SPROG & POLITIK // KOMMENTAR – Ingen forbrydelse mod kvinder er så alvorlig, at den ikke kan pakkes ind i floromvundne poetiske vendinger. Og det har den trælse bivirkning, at vi ikke giver de sager den alvor, de fortjener, skriver kommunalpolitiker Charlotte Lund (EL).
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Dagmar lærte russisk på grund af kærligheden. Sådan står der med store bogstaver under et farverigt portræt af den danskfødte zarina på det russiske kulturcenters store vinduer ud til Vester Voldgade ved Københavns rådhus.
Smuk fortælling. Og forkert.
For det var ikke kærlighed, der var den drivende kraft, da den 16-årige prinsesse blev udset til at blive gift med den russiske tronfølger Nikolaj i 1864. Det var en kynisk storpolitisk kalkule om økonomiske og diplomatiske fordele ved at knytte Danmark tættere på den zarrussiske stormagt i øst.
Når højrefløjspolitikere eller de selverklærede tradwives flirter med tanken om dengang i de gode gamle dage, hvor kvinder havde al tid i verden til omsorg og at karte egen uld, taler de om et skønmaleri
Som det var sket for så mange andre prinsesser før hende, blev det også Dagmars skæbne at blive en brik i nationale overvejelser om sikkerhedspolitik, jordrettigheder og handelsforbindelser.
Noget, der blev særligt tydeliggjort af, at Dagmar gik videre i arvefølgen. Hun endte med i stedet at blive gift med Nikolajs lillebror – den senere zar Alexander den Tredje – da storebror uventet døde af meningitis, før ægteskabet nåede at blive indgået.
Hvorfor insisterer vi på at kalde det kærlighed? Måske fordi den implicitte tvang i et arrangeret ægteskab glider lettere ned i vores fortælling om det. For sådan gør vi i Danmark, når vi taler om kønslige problematikker.
Kærlighedsdrab, spektakler og gratis sex
Vold i nære relationer bliver omskrevet til det mindre skræmmende ”husspektakler”, stalkere bliver ikke sjældent omtalt som ”forsmåede bejlere”, voldtægt bliver lidt for tit omskrevet til noget mere formildende (for eksempel i 2013, da Politiken omtalte et tiltvunget samleje med en kvinde i prostitution som ”gratis sex”), og partnerdrab bliver alt for ofte nedtonet til ”jalousidrab” eller sågar ”familietragedie”, der begge mindsker både alvoren og drabspersonens skyld.
Her er vi ikke langt fra dengang, den brutale nedskydning af linedanseren Elvira Madigan fandt sted. Små tyve år efter Dagmars arrangerede ægteskab blev hun fundet dræbt, skudt gennem hovedet, ved siden af en knækket paraply. Drabsmanden, den meget ældre og i øvrigt gifte svenske officer Sixten Sparre, var forud for drabet og det efterfølgende selvmord gået fallit.
Det er lettere at acceptere alt fra arrangeret ægteskab til drab, stalking, voldtægt og den årlige udpining af kommunernes velfærd, hvis vi kalder det noget lækkert
Ud fra absolut ingen anden begrundelse end en romantisering om ”den tragiske, umulige kærlighed”, har eftertiden omdøbt forbrydelsen til et ”kærlighedsdrab”.
Den definition holdt man sig så til de næste små 130 år. I 2008 skrev Ekstra Bladet for eksempel om sagen under overskriften ”Danmarks Romeo og Julie på Tåsinge”, og i 2017 fulgte Jyllands-Posten trop med tåreperseren ”Deres kærlighed var umulig – så de gik i døden sammen”. Samme år, hvor der for alvor blev taget livtag med myten af blandt andre historikeren Morten Hammeken og ikke mindst Sixten Sparres eget oldebarn, den svenske undersøgende journalist Kathinka Lindhe. På høje tid.
Fra husmoridyl til velfærdsnedskæringer
Det er ikke kun forbrydelser, der får en tur med skønskrift. Når højrefløjspolitikere eller de selverklærede tradwives flirter med tanken om dengang i de gode gamle dage, hvor kvinder havde al tid i verden til omsorg og at karte egen uld, taler de om et skønmaleri og ikke historiske kendsgerninger. For der er flere kapitler i fortællingen om husmødre.
Der er jo også det om de lange, benhårde, ubetalte arbejdsdage i landbruget eller ved gruekedlen. Det om de mange opslidende børnefødsler, hvor mange børn ikke nåede at fejre deres femårs fødselsdag. Det om ubehandlede fødselsskader og nedsunkne underliv. Den om særlige tilladelser til abort efter det fjerde barn, fordi man ikke kunne overkomme mere. Den om vold og voldtægt i ægteskabet. Det om manglende ret til egen økonomi. Eller det om de mange gavmilde lægerecepter på stesolid og valium til de trætte husmødre.
Så lad os kalde tingene ved rette navn, så vi kan få reel og åben information og diskussion om de valg, der foretages i vores samfund
Eller bare her i kommunen – få hundrede meter fra det romantiske Dagmarportræt – hvor ”nedskæringer” omdøbes til ”effektiviseringer”, hvor besparelser er at ”frigøre midler”, og hvor fyringer bliver at ”modernisere”. Flotte ord, der dækker over præcis det samme: færre penge til velfærd.
Logikken er den samme. Det er lettere at acceptere alt fra arrangeret ægteskab til drab, stalking, voldtægt og den årlige udpining af kommunernes velfærd, hvis vi kalder det noget lækkert. Så virker det ikke så alvorligt, som det hele jo ret beset er.
Løsningen må være at smide både poesibrillerne og den nysproglige ordbog ud – de skygger for såvel kendsgerninger som handlerum. Så lad os kalde tingene ved rette navn, så vi kan få reel og åben information og diskussion om de valg, der foretages i vores samfund.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og