Sådan ødelægger man mennesker

i Liv & Mennesker/Politik & Samfund af
SYSTEMVOLD // DEBAT – Man kan ødelægge mennesker på mange måder. En af dem er ved at underkende forældres evne til selv at tage vare på deres børn, skriver Suste Bonnén.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


I stedet for at hjælpe de udsatte børnefamilier, skilsmissebørnenes mødre inklusive, har regeringen sat sig det mål at få fjernet mange flere børn end tidligere.

Hvor mange flere? 50.000 var et tal, der var fremme i debatten, da socialudspillet blev lanceret i 2018. Det er modereret siden og Astrid Krag har udtalt, at hun ikke har et bestemt tal i tankerne.

Men i stedet for at vurdere fædre og mødres sager på deres egne præmisser, vil man fjerne som mål fjerne flere børn fra familierne. Dette skal ske på trods af, at vi ved, at over halvdelen af alle tvangsanbringelser af børn er fejlbehæftede med det resultat, at børnene lider under at blive sendt rundt i systemet.

Har en mor mulighed for at holde sit barn hjemme i en dag eller i en uge tæller det som ”fravær ”, og fravær indberettes som en misligeholdelse af den kontrakt, systemet mener at have med forældre

I stedet for at hjælpe de udsatte familier og i stedet for at forlige far og mor i skilsmissesituationerne trapper man konflikterne op, for derefter at sætte systemarbejderne ind med ”forældrekompetencesamtaler” og alt hvad man har fundet på for at øge beskæftigelsen og styre især de nu enlige mødre, som er dem, der indtil nu har kæmpet hårdest for deres børn.ødelægge mennesker

Man sår mistro til enhver familie, der ikke passer ind i det ensrettede billede, især Socialdemokratiet har af et velfungerende barn.

Hvem er de sagsbehandlere, der således tillader sig gøre livet utrygt for tusindvis af især enlige mødre, der kun har ét ønske: at leve på deres egen måde med deres egne børn. Det er de ansatte i systemet, som bare parerer ordrer og ikke forstår det, som Tolstoi engang skrev, at  ”alle ulykkelige familier er ulykkelige på deres egen måde” .

Familiernes hele eksistensberettigelse er truet, og regeringen gør, hvad de kan for tiden, for at truslerne bliver effektueret.

Systemvold

De er medvirkende til det, jeg kalder Systemvold.

Metoden er at bede alle medborgere om at holde øje med hinanden og underrette myndighederne om selv den mindste slinger i valsen i forhold til f.eks fremmøde i dagsinstitutionerne. Som om at timerne, dagene, ugerne, livet på en institution er det bedste for børnene, så forsøger man at presse denne norm ned over forældrene.

Har en mor mulighed for at holde sit barn hjemme i en dag eller i en uge, tæller det som ”fravær ”, og fravær indberettes som en misligeholdelse af den kontrakt, systemet mener at have med forældre; en misligeholdelse af en kontrakt, som systemet kæmper hårdt for at få gjort til norm – også ved at tilbageholde udbetaling af børnepenge fra Staten.

Ved læserne, hvor mange enlige mødre, der i dag går rundt i en evig angst for, at deres måde at passe deres egne børn på skal blive ”indberettet”, så Staten kan kontrollere mødrene og fjerne børnene?

Et naturligt modspørgsmål kunne lyde: hvad glæde skulle samfundet så have af at bruge samfundets ressourcer på at fjerne et barn fra dets familie?

Svaret er det samme overalt: et ønske om kontrol, som indebærer, at en lang række systemarbejdere beskæftiges samt en diktatorisk tilfredsstillelse ved at have magt over andres liv fra det første øjeblik.

For allerede i det første øjeblik, barnet trækker vejret, går overvågningen i gang, og bare 14 dage derefter for fædrenes, og et år for mødrenes vedkommende, hvor de forventes at forlade de små børn i døgnets bedste timer.

Når en mor m/k er blevet indberettet – det kan være, at barnet gentagne gange er kommet for sent i børnehaven eller at standarden af madpakken ikke er god nok – … så kan en sag oprettes og hele systemet med overvågning går i gang

I stedet for at tilbyde småbørnsforældrene hjælp til selv at passe deres børn, ønsker systemet mødrene tilbage på arbejdspladserne.

Hvis hun vælger at gå hjemme med sine børn, og ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet efter 1 års barsel, så straffes hun. Barnet skal have en institutionsplads, og moderen skal stå til rådighed for andre end sit eget barn.

Når en mor m/k er blevet indberettet – det kan være, at barnet gentagne gange er kommet for sent i børnehaven eller at standarden af madpakken ikke er god nok – så er holdningen den, at man ikke bare hjælper med madpakken eller glæder sig over, at mødrene tager sig god tid til børnene derhjemme, så kan en sag oprettes og hele systemet med overvågning går i gang; barnet fjernes måske, måske ikke, men afgørelsen træffes af alle andre end forældrene, som bare har at indordne sig under systemerne.

Det er  sagsbehandlere i forvaltningerne, familieretshuse, børnepsykologer, advokater og et helt retssystem. der beskæftiges med at kontrollere forældre m/k og deres børn i et system, hvor målet ikke er frihed for den enkelte, men tværtimod ensretning for alle.

ødelægger menneske
Skribenten som ung mor med sin søn, Nicolai. Foto: Suste Bonnén.

Små børns tilknytning

Hvorfor indrettes vores rige samfund i dag sådan, at mødrene midt i den vigtigste tilknytningsperiode skal væk fra børnene og tilbage på arbejdsmarkedet?

Hvorfor tror man, at selv bittesmå børn har bedst af at blive overladt i andres varetægt, når man nu ved, at det er tilknytningen til de allernærmeste personer, der er det vigtigste i de små børns liv?

Hvorfor opnormerer man lige nu antallet af ansatte i vuggestuerne, det er jo kostbart med så mange ansatte ? Og får det til at lyde, som om det er en hjælp til mødrene?

Svarer er, at det er lettere at styre ansatte pædagoger end familier, der har små børn derhjemme .

Hvorfor tror man, at systemet er bedst til at styre menneskeliv?

I dag ryster vi på hovedet over, hvor dumme vi dog var i Danmark i årene 1923 og helt op til 1961, hvor det var fattige kvinder og enlige mødres børn, man bortadopterede eller tvangsfjernede, inden man tvangssteriliserede de unge kvinder og sendte dem på pigehjemmet på Sprogø.

Man udnævnte dem først til at være åndssvage eller bare ”Letsindige og Løsagtige” som er overskriften  på den grundige forskning om emnet, som Birgit Kirkebæk har udført.

Siden sendte man dem ud i ”Kontrolleret familiepleje”.

I stedet for at komme mødrene til undsætning, tager man børnene fra dem. I stedet for at fjerne fædrene, så fjerner man børnene.

Selv har jeg fundet journaler og breve på Rigsarkivet og andet materiale i Brejning, hvor arkitekten bag dette racehygiejninske projekt, overlæge, dr. Keller havde sit idélaboratorium.

Herfra udgik hans verden, og her mener man stadig, at han var lidt af en helt, for uden at slå nogen ihjel skaffede han de udsatte mødre af vejen ved at anskaffe sig Sprogø. På denne isolerede ø midt i Storebælt kunne han tilbyde Staten plads til de magtesløse unge kvinder, efter man først havde tvangsfjernet deres børn.

I dag kalder man ikke de enlige mødre m/k for åndssvage, men man videoovervåger børns samvær med deres forældre og efter en sådan ”Forældrekompetencevurdering”, som sendes til myndighederne, tages der stilling til, om barnet må blive hjemme hos dets mor eller far, eller om de skal sendes ud i ”Kontrolleret familiepleje”.

I stedet for at hjælpe børnefamilierne med det, der kan være svært – økonomien f.eks – ansætter man Psykologselskaber, der kommer med rapporter om fædres og mødres ”Forældreegnethed”.

Her vurderes kvaliteten af ”de affektive og adfærdsmæssige karakteristika i forældre/barn relationen ved brug af skaler fra PC-ERA (Parent-Child – Early Relational Assessment) for de 0-4-årige børn, og hvad de ellers hedder – de ”tilbud”, som også kommercielle firmaer ansættes til at lave de undersøgelser om, der går forud for tvangsanbrigelserne.

”Forældrekompetenceundersøgelser”  hedder vor tids våben mod de udsatte mødre. Intelligensprøver hed det på K.K. Steinckes tid. Holdningen er den samme.

Holdningen

Tiden har vist, at mange af pigerne på Sprogø slet ikke var åndssvage, men fattige. Prævention var ikke opfundet, og hvis en pige kom i ulykke, blev hun ustødt øjeblikkeligt, med mindre hun tilhørte en overklasse, der havde råd til at sende hende på diskret ophold- eller tage barnet til sig i familien.

I dag er det stadig sådan, at det er de mest belastede mødre, enlige mødre hvis ex-mænd er voldelige, der straffes hårdest. I stedet for at komme mødrene til undsætning, tager man børnene fra dem. I stedet for at fjerne fædrene, så fjerner man børnene.

Og hver gang går det ud over barnet, som ønsker sig en mor, eller en far, hvis mor ikke er der – allerhelst begge to.

Holdningen i dag er, at forvaltningerne og ikke forældrene med vold og magt vil bestemme, hvor et barn skal opholde sig, og magten er i sidste ende Statens

Samtidig med at vi ønsker at bevare ”et frit samfund”, er det det modsatte, der arbejdes på i dag. Magthavernes ønske er at ”gøre en forskel”, som de selv ynder at sige. At styre samfundsudviklingen, det lyder fromt, men når styringen tager sit udgangspunkt i en ensretning med begrænset adgang til vid og ånd, er det farligt.

Holdningen i dag er, at forvaltningerne og ikke forældrene med vold og magt vil bestemme, hvor et barn skal opholde sig, og magten er i sidste ende Statens.

Det regulerer man økonomisk ved at straffe de mødre M/K, der ikke indordner sig på samfundets præmisser.

Min interesse for den straf og den frihedsberøvelse, man udsatte Sprogøpigerne for, har trukket perspektiver til den holdning, samfundet i dag styres efter. Jeg ser, hvordan mødre i højrisikogrupperne – ja det er der noget, der hedder – konstant er i alarmberedskab .

Hvorfor hører vi så ikke fra dem? Fordi de vil være anonyme – de straffes af systemet, hvis de ikke bare retter ind.

I dag, hvor børn mere og mere anses for systemets brikker i et spil, hvor de kommunale og statslige institutioner er sat til at tage over, er vi godt på vej til at få opfyldt social- og statsministerens mål: At få tvangsfjernet flere end de 38.000 børn, der allerede er anbragt.

Er det det, vi vil?

Antallet af piger, der kom til Sprogø, oversteg til Dr. Kellers og siden Dr. Wildenskovs fortrydelse ikke de 500 piger.

Dr. Keller var ellers bakket op af særligt justitsminister K. K. Steincke, der i 1920 udgav ”Fremtidens Forsørgelsesvæsen”. Han mente, at tvangssterilisering af mentalt svage og socialt udsatte var et væsentligt element i socialpolitikken, da det skulle være med til at sikre samfundet mod at få ansvaret for flere svage, end det kunne magte.

Jeg ser ikke syner. I dag fortæller vores socialminister Astrid Krag i interviews, hvordan hun med ærefrygt hilser på sit forbillede, busten af Steincke, som står ved indgangen til socialministeriet

Heller ingen af de 11 statsministre, der sad ved magten fra 1923-1961, havde noget at indvende mod de overgreb, der blev begået mod pigerne. Og derfor fortsatte de, uden at nogen reagerede, med at fjerne børnene fra de udsatte kvinder og sørge for, at de ikke kunne få flere.

Dengang vidste man ikke så meget om tvangsfjernelserne og bortadoptionerne, og de, der gjorde, delte holdning med magthaverne: de kvinder, der ikke kunne klare sig selv, skulle ikke have børn. Kun kvindernes arbejdskraft blev brugt på Sprogø, hvor de kunne gøre nytte i landbruget og i Pigehjemmet, hvis ikke de kom i kontrolleret familiepleje, eller på en anden institution, når de var blevet steriliserede.

Jeg ser ikke syner. I dag fortæller vores socialminister Astrid Krag i interviews, hvordan hun med ærefrygt hilser på sit forbillede, busten af Steincke, som står ved indgangen til socialministeriet.

Vi er oppe imod et system, som med vold og magt vil gøre os til brikker i et spil, der umærkeligt tager vores frihed. Det begynder med mødrene og det bliver børnene, som betaler prisen.


LÆS MERE I POV AF SUSTE BONNÉN HER


Topillustration: Systemet ødelægger mennesker, når staten tager magten over små børn, siger Suste Bonnén. Foto: Suste Bonnén.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Suste Bonnén født 25/10 1948 er billedkunstner, cand.mag., forfatter og fotograf. Medlem af Akademiet. Hun er uddannet på Det kgl. danske Kunstakademi(Mur og rum-skolen hos Robert Jacobsen) og på Københavns Universitet (musikvidenskab). Debuterede i 1980 som billedkunstner på Tranegården med den konceptuelle soloudstilling “At se gennem en åbning”. Hun har skrevet bøgerne Sustes Søger (2003), Herlufsholm Kostskole (2004),  
Portrætfortællinger fra Rigshospitalet (2007), Sustes Sangbog (2007),  Med venner i lys vi tale – Vartov i dag (2008), 
Krop og ånd. Bornholm (2011), De bevarer Danmark, (2014) og har stået for følgende soloudstillinger: PAR – Thorvaldsens Museum, (75 s/h fotostater af par), 1985 
, Ansigter – Glyptoteket, (s/h fotografi samt videolys af profiler), Jens – Fotomuseet i Brandts Klædefabrik, (fotografiske lysprojektioner på flydende sølv), 
1998, Fædre, mødre, døtre, – sønner – Den sorte Diamant (100 s/h fotografier), 2000, De seje – Frederiksborg Museum, (portrætter af 72 gamle billedkunstnere), 2007, Derfra min verden går – Bornholms Museum, 2011, Det første sekund – Ordrupgårdsamlingen, 2013 
samt Tegner og Kvinderne – Tegners Museum, 2015. Hun bor på Frederiksberg.

Seneste artikler om Liv & Mennesker