KULTUREL NEDSMELTNING – Man kan godt skrive om dommen mod den verdenskendte komiker Bill Cosby uden at skrive om Det Svenske Akademis spektakulære sammenbrud i den senere tid – men ikke omvendt. Det er formentlig den erkendelse eller manglende erkendelse, der er kernen i skandalen, som har rystet svensk kulturliv på det seneste. Så meget, at Nobelprisen i litteratur ikke uddeles i 2018, men to gange i 2019. Jakob Brønnum beretter fra Sverige om, hvordan #MeToo-bevægelsen har ramt den vigtigste litteraturpris i verden
Artiklen er opdateret 4. maj.
ÖREBRO – Det svenske akademi meddelte 4. maj, at nobelprisen i litteratur ikke uddeles i år, første torsdag i oktober, som den plejer, men at den i stedet uddeles for 2018 næste år, sammen med prisen for 2019. Det er kulminationen, og muligvis afslutningen på en krise, der først og fremmest er moralsk og som har vokset sig større end akademiets medelemmer havde forudset.
Det begyndte for 21 år siden med et anonymt brev til Det Svenske Akademi om et overgreb, angiveligt begået af lederen af en kulturscene i Stockholm, Jean-Claude Arnault. Akademiet anvender scenen til sine litteraturarrangementer. Da #MeToo-bevægelsen begyndte at rulle, skrev den borgerlige stockholmeravis Dagens Nyheter i november 2017 en artikel om ikke mindre end 18 navngivne kvinders anklager mod Arnault. Anklager hvoraf mindst en blev kategoriseret af politiet som voldtægt, men alligevel ikke anmeldt.
Der er to ganske alvorlige problemer forbundet med dette forhold, som har udløst, at Det Svenske Akademi nu er i en situation, som det vil tage lang tid at fjerne skyggerne fra. For det første reagerede akademiet ikke på brevet i 1996, og man var for længe om at reagere på artiklen i Dagens Nyheter. For det andet er Jean-Claude Arnault gift med en af Det Svenske Akademis medlemmer, den fremtrædende digter Katarina Frostenson.
Dagens Nyheter havde forleden en leder, hvor man fejrede den sejr for #MeToo-bevægelsen, som dommen over Bill Cosby repræsenterer. Indtil videre er problemerne i Det Svenske Akademi imidlertid et nederlag for samme bevægelse.
Problemet med at forlade akademiet er, at det kan man ikke, det er vedtægtsstridigt. Man sidder der på livstid
Nu er det dog ikke sådan, at Det Svenske Akademi slet ikke reagerede. Den daværende faste sekretær, litteraturprofessoren og essayisten Sara Danius, satte en grundig advokatundersøgelse i gang. Da resultatet af undersøgelsen fremkom, ville hun offentliggøre dele af den, men det modsatte et flertal i akademiet sig. Og den splittelse gjorde krisen til et åbent sår.
Den 6. april forlod tre forfattere, romanforfatteren Klas Östergren, lyrikeren Kjell Espmark og historikeren Peter Englund, så akademiet i protest mod flertallet, som var mod Sara Danius linje, der pegede i retning af mere åbenhed om akademiets forhold – noget mange i forvejen har efterspurgt.
Problemet med at forlade akademiet er, at det kan man ikke, det er vedtægtsstridigt. Man sidder der på livstid.
Eftersom der ikke udkommer referater fra akademiets møder, fordi forhandlingerne er omgærdet af tavshedspligt, er resten af historien mere eller mindre gætværk. Ligesom dele af den allerede har været. Tavshedspligten er naturligvis nødvendig, når det handler om forhandlinger om prisuddeling. At en række af de gamle medlemmer af akademiet modsatte sig advokatudredningens offentliggørelse hænger sammen med, at de havde fortalt ting til udrederne, der vedtægtsmæssigt er belagt med tavshedspligt. Det siger sig selv.
Herefter begyndte nogle konsultationer med den svenske konge, der er akademiets beskytter, udpeget af Nobelstiftelsen. Ugen efter foreslog kongen, at Sara Danius og Katarina Frostenson begge afgik. Det nægter hoffet naturligvis, men et af medlemmerne, den midlertidige faste sekretær, litteraturprofessoren Anders Olsson, kom kort efter til at røbe noget, der tyder på det.
Nobelprisens og akademiets betydning
Hvad betyder Nobelprisen i litteratur overhovedet?
Nobelprisen er, netop fordi den er præget af mangel på individuelle holdninger, men udelukkende stammer fra et kollektiv, nærmest blevet noget helligt i en sekulær verden. Den er central for respekten for skriftkulturen, for bogens kunstneriske styrke, for fortællingens gennemgribende placering i menneskets liv og bevidsthed.
I vor tid har vi fået et meget tydeligt blik for den magtanvendelse, der næsten altid er forbundet med sådanne mere eller mindre navnløse organisationer, som er unddraget demokratiske spilleregler og for den sags skyld også demokratiske institutioner; ikke mindst via Michel Foucaults samfundsanalyser af sociale magtstrukturer.
Det Svenske Akademi er slet ikke nødvendigt for prisens eksistens. Nobelstiftelsen ejer den, og de kunne teoretisk overdrage uddelingen til en anden institution
Og selvom mange har været uenige i, at den og den fik Nobelprisen i litteratur, og institutionen altid har været udsat for kritik for lukkethed og indskrænkethed, har man bortset fra en enkelt sprække kunnet holde sig fra, at det institutionelle blev et magtpolitisk spil og svækkede akademiets suverænitet som objektiv instans.
Sprækken kom, da akademiet ikke protesterede officielt, som et mindretal ønskede, mod den perfide islamiske dødsdom over Salman Rushdie i 1989 efter De sataniske vers, en roman der blev opfattet som om den antastede koranen.
Kerstin Ekman og den nu afdøde romanforfatter Lars Gyllensten trådte dengang ud af akademiet. Men da man som nævnt ikke kan udtræde, har Ekmans stol siden stået tom. Den store lyriker Werner Aspenstrøm (1918-1997) forlod sin stol nogle måneder senere, efter sigende af personlige årsager. Akademiet udtalte sig derefter generelt mod forfølgelser og til støtte for det frie ord, og de fleste af medlemmerne skrev personligt under på en protest.
For mig at se er det den samme problemstilling som Rushdiesagen, der i dag har efterladt akademiet med et åbent sår: Afvisningen af at blive taget til indtægt for politiske dagsordener.
Et moment af objektivitet, der er mindre kendt, men formentlig ligeså betydningsfuldt for prisens objektivitet, består i det enkle faktum, at Det Svenske Akademi slet ikke er nødvendigt for prisens eksistens. Nobelstiftelsen ejer den og kunne teoretisk overdrage uddelingen til en anden institution.
Og selv uden Nobelprisen har Det Svenske Akademi i øvrigt masser at tage sig til. Det uddeler en hel del priser og tager initiativ til en række forskellige projekter, der understøtter litteraturen.
Nobelprisens betydning er allerede svækket, fordi skriftkulturen er svækket. Den kan ikke beholde sin kraft i et samfund, hvis stærkeste kræfter kommunikerer gennem billeders banale stereotypi og et arbejdesmarked, der opdeler de forskellige arbejdsmomenter i mere og mere enkle funktioner, så mennesker efterhånden kan betjene dem blot ved at kunne læse emojis og billedikoner
Men vil Nobelprisen miste betydning på grund af akademiets krise? Helt sikkert ikke. Prisen har den betydning, den har. Og den er allerede svækket, men det skyldes, at skriftkulturen er svækket. Den kan ikke beholde sin kraft i et samfund, hvis stærkeste kræfter kommunikerer gennem billeders banale stereotypi og et arbejdesmarked, der opdeler de forskellige arbejdsmomenter i mere og mere enkle funktioner, så mennesker efterhånden kan betjene dem blot ved at kunne læse emojis og billedikoner.
Samtidig med at middelklassen i verden vokser, og der kommer flere og flere læsere, og bogen ikke på nogen måde er truet, vokser også de ikke-læsende masser til nye, hidtil utænkelige størrelser.
Nobelprisen 2018
Dagens Nyheters kulturredaktør Björn Wiman mente allerdede i slutningen af april, at prisen ikke ville blive delt ud i år, men det modsatte andre med tilknytning til akademiet modsat sig. En liste med navne har været præsenteret for akademiet af underudvalgets formand, den fremragende romanforfatter Per Wästberg. Wiman fik imidlertid ret. Prisen skydes til næste år, hvor der bliver uddelt to. Det er sket et antal gange tidligere, nemlig 1914, 1918, 1935, 1940-1943.
Et af problemerne er det vedtægtsmæssige. Akademiet skal bestå af 12 medlemmer, og det gør det ikke, der er kun 10. Foruden Ekman, de tre nævnte mandlige forfattere, Danius og Frostenson, ønsker det ret nye medlem, forfatteren Lotta Lottass, at udtræde, fordi hun ikke føler, hun passer ind. Det samme gør senest også dramatikeren og den impressionistiske romanforfatter Sara Stridsberg af ikke oplyste grunde.
Hvis prisen skal uddeles, skulle kongen inden da ændre vedtægterne, hvad han tilsyneladende enerådende kan gøre, og mindst to nye medlemmer skal indvælges. Kong Carl Gustav udsendte da også 3. maj en pressemeddelse om ændring af vedtægterne, man kalder det en “tydeliggørelse.” Alligevel har akademiet åbenbart ikke ment, man ville arbejde normalt med så få medlemmer og ønsket at skyde prisen og få styr på organisationen først.
“Den tillidskrise, som Det svenske akademi befinder sig i, har påvirket prisen negativt,” udtalte Carl-Henrik Heldin, der er formand for Nobelstiftelsen. “Beslutningen betoner situationens alvor og bidrager til at værne om prisen på langt sigt,” siger han, og tilføjede med noget, der lyder som en advarsel: “Nobelstiftelsen forudsætter, at Det svenske akademi nu lægger al sin kraft i at genoprette tilliden til sig som prisuddelende institution.”
At Sara Stridsberg har meddelt, at hun forlader Det Svenske Akademi, endda efter den akutte krise synes på vej mod at være overstået, skuffer mig imidlertid. Jeg beundrer hende næsegrus som forfatter og havde håbet, at hun som den helt igennem moderne forfatter, med et stort individualistisk præg i sit menneskesyn og verdensbillede, hun er, ville være blevet der og kæmpet for akademiet.
Der skal findes et antal mennesker, som besidder dyb original individualitet og integritet og som samtidig er villig til at ofre dele af den for denne verdens litterære fællesskab – for at Nobelprisen kan overleve i akademiet på langt sigt. En sådan individualitet besad Stridsberg så ikke.
Alt tyder på, at Arnault netop har raget til sig. Han har i hvert fald brugt en lejlighed i Paris, som ejes af akademiet, langt over det rimelige. Onde tunger vil vide, at han satte sit eget navneskilt på døren
Men hvorfor har man så ikke forholdt sig til anklagerne i tide?
Horace Engdahl, en af akademiets grumpy old men, som Sara Danius afløste som fast sekretær for få år siden, har for nylig sågar hyldet Arnault på forskellig vis – for dennes personlige kvaliteter! Advokatundersøgelsen fastslog, at man ikke med rimelighed kan antage, at akademiets medlemmer har vidst, hvad Arnault har raget til sig – eller raget på. Bortset fra det medlem af akademiet, Sture Allen, som læste det gamle brev, må man tilføje.
Alt tyder på, at Arnault netop har raget til sig. Han har i hvert fald brugt en lejlighed i Paris, som ejes af akademiet, langt over det rimelige. Onde tunger vil vide, at han satte sit eget navneskilt på døren.
Desuden taler advokatundersøgelsen formentlig om økonomiske uregelmæssigheder, som ansatte, der har vidnet på grund af deres anklager om overgreb mod Arnault, samtidig har løftet sløret for.
Blandt rygterne er, at Arnault har røbet nobelprisvindere i syv tilfælde, for hvem vides dog ikke med sikkerhed. Har han det, er Frostenson selvfølgelig centralt inddraget i skandalen og hendes afgang naturlig.
Desuden har hun været medejer af den klub, Det Svenske Akademi har betalt hundredetusinder – hvis ikke millioner – af kroner for at bruge gennem årene. Den svenske pendant til Ekstra-Bladet, Expressen, bidrog forleden med en historie om, at Arnault også har gramset på kronprinsessen i kongens nærvær ved en af akademiets nobelfester.
Politikkens nødvendighed
Akademiet har ikke forholdt sig til anklagerne mod dets nære samarbejdspartner i tide, hverken den gang eller nu. Der er en lang tradition for ikke at forholde sig politisk, som Rushdie-sagen viste. Tidligere var man nær ved ikke at nå at give nobelprisen til den chilenske lyriker Pablo Neruda, en digter der er så stor som et kontinent, efter sigende fordi han havde støttet Stalin i 1940’erne.
Og den argentinske forfatter Jorge Luis Borges, der efter min opfattelse er det 20. århundredes største forfatter i det hele taget, fik ikke prisen, formentligt fordi han var politisk konservativ i det betændte sydamerikanske aristokrati.
Problemet for dem, der ikke reagerede i tide, er, at #MeToo-bevægelsen er den eneste bevægelse blandt alle protestbevægelser siden suffragetterne, som rokker ved mandeverdenens herredømme. Helt derinde, hvor den hvide mand føler sig hævet over politik, fordi det, han beskæftiger sig med, for ham har objektivitetens skær og essens.
Den handling, man ikke foretog, fordi man ikke ville blande sig i politik eller på anden måde gå ind i sager, der lå uden for akademiets virkeområde, blev en politisk handling i sig selv … En kugle, der blev støbt for over tyve år siden, viste sig at være en kæmpemæssig, rullende snebold
#MeToo-bevægelsen kan dermed ikke affærdiges som noget, man ikke skal blande sig i eller overlade til folk ‘selv at ordne’. Det er politik, moral og forpligtende samfundsfællesskab.
Hvad Horace Engdahl og muligvis flere andre ikke forstår, eller tror, de kan flygte fra ved at gemme sig i akademiets ophøjede afstandtagen fra det politiske, er, at netop når man tror, man er hævet over politik, bliver det i allerhøjeste grad politisk på grund af #MeToo-bevægelsen art og karakter – magtpolitisk.
Den handling, man ikke foretog, fordi man ikke ville blande sig i politik eller på anden måde gå ind i sager, der lå uden for akademiets virkeområde, blev en politisk handling i sig selv.
Det største problem lige nu er måske, at det er den gruppe, som ikke ville forholde sig og til slut kun nødtvungent gjorde det, der sidder tilbage.
Bill Cosby blev ikke dømt ved en retssag, der indledtes inden #MeToo-bevægelsen, men det blev han ved en appelsag, som blev indledt bagefter. Nu var det alvor. For alvor. Det Svenske Akademi, som troede sig hævet over den slags, overså, at præcis menneskelig lighed og værdighed var et sine qua non for deres egen institution. En kugle, der blev støbt for over tyve år siden, viste sig at være en kæmpemæssig, rullende snebold.
Den 20. april blev advokatundersøgelsen overleveret til politiets bedrageriafdeling efter et møde blandt de tilbageværende akademimedlemmer. Politiet har derefter meddelt, at man arbejder med forundersøgelserne til en bedragerisag, der involverer mennesker med tilknytning til akademiet. Dermed mener man Arnault og måske Frostenson. Og forhåbentlig kun dem.
Topfoto: Börshuset i Gamla Stan i Stockholm, Det svenske akademis mødelokaler. Foto: Arild Vågen – Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
