MEDIEKRITIK // DEBAT – Sexismen i medier handler ikke kun om ledere, der ser unge kvinder som ”chef-fryns”, men også om den seksualiserede kultur, som ledere og deres medarbejdere promoverer gennem prioritering af indhold, vinkler og overskrifter. Nok er Michael Dyrby & Co.’s personlige ageren vigtig at få belyst, men den anden side af den sexistiske mediekultur skal også kulegraves, for den har vidtrækkende konsekvenser ikke mindst for unge kvinder. Cand.mag. Line Arlien-Søborg, der i bagagen har mange års erfaring fra filmens og pressens verdener, beretter blandt andet om, hvorledes ungdomsrettede DR3 står for en tydelig seksualisering af unge kvinder, alene fordi de er udsatte og sårbare.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
De allerfleste mænd og kvinder ved nu, hvor svært medierne har haft ved at erkende #Metoo-sager i egne rækker. Folk ved nu, i hvor høj grad lag af mediechefer dækker over hinanden. Unge som gamle har lært mediernes logeagtige broderskab at kende – det, der tidligere er beskrevet i POV.
Det er et broderskab, der også manifesterer sig ved, at journalister alt for villigt rækker mikrofonen til dem, der miskrediterer de kvinder, som ikke længere tier.
Der er nu sket en vis oprydning i mediernes baggård – nogle få mænd har mistet deres job. Men hvor dybt stikker erkendelsen af #Metoo-problemer og af den redaktionelle sexisme?
Majoriteten af kvinder udsat for overgreb, dem uden titler eller professioner med status i, gider medierne ikke
Da en forsker for to år siden dokumenterede, at syv ud af ni store danske medier aktivt havde forsøgt at underminere #Metoo-bevægelsen gennem at dele dobbelt så meget negativt om #Metoo på Facebook som positivt, var reaktionen blandt chefredaktører blot en betvivlen af, om der overhovedet var et problem med den slags overgreb.
Betvivlen fortsatte uforstyrret i medierne med flere påstande om folkedomstol og mænd som ofre for ”opmærksomhedssøgende kvinder”.
Skaber egne helte og skurke
Som jeg ser det, er der to dobbeltheder i mediernes behandling af sexisme.
Medierne kan ikke længere betvivle sexisme i egen kreds. Reaktionen er så, at medierne nu taler stort om sig selv og de sager, der er i egne rækker. Når kendte ansigter som tv-værterne Sofie Linde, Cecilie Beck, Janni Pedersen m.fl. står frem, flytter dagsordenen sig – tiltrængt. Det er så vigtigt, det de gør.
Medierne skaber så at sige helte og skurker i egne rækker med glitter og rød løber – men formår ikke at se udad – og skildre den virkelighed, langt de fleste af os er en del af.
Kvinder med tilsvarende seksualiserede oplevelser uden for mediebranchen får sjældent en chance, bortset fra, hvis overgrebet sker på kulturparnassets top eller allerøverst i erhvervslivets hierarki. Majoriteten af kvinder udsat for overgreb, dem uden titler eller professioner med status i, gider medierne ikke. De får ingen stemme.
Dommen over mediernes egen ageren i disse uger er hård, og det er ikke så underligt, når man ser, hvorledes Christiane Vejlø, der står bag tech-webstedet, Elektronista, sammenfattede alt det, der handler om sexisme og om Berlingskes radiokanal Loud.
Et andet aspekt ved dobbeltheden ved MeToo-bølgens fokus på de meget personbundne enkeltsager er, at redaktionerne overser den sexisme, de selv er medskabere af. Den har de ikke øje for. Det har de til gengæld, når det sker i fiktionens verden, som f.eks. i den populære tv-serie Succession på HBO. Den svælger i intriger med twistede mænd ved magten.
House of Cards gjorde det samme – med fokus på det politiske establishment. Og Handmaid’s Tale fra HBO viste os et uhyggeligt og skræmmende realistisk dystopia og nedbrud af kvinder. Til sidst Bombshell – opgørets time fra Netflix om tre kvinders forsøg på opgør med sexisme i medieimperiet Fox News.
Fiktionen elsker macho-antagonister, og publikum labber fortællingerne i sig på trods af paradokset og ækelheden. Vi forsøger at forstå magtens psyke og drivkraft gennem fortællingerne – præcis som vi dyrker gyset ved Gaardbos, Dyrbys og Dorph Petersens adfærd og afgang – som var de skurke i en tv-serie.
Dobbeltheden ved Metoo-bølgens vigtige personbundne enkeltsager er, at de på én gang viser problemernes kerne gennem de berørtes fortællinger, men samtidig tales der ikke om sexisme som et strukturelt problem i mediernes fortællinger generelt.
Mønstret kendt fra syndefaldsmyten
Seksualiseringen foregår jo ikke kun i fiktionens verden. Den er desto mere present og måske desto mere problematisk i nyhederne og på opinionssiderne. I den trykte presse – i aviserne – er ordvalget på overskrifterne (som senest dokumenteret af tech-mediet Elektronista) ofte både nedladende og sexistisk på en måde, der fremstiller kvinder som forførende, billige, skyldige etc.
Det mønster har vi kendt siden Syndefaldsmyten, hvor Eva lokker Adam – kvinden som den syndige. Overskrifter sætter sig i os og danner et stereotypt bagtæppe for, hvad vi læser, for vores opfattelse af kvinders rolle i forhold til mandens.
DR er desværre med på holdet. Det ekstra problematiske er, at DR er finansieret med vores skattekroner. Public-service kanaler burde have et kolossalt ansvar for at skabe forandring i forhold til at etablere kønsstereotype mediefortællinger og seksualisering af kvinder. Men vi ser det modsatte.
DR3’s kønsstereotyper
På DR3, der er DRs streamingkanal til unge om unge, er problemet meget synligt. En søgning på kanalens hjemmeside på titler, hvori ordet ”mænd” indgår, viser en stereotypisering af manden. Rigtige mænd, Sådan er mænd etc. og for at toppe dem, er der dokumentar-serien Macho.
Søger man på ordet ”kvinde” er det igen tydeligt, at ordet ”kvinde” karakteriseres stereotypt i titlerne: Mænd ifølge kvinder, Når kvinder slår ihjel, Når mænd slår kvinder ihjel, Kvinder tilovers, Kvinder islam og mig, Hvorfor fattigdom – kvinder med power. Kun den sidstnævnte titel fremhæver kvinder som stærke.
Gennem de seneste år har DR3 lavet en del dokumentarserier, hvor ordet ”piger” eller tilsvarende indgår i titlen: De perfekte piger, De dyre piger, De smukke piger, Vrede piger og senest Våde veninder.
Man kunne tilføje, om hun vil fortryde sin medvirken i DR’s dokumentar. DR vælger at vise en psykisk sårbar piges private intime fortælling, og DR iscenesætter hende stereotypt
Flere af de ovennævnte titler dykker ned i ”pigeliv” i udfordrede miljøer, hvor unge kvinder kæmper i deres hverdag – også selv om der er tale om ”dyre piger”. Programmerne fremstiller pigerne i slow’ede nærbilleder med fokus på krop, seksualitet, og virkemidlerne skaber en seksualisering af de unge piger. Ikke at kvinderne i sig selv er seksualiserede. Det er DR’s iscenesættelse af pigerne, der er seksualiseret.
Særligt i serierne Se på mig, Våde veninder og Skamløs (bemærk titlerne) iscenesættes og udstilles de unge kvinder med deres Instagram-profiler og profiler på nettjenesten OnlyFans, hvor de sælger deres hjemmeproducerede porno.
Kvinderne fortæller om ensomhed og grænseløshed i deres liv, om overgreb i en tidlig barndom og om deres psykiatriske diagnoser. Programmerne krydsklipper dem i langsomme nærbilleder, mens de iscenesættes foran deres OnlyFans-profiler parallelt med, at vi ser dem hente medicin på apoteket.
Ødelagt seksualitet
Natascha – den ene af de to kvinder i Våde veninder – betegner sin seksualitet som ”ødelagt” og forklarer det med voldtægter tilbage i 14-årsalderen og hun fortsætter:
Hvis ikke det (seksualiteten) havde været smadret fra starten af, så ville jeg ikke have haft behovet for at genopbygge det, så tror jeg ikke, jeg havde lavet OnlyFans, hvis ikke jeg havde været udsat for de her ting”.
Hun fortsætter med at fortælle om sit arbejde med sin profil på OnlyFans: “Jeg tænker helt sikker over, om det ikke kunne være skadeligt på længere sigt. Det kan godt være, jeg sidder om 10 år og tænker, hvad fuck havde jeg gang i. Jeg har accepteret, at jeg måske kommer til at fortryde det.”
Man kunne tilføje, om hun vil fortryde sin medvirken i DR’s dokumentar. DR vælger at vise en psykisk sårbar piges private intime fortælling, og DR iscenesætter hende stereotypt.
Uorden i medieetikken
Er det medieetisk i orden at ”bruge” disse piger som medvirkende? Her foregår en tydelig seksualisering af kvinderne, alene fordi de er sårbare. Fremfor at fokusere journalistisk på kvindernes strukturelle problemer, kvinder og vold, kvinder og fattigdom, kvinder og overgreb, kvinder og psykisk sårbarhed, går programmerne efter de intime personlige fortællinger, hvor kvinderne står alene tilbage.
DR’s fremstilling af en seksualiseret og kønsstereotyp kultur skubber til grænserne hos et ungt publikum og kan i værste fald bevirke til en forråelse i deres holdning, ikke mindst til kvinder
Alle nævnte titler fra DR3 er fortællinger, hvis formål er at underholde. Det er ikke fortællinger, der ønsker egentlig sympati med og forståelse for kvinderne. Det er fortællinger, der efterlader de medvirkende og lader dem fremstå seksualiserede, sårbare, udsatte.
Iscenesættelsen af kvinderne fortæller seeren, at det er kvindernes egen skyld. DR går langt over grænsen rent medieetisk for deres iscenesættelse af de unge kvindelige medvirkende og bruger fortællingerne om kvinderne til at opnå seertal i kampen om seerne med betalingskanalerne.
Myte om løgn og voldtægt
DR’s fremstilling af en seksualiseret og kønsstereotyp kultur skubber til grænserne hos et ungt publikum og kan i værste fald medvirke til en forråelse i deres holdning, ikke mindst til kvinder. Helt aktuelt ser vi det i en spritny rapport fra Det kriminalpræventive råd, der viser, at voldtægtsmyter lever i bedste velgående hos unge mænd i alderen 16-20 år.
Hele 46 procent af de unge mænd mener, at kvinder lyver om voldtægt for at hævne sig på manden. Hver femte unge mand mener, at ”hvis en mand er fuld, kan det hænde, at han voldtager nogen uden at have intention om det” og videre ”hvis en kvinde ikke siger ”nej”, kan hun ikke anklage manden for voldtægt”.
Undersøgelserne til rapporten foregik parallelt med, at kampagnen om samtykke blev skudt i gang. Rapporten peger på, at det er nødvendigt at unge undervises langt mere kontinuerligt og bevidst om grænser i skolen – og gennem medierne. DR burde påtage sig et ansvar, men nej.
DR’s norske modstykke, NRK, arbejder derimod målrettet med seksualundervisning på deres ungdomsflade og skaber langt mere reflekteret content til unge blandt andet gennem serien Unormal – så mange unge har jo problemer med deres krop og identitet.
Hvorfor sætter DR ikke ind og tager sit ansvar på sig og udnytter sin rolle som public-service kanal? Hvorfor laver DR ikke en række spændende og kloge programmer om køn og seksualitet?
DR har musklerne og viden til det. Ellers kan de slå sig sammen med Sex & Samfund om den meget kompetente indsats, de gør, for at tale med unge om køn, krop og seksualitet. DR bør droppe at pushe en i forvejen seksualiseret og grænseløs kultur hos unge.
Magten til at påvirke folkestemningen
Men alle medier og journalister burde forholde sig langt mere bevidst og reflekteret til de mediefortællinger, de laver, som er med til at skabe retning for os alle. De mediebårne fortællinger påvirker folkestemningen, og i dette tilfælde, hvordan vi opfatter køn og seksualisering.
Så venligst. Få ikke blot ryddet op efter #Metoo-overgrebene, men også i en generelt rådden og forhåbentlig snart forældet sexistisk indholdskultur.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
