FORSVARSFORBEHOLDET // KRONIK – Afskaffelsen af forsvarsforbeholdet handler om at forberede os på mere usikre tider, sammen med dem vi deler flest værdier og har flest fælles interesser med. Så det handler både om sammenhold og om rettidig omhu, i en verden i dramatisk forandring.
Lige om lidt skal vi stemme om, hvorvidt Danmark skal afskaffe sit forsvarsforbehold eller ej. Og der vil være argumenter for og imod fra de forskellige aktører. Både proces og indhold vil blive forsøgt udlagt, så det bedst tjener ens overbevisning. Men jeg vil gerne forsøge at forklare, hvorfor jeg og SF anbefaler, at vi den 1. juni stemmer ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet.
Lad mig starte med at slå fast. EU’s forsvarssamarbejde havde hverken gjort fra eller til i forhold til den tragiske og på alle måder dybt ulykkelige krig, der udspiller sig i Ukraine. Men det må stå klart for enhver, at den følelse af fred, tryghed og sikkerhed, som de fleste af os nok tog for givet for bare få måneder siden, ser noget mere alvorlig og dyster ud nu.
At afskaffe forsvarsforbeholdet kan i sig selv ikke dæmme op for Putin og det verdenssyn, som Karaganov giver udtryk for. Men det giver os en arena for at drøfte den trussel, vi stå overfor
Europa er truet. Hvis man var i tvivl, så skal man læse, hvad Putins tidligere sikkerhedspolitiske rådgiver, Sergei Karaganov, i dag tilknyttet en udenrigs- og sikkerhedspolitisk tænketank i Moskva, fortæller om overvejelserne i Kreml. Det er i sandhed skræmmende læsning.
Hovedbudskaberne er blandt andet, at Ukrainekrigen er en stedfortræderkrig, som i virkeligheden handler om at presse NATO helt ud af Europa, fordi USA ikke vil være parat til at bruge atomvåden for at forsvare de europæiske NATO-lande. Rusland skal vokse og sammen med Asien indtage en mere fremtrædende rolle i fremtiden, og Europas demokratier vil gradvist erodere. Ukraine vil komme til at bløde, og Rusland kan ikke tåle at trække sig uden en reel sejr – en sejr, der ikke kun vil bestå i at større eller mindre dele af Ukraine blive de facto russisk, men også af substantielle indrømmelser fra Europa og NATO.
Interviewet giver et uhyggeligt indblik i det tankesæt og de forestillinger, som må formodes at ligge til grund for Putins handlinger. At påstå, at der ikke er en trussel mod Europa, er derfor absurd. Og truslen er på flere niveauer. Hvad vi står overfor, er derfor ikke blot konkrete problemer, men også en udfordring på grundlæggende værdier. Den bog Putin læser i, har simpelthen nogle andre regler end den bog, vi læser i Vesten.
Alle de ting, vi har opnået i Europa siden 2. Verdenskrig, med styrkelse af civile rettigheder, nogle af verdens mest rodfæstede demokratier, kulturel frisættelse og selvrealisering, en næsten uafbrudt velstandsstigning og ikke mindst mange, mange år med fred, er historisk unikt.
Det er et voksende problem, at vigtige dele af EU’s indsats overfor cyberangreb i dag må foregå uden dansk deltagelse, pga. det danske forsvarsforbehold
Fri presse, LGBT+rettigheder, kvinders ligestilling, fædrebarsel, høj uddannelsesgrad osv. er blot nogle enkelte eksempler på forhold, der er næsten utænkelige i Rusland, men som er virkelighed mange steder i EU.
At afskaffe forsvarsforbeholdet kan i sig selv ikke dæmme op for Putin og det verdenssyn, som Karaganov giver udtryk for. Men det giver os en arena for at drøfte den trussel, vi stå overfor – sammen med dem, vi deler værdier og interesser med.
Finland og Sverige er, efter alt at dømme, nærmere et NATO-medlemskab end nogensinde. Det er jeg glad for, og jeg håber virkelig, at det meget markante stemningsskifte, både blandt politikerne og i befolkningerne i Finland og Sverige, snart manifesterer sig i NATO-deltagelse. Men jeg ser en stor værdi i, at vi også kan drøfte udenrigs, sikkerheds- og forsvarspolitik med Finland og Sverige i EU. Vi har Østersøen som fælles baghave, og den russiske trussel dér er en fælles trussel. Jeg synes, det er helt mærkeligt, at vi ikke sidder med i EU’s forsvars- og sikkerhedspolitiske drøftelser – sammen med Finland og Sverige.
På samme måde synes jeg, det er et voksende problem, at vigtige dele af EU’s indsats overfor cyberangreb i dag må foregå uden dansk deltagelse pga. det danske forsvarsforbehold. Danmark er ét af verdens mest digitaliserede lande, men vi halter bagud på IT-sikkerhed. Et stort cyberangreb – noget som ikke mindst Rusland gør sig i – kunne meget vel lamme Danmarks kritiske infrastruktur, vores energiforsyning, vores telefaciliteter, vores adgang til alt fra netbank til lægejournal.
Vi er derfor også stolte af at være det venstreorienterede parti i Danmark, der både anbefaler et ja den 1. juni, men som også mener, at Danmark selv må løfte mere for at passe på vores samfund
Danmark skal ikke alene selv opruste på cybersikkerhed – vi bør helhjertet være en del af hele den europæiske forsvarsstrategi mod cyberangreb. Få lande er mere sårbare end os på netop dét område.
Det er vigtigt for mig at slå fast, at ikke alene ønsker SF det danske forsvarsforbehold afskaffet. Vi støtter også helhjertet det danske NATO-medlemskab, og vi er derfor også stolte af at være det venstreorienterede parti i Danmark, der både anbefaler et ja den 1. juni, men som også mener, at Danmark selv må løfte mere for at passe på vores samfund. En dansk deltagelse i EU’s forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde er derfor et supplement til, og ikke en erstatning for, NATO-medlemsskabet.
Det er blevet sagt, at mennesket ikke kan tåle ret megen virkelighed. Lige nu er virkeligheden mere usikker og truende end længe. Men vi kan ikke lukke øjnene for det, og vi må – også på den danske venstrefløj – være klar til at gøre, hvad det kræver for at passe på de værdier og den frihed for den enkelte, som vores del af verden har, og som lande som Rusland og Kina i den grad mangler.
Derfor må og skal vi også være parate til at styrke forsvaret for demokratiet og den frihed og fred, som er den største gave, vi har fået i arv og den største gave, vi kan give videre
Så selv om der ikke foreligger en konkret, militær trussel mod Danmark i dag eller i morgen, så er der langsigtede ønsker om at nedbryde det sammenhold om de værdier, der kendetegner Vesten og dermed også Europa og EU. Det er ikke den fremtid, jeg ønsker for min datter og mine bonusdøtre.
Jeg ønsker simpelthen ikke, at de skal se Putins og Karaganovs holdninger og planer sprede sig og inficere Danmark eller landene omkring os. Og derfor må og skal vi også være parate til at styrke forsvaret for demokratiet og den frihed og fred, som er den største gave, vi har fået i arv og den største gave, vi kan give videre.
Læs mere om forsvarsforbeholdet i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her