
KRÆNKEDE MÆND & #METOO // ESSAYSERIE – “Min mor tog mig altid med på den lokale, når hun havde tabt i pool. Så var det mig, der skulle bøje mig ind over bordet. Det var sådan, det foregik. Alle der var til stede kunne få sig en luns af mit unge kød. De elskede det. Min mor. Min mor,” sagde Bo med en truende, mørk, runken stemme. “Min mor nød det. Jeg så den sadistiske glæde i hende. Hun nød at se på og ikke mindst lytte. Så hvorfor taler du kun om kvinders smerte og ikke om min? Du ved ikke engang, at du kun taler om dig selv. Du taler kun om din egen smerte… findes jeg ikke?” Teaterinstruktør Sananda Solaris har opsøgt en række mennesker i forbindelse med sin forestilling “Tårnet”, der spiller i københavnske teatre til sommer. Hun taler med dem om #MeToo set fra mandlige ofres perspektiv. Dette er første del af serien.
Det er ikke altid, men nogle gange starter ting med et isbjerg, en snebakke og en der hedder Bo. Det var netop sådan, det var. Jeg havde siddet på en snebakke på Grønland i 4 timer. Det sneede og vandet var mørkt, da det smukkeste, store isbjerg sejlede forbi mig. Jeg sad fortabt igen.
Vi var på turneé med forestillingen “Brønden” og spillede på Grønland. En forestilling, der har elementer af mit eget liv, som angstlidende, enlig mor.
Men det er en anden historie – og en anden gang.
Så jeg sad der og græd lidt. Pludselig hørte jeg en lille ældre kvinde råbe til mig, at jeg skulle tisse. Og at jeg frøs. Jeg råbte tilbage, at det skulle jeg altså ikke. Hun insisterede og blev ved med at råbe: “Du skal tisse, du fryser.” Indtil jeg måtte give op og bare gå ind i hendes fine, lille, lyserøde hus.
Her gik det op for mig, at jeg rent faktisk skulle tisse helt vildt. Og, at jeg frøs. Så det gjorde jeg, og kvinden placerede mig i en stue fyldt med magiske sten, krystaller, hellige symboler fra hele verden og en varm kop te.
Det var her, jeg fik skældud af Bo, som ændrede mit liv. Udover ”undskyld stenen” og ”åndelig sang til mor” (lad bare det fare), står mindet om Bo meget klart for mig.
Bo var gift med den lille kvinde, og de havde boet sammen i det lille, fine lyserøde hus i mange år.
Bo havde dybe furer i sit karismatiske ansigt. De mørke ar skar hans ansigt i stykker, når han bevægede sig i skyggerne og hans klare blå øjne skød pile ud, der borede sig ind i mig. Jeg blev penetreret som på et stegespyd.
Ingen ved det. Hun hængte sig, og de sagde det var selvmord. Men jeg slog hende ihjel
Han satte sig med os i stuen og vi talte sammen.
”Min mor tog mig altid med på den lokale, når hun havde tabt i pool. Så var det mig, der skulle bøje mig ind over bordet. Det var sådan, det foregik. Alle der var til stede kunne få sig en luns af mit unge kød. De elskede det. Min mor. Min mor, “sagde Bo med en truende, mørk, runken stemme. “Min mor nød det. Jeg så den sadistiske glæde i hende. Hun nød at se på og ikke mindst lytte.”
“Så hvorfor taler du kun om kvinders smerte og ikke om min? Du ved ikke engang, at du kun taler om dig selv. Du taler kun om din egen smerte. Tror du ikke, at der findes andre end dig selv? Findes jeg ikke? ” Han satte fødderne på bordet, som stod imellem mig og stuedøren.

Jeg gav ham ret i hans anklager om min egen narcissistiske selvoptagethed og nikkede bekræftende. Jeg påpegede, at jeg var fuldstændig klar over, at han fandtes og gjorde med et høfligt smil antræk til at gå.
Bo lagde en finger under hagen, og trak den hen over halsen, mens han gav mig elevatorblikket.
Lige der pressede stegespyddet sig endnu dybere ind i mit kød, og han kunne grille mig, så længe det passede ham. Jeg satte mig og lyttede. Det var bedst, kunne jeg mærke.
Bo kiggede olmt på mig og sagde: ”Ingen ved det. Hun hængte sig, og de sagde det var selvmord. Men jeg slog hende ihjel. Det var nemt nok. Hun var fuld igen. Jeg vidste, hvad der ventede. Jeg lagde bæltet om hendes hals og over en bjælke. Og så trak jeg. Det var uvirkeligt, for jeg var et barn. Et lille bitte barn. Ingen ville nogensinde tro på, at jeg kunne trække en levende, voksen kvinde over gulvet så længe.”
Han ventede, dvælede ved sine ord.” Du får ikke lov at komme ud, før du har lovet mig at tænke over det, jeg siger!”
Så jeg blev siddende. Den vilde Inuk-kvinde sang så en sang om mor og gav mig ordre til at sige undskyld til en sten, alt imens Bo forklarede mig tingenes sande sammenhæng.
Den dag, jeg mødte Bo, blev mit liv aldrig helt blev det samme igen. Jeg forstod, at han fandtes og derfor sidder jeg nu begravet i mit næste stykke ”Tårnet”, som handler om netop det: om mænd, der krænker kvinder. Mænd, der hader kvinder og mænd, der hader deres mor. Og om at disse mænd, som er krænkede, findes. Og at krænkeren er mig, deres mor.
Mænd er også udsat for voldsomme, destruktive, ødelæggende og traumatiserende overgreb. Mænd der oplever overgreb, oplever for det meste subtile emotionelle, incestuøse overgreb
Det er lidt som at træde ind i et hemmeligt rum, som jeg kun har delt med disse mænd, når vi har været alene. Og som ofte alene i en flygtig stund, som efter et engangsknald eller flirts, hvor vi vidste, at vi nok ikke skulle ses igen.
Jeg har derfor også kunne forstå kundens ønske om fortrolig “kærestetid” med sexarbejderen. Dette enorme behov, disse mænd har for en betroet. Én at dele de her hemmeligheder med. Jeg har hørt det utallige gange nu – og i mange forskellige varianter.
Mange af disse mænd har været udsat for incest. Både emotionelt og fysisk. Nogle gange kun den ene variant, men som ofte en mærkværdig blanding af de to. Det er ikke noget, vi ved ret meget om. Men det er noget, vi i den grad bør vide mere om.
#MeToo-debatten har været utrolig vigtig for os alle. Vi har fået det store chok, og ved nu, at meget voldsomme krænkelser kan fortrænges kollektivt og forsvinde fra bevidstheden, hvis det fornægtes i tilstrækkelig grad.
Vi ved, at vi lever i en krænkende kultur, hvor kvinder bliver udsat for overgreb. Vi ved også, at det tog mange år, før vi vovede at se på den smerte, selvom den ellers er tydelig nok, for overgrebene er voldsomme; Slag, tæsk, trusler om vold og drab. Hænder der holder fast. Blødende kød. Skrig. Rifter i skeden og anus. Tiggeriet. Overlevelsesstrategier. Tab af kontrol og værdighed. PTSD-angst, depressioner, isolation, skam…
Nu er tiden så kommet til det næste store chok. Mænd er også udsat for voldsomme, destruktive, ødelæggende og traumatiserende overgreb.
Mænd, der oplever overgreb, oplever for det meste subtile emotionelle, incestuøse overgreb. ”Lidt hele tiden. Et hverdagsagtigt karaktermord. En slags normaliseret åndelig voldtægt,” som Jon fortalte mig her forleden dag.
Her falder samtalen på det skræmmende i, at næsten alle seriemordere, drabsmænd og nekrofile har det til fælles, at de er blevet krænket af deres mor
Jon Sigurd Wegener og jeg har mødtes flere gange og har talt intenst i mange timer. Han er et helt vidunderligt og meget spændende menneske, som jeg nyder at tale med. Jeg kan næsten ikke lade være med at bliver rørt, le og hoppe op og ned. Vi forstår noget om hinanden, der er så forløsende.
Jeg fandt ud af, at Jon fandtes, da jeg så ham græde på tv i en i øvrigt virkelig spændende og velskabt dokumentar med navnet “ En farlig arv”, skabt af instruktør, Martin Køhler Jørgensen.
Den kan man fortsat finde på DRTV, serien “En farlig arv”, hvor Jon fortæller om sin mor, at hun var en kvinde, der var en del af 1970’ernes foragt for mænd og for moderrollen, der blev betragtet som kapitalismens patriarkalske forsøg på at underminere kvinden, reducere hende til en husmoderlig slave og rugemaskine.
Jons mor er feminist og en autoritet indenfor sit fag som kunsthistoriker. Hun var en respekteret kvinde i sin tid med fuld foragt for mænd – også for Jon, hendes søn, fortæller han.
Selv er Jon biolog og forsker blandt andet i sammenhængen mellem de biologiske kemiske ubalancer og det traumatiserede sind. Han leder efter årsag og virkning, og ikke mindst en vej ud.

”Mentalt har jeg slået min mor ihjel,” siger Jon til mig.
Vi taler om tilgivelse. Jeg spørger ham om, hvad der skal til. Findes der slet ingen muligheder for at finde fred?
Her falder samtalen på det skræmmende i, at mange seriemordere, drabsmænd og nekrofile er blevet krænket af deres mor, lidt ligesom Jon blev det. Nogle gange subtilt eller indirekte ligesom Bo. Andre gange via direkte seksuel kontakt mellem mor og søn.
”Jeg forstår godt Kemplers handlinger,” forklarer Jon. “Jeg tror godt, at jeg forstår, hvad der lå til grund for hans tankerække. Det handler om årsag-virkning.”
Kempler er en seriemorder fra USA, der gjorde sig særligt bemærket ved at være utroligt veltalende om, hvorfor og ikke mindst hvordan, han skar hovedet af sin mor. Han kneppede hendes afhuggede hoved, for derefter at begrave hende vendt mod det værelse, hvor han slog flere kvinder ihjel. Han ville have, at hun skulle se det.
De skal fjernes fra samfundet. Forstår du ikke, hvor farlige, de er for børn? Deres overgreb er en slags hjernevask, hvor man konstant er udsat, eksponeret og jaget vildt
”Det er voldsomt,” svarer jeg. ”Hvorfor er du så vred? Hvorfor så stort et had?”
”De havde 3 muligheder, mine forældre,” siger Jon til mig. “De kunne enten begå selvmord. De kunne isolere sig fra samfundet eller gå i behandling. Men det er for sent nu.”
”De har ’victim blamet’ mig uafbrudt og forsøgte at stoppe den dokumentar, Martin og jeg lavede sammen.”
Jon hæver stemmen og fastholder:
”De skal fjernes fra samfundet. Forstår du ikke, hvor farlige, de er for børn? Deres overgreb er en slags hjernevask, hvor man konstant er udsat, eksponeret og jaget vildt. Det kan ikke tilgives, når det fortsætter. De ødelægger børn. Børn!”
”Jamen Jon. Hvad er det, hun har gjort? Hvad er der sket?”
”Jeg hader min mor, fordi hun elskede at ydmyge mig, helst foran andre på de mest perfide måder. Hun kastrerede mig konstant. Hun hånede mit udseende, mit tøjvalg, mine valg. Hun mobbede mig.”
“Min mor kælede for mine kønsdele for at berolige mig, sagde hun. Og det, mener hun fortsat, er en fuldkommen acceptabel adfærd.”
”Hun har aldrig haft nogen interesse i mig eller mit liv. Det mest lykkelige, hun husker fra min barndom, er, når jeg har set og forstået hendes følelser. Eller opfyldt hendes behov. Hun har invaderet mig, begået karaktermord på mig.”
”Man skulle bare være ærlig, helt grotesk ærlig, syntes min mor. Uanset hvor underminerende eller krænkende, den ærlighed måtte være for mig. Hun er sadist. Hun elsker det. Hun foragter mig og vil æde mig på en og samme gang. Jeg afskyr hende.”
“Jeg var 40 år, før jeg forstod det. Det har været næsten umuligt at forstå, fordi det var normalen i min barndom. Vi erkender det alt for sent, og vi kan først se det, når vi selv får børn, og traumerne kommer op til bevidstheden.”
Det er så langt ude at de kvinder, der beskylder mænd for sexisme også selv er krænkende, når de ikke vil anerkende andre menneskers overgrebsoplevelser, bare fordi de er mænd
Vi taler lidt om, hvor svært det er at tale om. Og især nu hvor mænd bliver mødt med al den opsparede vrede i #MeToo-bevægelsen over alt det, der først kommer frem nu, og som Jon fuldstændig anerkender vigtigheden af.
Det efterlader bare mange krænkede mænd, hvor de altid har været, er vi enige om: fanget i en ufortalt historie om incest og mødrenes narcissistiske Jokasta-syndrom.
Jeg spørger Jon, hvad hans behov er, og hvad vil han gerne have ud af det her projekt? Jeg har nemlig inviteret ham ind i mit teaterprojekt ”Tårnet”, som netop handler om dette emne. Jeg vil gerne have ham ind i en artikelrække her i POV og som ordstyrer på publikumsdelingerne efter forestillingerne.
“Det er så langt ude at de kvinder, der beskylder mænd for sexisme også selv er krænkende, når de ikke vil anerkende andre menneskers overgrebsoplevelser, bare fordi de er mænd. Generalisering af halvdelen af jordens befolkning er et overgreb i sig selv, ” siger han.
Det er vi meget enige om, og jeg fortæller om også at være vokset op i mandehad. ”Det er bare fortsat,” siger Jon. ”Det er en gentagelse af manden, som den onde magt og kvinden udelukkende som et offer for den magt. Derfor arbejder vi også under et hashtag, #metooincestedk’.
Vi er nødt til at forholde os til, at det findes. At mænd oplever det, og at det nok i nogle tilfælde er de samme mænd, der derfor går ud og krænker kvinder.”
Jon ser intenst på mig: ”Det må være forfærdeligt at være udsat for den afsky, som jeg kan føle for dig. At være den krop, der skal mærke mit had og min kvalme, når du rører ved mig. Det må være det værste. Den afsky for din seksualitet, som er så voldsom, at jeg ikke kan være i det. Jeg må vende mig, løbe væk, forlade dig.”
“Det er et kæmpe overgreb, og det kan ende i en respektløshed, hvor jeg kan gøre, hvad der passer mig. Måske ender det endda med, at jeg gør direkte skade på dig, hvis jeg ikke får hjælp i tide.”
Det er en lang historie, men han endte med at prøve at hænge sig selv. Jeg skar ham ned
Jeg mærker hans selverkendelse og føler en stor omsorg for ham.
Der opstår også en forståelse for Kempler. Selvfølgelig ikke accept, men forståelse. Gad vide hvad hans mor udsatte ham for? Kan det være mere skadeligt, end jeg selv oplever det?
Jeg er jo ikke så vred, men identificerer mig selv som en overlever, der er stolt af det, jeg har overkommet: jeg fortæller også gerne om det mordforsøg, jeg oplevede, som er en art heltehistorie. Jeg overlevede, og jeg reddede min krænker, der lige havde forsøgt at slå mig ihjel. Han prøvede at skære min hals over efter flere timers rå vold og seksuelle krænkelser. Der var blod, tårer og total tab af værdighed. Enevældig magt. Absolut ydmygelse.
Det er en lang historie, men han endte med at prøve at hænge sig selv. Jeg skar ham ned. Kunne ikke lade ham dø og ville ikke opleve mere smerte. Jeg var 15 år.
Jon ringede mig op dagen efter vores samtale.
“Sananda, prøv lige at høre det her. Mærk det.” Jon tager mig kærligt igennem en lille kognitiv rejse dybere inde i min krybdyrshjerne, og jeg erkender noget, jeg aldrig har forstået før:
“Kunne det tænkes,” spørger Jon mig til sidst, “at du reddede ham, fordi du ikke følte dig værdifuld nok til at være lige så vred som mig? Er det måske forskellen på os, Sananda? At du ikke er færdig med det traume, fordi du ikke føler, at du har ret til at være vred? “‘’
Vi er stille lidt og fortsætter så vores samtale.
Sananda, vi må gøre det her. Det er det allervigtigste i hele verden, det sande ligestillingsprojekt
“Vi har ingen tal eller statistikker, som er præcise på området. De virker ikke til at findes – heller ikke i udlandet. Der er enorme mørketal,” siger jeg til Jon. Han giver mig ret. ”Vi må finde ud af det her sammen, Sananda.” Han siger tit mit navn sådan.
”Sananda, vi må gøre det her. Det er det allervigtigste i hele verden, det sande ligestillingsprojekt. Hvor vi ser mennesker, før vi ser køn.”

Det ler vi lidt af, fordi Jons baggrund som biolog også læner sig op ad, hvad nogen måske ville kalde et hvidt, aldrende, heteronormativt, ciskønnet, forældet verdenssyn. Vi gider ikke engang tale om det, fordi den opdeling også er en del af smerten, som vi ser det; et forsøg på at finde sine ben i en magtkamp, hvor sex er mere straf end kærlighed, og nærvær mere sjældent end ensomheden er.
”Men der er jo nogle fysiske omstændigheder, som vi må forholde os til,” fremhæver han.
”De spørgsmål vil jeg gerne stille dig, Jon. Jeg vil tale med mennesker, som har noget at sige om det her, noget at byde ind med, for så at vende tilbage til dig med en række spørgsmål. Mest af alt for at få afklaret, hvor lidt vi ved og får talt om det. Men også i et forsøg på at se, om du kan finde nogle svar og ikke mindst høre dine holdninger i forhold til det, som jeg erfarer gennem samtalerne,” siger jeg og fortsætter: ”Men Jon, så må vi jo også lære at tilgive, hvis det her skal ende. Brydes.”
”Ikke mig,” svarer Jon. ”Ikke min mor. Min mor er død. Hun er væk. Det er for sent for hende. Men det er ikke for sent for alle andre kvinder. Du skal repræsentere alle kvinder, når du lytter til os. Vi har brug for at få lov at tale om det. At vi findes – og at det findes. Ikke for at undskylde vores overgreb eller had. Men for at stoppe det.”
Når hun ikke ville stoppe det, så måtte han selv. Han var stadigvæk et barn, da han slog sin mor ihjel
Jeg fortæller Jon om Bo, som startede hele processen ved at forlange min opmærksomhed omkring, at han fandtes.
“Jeg gør alt dette for Bo og til Bo,” siger jeg til Jon.” Ikke fordi jeg synes, det er i orden at myrde sin mor, men fordi det måtte stoppe. Voldtægterne på det ildelugtende pool-bord i det røgfyldte lokale, med de fulde og ildelugtende alkoholiske mænd, der fik frit spil i al den tid de gad. Og når hun ikke ville stoppe det, så måtte han selv. Han var stadigvæk et barn, da han slog sin mor ihjel.
”Et barn,” siger Jon. ”Et lille bitte barn.”
“Ja. Et lille bitte barn.”
Om forestillingen ‘Tårnet”:
“Tårnet” er den sidste forestilling i trilogien ”Stedbørn”, som omhandler mennesker der har begået utilgivelige handlinger. I disse forestillinger blottes de mørkeste sider af menneskets sind og stiller spørgsmålet: Kan disse mennesker tilgives?
1. del af trilogien var ”Brønden.” En moderne Medea-historie, hvor en mor slår sine børn ihjel.
2. del er ”Cellen”, handler om en dansk soldat, der er passivt vidne til tortur.
Tårnet” vil være den 3. og sidste fortælling i trilogien.
Alle forestillinger er produceret på Teater Solaris. Se mere på teatersolaris.dk
Forestillingen Tårnet har premiere på Sonnerupgaard Gods d. 6. juli og spiller herefter på de Københavnske kulturhuse: Krudttønden, Union og Kulturhuset i Københavns Indre By.
Om artikelrækken
I forbindelse med forestillingen ”Tårnet” opsøger Sananda Solaris en række mennesker og taler med dem om #MeToo set fra mandlige ofres perspektiv. Hun leder efter en årsag, som hun tror er en del af problemet/virkningen og efter mønstre, tal og statistikker. Hvis ikke de findes, vil hun være med til at få dem lavet. Hun vil gerne sætte en dialog i gang, som kan bryde tavsheden og stille spørgsmålet: ‘Er jeg den eneste kvinde, der tør tale om mig selv som krænker overfor mænd til mænd, eller findes der andre?’ Følg serien i POV.
LÆS MERE OM #METOO I POV HER
Topillustration:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.