
BESKÆFTIGELSESREFORM // KRONIK – Beskæftigelsesministeriets lovprogram for folketingsåret 2025-2026 indeholder en række vidtgående forringelser af sociale ydelser for retspsykiatriske patienter, kriminelle og ikke-vestlige indvandrere. Flere af disse medfører ulovlig diskrimination af de sygeste og svageste mennesker i Danmark, skriver Lisbeth Riisager Henriksen, der opfordrer regeringen til at indstille klapjagten.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Alt for mange unge under 40 år får tilkendt førtidspension. Sådan lød budskabet fra statsminister Mette Frederiksen, da hun holdt sin åbningstale i Folketinget den 7. oktober.
Statsministeren fremhævede også, at ”mange af dem, der nu førtidspensioneres – i modstrid med de politiske ønsker, vi har her i Folketinget – ja, det er unge med psykiske lidelser. Her kan en førtidspension simpelthen ikke være svaret.”
I stedet for, at medarbejdere involveret i lovforvaltningen uddeler førtidspensioner med rund hånd, ”har (vi) brug for socialrådgivere, der træffer svære afgørelser”, lød det.
Institut for Menneskerettigheder vurderer, at lovforslaget strider imod det menneskeretlige diskriminationsforbud
Hvilket man rimeligvis kan fortolke som en eufemisme for socialrådgivere, der træffer hårdere afgørelser om enten at afvise ansøgninger eller genåbne tidligere tildelte førtidspensioner.
Det er synspunkter, som især Socialdemokratiet og Venstre i de seneste år har gentaget, ligesom de taler om ”for mange” kriminelle og ikke-vestlige indvandrere på førtidspension i populistisk konkurrence med Dansk Folkeparti og andre blå partier med nationalkonservative islæt.
Men statsministeren satte selv dagsordenen med, hvad mange kritikere så som en helbredsskadelig og kontraproduktiv reform af førtidspension og fleksjob og flere andre vidtgående lovændringer som daværende beskæftigelsesminister.
Fortællingen om ”for mange” førtidspensionister er med andre ord skæv. Der har i mange år været et betydeligt pres på borgernes retssikkerhed i den offentlige forvaltning – sjældent til borgernes gunst – og Mette Frederiksen hegnede fx selv et retskrav om førtidspension ind i en de facto kvote i 2013-2014. Som Psykiatrifonden har beskrevet, har jobcenterforløb i mange tilfælde forringet de sygemeldtes helbred.

Ét lovforslag vil fratage sociale ydelser fra visse retspsykiatriske patienter
Fire af lovforslagene i regeringens lovprogram for folketingsåret 2025-2026 under Beskæftigelsesministeriets ressort indeholder efter min mening særligt kritiske elementer. Ét lovforslag vil tage folke-, førtids-, senior- og tidlig pension samt kontanthjælp fra alle anbringelses- og behandlingsdømte retspsykiatriske patienter, mens de er indlagt. Det vil i stedet give dem 1.725 kr. månedligt i lommepenge. Det udmønter en politisk aftale fra Ane Halsboe-Jørgensens tid som tidligere beskæftigelsesminister, som vil blive førstebehandlet ultimo oktober måned.
Institut for Menneskerettigheder vurderer, at lovforslaget strider imod det menneskeretlige diskriminationsforbud. Først og fremmest er det dybt problematisk, at det sidestiller retspsykiatriske patienter med indsatte og varetægtsfængslede. Det er et grundlæggende strafferetligt princip, at man skelner mellem dem, der er utilregnelige, og dem, der er tilregnelige i gerningsøjeblikket.
Men lovforslaget vil også påføre de retspsykiatriske patienter et så betydeligt økonomisk afsavn, at de vil ende med at blive fastholdt endnu længere tid i retspsykiatrien end i dag. Overlæge i retspsykiatri Hans Henrik Ockelmann skønner, at det vil forlænge særforanstaltningen med mellem et halvt og et helt år per patient. Det gør diskriminationen uproportional i forhold til lovforslagets formål, og derfor ulovlig.
Lovforslaget er på mange planer et brud med nuværende retspraksis. Jeg opfordrer regeringen til at tage det af bordet
Instituttet anbefaler, at lovforslaget ikke bliver fremsat i sin nuværende udformning, men ændres fundamentalt. Kritikken og anbefalingerne deles af en lang række andre organisationer og repræsentanter – se min uddybning i POV den 6. oktober 2025.
Det har ifølge Ankestyrelsens principafgørelse 120-13 været almindelig retspraksis, at man som udgangspunkt ikke frakender førtidspension, medmindre der er sket en væsentlig forbedring af arbejdsevnen, som gør personen i stand til at blive selvforsørgende. Det gælder især personer, der har fået tilkendt førtidspension før 2003. Fratagelse af skattebetalte sociale ydelser kan også muligvis være i modstrid med Grundlovens § 73 om beskyttelse af ejendomsretten.
Lovforslaget er derfor på mange planer et brud med nuværende retspraksis. Jeg opfordrer regeringen til at tage det af bordet.
Et andet lovforslag vil fratage sociale ydelser fra visse alvorligt kriminelle
Et andet lovforslag vil tage førtidspension, seniorpension og tidlig pension fra personer, der er idømt en ubetinget fængselsstraf eller en anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for alvorlig kriminalitet (især bandekriminalitet, grov narkokriminalitet eller særlig grov økonomisk kriminalitet).
Begrebet ”anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter” dækker blandt andet over strafferetlige særforanstaltninger som frihedsberøvelse på eksempelvis en retspsykiatrisk afdeling eller et botilbud.
Lovforslaget vil også fratage målgruppen retten til at få pensionen tilkendt igen i en femårig periode efter udstået straf og i en tilsvarende tidsperiode skærpe karantæneordningen, så visse kriminelle også bliver udelukket fra at modtage en række andre offentlige ydelser. Det udmønter en politisk aftale fra Ane Halsboe-Jørgensens tid som beskæftigelsesminister og vil blive førstebehandlet i november måned.
For så vidt angår særforanstaltninger, så kan de indebære gentagne frihedsberøvelser, hvor borgeren indlægges, udskrives, genindlægges og så videre. Derfor vil frakendelses- og karantæneperioden for målgruppen idømt særforanstaltninger begynde forfra efter hver udskrivning, indtil særforanstaltningen ophæves. Der kan derfor gå mange år, før de kommer fem år frem efter sidste udskrivning og igen kan søge om at få tilkendt førtids- og seniorpension.
Institut for Menneskerettigheder vurderer, at dette lovforslag også vil medføre ulovlig diskrimination af målgruppen for en særforanstaltning.
Dette fordi Instituttet finder det tvivlsomt, at lovforslaget vil kunne forebygge kriminalitet hos denne gruppe, som er et af Beskæftigelsesministeriets anførte formål med lovforslaget. Endvidere vurderer Instituttet, at førtids- eller seniorpensionister i de fleste tilfælde har et handicap i FN’s handicapkonventions forstand.

De berørte borgere vil derfor blive meget hårdt ramt, når de fratages en ydelse, som de er blevet tilkendt netop på grund af varigt nedsat arbejdsevne, og i stedet henvises til kontanthjælp og pålægges aktiverings- og arbejdspligt. Derfor, vurderer de, udgør lovforslaget et disproportionalt indgreb i forhold til retspsykiatriske patienter og forstærker i øvrigt eksisterende diskrimination af disse.
Instituttets eksperter peger også på, at det kan være konventionsstridigt at pålægge de retspsykiatriske patienter ”at deltage i aktiveringstilbud og lignende, som de ikke magter (eller som ligefrem er skadelige for deres helbred), og som ikke har nogen saglig begrundelse, idet der åbenlyst ikke er nogen udsigt til at forbedre borgerens mulighed for selvforsørgelse”. Og så rejser de spørgsmål ved, om forslaget er foreneligt med Grundlovens § 75, stk. 2 om, at den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, er berettiget til hjælp fra det offentlige.
Man skaber usikkerhed og frygt hos målgruppen og gør en i forvejen meget utryg og barrierebelagt virkelighed som uarbejdsdygtig endnu mere utryg for nuværende klienter i jobcentersystemet
En lille gruppe patienter vil blive ramt af begge lovforslag. Specialkonsulent i ligebehandling ved Institut for Menneskerettigheder Peter Kristian Hjaltason vurderer i en e-mail til POV:
“Den kumulative effekt af de to lovforslag vil således være, at anbringelses- og behandlingsdømte retspsykiatriske patienters ydelse stoppes under indlæggelsen (det første lovforslag), og at de – efter deres udskrivelse – frakendes deres førtidspension (hvis de modtager dette) og sættes ned på det laveste niveau af kontanthjælp i fem år, hvis de har begået bestemte former for lovovertrædelser, navnlig bandekriminalitet, grov narkokriminalitet eller særlig grov økonomisk kriminalitet (det andet lovforslag).”
Instituttet anbefaler derfor at tage personer idømt en særforanstaltning ud af det andet lovforslag. Det tilslutter jeg mig, men hele lovforslaget burde tages af bordet.
To andre lovforslag vil ændre lov om aktiv beskæftigelsesindsats og genåbne førtidspension for ikke-vestlige indvandrere
Et stort, tredje lovforslag vil ændre lov om aktiv beskæftigelsesindsats og flere andre love. Det udmønter en politisk aftale og vil blive førstebehandlet i november.
Et planlagt fjerde lovforslag vil genåbne ”visse” førtidspensionssager. Det har ifølge lovprogrammet ”til formål at sikre en systematisk gennemgang af udvalgte førtidspensionssager, hvor det skal vurderes, om der er grundlag for at genåbne sager med henblik på frakendelse.”
At Socialdemokratiet og regeringen ikke angrer deres svigt af titusindvis af syge igennem mere end det årti, men fortsætter med nidkært at drive klapjagt på de sygeste og svageste borgere i Danmark, er skamløst uanstændigt
DR Nyheder har spurgt beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek, hvor mange af de nuværende 255.000 førtidspensionisters sager regeringen ønsker at få genvurderet, og hvordan regeringen vil udvælge dem. Det ville han ikke svare på. Men Beskæftigelsesministeriet præciserede, at hans fokus i de kommende politiske forhandlinger i efteråret vil være på ”overrepræsentationen af ikke-vestlige indvandrere på førtidspension”.
Over for Altinget har den socialdemokratiske minister bekræftet, at de politiske forhandlinger skal munde ud i et lovforslag, der gør det muligt specifikt at genåbne førtidspensionssager og frakende førtidspension blandt ikke-vestlige indvandrere. Det planlægges førstebehandlet i februar måned 2026.
Eksperter advarer om, at det kan være ulovligt at gå efter helt specifikke målgrupper.
De sygeste og svageste borgere står for skud
Denne plan ligner en ny klapjagt på de svageste og de sygeste borgere og er efter min opfattelse udtryk for en både uhyggelig og uacceptabel fremfærd fra regeringens side. Man skaber usikkerhed og frygt hos målgruppen og gør en i forvejen meget utryg og barrierebelagt virkelighed som uarbejdsdygtig endnu mere utryg for nuværende klienter i jobcentersystemet.
Som tidligere nævnt har man kunnet forvente, at en én gang tilkendt førtidspension som udgangspunkt ikke kan frakendes. Det piller ved retsfølelsen, at regeringen nu sår grundlæggende tvivl om, hvorvidt man overhovedet kan regne med tilkendte sociale ydelser. Og når de er færdige med at tage ydelser fra de ikke-vestlige indvandrere, hvem bliver så de næste?
At Socialdemokratiet og regeringen ikke angrer deres svigt af titusindvis af syge igennem mere end et årti, men fortsætter med nidkært at drive klapjagt på de sygeste og svageste borgere i Danmark, er skamløst uanstændigt. Herfra skal det lyde: Stop klapjagten og tag planen af bordet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()







og