DIGTE // KOMMENTAR – Teksterne i Frederik Lind Køppens Stjernens navn er Malurt er måske i sig selv ubegribeligt skrammel og hysterisk markskrigeri, men budskabernes politiske mytologi og patosfyldte længsler rummer et farligt vanvid, skriver Jens-Martin Eriksen. Men hvorfor undlader hans tilhængere at fortælle om det? ”Det må der være god grund til at spørge om med den hengivne interesse, som tekstsamlingen har fået fra dens tilhængere. Den har ramt noget, den har vundet genklang hos dem.”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Stjernens navn er Malurt er en uafviselig magtfuld titel, taget som den er fra Johannes Åbenbaring, kapitel 8, hvor Kristus bryder det syvende segl til Himlen, og udløser apokalyptiske scenarier i de sidste tider på Jorden. En af plagerne, der forgifter alt, er Stjernen Malurt.
Det er karakteristisk, at denne eskatologiske vision, eller metafor for den katastrofetilstand vi udlever, lige så vel kunne have været titlen på en klimakritisk digtsamling om den totale forgiftning af have og jord. Vi skal læse om noget profetisk, der er svanger med menneskets eksistenskamp og undergang – eller frelse gennem strid.
Det er ikke nogen uoverstigelig opgave at afkode disse markeringer hvis man har rejst på Balkan samt læst bl.a. den intellektuelle franske højrefløjs traktater, som fx Guillaume Faye
Eller vi skal høre om undergangen fra en forfatter, der har castet sig selv som doomer for at forhåne alle forhåbninger om en vej ud af krisen som pauvre illusioner.
Det er karakteristisk, at sådanne skrifter for at forlene sig med autoritet og coolness præsenteres i en kodet, indforstået og absolut kynisk tone. Det skal signalere en overlegen viden, der ikke giver sig af med petitessediskussioner fra det liberale samfunds tumleplads for enfoldige demokrater. For her taler profeten.
Enten ham til venstre for dig eller også ham til højre for dig. Vi er således hinsides et sted, hvor man stadig humper rundt på argumenternes krykker for at nå en fælles klarhed. For her tales der med en erfaring og en urokkelig selvsikkerhed i åbenbaringens lys.
Der indtræder et tabu for de begejstrede
Alle disse manøvrer er selvfølgelig bare kalkulerede stilgreb, det er klart. Men om hvorvidt de virker udenfor den lukkede og indforståede kreds, der deler forfatterens politiske univers og terminologi for den eksistenskamp, han udmaler, er begribeligvis afgørende for om teksterne kommunikerer.
Forstår man ikke koderne, fanger man ikke den bedrevidende sarkasme og følelse af overlegenhed i den frelste menighed. Og så vil teksterne falde til jorden som ubegribeligt skrammel og hysterisk markskrigeri fra de sidste dages hellige. Det synes at være tilfældet ud fra den kritik, som teksterne har fået i pressen.
Problemet for den nysgerrige avislæser er imidlertid, at man ikke i kritikken får indblik i den kodede profeti og eskatologi, der måske gemmer sig bag larmen. Er det hele så dybt, som det signaleres i stilen eller er det bare overflade alt sammen, effektjageri og billig sarkasme?
Man bliver imidlertid heller ikke klogere, når man læser forfatterens vandbærere, filosofferne Selsing & Selsing plus litteraterne Kasper Støvring og Marianne Stidsen. Ganske vist slipper de alle fire håndtaget og giver den fuld gas med rosende ord: Det er dybt, det er klogt, det er modigt, det er meningsfuldt, det er med andre ord et sandt novum.
Man kan ikke påkalde sig skinargumentet om, at man skriver med en maske som en digter altid kan påstå
Men igen går man som læser tomhændet bort. For hvad er det konkrete betydningsmæssige indhold i disse helvedesprofetier, som man i det mindste fanger, at der er tale om? Det er som om alle de begejstrerede slår sig for munden inden de når frem til egentlige, det som teksterne faktisk handler om. Man kan spørge sig selv hvorfor?
Og dog. For i parafraserne af “Åbent Brev til Søster Syfilis” forudsættes det uhåndgribeligt i en guldalderkonstruktion fra kritikernes side, at depravationen, misbruget og selvødelæggelsen skulle være et iboende og særligt træk ved moderniteten, og underforstået ikke noget man kendte til i det før-moderne, kristent traditionsbundne samfund. Og Guds fred være med en sådan tro, men den er på ingen måde særegent “højreorienteret”. Så hvad er det for kodede hemmeligheder, disse tekster tilhvisker dens vandbærere, og som de øjensynligt ikke tør fortælle om?
Jeg har ikke noget bastant svar på hvorfor disse erklærede højreorienterede kritikere slår sig for munden midt i deres begejstring, da motivforskning notorisk er et sumpet område. Man kommer alt for let til at pege på sig selv og sine egne motiver, når man peger på de andre og deres begrundelser for det ene og det andet.
Alligevel forekommer det mig, at profetens tilhængere holder sig tilbage, fordi de uafvidende alligevel godt ved, at de skriver i en anden institution, kritikkens, end den hvor i profetierne er formuleret, i digteriets, i den litterære offentlighed.
For hvad man frit kan sige i den sidste, kan man ikke ustraffet sige eksplicit i den første. For så hænger man på den som sig selv, og kan ikke påkalde sig skinargumentet om, at man skriver med en maske som en digter altid kan påstå.
Derfor indtræder der et tabu for de begejstrede, fordi de trods alt ved, at tilslutning til de kodede udsagn i bogens tekster vil risikere at stille dem overfor uforudsigelige forklaringsproblemer. Det er naturligvis blot en hypotese, rolig nu. Men jeg har selv læst teksterne og genkender deres politiske mytologi og patosfyldte længsler.
Hvor langt er vi kommet, hvor er vi nu?
Der brænder en ild i den første tekst i bogen, hvor forfatteren markerer sit had, sin uforsonlighed, sin foragt og vilje til at gå planken ud. Og det er ikke nogen uoverstigelig opgave at afkode disse markeringer hvis man har rejst på Balkan samt læst bl.a. den intellektuelle franske højrefløjs traktater, som fx Guillaume Faye.
Som en dansk missionær for disse strømninger og tanker er Frederik Lind Køppen den, der har taget opgaven på sig ved sit dybtfølte ubehag ved kulturen. I denne idiosynkrasi møder han sine ligesindede læsere med punktvise nedslag af etniske konflikter og kriminelle handlinger gennem bogen, der samlet under ét er udtryk for elendighederne efter det monoetniske samfunds bortvisnen og et nyt multietnisk samfunds ubegribelige tilsynekomst.
Men alligevel er det som om, at man ikke helt ved hvad man er blevet ramt af, og krisernes konkretion bliver derfor aldrig opsøgt. Der deklareres i stedet, at vi er endt i en vedvarende socialdarwinisme, hvor den ene gruppe er dømt til at ødelægge og fortære den anden i en skånselsløs overlevelseskamp.
Tiden er måske endnu ikke moden? Måske sanser de bare, at det trods alt er et for farligt vanvid, også selv om det er frygtelig tiltrækkende?
Så størst af alt er hadet til de etnisk fremmede og deres ørkesløse medløbere, bureaukrater og intellektuelle fra mediekleresiet, og hele deres menneskerettighedsideologi og insisteren på det deliberative demokrati.
Denne ideologi er blot en maske for disse magthavere og parasitter, og bør selvfølgelig aldrig tages alvorligt. Man må som hengiven revolutionær tage afsked med demokratiets illusioner og barmhjertighed for at gå fuldt og helt og restløst ind i den væbnede kamp.
Midlerne bør være skånselsløs og selektiv politisk vold og en besværgelse om aldrig at tilgive eller give op. Politiske modstandere eksisterer ikke mere i dette univers. Her er i stedet tale om eksistentielle fjender (som hos den nazistiske statsteoretiker Carl Schmitt). Og her i dette rensede rige opgives enhver sondring mellem kategorierne godt og ondt.
Først da findes katarsis for den sande revolutionære. Bogens bagsidetekst udtrykker dette credo: “Brændt ihjel af den indre ild/så underfuld er feberens helbredende kraft”.
Citater fra digtet ’Et Evangelium for den nye tid’:
“I HELVEDES TIENDE CIRKEL ER JANUSHOVEDERNE, DEN AFBALANCEREDE OPIONS-ÆDRUELIGHED, DET ROLIGE, VELARTIKULEREDE OVERBLIK BAG HORNBRILLER, DER I DET ÅBNE FORDØMMER RADIKALE FORTROPPER AF ENHVER ART, MEN I DET SKJULTE SMISKER VED DET VELBEFINDENDE, DER FØDES VED AT VÆRE BEFRIET FRA AT UDSIGE OG UDFØRE NØDVENDIGHEDEN, MEN DOG ALLIGVEVEL AT KUNNE NYDE FRUGTERNE AF ANDRES VÆRK, DEN DOBBELTE LYKKE VED EGNE STUERENE HÆNDER OG SYNDEBUKKE/ UDVORTES FORARGET, INDVORTES BEHAGET”
“DERFOR PRELLER POLEMIK AF PÅ MIG, THI LIVET ER EN KRIG/ JEG GÅR GERNE SKOVGANG, THI VERDEN ER ET VILDNIS/ DERFOR KØRER JEG HURTIGT OG TAGER RISISICI/ OG VARMER MIG VED FLAMMERNE FRA MINISTERBILER I BRAND/VELSIGNET ER DE, DER PUSTER TIL ILDEN; DERES SJÆL SKAL IKKE MÆRKE FLAMMERNE// JEG TROR IKKE LÆNGERE PÅ POLITISKE LØSNINGER/GYLDNE MELLEMVEJE/ BLØDE OVERGANGE/DEN LANGSOMME GENOPSTANDELSE// JEG TROR PÅ ET TJENESTEVÅBEN DISKRET DRAGET UD AF PANSERENS PISTOLHYLSTER, IDET HAN I ET DISTRÆT ØJEBLIK VAR ADSPREDT (BROR, DET IK’EN ATTRAP)/JEG TROR PÅ AT VÆLTE VEKSELERENS BORDE I HELLIGDOMMEN, THI DETTE ER ET BEDEHUS, IKKE EN RØVERKULE/JEG TROR PÅ KASSEREDE STEMMESTEDLER OG FOLKETINGSMEDLEMMERS PRIVATADRESSER/JEG TROR PÅ ELITENS LÆKKEDE, KRYPTEREDE MAILS OG KONSEKVENSERNE DERAF/JEG TROR PÅ, AT MANGE SKYLDIGE FØLER FALSK SIKKERHED, OG AT VISSE FOLK VIL BLIVE SENDT HURTIGERE TIL HELVEDE, END DE HAVDE REGNET MED// JEG TROR PÅ “VEN” OG “FJENDE”/JEG TROR PÅ “FORBINDELSE” OG “ADSKILLELSE”/MEN JEG TROR IKKE PÅ “GODT” OG “ONDT”/JEG TROR IKKE PÅ “ENGLE” OG FORBRYDERE”
Dette er de kodede hemmeligheder, der tilsyneladende har tændt alle stjernens vandbærere, men som måske – med overordentlig god grund – forekommer dem for farlige til helt eksplicit at slutte op om.
Tiden er måske endnu ikke moden? Måske sanser de bare, at det trods alt er et for farligt vanvid, også selv om det er frygtelig tiltrækkende? Det kan vi ikke vide. Drømmetydning er en usikker disciplin.
Men hvor langt er vi kommet, og hvor er vi nu? Det må der være god grund til at spørge om med den hengivne interesse, som tekstsamlingen har fået fra dens tilhængere. Den har ramt noget, den har vundet genklang hos dem.
Meget kan man sige om forfatteren selv, Frederik Lind Køppen, han hvisker i hvert fald ikke selv i frygt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og