Danske unge befinder sig blandt verdenshistoriens mest privilegerede generation af studerende. Men se nu blot om ikke disse forkælede eksistenser har kastet sig ud i et projekt, hvis formål det er at havne “blandt verdenssamfundets marginaliserede” – intet mindre. Man kan også formulere det som at nutidens unge har “kastet sig helhjertet ind i velfærdskonkurrencestatens store kapløb om stærkest at definere og promovere egen svaghed.”
Det er ikke noget, jeg siger. Men noget jeg forleden læste i et indlæg fra chefredaktør Tom Jensen, Berlingske – “Med prekariatet på svagbørnskoloni.” Ifølge indlægget er det faktum, at vores velfærdsstat fostrer flere og flere psykiske tilfælde, udelukkende et udtryk for, at de unge kæmper om at være svagest.
Nogle gange må man undre sig over, hvilke intelligenskriterier og mangel på menneskelig indsigt, der ligger til grund for at bestride en stilling, hvor man burde kunne forvente artikler skrevet med bagrund i fakta og ikke sure opstød. Men Tom Jensen – og med ham en del andre mørkemænd – nægter at forstå, at det at være materielt privilegeret ikke er en vaccine mod psykiske problemer. Men af og til kan være årsagen til disse.
Forskerne ved heldigvis bedre, men må konstant slås med ideologiske felttog, som ofte er vigtigere end hvordan mennesker har det.
Fred med det.
For nogen er humanisme noget pladder og udelukkende et begreb, der sammen med det at blive beskyldt for at være venstreorienteret, noget der er opfundet til at slå forvirrede empatiske og kærlige sjæle oven i hovedet med. Selv kristne, der formaster sig til at kaste det kritiske øje på de steder, hvor samfundet svigter og samtidig lukker øjnene for det, bliver kaldt landsforrædere, kommunistromantikere eller det, der er værre.
Men uanset hvor man står på den politiske skala, kan man imidlertid ikke komme uden om, at flere og flere oplever alvorlige psykiske konsekvenser sandsynligvis som et resultat af den måde vi har valgt at udvikle vores samfund på. Man kan skrige til højre og venstre, men det ændrer ikke på, at der er noget galt med udviklingen. Vores samfund er på mange områder sygt og det er det, som mange, især unge, reagerer på.
Fakta frem for sure opstød
Jeg sidder her med en ny undersøgelse fra Psykiatrifonden, som jeg godt vil indvie læseren i. Dels fordi det kan have lange udsigter før den bliver offentliggjort, men vigtigere fordi den indeholder tal, der er dybt bekymrende.
Undersøgelsen viser at halvdelen af unge kvinder mellem 18-34 år har psykiske problemer. Unge kvinder hvis hverdag er præget af stress, angst eller depression. Udfordringen øges så af, at de faktisk ikke kan få den nødvendige hjælp. De har det simpelthen ikke dårligt nok, selvom mange af dem ikke er i stand til at passe et arbejde eller en uddannelse.
Uanset hvor man står på den politiske skala, kan man ikke komme uden om at flere og flere oplever alvorlige psykiske konsekvenser, som et resultat af den måde vi har valgt at udvikle vores samfund på.
Pressechef hos Psykiatrifonden Sarah Cecilie Boss siger det sådan:
”Vi har fået lavet en undersøgelse af, hvordan danskernes psykiske helbred har det, og den kommer et stik dybere end de store folkeundersøgelser. Vi har gerne villet komme lidt tættere på de mørketal, der er, når man kun undersøger de mennesker, der er kommet så langt, at de er i behandling eller på anden vis er registreret i systemet. Der måtte være mange, som har det skidt, men som ikke er i behandling, mente vi. Derfor har vi sammen med Userneeds spurgt flere end 4000 danskere til deres selvoplevede, psykiske sundhed. Vi har bl.a. brugt WHO’s kriterier som baggrund for vores spørgsmål. Dermed siger vi ikke, at så og så mange ”har” en psykisk sygdom, men at de oplever klare symptomer, når man spørger dem selv.”
Hovedkonklusionen på Psykiatrifondens store undersøgelse er, at 1,5 millioner danskere oplever psykiske problemer.
Psykiatrifonden hævder at deres undersøgelse er konstrueret anderledes end det vi normalt ser. Vi ser altså ikke kun tal, der er registreret med baggrund i en egentlig diagnose stillet af sundhedsvæsnet, men, og det er det nye, vi får også et indblik i, hvordan de 4036 personer, der har deltaget i undersøgelsen, selv oplever de har det i forhold til psykisk mistrivsel. Men den metode får man faktisk kastet lidt lys over de mørketal, der ellers præger mange undersøgelser om psykiske lidelser.
Pressechefen siger videre:
”Med den nye undersøgelse kommer vi et vigtigt skridt nærmere en forståelse af, hvordan danskerne har det. Om de er tilfredse med deres liv, om de har tegn på stress, angst eller depression. Og undersøgelsen tegner et lidt andet billede end historierne om, at danskerne er verdens lykkeligste folk. Det er de måske nok på nogle parametre, men der er også en stor gruppe, som mistrives.”
Ifølge undersøgelsen siger 375.000 danskere i alderen 18-79 år, at de lider af en eller flere psykisk sygdomme, som de har en diagnose på.
Hvis man ikke medregner personer med stress, oplever 700.000 danskere symptomer på en psykiatrisk diagnose, depressioner eller angst. Fordelt med 605.000 på depressionens siden og 400.000 på angstens. Og her skal man lige være opmærksom på, at mange oplever begge symptomer samtidig.
Den traditionelle opfattelse af psykologiske lidelser trænger til at få pudset briller
Det er på tide, at vi ser på psykiske lidelser med tidssvarende øjne, hvis ikke nutidens kvinder (eller mænd) skal ende på piller.
Grundlæggende er måden, vi tænker psykiske lidelser på, gammeldags og den tager ofte udelukkende udgangspunkt i individet. Det er den enkelte, der har et problem. Det er din egen skyld og i hvert tilfælde dit eget ansvar, hvis du har stress, angst, depression, misbrugsproblemer osv.
Men vi løser ikke problemerne for de unge kvinder og drenge, hvis ikke vi tør stille kritiske spørgsmål til den etablerede individopfattelse. Hvis de eskalerende mentale problemer, vores ungdom oplever de her år, skal håndteres, skal den sociale dimension i udviklingen af psykiske problemer styrkes endnu mere. Vi må ikke se problemet isoleret hos den enkelte, men må og skal lære at forstå vore unges alvorlige symptomer som en sund reaktion på det samfund, de lever i. Et samfund, der presser dem fra de kommer i børnehave med læringsmål, krav og forventninger om konkrete kompetencer til langt ind i voksenlivet.
Det er ikke psykiatriens opgave at ruste de unge til at kunne gebærde sig i det markedstyrede samfund, men at advokere for at vi får mindre økonomitænkning og mere menneske, når vi diskuterer, hvordan vi vil udvikle vores velfærdssamfund. Et samfund, som forstår, hvilke psykologiske mekanismer, der virker styrkende for den enkeltes trivsel, karakter og dannelse og ikke er sygdomsskabende.
Til trods for at folk med psykiske lidelser langt overgår antallet af kræftpatienter eller folk med kredsløbsforstyrrelser, for bare at tage de to mest almindelige sygdomme i Danmark, så bliver de problemer slet ikke prioriteret højt nok, hvis vi som samfund, skal undgå at sande til i mentale forstyrrelser.
Det er ikke psykiatriens opgave at ruste de unge til at kunne gebærde sig i det markedstyrede samfund, men at advokere for at vi får mindre økonomitænkning og mere menneske.
Jeg er med på, at vi kaster om os med mentale diagnoser og at det i sig selv kan være medvirkende til problemets omfang. Men det er altså ikke diagnosen, der gør os syge – heller ikke selv om den selvfølgelig kan være med til, at man føler sig uden for ”normalområdet”. Diagnoser kan være med til at ressourcesvage familier ikke rammes på pengepungen, hvis en af deres børn eller unge får det dårligt. Med en diagnose ryger de ind i systemet, hvor det offentlige tager sig af det økonomiske. Hvis vi som samfund i højere grad anerkendte, at selv det at have det dårligt i begrænset omfang gav adgang til psykologhjælp og at den hjælp faktisk var tilgængelig, fordi kommunerne havde ansat nok kvalificerede psykologer og psykoterapeuter, kunne det måske bære mindre brænde til diagnosediskussionen, og vi kunne komme i gang med at hjælpe.
Med til prioriteringen hører også, at vi som samfund bliver bedre til at forbygge. Vi ved, hvor meget det hjælper. Kan vi få de unge til at stoppe med at ryge eller drikke for meget alkohol, kan det ses på livslængden. Kan vi oven i det få dem til at leve sundt og dyrke motion, kan vi se det samme. Hvorfor er det så svært for så mange at forstå, at det samme ville være tilfældet med de psykiske lidelser? Selv uden de store matematiske evner, kan jeg da kun forstille mig, at det ville være væsentligt billigere for vores samfund. Vi må skabe et samfund, der ikke konstant bræger om, at enhver er sin egen lykkes smed, men i stedet forstå, at det, som har størst betydning for menneskets trivsel, er relationer, tryghed og støtte.
Foto: Pixbay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og