FØRTIDSPENSION // KRONIK – Igen og igen ser vi politikere udtale, at alt for mange får førtidspension, særligt blandt unge under 40 år. Medierne taler om ”rekordmange unge på førtidspension”, og beskæftigelsesministeren har åbnet for en grundlæggende debat om, hvorvidt førtidspensionen overhovedet skal eksistere. Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Jens Joel vil ikke udelukke, at retten til varig førtidspension for personer under 40 år kan blive afskaffet. Men fortællingen er skæv, siger Lisbeth Riisager Henriksen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I den kommende politiske sæson i Folketinget venter en folketingsbehandling af en ny beskæftigelsesreform og mulige forhandlinger om førtidspension. I en række artikler i Berlingske har politikere fra bl.a. Socialdemokratiet og Venstre kastet bolden hårdt op til de drøftelser.
”Rekordmange unge” under 40 år, i alt 40.617 personer, får førtidspension, lød det den 8. august på baggrund af tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) i juni måned. Heraf skyldes næsten halvdelen psykiske lidelser – antallet omtales ikke neutralt, men værdiladet som en ”eksplosion”. Journalisten pointerer, at de årlige udgifter er steget til i alt (forventeligt) 57 milliarder kroner i år, men præciserer ikke, at dette beløb går på alle førtidspensionister i alle aldre, ikke alene på dem under 40 år. Det er et samfundsproblem med så mange unge førtidspensionister og så store udgifter, konkluderer avisen.
Parkerede gøgeunger på perronen
Artiklen bruger ikke ordet ”gøgeunger”, men det er dén metaforik, som melder sig hos mig som læser via framingen og de udvalgte politikercitater. De interviewede politikere benytter de samme metaforer om førtidspension og førtidspensionister, som Mette Frederiksen gjorde, da hun var beskæftigelsesminister: Førtidspension kaldes ”parkering på perronen”, ”opgivelse”, ”svigt” af mennesker osv., og livet som førtidspensionist kaldes ”passivt”. Det er nedværdigende, udskammende og stigmatiserende betegnelser.
Resultatet er en fordrejning af historien om, hvorfor mange personer under 40 år får førtidspension i dag, hvem der har svigtet hvem og hvordan, og hvad regeringen bør gøre politisk. Det vil jeg gerne nuancere.
Stigningen hænger også sammen med en stigende psykisk mistrivsel blandt unge, der starter i folkeskolen, og med generelle nedskæringer i velfærdsstaten som fx inklusionsreformen og en nedskåret psykiatri
I artiklen den 8. august skriver Berlingske, at Mette Frederiksens erklærede hensigt med sin reform af førtidspension og fleksjob i 2012 som daværende beskæftigelsesminister var at få færre nye førtidspensionister, især i aldersklassen under 40 år. Reformen lykkedes i årene fra 2013 til 2018, skriver avisen, men siden 2019 begyndte udviklingen i tildelingerne at stige kraftigt igen.
Beskæftigelsesordfører Jens Joel (S) kommenterer udviklingen i samme avis: ”Det er et kæmpe svigt fra samfundets side, når så mange under 40 år bliver opgivet og parkeret på en passiv forsørgelse. Det er alt, alt for tidligt,” lyder det.
Berlingske har også indhentet kommentarer fra to eksperter i socialvidenskab, lektor ved Via University College Finn Amby og seniorforsker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) Iben Bolvig til historien. Finn Amby siger bl.a., at stigningen ”… handler om, at for mange ikke får den rigtige hjælp i tide, og at de derfor ender helt derude, hvor førtidspension er et tema. Der er langt derud, det er ikke en ydelse, man bare trækker i en automat”.
Han siger derudover, ligesom Iben Bolvig, at stigningen også hænger sammen med en stigende psykisk mistrivsel blandt unge, der starter i folkeskolen og med generelle nedskæringer i velfærdsstaten som fx inklusionsreformen og en nedskåret psykiatri.
Deres kommentarer virker imidlertid mest som et appendiks til en historie om, hvor dyre førtidspensionister er for samfundet.
”Skal vi overhovedet have en førtidspension?”
I en tilhørende artikel samme dag udtrykker lederen af Det Konservative Folkeparti, Mona Juul, forargelse over antallet af unge førtidspensionister: ”Tallene indikerer, at det ikke er praksis i dag [at førtidspension kun tilkendes i ekstraordinære tilfælde].” Det skal godt nok hedde sig, at der ”selvfølgelig” er ”mennesker, der ikke kan passe et arbejde, og som skal sikres af fællesskabet”, men dem vil hun alligevel jagte nidkært nu.
I en artikel den 13. august siger beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune Jens-Kristian Lütken (V), at han ønsker lovgivningen ændret, så man ikke skal kunne få tilkendt en varig førtidspension, mens man er under 40 år. I samme artikel siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), at ”vi bør have en mere grundlæggende snak om, hvorvidt vi overhovedet skal have den førtidspension”.
Det er bekymrende politiske udsagn med vidtgående potentielle implikationer for tusindvis af sygdomsramte borgere med nedsat arbejdsevne i fremtiden.
Avisens egen udlægning er, at reformen af førtidspensionen fra 2012 er ”fejlslagen”, fordi den ikke førte til de ønskede langsigtede samfundsøkonomiske besparelser efter 2019. På lederplads hedder det, at avisen er kritisk over for Socialdemokratiets og Venstres forslag om nye forringelser af førtidspensionen, idet ”usikkerhed om fremtidigt forsørgelsesgrundlag kan have negative effekter”.
Vil Socialdemokratiet afskaffe retten til varig førtidspension for personer under 40 år ligesom Lütken? Joel svarer vævende, men vil ikke afkræfte, at det kan komme på tale
Berlingskes historier er blevet efterfulgt af medieindslag i P1 Morgen, Altinget, Radio IIII med flere. Radio IIII interviewede fx Jens-Kristian Lütken for at få præciseret hans nye agenda. Journalisten spørger, om Lütken ønsker, at man som fremtidig førtidspensionist aldrig kan få lukket sin sag. Lütken svarer, at det ”kommer (…) an på, hvilke typer lidelser man har” (fordi han påstår, at mange psykisk syge med tiden kan blive rehabiliteret). Journalisten spørger igen, om det så betyder, at man som fremtidig førtidspensionist med en psykisk lidelse aldrig kan få lukket sin sag. Lütken svarer: ”Jo, det kan jo godt være, at man kan det efter fem år eller efter ti.”
Radio IIII interviewede også Jens Joel for at opklare, hvad Ane Halsboe-Jørgensen mener med sin udtalelse om ”en grundlæggende snak” om førtidspension. Vil Socialdemokratiet afskaffe retten til varig førtidspension for personer under 40 år ligesom Lütken? Joel svarer vævende, men vil ikke afkræfte, at det kan komme på tale.
Journalisten spørger videre, om han ”anerkender”, som privatpraktiserende socialrådgiver Maj Thorsen har gjort redaktionen opmærksom på, ”at hvis man giver besked om, at man vil justere mulighederne for førtidspension, kan det skabe en usikkerhed, som i virkeligheden gør mere skade end gavn”.
Jens Joel svarer, at han er ”enig i, at (…) hvis det, der giver forbedringen og de nye kræfter, er visheden, så er der jo et dilemma i at sige, at det er midlertidigt.” Men alligevel ”tror [han] bare, vi bliver nødt til at holde fast i, at når der er mange flere, der får det [førtidspension], så er det, fordi vi som samfund er for dårlige til at give de unge et alternativ.”
Meningsløse ressourceforløb
Det giver ikke mening at kritisere Mette Frederiksen for ikke at have styret udgifterne til reformen godt nok ud fra de gængse økonomiske styringsmodeller.
Det var et ufravigeligt krav fra hendes og SRSF-regeringens side, at reformen skulle give en stor milliardbesparelse. Det ser ud, som om det var hendes hensigt at hegne et retskrav om førtidspension ind i en de facto kvote i 2013 og 2014.
Kommunerne fik carte blanche til brutalt at presse svært syge mennesker i ressourceforløb i årevis imod al lægefaglig fornuft
Lovgivningen fastslog, at man som udgangspunkt ikke kunne få tilkendt førtidspension uden forudgående deltagelse i mindst ét såkaldt ressourceforløb på mellem ét og fem års varighed (ikke kun tre år. Først fra 2022 efter ændring af reglerne kunne ressourceforløb maksimalt vare fra ét til tre år per forløb).
Selvom journalist ved P1 Orientering Jesper Tynell allerede i oktober 2012 havde afsløret, at ressourceforløbet først ville blive en indsats på så sent et tidspunkt, at det var absurd, blev det til lov. Nogle borgere blev endda tvunget til at gennemføre flere forløb. Kun hvis ressourceforløb blev vurderet ”åbenbart formålsløst”, kunne man undtagelsesvist blive tilkendt førtidspension lidt mere direkte.
Resultatet var en markant opbremsning i det samlede antal af nye tilkendelser af førtidspension fra 2012 til 2013 og over de følgende år. Først i 2020 nåede det op på niveau med før reformen.
Jobcenterforløb forringer sygemeldtes helbred
Derimod må man sige, at hun har styret kommunerne hårdt. For kommunerne fik carte blanche til brutalt at presse svært syge mennesker i ressourceforløb i årevis imod al lægefaglig fornuft. Resultatet er kendt fra flere eksempler og dokumenteret i en sociologisk undersøgelse fra Psykiatrifonden og Sind fra 2019/2020: Jobcenterforløb forringer sygemeldtes helbred. Jo længere forløb, jo mere mister borgerne af deres helbred, funktionsevne, arbejdsevne, værdighed, oplevelse af indflydelse over deres liv med videre. Nogle når slet ikke at blive visiteret til fleksjob eller tilkendt førtidspension, før de dør.
Politikerne må begynde at investere i og inkludere mennesker med funktionsnedsættelser tidligt og holde op med at skabe usikkerhed om fremtidens forsørgelsessystem
Men når nu de nævnte politikere godt ved det, og når de ved, at det også bliver dyrere for samfundsøkonomien at presse borgere på denne måde, hvorfor fortsætter de så alligevel med en dagsorden om, at det er for let at få tilkendt førtidspension? Jens Joel vender alting på hovedet, når han taler om, at det er ”alt, alt for tidligt” og ”et svigt” at tilkende folk under 40 år førtidspension. Det er det naturligvis ikke, hvis det drejer sig om meget syge mennesker, som ikke har nogen nævneværdig arbejdsevne i behold.
Efter flere år med regeringerne Helle Thorning-Schmidts, Lars Løkkes Rasmussens og Mette Frederiksens reform-amok er det ikke troværdigt, at Socialdemokratiet skulle bekymre sig for de syge borgeres ve og vel. Det er det ej heller med kontanthjælpsreformen og den kommende beskæftigelsesreform. De gør begge psykisk syge unge på kontanthjælp så fattige, at mange af dem ikke vil kunne opretholde en bolig og en basal økonomi.
De virkelige svigt
De virkelige svigt fra regeringen, det meste af Folketinget, regionerne og kommunerne er nogle andre:
- De har forringet psykiatrien og andre dele af sundhedsvæsenet, skolevæsenet, uddannelsessystemet, social- og beskæftigelsessystemet
- De har forringet respekten for lægers vurderinger af syge borgere
- De har forringet retten til førtidspension
- De har forringet retten til fleksjob, lønvilkår osv.
- De har forringet retten til sygedagpenge og kontanthjælp
- De har placeret folk lang tid i venteposition med uvished om deres forsørgelse grænsende til tortur
- De har nedbrudt helbred og arbejdsevne i langvarige ressourceforløb, afklaringsforløb osv.
- De har forringet kompensationen til mennesker med handicap over en bred kam
- De har forringet retssikkerheden
- De omtaler igen og igen de syge i jobcentersystemet og førtidspensionister med mistillid, nedværdigelse og foragt
Disse svigt bør stoppes. Politikerne må begynde at investere i og inkludere mennesker med funktionsnedsættelser tidligt og holde op med at skabe usikkerhed om fremtidens forsørgelsessystem.
Læs flere artikler af Lisbeth Riisager Henriksen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og