BØGER // KOMMENTAR – Nogle tror, at Matilda Gustavssons bog om sin afdækning af sagen der fik en af
Sæt dig ned og luk øjnene. Tænk så på, hvad du længes allermest efter i dit liv. Er det at blive set, som den du er? Elsket som den du er? Forstået, mødt, og anerkendt? Længes du efter at blive dit allerbedste selv og skinne i verden som netop det helt særlige menneske, du indimellem føler dig som?
Tænk så på, hvad der sker, når du møder et menneske, som kan få øje på den længsel i dig. Et menneske, som du føler ser dine bedste sider og dine skjulte talenter, og som du kan mærke brænder for, at du skal komme til udtryk som det geni, du er? Eller hvis din længsel ikke er egobaseret, men snarere kærlighedsbaseret, så tænk, at du møder et menneske, som får øje på dig og giver dig de dejligste komplimenter, så du står ud i mængden og alle ser på dig. Denne person kan mærke, at du længes efter at blive forløst på et dybt følelsesmæssigt plan, og udtrykker sig som din soul mate.
Denne bog giver et indblik i nogle af deres historier, og hvordan det lykkedes Jean-Claude Arnault at manipulere sig til en position, hvor han igennem 30 år kunne udøve magt og magtmisbrug
Det lyder skønt, ikke sandt? Det kunne det også være, hvis det ikke var, fordi der er stor sandsynlighed for, at du netop har mødt en psykopat, som vil tage dine længsler som gidsel og udnytte dig til egen fordel.
Jean-Claude Arnault, manden der blev kendt som ”kulturprofilen” i det svenske kulturliv, vil jeg betegne som sådan et menneske.
Der er to grupper af ofre. Det er dels de unge kvinder, som troede, han mente kærlighedserklæringerne og gav sig hen til ham. Og dels er der de intellektuelle i Det svenske Akademi, som troede, han havde ret, når han bakkede dem op og gav dem en scene og kaldte dem for genier.
Jeg synes, man kan betegne begge gruppers omgang med ”kulturprofilen” Arnault, som at de har sprunget kognitive krumspring. De nægtede at se, hvad der skete med dem og lige foran dem, fordi hvis de fik øje på det, var de nødt til at acceptere, at deres længsel efter den dybe kærlighed eller drømmen om at være geniet i en verden af mindre bemidlede ikke var blevet opfyldt.
De blev blinde overfor at erkende, at de havde været til fals for en manipulator med psykopatiske træk.
Klubben handler om magt og magtmisbrug
Nogle tror, at Klubben, Matilda Gustavssons bog om sin afdækning af sagen, der fik en af
Bogen handler også om, at magt aldrig eksisterer som en individuel position. Der er altid rygklappere, jasigere og konfliktsky mennesker, som bakker magten op, for at den fortsat kan eksistere. Denne bog giver et indblik i nogle af deres historier, og hvordan det lykkedes Jean-Claude Arnault at manipulere sig til en position, hvor han igennem 30 år kunne udøve magt og magtmisbrug overfor folk i offentlige stillinger, kunstnere og medlemmer af Det svenske Akademi.
18 kvinder stod frem med deres vidneudsagn i en artikel i Dagens Nyheder i november 2017. Det førte til konkrete anklager om to voldtægter, som ”kulturprofilen” blev dømt skyldig i. I øjeblikket afsoner han 2,5 års fængsel for sine forbrydelser.
Det svenske Akademi, Stockholm Kommune og en række fonde har ikke anlagt en erstatningssag overfor Kulturprofilens klub, Forum, som ellers gennem årene har snydt med økonomiske midler og rettigheder. Man kan spekulere over, hvorfor dette ikke er sket og overveje, om det er på vej.
De kognitive krumspring – kvinderne
I bogen fortæller en række kvinder, hvordan de har været udsat for ”kulturprofilens” magtmisbrug, og hvordan de helt konkret har oplevet det. En af de ting, der går igen i disse kvindehistorier, er, at kvinderne ikke vil føle sig som ofre. Selv lige efter at være blevet voldtaget eller tvunget til oralsex, så en kvinde kaster op, nægter hun at føle sig som et offer. Samtidig har kvinderne oplevet, at det var vanskeligt at komme sig over den grænseoverskridelse, som de reelt set oplevede. Nogle af kvinderne er stadig mærket af det.
Det, der foregår i disse kvinder, er et virkelig interessant kognitivt krumspring: De oplever et overgreb fra en magtfuld person, som lover dem at opfylde deres drømme. De fokuserer på disse drømme og accepterer, at man åbenbart må være parat til at acceptere hvad som helst for at nå drømmene. Dermed lever de med en splittelse i sig, hvor de hele tiden får at vide af ham, at de er lige på vej til et kunstnerisk gennembrud – og så voldtager han dem.
Så længe en kvinde foretager det kognitive krumspring, at hun ikke kobler disse to ting sammen, lige så længe kan hun risikere at blive genstand for magtmisbrug. Psykologer kalder det kompartmentalisering, som er en overlevelsesstrategi, når man skal leve med modstridende indtryk, følelser og viden. Risikoen gælder også for mænd.
Hver gang lignede optakten det, som de længtes efter, men filmen knækkede, når de blev den levende lolitadukke, han tog med magt
”Kulturprofilen” har udnyttet de unge skrøbelige kvinders drømme og længsler efter at blive set og fundet attraktive. Igen og igen oplevede han, at de var parat til at gøre sig selv til gidsler for at få opfyldt længslen efter denne kærlighed. Og fordi deres længsel var så stor, kom de tilbage til ham. Han strøede nemlig kærlighedserklæringer og begær og behov for dem ind indimellem det, han ellers gjorde. Hvilket var at tage på dem og komplimentere dem, når der var andre til stede, for så at voldtage dem hårdt og brutalt, når han var alene med dem. Nogle gange bedøvede ham dem, før han voldtog dem.
Kvinderne blev forvirrede i deres længsel efter det dybe begærs opfyldelse, i længslen efter at betyde noget for en mand, i længslen efter at mærke hans tøjlesløse begær. Udfordringen er, at hver gang lignede optakten det, som de længtes efter, men filmen knækkede, når de blev den levende lolitadukke, han tog med magt. Den magtesløshed, man som kvinde kan føle i den situation, er et overgreb, som sætter sig som et chok i kroppen. Det kan være svært at rejse sig igen efter sådan en oplevelse. Om man går, eller går tilbage til ham, afgøres i høj grad af, hvor meget man længes efter kærligheden.
Men var der da slet ikke nogen, som gik fra voldtægtsstedet til politiet og anmeldte voldtægten? Det får man også indblik i ved at læse Klubben. En kvinde skrev i 1997 en klage til Det svenske Akademi over, at hun var blevet voldtaget af ”kulturprofilen”. Det fik absolut ingen konsekvenser.
Nå jo, for kvinden fik det, da hun ikke siden fik medvind på den svenske kunstscene. Sekretæren for akademiet dengang, som Mathilda Gustavsson opsøger og spørger ind til brevet, slår sagen hen og siger, at de fik så mange breve, så hvis de skulle reagere på dem alle, ville det tage en evighed. Et helt konkret eksempel på, at ”kulturprofilen” var stærkere end den voldtagne kvinde – både fysisk og i samfundets øjne.
De kognitive krumspring – Akademiets medlemmer
Her kommer vi så til den anden del af magten, nemlig alle dem, der bygger magtmennesket op og beskytter ham. Det er ham og alle dem, man skal stå op imod, hvis man skal fortælle, hvad der er sket og udstille den misbrugte magt.
Klubben viser, hvordan en magtbastion er blevet dannet i det svenske kulturliv omkring en person, der som en kamæleon har fordrejet hovedet og hjertet på mange med kunstneriske ambitioner. Kunstverdenen er et oplagt sted for en kamæleon at slå sine folder. Der er ikke nogen facitliste for god og dårlig kunst, alt er baseret på subjektive vurderinger og personlige forbindelser. Når kamæleonen så samtidig ved, hvilket stof myter er gjort er, er der åben adgang til at forføre folk.
Ligesom kvinderne blev forført at kulturprofilen, fordi de længtes efter den dybe kærlighed og begær, blev kunstnerne forført af kulturprofilen og hans digterkone, fordi de længtes efter at blive anerkendt som kunstnere
Han blev den mandlige muse for den lovende unge digterinde, Katarine Frosteson, der skyede opmærksomhed. Hun var vokset op i en religiøs gruppe, som hun forlod. Den sort/hvide tilgang, enhver religion er bygget på, var mejslet ind i hendes sind og krop. Han forstod dette og blev hendes muse og hendes hystade. Den mandlige hystade ser vi sjældent. Den sky, talentfulde kvindelige kunstner, der holder hof, ser vi sjældent. Hun er svensk, han er fransk. En perfekt duo som spejlkabinet for uforløste svenske sjæle, der gerne ville vise verden, at de var større end folkehjemmet og dets lighedsidealer.
Matilda Gustavssons bog kortlægger, hvordan parret i 30 år snød og bedrog kommunale og statslige bevillingsgivere samt en række kunstnere og medlemmer af det svenske akademi. Parret fik kunstnere og kunstnerspirer til at arbejde gratis i årevis.
De fik anerkendte kunstnere til at undlade at anmelde det, når deres kunst forsvandt fra Forums kælder, hvor den havde været udstillet. Parret fik unge mennesker, der samledes omkring dem, til at lyve i ansøgninger om økonomiske midler. Ingen anerkendte kunstnere fik de honorarer, der stod i bevillingerne, de skulle have. Derimod fik de en kuvert med en smule sorte penge.
Parret stjal ikke bare kunstværker, men også ideer. Og så forførte de anerkendte kritikere og kunstnere med et løfte om, at hvis folk makkede ret, ville de blive ophøjet og tilhøre en særlig elite, som stod udenfor loven. Det ultimative sted for dette er Det svenske Akademi, som er en særlig elitær gruppe på 18 personer, der i egen optik står udenfor loven. Det fik de også adgang til, idet hun blev medlem og han blev usynligt medlem. Han kaldte sågar sig selv det 19. medlem af Akademiet.
Ligesom kvinderne blev forført af kulturprofilen, fordi de længtes efter den dybe kærlighed og begær, blev kunstnerne forført af kulturprofilen og hans digterkone, fordi de længtes efter at blive anerkendt som kunstnere. En række medlemmer af akademiet blev forført af historien om, at de var mere end almindeligt dødelige, de var guderne selv.
For at blive ved med at se sig selv som del af denne elite, valgte de at pantsætte deres personlige integritet igen og igen. De valgte at vende det døve øre til kulturprofilens misbrug af unge kvinder og parrets misbrug af offentlige midler og privilegier. Selvom det hele foregik lige for næsen af dem.
Dermed kan man på mange måder sidestille de unge misbrugte kvinder med de gamle misbrugte kunstnere og kritikere som Horace Engdahl og andre medlemmer af festen omkring bordet på Sturehof eller mødebordet i akademiet. De faldt for fristelsen til at tro på dem, der roste og rygklappede. Og mærkede de et gran af tvivl begynde at nage, skulle ”kulturprofilen” nok sørge for at gøre de unge piger klart, hvad konsekvenserne af at bryde med ham ville være, ligesom Engdahl nok skulle sørge for at gøre akademimedlemmerne klart, hvad konsekvensen ville være af, at lytte til sig selv og ikke forblive den slave af deres elitære broderskab, som de havde lovet engang i tidernes morgen.
Vi er kommet til en fase i vores kulturelle udvikling, hvor der bliver sagt stop i forhold til misbrug af magten.
I de seneste årtier har der været fokus på det politiske eller økonomiske magtmisbrug. Nu er tiden kommet til moralsk og etisk magtmisbrug. Det gik ikke op for ”kulturprofilen”, Weinstein eller Epstein i tide. Det er stadig ikke gået op for Engdahl, prins Andrew eller i Danmark for Peter Aalbæk.
Vi må håbe, at vi har redskaberne og fortsat bruger dem til at afsløre magtmisbrug. Klubben er en virkelig interessant fremstilling af alle de lag og nuancer, der kan indgå i magtmisbrug.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Foto: Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her