HØJRERADIKAL KRISTENDOM // KOMMENTAR – “Der bliver allerede sagt fra, men givetvis ikke altid offentligt nok,” skriver sognepræst Jacob Bjorholm i et svar på Susanne Sayers’ opfordring til afstandtagen fra højreradikale kristne strømninger, der vil opbygge et Guds rige på jorden, præget af undertrykkelse, uligeværd og krig. For Bjorholm er kristendommen en “universel modvægt til enhver ideologi, der reducerer medmennesket til en trussel – uanset om den ideologi befinder sig til højre eller venstre.”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Først skal der herfra lyde en tak til Susanne Sayers for at advare klart og utvetydigt mod en del af kristendommen, som den kommer til udtryk i visse segmenter på den radikale højrefløj, i kronikken “Deus vult: Korsfarerråbet lyder i dele af den amerikanske regering”.
Tak også for opfordringen til kristne uden for Deus vult-kredsen til at sige tydeligt fra. Der bliver allerede sagt fra, men givetvis ikke altid offentligt nok. Ofte foregår det i interne debatter på mere eller mindre åbne fora. Jeg formoder, at det, Sayers sigter efter, er at få debatten og modsigelsen ud i det åbne. Den udfordring tager jeg gerne.
Tro og politik
Selv står jeg solidt plantet i den danske folkekirkes midte, og som sådan er tanken om et teokrati mig umådeligt fjern.
Det skyldes – i hvert fald på overfladen – at jeg står i en tradition, hvor Luthers lære om de to regimenter er ridset på min teologiske gravure. Altså den skarpe skelnen mellem Guds åndelige rige på den ene side (evangeliet om Guds nåde) og det verdslige rige (statens love og voldsmonopol) på den anden side.
Der ligger heldigvis også strømme i den kristne teologi, der kan bruges til advarsel mod den kristne højreradikalisme
Når jeg kun overfladisk vil tilskrive Luther dette, skyldes det, at der allerede i Jesu møde med de såkaldte farisæere ligger en umiskendelig kim til at lægge afstand til teokratiet.
Farisæerne, som de portrætteres i Det Nye Testamente, bærer også på et teokratisk ideal om et Israel, hvor alle – hvis de nøje følger loven (Moseloven/Torah) – kan blive helliget Gud og dermed fri fra romersk besættelse og hedensk indflydelse.
Religiøs og politisk sandhed
Det er i grunden ikke så fjernt fra den evangelikale strømning, som Sayers advarer om. Her er det selvsagt ikke romere og hedninge i antik-jødisk forstand, man vil tage afstand fra, men homoseksuelle, feminister og anderledes tænkende. Og anderledes tænkende inkluderer her bl.a. den politiske venstrefløj. Man gør altså ikke bare krav på religiøs sandhed, men også på politisk sandhed.
Det, som Sayers kalder kristen sharia, kunne vi lige så vel kalde kristen farisæisme. Dermed står det måske endda endnu tydeligere, hvor selvmodsigende en begrebskonstruktion vi bevæger os langs.
Modsat Sayers vil jeg alligevel nok påstå, at denne form for evangelikalisme faktisk er asketisk. Selv om der er dans, lovsang, mirakler og håb, er det også cølibat indtil ægteskabet, hænderne over dynen og tykke moralske, højtløftede pegefingre, der fungerer som social kontrol.
Ved kernen af kristendommen står næstekærlighedens uopnåelige fordring. Et bud om altid at tage vare på det andet menneske som en handling, der overskrider etniske, politiske og religiøse skel
Det skyldes, at den karismatiske pentakostale kristendom, der ligger som en understrøm i New Apostolic Reformation og lignende bevægelser, netop har afsæt i en calvinistisk teologi.
I calvinismen findes en insisteren på Guds absolutte suverænitet og et bibelsyn, der gør skriften til den øverste lov. Hvis vi skal blive i de selvmodsigende begrebskonstruktioners univers, kan vi, med det calvinistiske bibelsyn, kalde det for den kristne koran.
I Calvins Geneve blev der skabt et historisk forbillede for det kristne teokrati. Det var en by, hvor kirkeligt og politisk styre blev hældt på samme flaske, hvor kirkeligt dikteret moral og såkaldt bibelsk etik blev rettesnor for såvel borgernes liv som bystyrets lovgivning.
Der ligger heldigvis også strømme i den kristne teologi, der kan bruges til advarsel mod den kristne højreradikalisme. Men her er det vigtigt at holde for øje, at der bag dette ligger en endnu stærkere modstandskraft mod enhver form for polarisering, og vi-dem-tænkning.
Næstekærlighed som modvægt
Ved kernen af kristendommen står næstekærlighedens uopnåelige fordring. Et bud om altid at tage vare på det andet menneske som en handling, der overskrider etniske, politiske og religiøse skel. Et bud om at elske uden at sortere mennesker i venner og fjender, men derimod at bære hinandens byrder – også de politisk uønskede.
Det står i skarp kontrast til en bogstavelig læsning af Bibelen, der bruges til at legitimere vold, undertrykkelse og endog krig. Her bliver kristendommen til en universel modvægt til enhver ideologi, der reducerer medmennesket til en trussel – uanset om den ideologi befinder sig til højre eller venstre.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og