NATUR OG KULTUR – Der er myternes ulv – og virkelighedens. Og de to har ikke ret meget andet end navnet til fælles. Faktisk er ulven nok det rovdyr, vi ved allermest om, og den viden bør vi bruge, siger et af de mennesker, som nærmest har gjort ulven til en levevej og efter eget udsagn at have været ved at krepere af skræk over dyret, og hvad det ville betyde for hans og familiens liv. Tag med Susanne Sayers på en tur i Ulveland.
Der er højt til himlen i Vestjylland. Ikke mindst omkring Ulfborg, den by hvis navn igen giver mening, for det er blevet den danske ulvs kerneområde.
Sandede klitter bevokset med lyng, krat, revling og skov strækker sig næsten uendeligt vestover. Kommer man fra byen, kan det være svært at begribe, at dette voldsomme land er Danmark. “Al Sjællands ynde og Jyllands vælde, de tvende klange af blidt og hårdt,” står der i teksten om ‘Den danske sang’, og herude fornemmer man virkelig Jyllands vælde.
Spredt imellem de skov- og lyngklædte bakker ligger hegnede marker med får. Dem vender vi tilbage til, men det er ikke dem, vi kigger efter. Det er derimod ulven, eller rettere ulvene. For Danmarks første ulvekobbel i flere hundrede år befinder sig i området her.
Hvis man ved, hvad man skal lede efter, er sporene tydelige nok. Og det gør Thomas Boesdal.
Thomas Boesdal fortæller på sin egen Youtube-kanal om arbejdet med at finde spor efter ulvene, blandt andet deres efterladenskaber.
For tiden bestiller han næsten ikke andet end at spore ulvene i området i samarbejde med Aarhus Universitet, samtidig med at han kæmper en indædt kamp for at aflive myterne om ulven, før myterne afliver ulven.
Den første er allerede skudt af en nu sigtet 66-årig mand, men han er måske ikke den eneste, der ulovligt har slået et dyr, som er beskyttet af vores strengeste fredningsregler, ihjel.
Jeg var skrækslagen, da jeg fandt ud af, at den var kommet til området her
Af de ulve, som de seneste fem-seks år er kommet til Danmark, er flere sporløst forsvundet. De kan være vandret ud igen, eller de kan være blevet ofre for krybskytter, væk er de i hvert fald. Og rækken af lokale beboere, organisationer og politikere, som har erklæret ulven krig, er lang og højrøstet. Danmark er for lille, og ulven er for farlig. Den hører ikke til her, mener de.
En livsfarlig myte
Thomas Boesdal er bekymret. Ikke over ulven, men for det syn på den, som blæser frygten ud af alle proportioner. Viden og åbenhed er vejen frem, siger han. Men han insisterer på, at vi også tager frygten og bekymringen alvorligt. Han ved, hvad det vil sige at være bange for ulven. Det var han selv.
“Jeg var skrækslagen, da jeg fandt ud af, at den var kommet til området her,” siger han.
“Vi har fire børn, og vi har altid færdedes i naturen. Vi overnatter i det fri, fisker, bader i søerne … jeg var bange for, at vi pludselig ikke kunne det længere,” siger Thomas Boesdal.
En vinternat for et par år siden stødte han på ulven.
“Jeg var ude at gå med min hund. Pludselig peb hunden – og så styrtede den væk. Og så kunne jeg høre en ulv, der gøede, fra et krat få meter væk. Det var lige, så hårene rejste sig på mit hoved, det er ikke bare noget, man siger, opdagede jeg. Den gøede igen, og når sådan en gør, kan det høres. Det var tydeligvis en advarsel – ikke til mig, men til de andre ulve i området om, at der var en indtrænger. Og så vendte jeg pænt om, men det var fandme svært at gå roligt tilbage,” griner Thomas Boesdal.
Men han var ikke kun bange. Han var også nysgerrig. Ulven havde ikke overfaldet ham, selv om den havde alle muligheder for det, og han var forsvarsløs – “bevæbnet med en vatpind”, som han siger. Ulven var ikke løbet efter ham eller hans hund. Og Thomas Boesdal begyndte endnu mere ivrigt at sætte sig ind i, hvad det var for et dyr, han og hans familie ufrivilligt var blevet nabo til.
Et helt andet land
“Der er formentlig ikke noget vildt dyr, som vi ved mere om end ulven. Der er lavet ufattelig mange studier, og det billede, der kommer frem, viser, at den i det store og hele er ufarlig for mennesker i dagens Europa,” siger Thomas Boesdal.
I Vesteuropa er rabies ikke længere et problem, og dermed er hovedkilden til tidligere ulveangreb forsvundet
Myten om, hvor farlig den er, er ikke kommet ud af det blå, og i 1700-tallets Danmark var den en reel trussel, ganske som den kan være det i visse udviklingslande i dag.
Det er ikke, fordi ulven pludselig er blevet fredeligere, men særligt to faktorer betyder, at den for så vidt er langt mindre problematisk i dagens Danmark end i datidens.
For det første er forskerne enige om, at de fleste ulveangreb på mennesker skyldes rabies, hundegalskab. Det var udbredt i hele Europa indtil for nogle årtier siden, men er i dag stort set udryddet. I Vesteuropa er rabies ikke længere et problem, og dermed er hovedkilden til tidligere ulveangreb forsvundet.
For det andet er der i dag masser af føde og masser af skjulesteder til ulvene i Danmark, så de kan komme væk fra mennesker.
Formentlig har vi aldrig nogensinde haft så meget hjortevildt, som vi har i dag. Hjorte udgør suverænt den vigtigste del af ulvenes føde, og der er så meget råvildt, dåvildt og kronvildt, at selv en mangedobling af den nuværende lille ulvebestand ifølge eksperterne næppe vil hindre, at hjortene breder sig yderligere.
For et par hundrede år siden var Danmark helt anderledes. Hjortevildt var der ikke meget af. Kongen havde beordret krondyrene og dådyrene uden for de kongelige dyrehaver udryddet – de var et problem for korndyrkningen – så der manglede føde til ulvene, der næsten kun havde får tilbage at jagte.
Datidens Danmark var også renset for skov. Skibsbyggeri, navnlig til flåden, krige, hugst til tømmer og brænde havde ribbet store dele af landet for træer. Til gengæld var får den helt afgørende indtægt for bondebefolkningen, navnlig i Vestjylland, og der var hundredtusindvis af får.
Tab af får kunne i sidste ende betyde fattigdom, hungersnød og hungersdød, og de hårde vintre i 1600 og 1700-tallet har muligvis været med til at gøre ulvene mere desperate af sult og dermed farligere for de vogterdrenge, som passede flokkene og skulle forsvare dem.
Ulven var – på linje med ravne, ørne, ræve og andre rovdyr, der kunne stjæle føden ud af munden på datidens befolkning – uønsket og blev jagtet hårdt.
Får på menuen
Vestjylland anno 2018 er et meget anderledes landskab end det nøgne, forblæste fattige land, det var dengang.
“Ulven vælter sig i mad herude,” siger Thomas Boesdal og viser hen til et sted lidt inde i skoven, hvor ulveflokken tydeligvis har guflet kronhjort. Man kan tilmed på knogleresterne se, hvor hver enkelt ulv har spist – med de unge ulve i rundkreds, næsten som ved et middagsbord.
Har man ikke sikret fåreflokken, er det som at åbne køleskabsdøren for en sulten teenager
Men én ting har ikke ændret sig: Ulven sætter stadig stor pris på får. Som for alle andre levende organismer handler det for ulven om at få flest mulige kalorier for mindst mulig anstrengelse. Mennesket har avlet mange af vildfårenes naturlige instinkter ud af nutidens racefår for at gøre dem lettere at håndtere som husdyr.
I den proces har fårene stort set mistet evnen til at reagere kompetent på et vildt rovdyr som ulven og forsvare sig eller flygte målrettet. “Så har man ikke sikret flokken, er det som at åbne køleskabsdøren for en sulten teenager derhjemme,” konstaterer Thomas Boesdal.
Det kan mange fåreavlere bekræfte. Beretningerne om ulveangreb på får er blodige. Tallene er noget mere beherskede – en række formodede ulveangreb har vist sig at være forårsaget af hunde eller guldsjakal, eller der har været tale om får, som er døde af andre årsager og siden er blevet spist af rovdyr – ulven er, som så mange andre rovdyr, også ådselsæder.
Erfaringer fra Tyskland, som eksperterne mener kan overføres til Danmark, er, at husdyr udgør under en procent af ulvenes føde, og er fårene ellers ordentligt beskyttet af ulvesikre hegn og gerne suppleret med vogterhunde, kan angrebene på flokken nedbringes med op mod 80 procent selv i et område med mange ulve, viser udenlandske undersøgelser. Men for den enkelte fåreavler kan det være besværligt at vedligeholde hegnene eller opdrage og fodre en vogterhund, og fåreavlere fortæller også om, hvor modbydeligt det er at se de får og lam, som de har opdrættet, splittet ad af et stort rovdyr.
Til gengæld betaler staten erstatning, hvis en ulv har været på spil. Det er ikke længere et spørgsmål om liv eller død for en fåreavler.
Ingen angreb i 44 år
Hverken hegn eller vogterhunde er nogen 100 procent garanti mod angreb på flokken, men de kan altså nedbringe risikoen betragteligt, hvis de vel at mærke bruges og vedligeholdes rigtigt. Ved et af de seneste angreb på en fåreflok viste det sig, at det strømførende hegn ikke virkede, og Thomas Boesdal kigger skeptisk på et af de hegn, vi går forbi.
Ikke alle fåreavlere er lige vrede på ulven. Nogle giver udtryk for, at den er et begrænset problem, hvis man bare tager sine forholdsregler, men ellers er ulvedebatten i Danmark, i hvert fald den offentlige, ikke just i ulvens favør
“Den her tråd forneden er den, der skal holde ulven ude. Men se lige alt det græs, der vokser op i hegnet. Det er med til at fjerne spændingen fra trådene, og så nytter det jo ikke noget.”
Ikke alle fåreavlere er lige vrede på ulven. Nogle giver udtryk for, at den er et begrænset problem, hvis man bare tager sine forholdsregler, men ellers er ulvedebatten i Danmark, i hvert fald den offentlige, ikke just i ulvens favør.
I Sydeuropa er holdningen til ulve generelt væsentlig mere positiv, end den er i Nord- og Mellemeuropa, måske fordi ulvene aldrig har været udryddet, og befolkningen har lært at leve med dem.
Der har ikke været et angreb, hvor ulven har betragtet et menneske som bytte, det man kalder prædatoriske angreb, i Europa siden 1974, altså i 44 år.
Andre dyr er væsentligt farligere, det gælder blandt andet hjorte i brunst eller vildsvin med unger – for slet ikke at tale om skovflåten eller køer og kalve, som næsten hvert år slår nogen ihjel herhjemme.
Og fåreavlerne er langt fra alene om at lide tab på grund af vilde rovdyr i Danmark.
De danske svineavlere, som har frilandsgrise, mister flere pattegrise end avlere, som holder grisene i stald. Det er ikke ulve, der er på spil, men ræve og ravne. For en enkelt svineavler kan det blive til store tab på et år, men her står hverken befolkning eller politikere i kø for at støtte eller foreslå ræve og ravne udryddet. Ravnen er i øvrigt ganske som ulven fredet og genindvandret efter at have været udryddet.
Og fiskerne i nogle danske farvande har de senere år måttet se op mod en femtedel af deres fangst blive snuppet af et andet rovdyr: sælen, som er kommet talstærkt igen efter en periode, hvor den var næsten udryddet i Danmark. Både den spættede sæl og den langt større gråsæl kan være en alvorlig økonomisk belastning, men heller ikke her har der rejst sig en folkestemning.
Den misforståede skyhed
Vi har altså på andre områder vænnet os til at omgås potentielt farlig, besværlig og dyr natur, men ulven får noget særligt frem i os. Trods eksperternes forsikringer og forklaringer er det stadig mytens ulv, vi har i tankerne. Den, som den Lille Rødhætte møder på sin vej til bedstemor. Den med de uhyggeligt skinnende øjne i mørket og det langtrukne hyl i natten. Fenrisulven, som varsler verdens undergang, Ragnarok.
Eller som i en af de mest uhyggelige scener i Disneys ‘Skønheden og Udyret’, hvor rasende ulve går til angreb.
https://m.youtube.com/watch?v=QlkvMjDM3mc#
“Jeg er ligeglad med, om den er fredet. Hvis jeg ser sådan et møgdyr, slår jeg den ihjel. Jeg er far, og risikoen er uacceptabel,” skrev en af mine normalt rationelt tænkende og agerende Facebookvenner.
Ifølge forskerne er risikoen ekstremt lille, også i forhold til hvad der ellers lurer af farer i både byen, på landet og i naturen, men frygten sidder der.
“Vi bliver nødt til at respektere, at nogle mennesker virkelig er bange og nu føler, at de knap tør gå tur, hvor de plejer herude,” siger Thomas Boesdal.
“Men at respektere deres følelser, betyder ikke at underlægge sig dem mod al fornuft, viden og forskning. I stedet bør vi gøre os umage med at forklare, hvad vi ved om ulven, og hvad der er normal ulveadfærd. For eksempel skal vi have forklaret, hvad vi mener med, at ulven er sky. Mange tror, at det betyder, den ikke vil komme tæt på biler og bygninger, men ulven ser hverken biler eller bygninger som en trussel, og derfor kommer de gerne tæt på.
Det er ikke anderledes end på en safari, hvor løverne knapt nok reagerer på, at der kommer en bil fyldt med turister,” siger Thomas Boesdal og tilføjer, at rent statistisk set er sandsynligheden for at blive angrebet af en ulv lige så lille som at blive ramt af lynet tre gange på samme dag.
Faktisk, siger han, har han og jeg på vores tur rundt i Ulveland formentlig været få meter fra en eller flere ulve, men de har ikke givet sig til kende. Kommer vi tæt på, vil de enten løbe væk eller trykke sig dybere i krattet.
Han tilføjer, at særligt unge ulve er nysgerrige, uden at det skal ses som en problematisk adfærd.
“En ulv, som kommer tæt på biler og bygninger, eller som ikke reagerer på et menneske, der er et pænt stykke væk, er ikke en problemulv. Ulven udviser først problematisk adfærd, hvis den ikke løber væk, når man går imod den og kommer tæt på.”
Tomme politiske løfter
Problemulve er blevet et nøgleord i den danske ulvedebat, fordi den ellers lovgivningsmæssigt stærkt beskyttede og fredede ulv kan reguleres – et pænere ord for at slå den ihjel – hvis den er en problemulv, en ulv der udviser unaturlig aggressiv adfærd og derfor er en trussel. Men det skal der en del til at dokumentere, og ulven må ikke bare skydes forebyggende. Alle andre afværgeforanstaltninger skal være prøvet først.
Det er også derfor, at den 66-årige dansker, som skød en ulv, er sigtet for krybskytteri. Og videon af ulvedrabet, som er offentliggjort efterfølgende, viser ifølge eksperter ikke på nogen måde en ulv med problematisk adfærd.
Selv om de politiske bølger går højt lige nu med masser af løfter om at regulere ulven, få den væk fra Danmark, hegne den ind i reservater her eller i udlandet, er vi reelt tvunget til at leve med, at ulven har valgt Danmark som adresse.
De enkelte bestande kan være sårbare og truet af indavl
Ulven er gennembeskyttet, ikke bare af EU, som det ellers fremgår i debatten, men også af dansk lov, som EU’s habitatdirektiv i årtier har været indarbejdet i. Den danske bekendtgørelse om artsfredninger gør det soleklart, at dyr, som er såkaldte bilag IV-arter (de arter der er omfattet af den strengeste beskyttelse), hverken må fanges eller slås ihjel, lige som deres levesteder ikke må ødelægges. Det fremgår også af den forvaltningsplan for ulven, som Miljøstyrelsen i Danmark har offentliggjort, og som blandt andet landbrugets organisationer, jægere, skovdyrkere og Friluftsrådet har været med til at lave.
Og EU’s afgørelser fra andre lande, som blandt andet har forsøgt at argumentere for præventivt at regulere ulven, viser, at den går ikke. Enkelte lande har særlige undtagelser, men dem kom de så at sige ind i EU med. Der er ikke et eksempel på, at EU har ophævet beskyttelsen af hverken ulv eller andre bilag IV-arter, blot fordi et land giver udtryk for, at arten er til besvær eller potentielt farlig for mennesker.
Det er reelt tomme løfter fra politisk side, selv om Danmark kan forsøge at få flere lande i EU med sig i en kamp for at fjernet ulven fra listen over stærkt beskyttede arter. Her vil der helt sikkert være forståelse i både Frankrig og Tyskland, men der er også stærke stemmer for ulven og en vildere natur på tværs af EU. Den nye miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen, har ifølge BT også netop givet udtryk for en mindre ulvefjendtlig politik end forgængerens.
Et argument for en slækket beskyttelse kan være, at ulven ikke er truet som europæisk art. Der er titusindvis af ulve i Europa, så en ulv fra eller til i Danmark gør vel ikke den store forskel?
“Det er rigtigt, at der er mange ulve. Imidlertid er mange af bestandene også ret isolerede. Den iberiske ulv, altså ulven i Portugal og Spanien, har ikke forbindelse til den franske bestand osv. Så de enkelte bestande kan være sårbare på grund af deres smalle genetiske stamme og truet af indavl,” forklarer Thomas Boesdal.
Måske er der ikke så højt til loftet i Danmark, som der er højt til himlen i Vestjylland. Måske er det netop derfor særlig tankevækkende, at ulven kan se pladsen og har tænkt ‘fedt sted
Den danske bestand af ulve er en del af den polske og tyske bestand. Spredningen begyndte fra Polen, og via Tyskland er ulven så nået til Danmark. Flere af ulvene i Danmark har man fundet DNA-spor fra op gennem Tyskland, og takket være det grundige tyske overvågningsarbejde ved man ret præcist, hvor de kommer fra, og hvilket kobbel de oprindelig har været en del af. Ifølge de danske forskere er det meningsløst at påstå, at ulvene er blevet indført til Danmark. De er kommet af sig selv.
“Men påstanden om, at de er blevet udsat, er blevet fremført stort set alle steder, hvor ulven er vandret tilbage, selv om det altså kan modbevises,” siger Thomas Boesdal.
Land mod by
Hvor mange ulve kan vi så forvente, at vi vil få i Danmark? Eksperterne er ikke enige om, hvor mange der vil komme. Måske 50, måske dobbelt så mange. Det afhænger først og fremmest af fødemængden, men ulve har også et relativt stort territorium, så selv om nyere forskning har vist, at ulve ikke er bange for at færdes på veje, broer, jernbaner eller dyrkede marker, ligesom de kan tilbagelægge lange strækninger ved at svømme (de har som nogle af vores hunderacer svømmehud mellem tæerne), vil der være grænser for, hvor mange ulve, der vil strejfe hertil, og det er usikkert og afhænger af, om flere ulve begynder at yngle, om vi når op på 50 foreløbig.
Der er heller ikke noget, der tyder på, at ulvene vil brede sig til Sjælland, hvilket at dømme efter udsagn på de sociale medier er til stor ærgrelse for mange af ulvemodstanderne, som gerne så cafelattedrikkende københavnere støde på en ulv i Dyrehaven eller Amager Fælled. Så ku’ de lære det.
Måske er det i virkeligheden rigtigt, at der ikke er plads til ulven i Danmark. Ikke fordi landet er for lille, eller fordi der ikke er mad til ulven, eller fordi landet er for intensivt opdyrket eller for tæt befolket
Og det er et andet aspekt ved ulvedebatten, ikke bare i Danmark, men i store dele af Europa: Den ser ud til at rumme en langt dybere konflikt: Landbefolkningen ser med mistro til særligt hovedstadens politikere og akademikere, som de opfatter som verdensfjerne bureaukrater, der pålægger landområderne store byrder uden forståelse for deres hverdag. Herunder at beskytte ulven.
Ulven er blevet et symbol på alt det, der er galt med djøfferne, eliten, cafelatte-segmentet, eller hvad det nu hedder i de lande, hvor ulvedebatten raser i et land mod by-opgør.
Nyttig? Tjah …
Men måske er der i Danmark også noget andet og særligt dansk på spil.
“Hvorfor er du så ivrig efter at få den ulv hertil? Hvad nytte gør den?” spurgte en ven.
Begge spørgsmål rummer en misforståelse.
Jeg er ikke selv specielt ivrig efter at få ulven eller andre dyr hertil. Men jeg er begejstret for, at vores ellers stadigt fattigere natur lige blev lidt rigere, og at ulven af sig selv valgte Danmark som adresse. Og nyttig? Set fra en fåreavlers synspunkt er den alt andet end nyttig.
Og jeg ved godt, at ulvebegejstrede deler en video fra Yellowstone om, hvad der skete, da ulvene vendte tilbage, men den danske natur er meget anderledes end Yellowstone, og de samme såkaldte trofiske kaskadeeffekter er der ifølge flere forskere ingen grund til at forvente her, selv om det kan være, at hjortene vil flytte sig lidt mere og være lidt mere sky.
Thomas Boesdal forudser også, at ulven vil rydde op i de dyr, som er ramt af diverse sygdomme, lige som den kan være med til at holde invasive dyrearter som mårhund og mink nede.
Men hvorfor skal natur partout være nyttig?
Måske fordi vi i Danmark i flere hundrede år har betragtet det danske land- og vandareal som enten vores køkkenhave, spisekammer eller prydhave.
Tjek de gamle sange i højskolesangbogen: Når naturen besynges, er det bondenaturen, det dyrkede, nyttige land. Det er den danske mark, som i en bølgen går, det er havren med bjælderne, det er bonden, som grøfter og graver sin jord med sin hakke, skovl og spade, det er æblegård, humlehave …
Eller det er den natur, vi har tæmmet til at være Danas Have: De grønne lunde, guldregnen som hælder sig over syrenen, georginer som spraglet gror blandt asters i vor have og så videre.
Hvis det ikke er nyttigt, skal det i det mindste være til smukt og ordentligt. Vi bryder os ikke om det vilde og utæmmede, det vi ikke kan bruge eller kontrollere. Vi gør naturen op i nytteværdi – bare se på argumentet for at beskytte bierne: det handler ikke om, at de er spændende. Det handler om, at uden dem vil der være en masse afgrøder, som vi ikke længere kan spise. Det er bien som nyttedyr, ikke som natur, vi argumenterer for.
Måske har vi ikke plads
Måske er det i virkeligheden rigtigt, at der ikke er plads til ulven i Danmark. Ikke fordi landet er for lille, eller fordi der ikke er mad til ulven, eller fordi landet er for intensivt opdyrket eller for tæt befolket. Intet af det er til hinder for ulven, som andre steder i Europa også lever tæt på endog meget store byer, blandt andet Rom og Berlin.
Men spørgsmålet er, om vi kan rumme den. Om vi kan rumme, at der er dele af Danmark, som vi ikke kan definere som hverken kønne eller nyttige, som ikke nødvendigvis er godt for noget som helst, men har en indfødsret og er en del af det mylder af arter, som ikke er til for vores skyld, men som vi kan vælge at give plads til på deres egne betingelser i stedet for at tale nytte.
Måske er der i naturdebatten ikke plads til andet end den solide bondefornuft, som har gjort os styrtende rige, mens vi har pløjet og gødsket og sprøjtet art efter art væk. Måske er der kun plads til det, vi kan lide, og er der den mindste chance for at udrydde andet, så gør vi det
Er en sommerfugl nyttig? Tjoh, den hjælper med bestøvning, men det er der så mange insekter, der gør. Er den uundværlig? Næh, vi har udryddet masser af arter, og vi har aldrig været rigere. Danmark er naturmæssigt et af verdens mest forarmede lande og et af de mest økonomisk velstående.
Måske er der i naturdebatten ikke plads til andet end den solide bondefornuft, som har gjort os styrtende rige, mens vi har pløjet og gødsket og sprøjtet art efter art væk. Måske er der kun plads til det, vi kan lide, og er der den mindste chance for at udrydde andet, så gør vi det.
Måske er der ikke så højt til loftet i Danmark, som der er højt til himlen i Vestjylland.
Måske er det netop derfor særlig tankevækkende, at ulven kan se pladsen og har tænkt ‘fedt sted’.
“Ellers var den jo rendt videre og var ikke begyndt at yngle,” siger Thomas Boesdal.
Opdateret 10.53 med link til den nye miljøministers ændring i ulvepolitikken.
Topfoto: Tysk ulv i vinterpels. Farverne kan variere meget – fra næsten hvid til næsten sort, men gråbrun vinterpels og rødbrun sommerpels er det mest almindelige. Foto: Gunnar Ries, Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
