Hey forældre, gør I det bedste for jeres børn?

i Danmark/Politik & Samfund af

KLIMADEBAT – Alle tror sikkert, at de gør det bedste for deres børn, men det, forældre ser som kortsigtet omsorg, er på lidt længere sigt en straf. Rejsen til Thailand, kødet, det strålende nye tøj og alt det øvrige materielle overforbrug, vi kaster efter vore små poder, er blot det: En straf, skriver Magnus Harald Haslebo.

For at svare på mit eget spørgsmål, så tror jeg, at danske forældre tænker på at gøre det bedste for deres børn. Ligesom alle andre forældre over hele verden også gør det. Jeg tror bare, at det lige nu lykkes for få – rent faktisk – at gøre det bedste for deres børn.

Jeg tror, at alt for mange lader hverdagens oplevelser her og nu overskygge langsigtede hensyn – især i betragtning af, at børnene har en ret lang tidshorisont. Og hvorfor tror jeg så det?

Jeg tror det for eksempel, fordi mit Facebook- og Instagram-feed samt min Snapchat primært i ferierne fyldes af herlige feriebilleder med forældre og deres børn i en fjern idyl. Og med forældre, der stolt fortæller, hvor flot lille Viggo klarede flyturen på 10 timer, selvom han jo kun er et år gammel.

Jeg ser det i statistikkerne, der viser, at vi flyver mere end nogensinde før. Jeg tror det også, når jeg læser, at der aldrig har kørt flere fossilbiler på vejene, end der gør i dag. Når jeg ser tal for, hvor ekstremt meget kød, vi egentlig fortærer herhjemme. Og så også når jeg læser, at vi danskere i gennemsnit er det 7. mest klimabelastende folk.

Der er bare et modsætningsforhold mellem kortsigtet og langsigtet omsorg, som bliver trukket skarpere og skarpere op

Ja, og så alt det med plastik i havene, skadelige partikler i luften, hormoner og pesticider i grundvandet, mikroplast i aaaaalt und so weiter.

Og alt det i en tid hvor ingen kan længere med rimelighed kan undslå sig at kende til globalopvarmningens alvor og alvorlige konsekvenser.

Er du, forælder, repræsenteret i de statistikker? Helt sikkert, hvilket er ganske forståeligt. Det er svært helt at undgå de ting der.

Og jeg ved også, at det jo ikke er, fordi du ikke går op i globalopvarmningen. I sommer undersøgte Concito holdningen til globalopvarmningen, og den viste, at 88 procent af os her i landet mener, at globalopvarmningen i høj eller nogen grad er et alvorligt problem.

Ydermere svarede 80 procent, at ansvar for kommende generationer er blandt de tungest vejende årsager til, at der skal gøres noget ved globalopvarmningen. Vi ved det altså godt. Vi gør bare ikke rigtig noget endnu.

Hvad kan vi egentlig leve med?

Spørgsmålet er, om det er godt nok. Og især; er det godt nok, hvis man har valgt at sætte børn i denne verden? De fleste vil nok også svare nej her – og det endda, mens de er på vej ind i flyet med rollingen/rollingerne, smider oksekødsbøffer i indkøbskurven, sidder på Wish.com og shopper billigt kinesisk crap, kører til kiosken i stedet for at cykle osv.

De fleste vil nok sige, at der følger en del forpligtelser med beslutningen om at blive forældre. De udspringer nok alle fra urdriften til at vise omsorg for sit barn. Der er bare et modsætningsforhold mellem kortsigtet og langsigtet omsorg, som bliver trukket skarpere og skarpere op.

Julemanden er ikke længere en hyggelig, hvidskægget, gavegivende starut, men derimod et omrejsende svin af episke dimensioner

Flyveturen til Thailand med ungerne er i bedste fald kortsigtet omsorg, men på længere sigt er det en straf – og endda én, der højst sandsynligt, som tingene ser ud nu, også vil straffe børnenes børn. Bøffen på tallerkenen er et aktivt valg om at forringe deres fremtidige frihed og muligheder. Det samme er køreturene i fossilbiler, den nye Playstation, iPad’en, det strålende nye tøj osv.

Julemanden er ikke længere en hyggelig, hvidskægget, gavegivende starut, men derimod et omrejsende svin af episke dimensioner.

Og det er blot én ting. Noget helt andet er, at det også er et aktivt valg om at forringe eller sågar ødelægge fjerne egnes forældres muligheder for at drage samme omsorg for deres børn og børnebørn. Det er steder som Maldiverne og Bangladesh, der først synker i vandet, Afrika og Mellemøsten, der sulter ihjel på grund af tørke, men er den kærlighed, som forældrene derfra føler til deres børn, virkelig mindre værd end den kærlighed, danske forældre føler til deres?

Og når de, de fjerne forældre og deres børn, så tager flugten og bliver en del af de 250 millioner globalopvarmningsflygtninge, der ifølge FN vil blive frem med 2050, og vi sikkert ikke vil tage imod dem, hvordan vil det så påvirke vores børn? At bevidne det? Vil vi gøre dem distancerede, kølige nok til at kunne håndtere afvist menneskelig lidelse, frygt? Håndtere det, når Danmark, Europa, viser dem ryggen, som vi lige nu viser andre flygtninge den – vil det så virkelig være bøfferne, flyturene og det overdrevne materielle overforbrug værd?

Det vil på et tidspunkt gå op for os alle, at rejsen til Thailand ikke er en gave, vi giver til vores børn. Det er og bliver en straf

Er den menneskelige lidelse, som vi ved, er på vej, og som vores børn og børnebørn vil blive direkte konfronteret med – og ikke engang kan handle eller stemme for at forhindre – til at leve med? Eller vil vi alle, når vores børn engang om 10, 20, 30 eller 40 år spørger os, hvorfor vi egentlig ikke gjorde mere, ønske os tilbage til i dag, tilbage til en chance mere for at ændre vores vaner for alvor?

Jeg tror det. Og jeg tror især, at det vil gælde forældre. Det vil på et tidspunkt gå op for os alle, at rejsen til Thailand ikke er en gave, vi giver til vores børn. Det er og bliver en straf. Vi vil ikke se følelsen af svigt i børnenes øjne i dag, men når de om nogle årtier – med færre muligheder end vi havde og et allerhelvedes stort oprydningsarbejde foran dem – ser feriebillederne derfra. Vil billederne blive en kilde til skam og ej glæde?

Ej heller er røde bøffer og svinekød en uundgåelig nødvendighed, som børnene ikke kan være foruden, men den er vores egne vaner, vores egen vanespisning af kød stopfodret ned i dem, som majs i en fransk gås. Vi vil ikke se vore børns følelse af skam over os i dag, men det vil vi, når de om et par årtier spørger os, hvorfor vi egentlig ikke bare droppede bøfferne og det materielle overforbrug for at forhindre al den menneskelige lidelse, der til den tid vil omgive dem.

Sidste udkald

Det er et fremtidsscenarie. Et andet er, at vi, og især forældre, lige nu ændrer så meget som muligt på vores mest skadelige adfærd. Det er ved at være sidste udkald.

Heldigvis bliver det aldrig nemmere at gøre noget ved globalopvarmningen, end det er lige nu. Jo længere vi venter, jo flere ressourcer vil blive brugt på symptombehandlinger, på at ’rydde op’ efter katastrofer; svenske skovbrande, danske tørker, oversvømmelser, skybrud – og i andre lande endnu værre ting.

En lille indsats er bedre end ingen. Mindre kød er bedre. Færre fly er bedre. Mindre kørsel er bedre. Mindre tøj fra nyt er bedre. At gøre en positiv forskel i forhold til globalopvarmningen er ikke enten/eller

Og det er endvidere ikke svært at forestille sig, at det internationale samfund vil vise sig villig til markant at øge CO2-udledningen for at imødegå enhver naturkatastrofe – hvilket, nuvel, vil redde nuværende liv, men koste mange flere i fremtiden. Det bliver aldrig nemmere, billigere at gøre noget, end det er i dag.

Livet som globalopvarmningsbevidst, det liv, som jeg advokerer for, er ikke et i askese. En lille indsats er bedre end ingen. Mindre kød er bedre. Færre fly er bedre. Mindre kørsel er bedre. Mindre tøj fra nyt er bedre. Mindre kvalitetsløst crap er bedre. At gøre en positiv forskel i forhold til globalopvarmningen er ikke enten/eller.

Er du rig nok, kan du – hvis du insisterer – fortsætte dine overforbrugsvaner ved at kompensere for dem. Flyv kun, hvis du kompenserer for den medfølgende CO2-udledning. Der er masser af hjemmesider. Brug al din overskudsrigdom på for eksempel at frikøbe Amazonas-regnskov fra fældning, på CO2-kvoter, investér kun i grønne aktier, flyt dine konti til en ansvarlig bank, din pensionsopsparing til samme.

Mulighederne er endeløse. Og der er masser af inspiration at hente, fordi flere og flere går forrest, allerede er i gang, og kæmpe tak og anerkendelse for det, i øvrigt.

Jeg er sikker på, at alle vil deres børn og børnebørn det allerbedste. Globalopvarmningen betyder bare, at omsorg for vores børn er noget andet i dag, end det var for 10 år siden. Og langt de fleste af os ved det egentlig godt og svarer det også, når for eksempel Concito spørger. Nu skal handlingerne bare følge med, fordi – som vi selv også svarer – vi skylder klodens børn og børnebørn det.

Topillustration: Pixabay

Magnus Harald Haslebo er forfatter, journalist og har derudover en kandidat i politisk kommunikation. MHH begyndte i januar 2015 som pressechef for Alternativet og førte således partiet igennem dets første folketingsvalg og derefter dets første kommunalvalg. Er siden begyndt som selvstændig klima- og kommunikationsrådgiver, hvor hans primære fokus er på kampagne- og offensiv kommunikation, der taler til hjernens umærkelige kognitive processer fremfor den fiktive rationalitet. Skriver og taler desuden en del om globalopvarmningen med og til enhver, der vil lytte. MobilePay: 27208450.

Seneste artikler om Danmark