spog sprog

F*ck sker der med det her spog?

i kommunikation/sprog af
KOMMUNIKATION // SPROG-KOMMENTAR – Fuck*, sker der med det her spog? Er du helt slukket i trompetbuksen? Sådan tænkte jeg forleden, da jeg læste på DR’s nyhedsside at ’Danmark står op overfor Rusland’. I det mindste ligger vi ikke under for Rusland i overskriften, som vi hurtigt ville kunne komme til på den anden side af den massive mediemedierede mishandling af det danske sprog, som springer i øjet, så snart vi slår laptoppen op. Der skulle naturligvis have stået ’Danmark står fast overfor Rusland’, hvis ikke ligefrem ’Danmark ubøjelig overfor russisk territorialkrav’. Anglicismerne fylkes i samtidssproget og det er – i langt overvejende grad – synd for både sprog og begrebsverden.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Men måske ’valgte’ journalisten ikke selv rubrikken, helt ligesom du ikke ’valgte’ at rejse dig fra stolen og gå ud for at lave dig en kop kaffe, eller Mette Frederiksen ’valgte’ at modtage Anthony Blinken på Marienborg.

Den slags ved vi godt, hvad vi har til overs for. Nemlig meget lidt. Med den konstante brug af ordet til at beskrive enhver handling, frikender vi enhver form for ydre påvirkning af vores liv

I nominel forstand, kan man muligvis i stringent sprogfilosofisk forstand tale om, at der er foretaget et valg – men fremfor alt er der foretaget en handling. Alligevel har denne fæle utilitaristiske sniger stort set erobret enhver ytring som indebærer handling.

Vi ’vælger’ med andre ord at bruge ’vælge’, i stedet for at nøjes med at bruge bestemt form. Henrik Qvortrup ’valgte’ ikke at gå på toilettet midt i mødet. Nej, Ekstrabladets nye chefredaktør gik simpelthen på toilettet midt i mødet. På toilettet kunne han vælge mellem en rød og en blå sæbe. Han valgte den blå.

Sprogbrug som herskerteknik

Og hvorfor er det så interessant som andet end en knarvorn boomerkommentar? Simpelthen fordi dette foghske sprogbrug i en vis forstand fører holdning med sig. Med valg, følger ansvar og med konstant brug af ordet valg ved beskrivelse af enhver handling, flyttes ansvar over på den enkelte – på den måde bliver enhver tildragelse så også den enkeltes egen skyld.

Og den slags ved vi godt, hvad vi har til overs for. Nemlig meget lidt. Med den konstante brug af ordet til at beskrive enhver handling, frikender vi enhver form for ydre påvirkning af vores liv og levned, ingen systemisk, økonomisk eller strukturel vold her. Den fattige valgte selv sit levebrød. Den syge valgte sin dårlige ernæring. Reklamer er kun til pynt.

Vi knokler, altså er vi

Et andet ord som vi konstant står op overfor at bruge, tilsyneladende uden at blive træt i de lange ordstænger, er knokle. Knokle er blevet coronadansk for at gå på arbejde. Men hvad betød det egentlig, og hvad betyder brugen for vores selvopfattelse nu? Oprindelig betød det at slide alene med hårdt arbejde, uden at kunne se en ende på det. Nu betyder det at gå på arbejde.

Nej, vi har ikke knoklet. Vi har passet vores arbejde, måske har vi haft travlt, vi har måske endda været for travle, så travle at vi har stresset – måske har vi stress? Det har vi afgjort. Men vi har næppe knoklet.

Men vi føler, vi knokler. Dag ud og dag ind. Vi knokler og knokler og knokler. Hvad betyder det egentlig? Ret beset – at vi går på arbejde – altså forlader hvert vores hjem og tager et bestemt sted hen og udfører bestemte opgaver i et antal timer, hvorefter vi forlader stedet og tager et andet sted hen, formentlig hjem til den opbevaringsfacilitet der kendes som ’hjemmet’. Her er vi så, til vi igen skal på arbejde næste dag. Sådan gentager dagene sig i en uendelighed, arbejdslivet igennem, kun afbrudt af weekend, ferie, børns sygdom og det vi ellers kan slippe afsted med. Ikke meget.

Vi er ved at indse, at arbejdslivet i det rovkapitalistiske covidcæne samfund er en trædemølle – og at det er os, som er hamsterne

Arbejdet fylder det meste. På den måde kan man ikke bebrejde os for at føle, at vi knokler. Det er stavnsbåndet, som snærer. Det er det magtesløse i den nominelle frihed, som vi fortæller os selv og andre om, men som vi i realiteten ikke har. Det er den vished, vi bærer på skulderen hver morgen på vej til job – som et stort, fedt, tungt åg. Og det er det, som får os til at føle, at vi knokler, og som gør os så gale i skralden over, at der findes andre, som ikke lever, ligesom vi gør.

Som får os til at foragte arbejdsløse og syge, le spottende af kunstnere og andre dovne samfundsnassere, samtidig med at vi er grænseløst misundelige på de få, som lever udenfor lønarbejdstyranniet, fordi de har stjålet den fribillet, vi selv skulle have haft. Fordi de ikke knokler, ligesom vi gør, som et rigtigt menneske.

Så vi er dømt til at knokle alene. Uden tak. Til en latterlig løn. Selv på de dage hvor vi møder ind og starter med at hyggesnakke lidt med gode kolleger over morgenkaffe og en enkelt basse, eller to. På de dage, hvor vi tager morgenkaffen med hen til vores plads, eller kontor, og lige tjekker lidt mails og stener lidt Facebook og læser lidt netaviser, mens vi langsomt kommer til os selv op af formiddagen.

På de dage, hvor der så lige er et møde, hvor vi egentlig bare sidder og stener og lader, som om vi er nærværende og tegner lidt doodles, eller chatter med en god ven. På de dage der, vi kender dem allesammen, hvor mødet varer til frokost, og frokosten lige varer lidt længere, fordi vi og et par kolleger lige skal have en kaffe, og vi bagefter skal på toilettet, og så er klokken pludselig tre, og vi har egentlig ikke mere vi skal, så vi tjekker lige lidt Facebook og skriver en enkelt mail eller to.

På de dage, hvor vi så sidder i bilen eller i toget på vej hjem og ser ud af vinduet og synes, at vi fandeme har knoklet. Og at der fuckme ikke er nogen, der skal komme og sige, at VI ikke knokler. Hver fucking dag, homies. For det gør vi. Vi knokler. I hvert fald, hvis vi selv skal sige det.

På den måde er knokle blevet synonymt med arbejde. Alle knokler. Konstant. Altså går på arbejde.

Vi er hamsterne

Bag metaforikken og sprogbruget ligger værdidommen. Alle dem som ikke gør, som vi gør, bidrager mindre, og er derfor mindre værd. Ikke sådan rigtig berettiget til at have en mening. Det skal vi nok fortælle, når vi ses på Facebook.

Måske er det slet ikke så dårligt med det knokleri. Knokle Macht Frei. Der er stadig noget at kæmpe for

Opfattelsen er måske det mest interessante – at brugen af knokle som synonym for nyttesløst, slidsomt tvangsarbejde betyder, at vi er ved at få øjnene op for den økonomiske stavnsbåndssnærende spændetrøje, at vi lige så langsomt – som de gode protestanter vi er – er ved at indse, at arbejdslivet i det rovkapitalistiske covidcæne samfund er en trædemølle – og at det er os, som er hamsterne. At vi ikke kommer nogen vegne på den her måde. Så langt så godt. Måske er det slet ikke så dårligt med det knokleri. Knokle Macht Frei. Der er stadig noget at kæmpe for.

At vende den forståelige frustration mod måden vi har indrettet samfundet på, i stedet for naboen og underhunden, vil være en effektiv start.


*Selvom ordet ‘fuck’ oprindelig er amerikansk og rejste over Atlanten med popkulturen, har vi danskere taget det til os i en sådan grad, at ordet nu bruges bredt og som et integreret kraftudtryk af høj og lav fra børnehave til ollekolle. Paradoksalt, anses det samtidig – af amerikanske Facebook – som et uhøvisk bandeord. Skriver man det i sin delingstekst, undertrykker algoritmerne deling og meget få får lov til at læse med. En detalje som i forbindelse med netop denne artikel udgør et både interessant og aktuelt eksempel på sproglig sindelagsmanipulation.


LÆS ALLE CLAUS ANKERSENS TEKSTER HER


Topfoto: World Languages – Council of Europe

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Hvis du har lyst til at støtte mit arbejde, er du velkommen til at donere som du nu synes på mobile pay: 71844591

Claus Ankersen er forfatter til seksten bøger. Han skriver digte, prosa og non-fiktion, og arbejder med et tværkunstnerisk og internationalt fokus. Forfatteren er udgivelsesaktuel med digtsamlingen Dansen om pigkuglen - digte fra det covidcæne (Det poetiske bureaus forlag, 2021). Hans forrige udgivelse er River of Man - Indian Poems (Red River, 2020). En samling rejsedigte fra det store land. Bogen udkom i sommeren 2020 og er allerede blevet fornemt anmeldt, fx. i det Pittsburgh baserede Setu Magazine https://www.setumag.com/2020/08/book-review-river-of-man-indian-poems.html . Ankersens seneste danske bogudgivelse er det esoteriske langdigt, Det syngende hjertes triumf (Emeritus,2019). Claus Ankersen er uddannet antropolog, men har siden 2001 fungeret som forfatter, digter, journalist, kritiker, oversætter, redaktør og multikunstner. Ankersen er toneangivende i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og er jævnlig gæst på internationale poesi- og litteraturfestivaler, ligesom han er en erfaren foredragsholder og har gæsteforelæst på universiteter og i forskellige litterære og akademiske sammenhænge i flere lande. Han har optrådt, underholdt, oplyst, pirret, og rørt alle slags publika med performancelæsninger af egen poesi og litteratur på ølkasser og gadehjørner, på strande med pandelampe, i stormagasiner og på barer, han har optrådt på torve, i kirker, skoleklasser, aulaer, foredragssale og biblioteker, på tage og i koncertsale, på festivalscener, hospitaler og havnebåde, i kantiner, mellemgange og museer, foran ministre, ambassadører, skolebørn og voksne i alle aldre.
Udvalgt materiale er oversat til svensk, finsk, estisk, russisk, polsk, tjekkisk, ukrainsk, rumænsk, tysk, udmurtisk, bulgarsk, engelsk, usbekisk, spansk, malayalam og makedonsk.

Claus Ankersen er suppleant til bestyrelsen i Danske Skønlitterære Forfattere og arbejder særligt for styrket international litterær- indsats og samarbejde.