FRI LEG & OG BØRNEHAVER // KOMMENTAR – Børn, der er mellem 3-5 år gamle kan ikke og skal ikke have “ansvar for egen læring”. Det er en avanceret form for omsorgssvigt, hvor kun de ressourcestærke, sociale og selvsikre børn kan komme til. Børnehaverne i Danmark ville vinde med mere struktur og styring og langt mindre “fri leg”, der er et af de mest overvurderede koncepter i småbørnsbogen mener Annegrethe Rasmussen, der har haft børn i både dansk, norsk, amerikansk og fransk børnehave. Det er ikke den danske variant, der vinder, skriver hun, efter at have set TV2 Dokumentar, der viser, hvor lidt ordentlig kontakt med voksne, børnene har og hvor meget, de er overladt til sig selv.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
WASHINGTON D.C. – Min plan i sidste uge var egentlig at skrive en kommentar om, at politikeren Beto O’Rourke fra Texas har trukket sig fra det demokratiske primærvalg.
Men så skete det, som jeg tror, ofte hænder for mange moderne mennesker: jeg blev grebet af en debat på sociale medier og det ene opslag førte til det næste.
Som mor til fire bliver man måske lidt mentalt hudløs. Men jeg kan forsikre om, at hvis mine børn havde været i den situation, som man ser den lille Merle i dagen lang, ville jeg ikke have tøvet med at tage dem ud af institutionen øjeblikkeligt
Diskussionen handlede om en dokumentar, som TV2 har bragt ved navn ” ‘Eksperimentet med vores børn’. Eksperimentet, der henvises til i titlen, er det velkendte i det danske, nemlig at langt de fleste danske børn bruger det meste af deres vågne hverdag i daginstitution fra de er omkring 10 måneder gamle.
I programmet vises optagelser af en tre år gammel pige, Merle, fra hun bliver afleveret i den nordjyske børnehave Markvænget af sin far om morgenen, til hun bliver hentet igen.
Målet med optagelserne er at dokumentere, hvor meget voksenkontakt, den lille pige får over en dag – og hvilken type kontakt, der er tale om; der er forskel på at parere ordrer, som f.eks. ”sæt dig der”, eller ”spis din mad” og så en samtale, hvor den voksne har øjenkontakt med barnet og giver sig tid til at lytte og svare tilbage.
TV2 har lagt bidder af udsendelsen ud og selvom de ikke er af en karakter, som den sensationelle udsendelse ‘Daginstitutioner bag facaden’ fra foråret, hvor TV2 via optagelser med skjult kamera kunne dokumentere decideret omsorgssvigt i en vuggestue i København, så var videostumperne så chokerende for mig, at jeg ikke kunne ryste dem af mig igen.
Som mor til fire bliver man måske lidt hudløs. Men jeg kan forsikre om, at hvis mine børn havde været i den situation, som man ser den lille Merle i dagen lang, ville jeg ikke have tøvet med at tage dem ud af institutionen øjeblikkeligt.
Lad mig bare skære det ud i pap. Det er ikke bare ”ikke helt godt nok”. Det er totalt rystende og ringe
Vi ser groft sagt et fuldkomment ensomt lille barn, der med sin dukke i hånden (som hun har med om morgenen) mest vandrer rundt mellem andre børn og betragter dem; en del af tiden er hun helt alene, en enkelt gang smider en gruppe drenge hende simpelthen ud af et rum, hvor de ikke vil have hende.
Ud af de i alt 17 minutter over en hel dag, hvor Merle har god voksenkontakt, stammer de 12 minutter fra højtlæsning af en bog. F.eks. er hun stort set alene hele formiddagen.
Udover Merle medvirker også et andet barn, som blev optaget samme dag; en tosproget dreng ved navn Artem, og ud af hans dag i institutionen, der løb op i syv timer og otte minutter, fik den lille dreng i alt seks minutters såkaldt ”udviklende voksenkontakt.”
Og det er, som veteranen indenfor dansk spædbørns- og barnepleje, lektor i psykologi Grethe Kragh-Müller fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, der også medvirker i dokumentaren, siger til Tv2 rigtignok både “forskrækkende” og ”problematisk”.
Lederen af institutionen vises der også et klip med. Hun er ikke tilfreds, medgiver hun, og hun siger også, at hun ellers troede, at de have sådan en fin struktur i børnehaven med “nogle rigtig dygtige medarbejdere”, men så “lykkedes det ikke helt”:
Der er flere grunde til elendigheden end det standardsvar i pædagogkredse og på venstrefløjen, som handler om, at der skal flere penge til. Svaret hedder struktur
Men lad mig bare skære det ud i pap. Det er ikke et spørgsmål om”ikke helt at lykkes”. ‘ Det er rystende og ringe og Merle er det bedste eksempel.
Og der er flere grunde til elendigheden end det standardsvar i pædagogkredse og på venstrefløjen, som handler om, at der skal flere penge til.
Det er strukturen, den er gal med
Lad mig straks sige, at det vil naturligvis hjælpe med flere ressourcer. Fint nok.
Men det, der for mig, virkelig skærer i øjnene, er den eklatante mangel på struktur, som man kan se i optagelserne.
Så små børn skal ikke have ansvaret for eget samvær (ligesom det også er verdens fedeste og dovne løgn, at skoleelever kan have ”ansvar for egen læring”). Det er ikke små børns eget ansvar, hvad de laver i børnehaven. Det er heller ikke dem, der skal strukturere ”fri leg” i timevis eller selv beslutte, hvem der skal eller må være inde i et rum.
Det er meget simpelt: det er de voksnes opgave.
Og her har jeg en nyhed til de mange i Danmark, som mener, at den opgave ikke kan løses uden mange flere ressourcer (Tv2 har iøvrigt tidligere gjort opmærksom på, at normeringen har ligget forholdsvis stabilt fra 2015 til 2017).
Ja, det er naturligvis lettere at løse sin opgave, hvis man er flere om den. Men det vil ikke hjælpe det store, med mindre man samtidig erhverver sig en radikalt anden tilgang til, hvad man skal lave i en børnehave for at undgå at svigte de mere stille og søgende børn.
Ikke kadaverdisciplin, ikke skældud eller bidske ordrer. Men om stabile rammer, orden, ro, respekt for de voksne og opgaver, der veksler i et formelt skema ligesom den slags, man har i skolen
Svaret hedder struktur.
Og nej, jeg taler ikke om kadaverdisciplin, ikke skældud eller bidske ordrer. Men om stabile rammer, orden, ro, respekt for de voksne og opgaver, der veksler i et formelt skema ligesom den slags, man har i skolen.
”Men”, hører jeg alle mine frisindede antiautoritære venner protestere, ”det er de da alt for små til. Det er synd, de skal have lov til at lege og slappe af”.’
Til det siger jeg, ”vel skal de ej hele tiden – de skal også lege, men hvis de ikke laver andet det meste af tiden, hersker små børns ubarmhjertige junglelov.”
Jeg har fire børn, hvor mit ældste har gået i dansk børnehave, en i norsk og to i fransk ’maternelle’.
I den danske børnehave ville det have været fuldkommen utænkeligt, at et barn havde kunnet få lov til at tulle rundt så fortabt som Merle i optagelserne. Det var et hyggeligt sted, men det var de stærkeste børn, der havde venner med sig i forvejen – typisk fra deres nærområde eller tidligere vuggestue – som havde det bedst.
Børnene løb rundt udenfor og legede, mens pædagogerne sad og drak kaffe i solen. Der var kage. Der var også hygge ved jul og påske – der var højtlæsning og musik
Og også i den børnehave var der rigtig megen tid, hvor pædagogerne blot sad og overvågede børnene. Om sommeren så det hyggeligt ud – helt sikkert. Børnene løb rundt udenfor og legede, mens pædagogerne sad og drak kaffe i solen. Der var kage. Der var også hygge ved jul og påske – der var højtlæsning og musik.
Men der var ingen plan.
Jeg så mange børn, også i den børnehave, som ingen venner havde. De gik netop rundt og så fortabte ud.
Og da Heidi, vores families yndlingspædagog, kom tilbage fra sin egen barsel, var noget af det første, hun sagde til mig, at ”det er jo først nu, jeg forstår, hvorfor børnene er så kede af det, når deres forældre går. Jeg syntes jo egentlig før, at de bare skulle tage sig sammen og stoppe med at græde. Det er noget helt andet nu, hvor jeg selv har en baby.”
Den franske børnehave var præget af ro, respekt og kvalitet
Mine tre drenge har som nævnt gået i hhv. norsk og fransk børnehave. Og jeg skal lige love for, at systemet var et andet.
Der var i begge systemer ophængt skemaer (der er der i øvrigt også i britiske og amerikanske børnehaver), der time for time fortalte forældrene, hvad barnet lavede den dag. Der var megen udetid – mest i den norske børnehave – men det var ikke tilfældigt, hvad der skete.
Og jeg har aldrig nogensinde set pædagoger (i det franske hedder de så lærere) arbejde hårdere. Det ville sikkert være i strid med alle regler i Danmark, men de arbejdede fra morgen til aften non stop. De spiste sammen med børnene, og jeg har aldrig overværet dem i en situation, hvor de bare drak kaffe eller slappede af. De var på hele tiden.
Der var aldrig ballade. Børnene gjorde simpelt hen alle, hvad læreren sagde. Hele tiden. Jeg spurgte en gang, hvordan det dog kunne lade sig gøre. Mme Xavier trak på skuldrene og sagde noget om, at det jo ikke kunne lade sig gøre uden lige rækker på fortovet og ro i klassen
I børnehaven i Paris var der to lærere (pædagoger) og én medhjælper til 30 børn. De besøgte kunstudstillinger, de sang, de lærte at tegne og male og skrive alle bogstaverne, de besøgte bondegårde, de dansede, lavede teater og var i parken to gange en time om dagen.
Og noget, jeg var fuld af dyb beundring for, var, at der aldrig var ballade. Børnene gjorde simpelt hen alle, hvad læreren sagde. Hele tiden. Når de var på tur, bad børnehaven ofte om, at der var en forælder med – trafiksikkerheden var en begrundelse, husker jeg.
De par gange jeg meldte mig, måbede jeg over effektiviteten. Jeg spurgte også en enkelt gang, hvordan det dog kunne lade sig gøre. Mme Xavier trak på skuldrene og sagde noget om, at det jo ikke kunne lade sig gøre uden lige rækker på fortovet og ro i klassen. Det skal også siges, at lokalet var noget mindre end det, der bliver danske børnehavebørn til del.
Mine børn var glade for deres børnehave. De havde venner. De trivedes – og fik i øvrigt skøn varm mad hver dag med forret, hovedret, dessert og vand lavet af en fransk chef, der hængte menukortet op udenfor døren til børnehaven hver dag.
Børn skal aldrig overlades til sig selv, når de er så små. De skal ikke selv styre, hvad de laver. Men det kræver nogle voksne, der ved præcist, hvad de vil, og det kræver en anden pædagogisk tilgang til småbørnspædagogik
Som forælder afleverede man dem udenfor døren – man kunne ikke gå indenfor, hvilket jeg protesterede mod som den dansker, jeg nu er.
Jeg ville da se mit barns børnehave, men det var de ikke meget for på skolen. ”Der er jo ikke plads til, at alle forældre kommer indenfor,” lød det, for man afleverede nemlig sine poder udenfor, og så marcherede de ind i en række, når klokken var 08:30.
Børn skal ikke overlades til sig selv
Pointen er enkel: børn skal for det første aldrig overlades til sig selv, når de er så små.
De skal ikke selv styre, hvad de laver.
Men det kræver nogle voksne, der ved præcist, hvad de vil og det kræver en anden pædagogisk tilgang til småbørnspædagogik. Det rækker ikke at vride hænderne og skubbe aben videre.
Danmark svigter sine børn med det nuværende system.
Læs mere: TV2 Nyheder.
Læs mere om danske småbørns vilkår i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
