LIVET I DAGINSTITUTION // KOMMENTAR – Vi har som samfund og som forældre konstrueret og accepteret en kulturel “sandhed”, der hedder, at vores små børn har et decideret behov for at komme i institution fra ganske små. Men børnene har ikke brug for dagsinstitutionerne, skriver Mie Wedsgaard Storm. Hun påpeger, at det danske samfunds institutionalisering af barndommen er et gammelt socialt eksperiment fra 1970’erne, som det er på tide at gøre op med.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi tordner afsted, til kamp mod de usigeligt dårlige vilkår, samfundets børn lider under hver dag i institutionerne.
Institutionalisering er et indviklet og sprængfarligt emne, og ingen tør rigtigt at gribe fat om problemets rod, nemlig fænomenet i sig selv.
For det at fikse de dårlige normeringer er symptombehandling; vi bliver nødt til at indse, at den egentlige årsag til mistrivsel er institutionalisering af barndommen i sig selv.
Professor Charlotte Ringsmose, med tværfaglig og mangeårig erfaring fra institutionsområdet, gør det tydeligt, når hun i radioen siger, at “vi har normaliseret noget, vi dybest set ikke har ret godt styr på”.
Velfærd for hvem?
Institutionalisering af barndommen tog for alvor fart i 1970’erne, i forbindelse med et politisk fokus på at flere kvinder kom på arbejdsmarkedet relativt hurtigt, efter at deres børn var kommet til verden.
Fra 70’erne og frem til i dag stiger antallet af børn i institution markant, og i dag er 90 procent af 0-2 årige og 98 procent af 3-årige i daginstitution i Danmark, og vi kan nu kalde os de “stolte” indehavere af verdensrekorden i antal helt små børn i dagtilbud.
Vi har som samfund og som forældre i årene fra 1970 og frem til i dag konstrueret og accepteret en kulturel “sandhed”, der hedder, at vores små børn har et decideret behov for at komme i institution fra ganske små.
Vi reproducerer den virkelighedsopfattelse omkring vores børn, dels ved selv at sende vores børn i institution, dels gennem sproget ved at bekræfte os selv og hinanden i, at det er “hårdt, men det rigtige” og “for barnets egen skyld”, og dels ved at videregive fortællingen om små børns behov for institution til vores egne børn, når de engang skal være forældre.
Børnene har ikke brug for institutionerne. Det ved vi, hvis vi lytter til forskningen på småbørnsområdet, og hvis vi lytter til vores intuition
Men faktum er, at institutionerne er et socialt eksperiment, vi satte i søen for at frigive arbejdskraft, således at såvel mor som far kan bidrage til kapitalen relativt hurtigt efter et nyt familiemedlems ankomst.
I stedet for at stoppe op og gøre status på vores eksperiment har vi løbende ændret fortællingen, således at det nu hedder sig, at institutionerne er en nødvendighed for at sikre optimale udviklingsmiljøer for børnene.
Den fortælling levner ikke meget plads til, at barndommen kan have en værdi i sig selv, her og nu. Barndommen er således udelukkende et springbræt til den dag, hvor de små poder kan spytte i statskassen.
I det perspektiv er institutionerne en “grundsten i vores velfærdssamfund”, som velfærdsordfører fra Socialdemokratiet Magnus Heunicke forleden udtalte i Debatten på DR1.
Hvis velfærd taler vi i så fald om? Det er ikke de små børns. De har ikke brug for institutionerne. Det ved vi, hvis vi lytter til forskningen på småbørnsområdet, og hvis vi lytter til vores intuition.
Det politiske er personligt
Vi afleverer hver dag ca. 300.000 0-2-årige børn i institution. Selvom de måske græder (de af dem, der ikke har givet op). Selvom vi måske egentlig har dårlig samvittighed over det og ønsker det modsatte, hvis vi tør at mærke efter. Selvom vi faktuelt ved, at det i bedste fald ikke er i børnenes interesse, og i værste fald er direkte skadeligt for dem.
Det er vanskeligt at komme på andre fællesmenneskelige aspekter af livet, som vi i dén grad begraver i tavshed, og som vi endda bakker hinanden op i er off-limits. Vi har sågar opfundet mom-shaming-begrebet, som vi belejligt og på i øvrigt i sig selv udskammende vis smækker i hovedet af enhver stakkel, der forsøger at tilgå emnet ‘institutionalisering’ med en sund og tiltrængt skepsis.
Når vi dækker os bag “shaming”-anklager og de dårlige normeringer som værende de egentlige problemer, kan vi pege fingeren opad – for så er det et problem, der skal løses politisk.
Er det egentlige problem imidlertid institutionaliseringen i sig selv, er problemet pludselig personligt.
Vi svigter fremtidens generationer, hvis vi vedbliver med at institutionalisere barndommen
For selvom det danske samfund er skruet sammen på en absolut uhensigtsmæssig måde i forhold til at give småbørnsfamilier mulighed for at holde børnene ude af institution de første år, er det for mange af os slet ikke umuligt, hvis vi prioriterer det over alverdens grundlæggende unødvendigt forbrug (her tæller også hus, bil og ferier) og personlig udvikling i form af karriere.
Vi er alle med til at reproducere en samfundsstruktur, hvor institutionerne er den gængse start på livet for vores børn. Hver og én har vi ansvaret for at ændre på tingenes tilstand. Og én ting er helt sikkert; tingene ændrer sig ikke oppefra og ned.
Der er ganske få politikere på Christiansborg, der af sig selv vil indføre deltidsstillinger og forlænget barsel. Det sker ikke, før masserne mobiliserer sig og stemmer med fødderne.
Vi er derfor nødt til selv at foretage de nødvendige ændringer for at sætte familielivet sammen – snarere end hver for sig – på den politiske dagsorden. Det politiske er personligt!
Det er ikke et budskab, man bliver populær af at fremføre, men lad det i så fald være sådan. Nogen bliver nødt til at tage bladet fra munden for at skrælle de kulturelle løgne kommunikeret som sandhed af os. De tynger os som et tykt tæppe af løgne, der gør os ude af stand til at mærke vores intuition – og vores børns signaler.
Lad os gøre status over 70’ernes sociale eksperiment
Mennesket får ondt i sjælen af at leve tilværelsen i uoverensstemmelse mellem værdier og handlinger. Det kan de fleste nok genkende, hvis de tillader sig selv at lede tankerne hen på den massive klump i maven og trykken i halsen, når det grædende barn er afleveret, og vi forsøger at samle os op og sammen i bilen på vej på arbejde.
Hvis det er så rigtigt og vigtigt, hvorfor gør det så så ondt på alle parter?
Det er en alarmerende svaghed, menneskearten har: at lade sig forføre af kulturel propaganda, der har et specifikt kapitalistisk eller magtorienteret mål, til et stadie, hvor vi har lukket af over for vores intuition og faktuelle viden.
Det er en svaghed, vi kontinuerligt må have fokus på for ikke igen og igen at gentage vores egne uklædelige fejl.
Det er en svaghed, der bedøver ånden og får os til at undlade at reflektere over egne handlinger og ansvar, når dømmekraften aktiverer samvittigheden i et forsøg på at drage os til erkendelse.
Kulturel forførelse af fornuften har før ledt os til moralsk forfald over for minoritetsgrupper i befolkningen, der ikke er i stand til at forsvare sig selv.
I en tid, hvor der i institutionerne praktiseres omsorgssvigt på statens regning, og i radioudsendelser nøgternt og fattet tales om noget så rædderligt som “tilknytningskø” for vores børn, er det ikke for meget at påstå, at det moralske forfald desværre på ny er en realitet.
Det er på høje tide at vågne op og gøre status på det sociale eksperiment, vi søsatte i 70’erne. Vi svigter fremtidens generationer, hvis vi vedbliver med at institutionalisere barndommen.
Læs mere om børnehave og svigt af danske småbørn i daginstitutioner her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
