Ideen til mit forsøg på at hjælpe Richard var opstået et par måneder tidligere.
Fra vores terrasse direkte ud til Sixth Avenue var der altid utroligt meget at kigge på, og derfor opstod tanken om en fotobog med en “creative constraint”: Views From a Terrace in NY er en bog til familie og venner med fotos – skudt kun fra terrassen.
Jeg havde netop færdiggjort et opslag om de hjemløse under overskriften De Usynlige Mennesker. Min tekst sluttede: ”En af de ting, New York gør, er at hærde dig. Så efterhånden lægger man ikke en gang mærke til dem. Men de er så afgjort en del af byen”.
I dagene efter blev denne sætning ved med at vende tilbage til mig. Den forstyrrede mig. Jeg ville ikke være en mand, der var så ligeglad med andre mennesker i nød, at jeg ikke engang kunne se dem.
Da jeg havde fået sat ord på min følelse, begyndte jeg at tage de første små skridt. Hvor jeg hidtil havde givet tyvere uden rigtigt at kigge på modtagerne, så ændrede jeg nu min adfærd.
Når jeg havde set en hjemløs, som jeg ville give penge til, spurgte jeg dem, hvad de hed, sikrede mig direkte øjenkontakt, gav det mest velmenende smil jeg kunne komme op med og ønskede dem held og lykke: ”Good to meet you >John/Sandra/Rob/Abdul… – I wish you all the best, my friend.” Først når dette ritual var overstået, kom der kontanter ind i mødet.
Effekten var overvældende. Stort set alle blev overraskede, når jeg spurgte efter deres navn, men reaktionen var hver gang yderst positiv. Jeg fik altid et smil og blev igen og igen overrasket over en dyb og klar øjenkontakt. Det var intenst – og på en eller anden måde virkelig livsbekræftende.
Og det var overraskende, hvor lidt pengene betød i mit møde med de hjemløse. Selv om det er sjældent, at tiggere modtager 20-dollarsedler (hvilket Richard har bekræftet), så føltes det, som om øjenkontakten og udvekslingen af gode viljer var mindst lige så vigtige som pengene.
Jeg forlod igen og igen disse situationer opløftet af den intense øjenkontakt og følte mig samtidig som en meget venlig mand. Egentligt ret god value for money – også for den glade giver.
Da jeg havde prøvet denne adfærd i et par uger, opstod ideen om at tage et skridt mere. Om at erstatte alle de enkeltstående tyvere med en samlet indsats og et mål om at hjælpe bare én enkel hjemløs væk fra gaden. Om at lade en hjemløs blive en del af mit liv. Og om at turde kigge på mennesket bag den facade, der gjorde ham usynlig for alle ”os andre”.
Jeg sov bestemt ikke godt den nat med bevidstheden om, hvor nemt jeg kunne have hjulpet Richard. Bare et par tryk på min Western Union app, så havde den være klaret.
Det blev så Richard. Men det skulle vise sig at blive en opgave med mange udfordringer.
For eksempel som da han en dag fik stjålet den ene af sine to kufferter …
Jeg sendte dig en email … Og mens jeg skrev, var der en lort, der stjal min forbandende kuffert. Tårerne flyder fra mine øjne … Hvordan kan nogen stjæle fra en hjemløs?
”Hvem stjæler fra en hjemløs,” spørger Richard? Det svarede han senere selv på: Det gør en anden hjemløs!
Indholdet i kufferten var godt slidt skiftetøj og – meget vigtigere – nogle få genstande fra hans tidligere liv: Billeder og den slags. Der var med garanti intet af reel værdi, og indholdet endte sikkert bare i en affaldscontainer. Men for Richard var det et stort slag.
Richard lever i en ubarmhjertig verden uden megen solidaritet. En verden, hvor der ikke er mange grænser for, hvor langt man vil gå for at få fingrene i bare få dollar.
Richard havde en enkelt ”ven”, som hjalp ham med at holde øje med hans kufferter, når han var på arbejde. Men ikke som en vennetjeneste. Det var noget, han blev betalt for. Og det var ikke en pålidelig service. En af dagene dukkede vennen bare ikke op som aftalt, og så kunne Richard ikke komme på arbejde. Man kan nemlig ikke bare møde op på job med to ramponerede kufferter. Endnu et forhold, der er med til at fastholde hjemløse på gaden.
Kvaliteten af sproget i Richards beskeder viste sig i øvrigt at hænge direkte sammen med hans stressniveau. Han kunne faktisk stave og formulere sig ganske udmærket, men når han blev presset, kom han langt væk fra almindelig retskrivning.
Dagen førte også til et nyt ønske om kontanter. Men først skulle han lige have luft for en frustration.
Flemming, jeg er ked af det, men det føles, som om du tror, at jeg snyder dig. Jeg burde sikkert bare lade det ligge, men jeg har behov for at overbevise dig om at det ikke er tilfældet … Jeg ved ikke hvordan, men jeg fryser og har det virkeligt skidt lige nu. Jeg har brug for et værelse nu. Jeg tigger ude i kulden uden handskereller tæppe. Jeg ved du sikkert tror, jeg er på stoffer, men det er jeg ikke.
Jeg havde faktisk aldrig mistænkt ham for at ville snyde mig. Men Richards bekymring illustrerede hans betydelige æresfølelse, på trods af de mange ydmygelser som hjemløs.
Han var stolt fra første gang, jeg mødte ham, og gjorde meget ud af selv at tage ansvaret for sin nedtur: ”Det er 100 procent min egen skyld, at jeg sidder her!”
Richard lever i en ubarmhjertig verden uden megen solidaritet. En verden, hvor der ikke er mange grænser for, hvor langt man vil gå for at få fingrene i bare få dollar.
Sidste sommer boede han i en toværelses lejlighed i Brooklyn og arbejdede som designer på et lille webbureau. Han havde efter eget udsagn et fint, almindeligt liv som ung newyorker.
Ifølge Richard var det en arv efter forældrene, der startede nedturen. Pludselig havde han penge. Og så begyndte han at bruge løs. Problemet var, at han ikke kunne stoppe sit overforbrug, da pengene fra arven slap op. Det gik godt i nogle måneder, hvor han kunne jonglere med flere kreditkort. Men på et tidspunkt klappede fælden, og det skete i juli, fire måneder før jeg mødte ham. Da blev han sat på gaden – med en samlet gæld på 45.000 dollar!
Han erkendte fuldt ud, at det var ham selv, der havde dummet sig. Men han gjorde meget for at formulere sig med selvrespekten i behold, selv om den blev udfordret, som begivenhederne foldede sig ud.
Jeg gjorde mig mine egne tanker om, at der nok lå lidt mere bag, og at det måske mere var forældrenes død end selve arven, der havde startet nedturen. Men han bed ikke rigtigt på mine åbninger om at sætte flere ord på – og jeg valgte at lade det være op til ham selv, om det var noget vi skulle tale om.
Tilbage til hans forespørgsel om et par betalte overnatninger. Efter mange overvejelser besluttede jeg mig for at sige nej.
Det var ikke nogen nem beslutning. Men ud over at han allerede havde fået en del kontanter, så var jeg bekymret for at skabe en forventning om, at alle Richards problemer fra nu af kunne løses med en SMS til den tossegode dansker. Så i stedet for penge tilbød jeg at købe et par ting, der kunne hjælpe ham gennem de kolde nætter.
Hej Richard, Jeg er ked af det, men jeg er ikke i stand til at hjælpe dig til et værelse denne gang. Jeg kan sikkert godt hjælpe dig med tæpper og handsker senere på aftenen, men du bliver nødt til at finde ud af, hvordan du kommer igennem de næste 2 nætter. Jeg stoler på dig, og jeg tror ikke, at du er misbruger (hvilket er meget vigtigt for mig). De bedste hilsner Flemming
Tak for tilbuddet, men jeg vælger at køre i metroen hele natten, med mindre jeg kan tigge nok penge til et værelse, hvilket er usandsynligt, men som jeg vil prøve … Tak for tilbuddet alligevel
Held og lykke. Flemming
Jeg sov bestemt ikke godt den nat med bevidstheden om, hvor nemt jeg kunne have hjulpet Richard. Bare et par tryk på min Western Union app, så havde den være klaret.
Dagen efter spurgte jeg min meget gode ven Nico i Danmark til råds om situationen. Han mente, at jeg allerede var gået for langt og understregede det naive i at have udleveret efterhånden knap 1000 dollar til en hjemløs – uden nogen sinde at have set noget til hverken rum eller udlejer. Og det havde han jo sådan set ret i.
Alligevel følte jeg mig ret så ond hele weekenden.
Læs del 3 i morgen.
“Tæt på Richard – en usynlig mand” er en serie i otte dele. Første del kan læses her.
Topillustration: Michael Dorbec. Redaktion: Alexander Meinertz og Philip Sampson.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
