på lånte laktosefjer.
Det er heller ikke bare langt fra ost, det er langt fra lødigt. Og så er det kun et eksempel blandt mange på absurd ugennemskuelige og forarbejdede fælheder, der fylder alt for meget på de amerikanske supermarkedshylder. Det er simpelthen svært, for ikke at sige umuligt, at forestille sig, at så store mængder raffineret tilsætning ikke har en eller anden form for indvirkning på menneskekroppen.
Jeg holder mig til min daglige pille og arbejder på min million dollar idea om en glutenfri burgerbolle, der rent faktisk er spiselig
En anden potentiel og virkelig simpel forklaring på, at antallet af mennesker med autoimmune sygdomme er så relativt meget højere i USA end i Danmark (og her er det igen bare mine egne gisninger, der taler), kunne være, at man ganske enkelt bare bliver tjekket mere for den slags her.
Hvert år får vi lavet et tjek med blodprøver, undersøgelser og opfølgning, og hvis der er optræk til den mindste ændring i vores fysiske tilstand, bliver vi sendt til scanning, røntgen eller blodprøvetagning. Forsikringsselskaberne betaler jo gildet, så der bliver aldrig sparet på undersøgelserne. Men hvor mange danskere, der eventuelt kunne lide af nogle af alle de samme ting, amerikanerne rager til sig, aner jeg ikke.
Nej til natskygger
Når det er så svært at finde ud af, hvad de forskellige autoimmune sygdomme bunder i, er det i mange tilfælde selvsagt også udfordrende at finde ud af, hvad der hjælper imod dem. Ud over medicin, altså.
I mit tilfælde har jeg måttet erkende, at jeg skal tage en lille pille hver morgen resten af mit liv, vente med at spise en time efter, og at min dosis jævnligt skal justeres, efterhånden som min skjoldbruskkirtel bliver nedbrudt. Det er irriterende, men i forhold til hvad mange andre lever med, kunne det være værre.
Men så er der alle de råd og tips og (selvbestaltede) eksperter, man møder, hvis man forvilder sig ned i det kaninhul, der er internettet. Og hvor jeg har kunnet læse mig frem til, at jeg bør droppe gluten (som åbenbart er den helt store skurk), mejeriprodukter, alkohol (og af den grund er jeg ude), kornprodukter, produkter fra natskyggefamilien og allerhelst bare leve af kimchi og kombucha.
Jeg tror, jeg holder mig til min daglige pille og arbejder på min million dollar idea om en glutenfri burgerbolle, der rent faktisk er spiselig – modsat de versioner jeg har prøvet, og som kun er lidt nemmere at få ned end en Ikeas-serviet. Med tanke på hvor mange milliarder amerikanere dagligt smider efter at spise glutenfrit, er det ret rystende hvor ringe smagsoplevelsen af glutenfrit brød er. Eller også er jeg bare en hvedemelssnob.
Glutenfri eller glad
Der er et uudgrundeligt hav af diæter og gode råd, og selv om den endikronolog jeg så, var ret klar i mælet og understregede, at ingen af de råd har nogen videnskabelig krog at hænge deres ellers så overbevisende hat på, er det svært ikke at blive påvirket. Og overveje at skære gluten væk. Udskifte sødmælken i min morgenlatte med havremælk (nå nej, fordi korn…). Vælge tomaterne fra i salaten.
Indtil jeg kommer i tanke om, at uanset hvad man lider af, ville en diæt bestående udelukkende af fisk og fermenterede grøntsager nok resultere i et markant vægttab, og så kan jeg sidde der og være slank og sur og sutte i min kombucha, mens forfatteren til bogen med alle de alternative råd slubrer sin strandcocktail og griner hele vejen til banken. Hvor langt er jeg villig til at gå for metoder og tricks, hvis effekt ingen garanti har, men med al garanti vil gøre mit liv en hel del surere?
Mine skibukser strammer stadig, og det samme gør min forfængelighed. Der er bare ikke noget fedt (pun intended) over at lægge sig uønsket ud og så skulle slås med både sin tiltagende alder og et obsternasigt organ for at komme af med den ekstra isolation. Til gengæld er trætheden væk, jeg kan løbe igen, solen skinner, og lige om lidt tager jeg på skiferie. Det skal nok gå alt sammen. Og så må lynlåsen briste eller bære.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
