GRØN AFTALE // DEBAT – Politikerne kalder trepartsaftalen ”historisk” og gør den uangribelig og immun over for kritik. Men dens indhold er luftigt og en forudsigelig fiasko, især fordi alle erfaringer viser, at frivillige aftaler med landbruget aldrig realiseres. Og allerede i 2026-27 skal centrale dele af aftalen ”genbesøges”, skriver Jørgen Øllgaard.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Husker du minkaftalen? Den blev politisk hastet igennem (2021), hvor landbruget og Venstre blev gjort tavse med et hold-kæft-bolsje fra en presset Mette Frederiksen (presset af debat om en ulovlig aflivningsordre). Minkavlere fik i første omgang 19-29 milliarder eller i gennemsnit 12-18 millioner kr. i ”tabt fremtidig indtjening” pr. farm.
Offentligheden blev dårligt informeret om minkaftalens detaljer, men i menigdanskers øjne – den folkelige fornuft – var det en forrykt skandale. Erstatningen var udregnet bagud efter nogle gyldne år, hvor branchen tjente milliarder (2011-14) og ikke efter nyere regnskaber, der havde blodrøde tal, og hvor mange farme stod til lukning.
Menigdansker er også rigtig dårligt oplyst om ”Aftalen om et Grønt Danmark” og CO2-afgift m.m., men har på fornemmelsen, at den også er forrykt: Hvorfor skal vi betale landbruget for at lade være med at forurene? Og hvorfor skal landmænd forgyldes af vores penge – ligner det ikke minkene, lyder spørgsmålene.
Magtkamp: Landbrugets kontra almenvellets interesser
Ingen kan vel være i tvivl om, at det handler om en magtkamp om landbrugets kontra almenvellets interesser i naturen. Det blev i den politiske proces bag aftalens centrale elementer – CO2-afgift, jordopkøb, svineindustrien mm. – handlet af i et lukket forhandlingsrum.
Processen var smart skruet sammen af regeringen med skindemokratisk ”inddragelse af centrale parter”. Treparterne bestod af Naturfredningsforeningen, erhvervsinteresser i landbruget (Landbrug & Fødevarer) og SVM-regeringen/5 ministerier. Her blev Naturfredningsforeningen tromlet af landbrugets magtfulde økonomiske interesser i ”Axelborg-aftalen” – Naturfredningsforeningen landede bogstavelig talt langt ude i skoven.
De kalder deres enighed enestående og historisk – og gør dermed indholdet uangribeligt. De har sammen spist af hold-kæft-bolsje-dåsen og affærdiger kritik
Det var en skindemokratisk proces, hvor der først var en forhalende proces med eksperthøringer om fx CO2-afgift, som den grønne aftale endte med at ignorere. Forhandlingerne foregik bag lukkede døre som en hastesag under overskriften ”nødvendighedens politik”. Politikerne lavede ikke og offentligheden fik ikke forelagt alternative modeller med drastiske indgreb over for landbruget, selv om det handler om almeninteressen – vores natur.
Konsensusflertallets aftale blev derimod bare præsenteret som ”et nødvendigt kompromis” og dermed uangribelig og indiskutabel. Det minder påfaldende om noget, vi lige har oplevet. Et stort hold-kæft-bolsje til landbruget, betalt af skatteyderne. Minkaftale 2.
Regeringen har såmænd oprettet et selvstændigt ministerium “Ministerium for grøn trepart” til forvaltning af sagen. Men minister Jeppe Bruus (S) er sat på en “uoverskuelig mission”, for han kan ikke foretage sig noget uden at balancere interessemodsætninger, hvor fx Venstres fødevareminister Jacob Jensen skal nikke ja til, hvad Bruus’ gør: “Spørgsmålet er, hvor vidt og selvstændigt et mandat, den sagtmodige Buus får som trepartsminister”, som professor Jørgen Grønnegaard Christensen skriver.
Landmanden forventes at indtage rollen som ”ansvarlig arealforvalter”, lyder en central bemærkning om, hvordan aftalen skal realiseres i praksis. Men sådan bliver det ikke, med garanti, for aftalen mangler faktiske redskaber til at tvinge landbruget til truget. Det vil blive åbenlyst allerede i 2026-27, hvor centrale dele skal ”genbesøges”. Her er ni nedslag i aftalens problemer.
1. Brud med princippet om, at forureneren betaler
Hvis du kører asbestplader på genbrugspladsen, skal du betale afgift. Hvis Novo forurener spildevand, skal de betale for rensning. Men i den grønne aftale skal skatteborgerne betale 40-50 mia. kr. til landbruget for få dem til at lade være med at forurene. Det vil koste hver skatteyder 8.800 kr. (2024-beløb).
Beløbet sættes i relief af de 3 mia. kr. som angiveligt var den årlige gevinst ved at afskaffe store bededag.
Og der er i øvrigt slet ingen garanti for, at det bliver ved de 40-50 mia. kr., for aftalen er så luftig og løs, at implementering af især jordopkøb nemt kan føre til en løbsk ekstraregning. Skatteydernes betaling vil stikke af. Som i minkaftalen.
Så ingen er vel i tvivl om, at landbruget har en historisk særstatus her i landet, for aftalen er ikke lavet ud fra almeninteressen i miljøhensyn, men af de økonomiske interesser og lobbyister i Landbrug & Fødevarer. Og glem ikke bankernes rolle. De sad diskret med ved forhandlingsbordet i Folketinget, ligesom de gjorde i minksagen. Bankerne har store udlån til sektoren, og nogle banker vil blive hårdt ramt, hvis landbrug lander på tvangsauktion, men nu er der spændt et sikkerhedsnet ud for bankerne.
2. CO2-afgift er ultralav og omkostningsfri for landbruget
Selv om nogle landbrugere benægter fakta, så er fakta ifølge forskernes målinger, at landbruget udleder to tredjedele af det kvælstof, som lige nu dræber alt liv i fjord- og havmiljøet. Derfor er det tvingende nødvendigt med CO2-regulering, og det sker med indførelse af en CO2-afgift, som konsensusparterne hylder som ”historisk”.
Men afgiften på 300 kr. pr. ton starter først i 2030 og er i virkeligheden kun 120 kr. på grund af et bundfradrag. Regeringens egen rådgiver, Klimarådet, havde anbefalet en straksafgift på 750 kr. pr. ton (2025) stigende til 1.500 kr. pr. ton (2030).
Det er altså en ultralav afgift, og indtægterne skal såmænd tilbageføres til landbruget, så det bliver fuldstændig omkostningsfrit for landbrugere. Det bliver frivilligt at indgå i arealaftaler. Groft sagt er resultatet, at det bliver omkostningsfrit for danske landmænd at fortsætte med kvælstofudledning. Miljøeffekten er altså nul, så de danske fjorde vil også være stendøde i 2030.
Jordbrugsøkonomer forudser da også spekulation i jordpriserne omkring de særlige ”forureningsjorde”
Aftalens manglende konsekvens fremgår af, at Venstre og Landbrug & Fødevarer er svært tilfredse, selv meget kritiske landmænd har slugt hold-kæft-bolsjet.
Hvis aftalen skal opfyldes, betyder det stop for dyrkning på hver syvende mark. Men det vil ikke ske. CO2-afgiften indføres først i 2030, og fiaskoen bliver åbenbar i 2032, når effekten evalueres. Alle erfaringer viser, at landbruget ikke deltager i frivillige aftaler.
Landbrugernes passivitet viser sig for eksempel i planen om udtagning af kulstofrige lavbundsjorde. Ambitionen i 2021 var udtagning af 100.000 hektar for at begrænse kvælstofudledning, men kun 7.000 hektar er hidtil udtaget (2024). Landbrugerne har ikke travlt, men undskylder sig med problemer med kommunalt bureaukrati og sagsbehandling.
Ud fra den erfaring er det voldsomt idealistisk at gøre landmænd til ”ansvarlige naturforvaltere” på almenvellets vegne.
3. Aftalen betyder spekulation og stigende jordpriser
Der afsættes 20 milliarder til statsligt opkøb ”af arealer i de vandoplande, der har de største udfordringer med at indfri indsatsbehovet 2027-30”.
Jordbrugsøkonomer forudser da også spekulation i jordpriserne omkring de særlige ”forureningsjorde”. Den gennemsnitlige jordpris er steget fra omkring 148.000 kr. pr. hektar (2018) til 200.000 kr. (2024). Og priserne vil stige, for jord-spekulanter (herunder storbønder) vil opkøbe eller se tiden an i forventning om statsligt opkøb til overpriser. Jordbrugsøkonomer forudser en prisstigning på 10-30 pct. på grund af den grønne aftale.
Aftalen har altså skabt en forventning, som vil modvirke indgåelse af frivillige aftaler. Men hvis ikke 2/3 af de frivillige aftaler om vandoplande er i hus (2030), kan staten true med tvang, nemlig ekspropriation, står der med småt i aftalen.
Kommunerne er slet ikke klædt på til opgaven, og aftalen giver dem ingen (forvaltningsmæssige eller juridiske) redskaber til at tvinge modvillige lodsejere til at indgå frivillige aftaler
Men så langt kommer de ikke, for landbruget får – igen baseret på erfaringer med frivilligheden – frister forlænget med henvisninger til, at sagen ikke er ordentligt belyst, at statens eller kommunens forvaltning har været mangelfuld eller lignende. Sådanne undskyldninger kommer vi til at høre allerede i 2026-27.
Og truslen om ekspropriation mod modvillige lodsejere er tom, for rebelske landmænd har allerede truet med årelange retssager med påstand om ”uretmæssig ekspropriation” – og det slagsmål vil regeringsbærende partier ikke gå ind i.
4. Positivsiden: Lidt mere skov – om 20 år
Naturfredningsforeningen skulle varetage naturens og almenvellets interesser i det politiske spil om aftalen. Men groft sagt er det eneste, man har fået, at der er afsat 40 mia. kr. til rejsning af skov og udtagning af lavbundsjorde (som dog kan sælges tilbage til landbrugsanvendelse). Hvis planen realiseres fuldt ud, vil det betyde, at det danske skovareal øges fra 14 til 19 pct. – i 2040-45. Og lavbundsjorde vil være reduceret med blot 3 pct. i ”naturareal”. Hvis områderne da ikke bliver dækket af veje, solceller og vindmøller …
Kynikere kan med god ret sige, at Naturfredningsforeningens 130.000 medlemmer solgte de nødvendige klimaindgreb og fremme af ikke-animalsk produktion, fordi man havde tunnelsyn på skov, vilde planter, insekter og fugle. Foreningen får tømmermænd, når den grønne treparts fiasko bliver åbenlys i 2026-27.
5. Kvæg- og svineindustrien fredes
Der er intet i aftalen, som fremmer planteproduktion, tværtimod. 89 pct. af landbrugets samlede CO2-udledninger stammer fra kødproduktion, og hele 80 pct. af landbrugets arealer bruges til at producere dyrefoder. Men det ændrer aftalen ikke ved:
- Der er ikke indgreb, som begrænser produktionen af 1,5 mio. kvæg, som udleder metan-prutter.
- Der ikke indgreb over for produktionen af 33-43 mio. industrisvin til eksport. Tværtimod får branchen – der aktuelt er i krise, presset af faldende verdensmarkedspriser – noget, der ligner kunstigt åndedræt.
Krisen skal ikke løses af markedsmekanismerne, så urentable svinefarme går fallit. Nej, der spændes et statsligt sikkerhedsnet ud i form af en ”slagtepræmie”, hvis grisen lever hele sit liv i en dansk stald for derefter at blive slagtet i Danmark. Det handler angiveligt om at lave ”konkurrencedygtige danske slagterier”, som er aftalt i en uhellig alliance mellem svineindustrien og fagforbund (Fødevareforbundet/Dansk Metal), som tror, at præmien vil modvirke nedlæggelse af danske slagterier.
Behøver jeg at nævne, at det er uklart, hvor stor præmien skal være? Mon ikke den fastsættes ud fra, hvad avlerne siger, det koster at opfostre en gris? Skatteyderne betaler jo.
6. EU-målsætninger gøres uforpligtende
Aftalens sigtepunkter er landbrugets økonomi og ikke nationale og internationale miljømålsætninger. Overordnet harmonerer dens tidslinjer overhovedet ikke med Parisaftalens advarsel om, at en temperaturstigning på 1,5 grad i 2030’erne vil være en katastrofe for jordens klima. Den opstiller heller ikke kontante indgreb over for landbruget, som sikrer, at Danmark lever op til EU’s målsætninger om, at hvert land skal etablere 30 pct. beskyttet natur (inden 2030), og heller ikke til den nye EU-naturgenopretningsforordning, som fastslår, at EU-landene skal etablere genoprettet natur svarende til 20 pct. af deres landareal (inden 2030).
Danmark fortsætter hermed bare en politik med idealistiske hensigtserklæringer og en praksis med at ignorere EU’s målsætninger. Det bedste eksempel er, at EU’s vandrammedirektiv i flere tiår har haft et mål om maksimal udledning på 40.000 tons kvælstof, mens den faktiske udledning har været konstant på 55.000-62.000 tons. Skiftende regeringer har ikke lavet indgreb, så landbruget er lystigt fortsat med at gøde.
7. Usikker tro på ny teknologi
En pulje på 10 mia. kr. skal udvikle og opsætte pyrolyseanlæg, der skal omdanne svinegylle til biokul. Men pyrolyseteknologien er ikke udviklet, så forventningerne risikerer at skuffe. Hvor usikkert det er, afsløres af et kraftigt forbehold i konsensusaftalen: ”regulatoriske og miljømæssige barrierer for opskaleringen og udbredelsen af pyrolyseteknologi”.
Tilliden til pyrolysestrategien minder om, at Landbrug & Fødevarer i årtier har fået udsat regulering af kvælstofudvaskning med henvisning til, at det ville blive løst af ny teknologi. Det var med til at legitimere, at politikerne igen og igen udsatte indgreb, men det tekniske fix kom aldrig.
Endelig kan pyrolysestrategien være en grotesk catch-22, for hermed investeres massivt i fremtidig teknologisk infrastruktur, der vil fastlåse Danmark energimæssigt i at være afhængig af en massiv svine-/gylle-produktion.
8. Inhabile og inkompetente kommuner skal indgå aftaler
Aftalens afsnit om, hvem der styrer begrænsning af kvælstofudledning på problematiske jorder tæt på fjorde og hav, er stærkt problematisk, for det overlades til kommunal forhandling og lokale ”kystvandråd”.
Det er i dialog mellem lodsejere (landbruget) og kommunerne, at de ”kriminelle” jorde skal udpeges og forhandles med lodsejerne, som frivilligt skal indgå aftaler. Men al erfaring med kommuners miljøforvaltning af den lokale natur viser, at det kan de slet ikke styre, for det går op i kommuneøkonomi, inhabilitet eller inkompetence, jf. senest skandalen om Nordic Waste i Randers.
Kommunerne er slet ikke klædt på til opgaven, og aftalen giver dem ingen (forvaltningsmæssige eller juridiske) redskaber til at tvinge modvillige lodsejere til at indgå frivillige aftaler. Det vil blive klart allerede i 2026-27, hvor aftalen skal ”genbesøges”.
9. Konsensusaftalen lukker den offentlige information og debat
Den demokratiske proces bag planen er forstemmende. Erhvervet står for 2-3 pct. af bruttonationalproduktet, men konsensusparterne har forhandlet ud fra myten om et nationalt betydningsfuldt erhverv for almenvellet (der indtjener 20 pct. som i 1950).
Først en lukket beslutningsproces. Og efterfølgende har aftaleparterne suspenderet den offentlige oplysning og debat om planens løse ender. De kalder deres enighed enestående og historisk – og gør dermed indholdet uangribeligt. De har sammen spist af hold-kæft-bolsje-dåsen og affærdiger kritik, mens de messer omkvæd om ”en historisk aftale”, ”det muliges kunst”, ”en pragmatisk løsning” og lignende. De har slået søm i.
Kritik og seriøs debat fik og får herefter ringe eller ingen plads i det politiske rum og i medierne, som ikke orker at problematisere en politisk konsensusaftale. Derfor er menigdansker ringe oplyst om sagens problematiske sider, men har på mavefornemmelsen, at der er noget rivende galt – ligesom med minkaftalen. Og de har ganske ret.
Aftaleteksten for den grønne trepart findes her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
