
KOMMUNIKATION & ADFÆRD // KLUMME – Humor er et uhyre effektivt redskab til adfærdsændring — i børneopdragelse, holdningsbearbejdning og markedsføring. Når vi griner, lytter vi bedre, lærer hurtigere og handler anderledes. Derfor er latter langt mere virkningsfuldt end formaninger, skriver tekstforfatter Morten Holm-Nielsen.
Humor er et stærkt værktøj, når du vil fange og fastholde opmærksomhed, uanset om modtageren er et barn, en ven, en medarbejder/kollega eller en bestemt målgruppe. Men hvorfor er humor så effektivt? Og hvordan mestrer du humorens linedans privat og professionelt?
Psykologien bag humor og adfærdsændring
Humor er en stærk psykologisk katalysator på flere måder: Den skaber opmærksomhed og får modtagerne til at sænke paraderne, og den er alletiders smøremiddel, når man skal have komplekse eller følsomme budskaber til at glide ned. Når vi griner, producerer hjernens belønningssystemer stoffer som dopamin og oxytocin, der skaber følelser af velvære og tillid. Og studier dokumenterer, at mennesker underbevidst forbinder lykkefølelsen, der opstår ved latter, med den person eller det brand, som får dem til at grine.
Forskning fra Frontiers in Psychology og UCL viser desuden, at koblingen mellem positive følelser og kilde skaber en stærk relation, der styrker modtageligheden for påvirkning – det være sig i markedsføring, holdningsbearbejdning og relationer mellem forældre og deres børn.

Forbrugere elsker sjove brands
Oracle gennemførte i 2023 en international undersøgelse med 12.000 deltagere. Undersøgelsen viste, at humoristisk kommunikation kan øge engagement og loyalitet over for brands. Her er tre bemærkelsesværdige tal:
91 pct. foretrækker sjove brands.
77 pct. er mere tilbøjelige til at købe fra en sjov sælger.
75 pct. vil følge et brand på sociale medier, hvis det er sjovt.
En tilsvarende dansk undersøgelse fra Envision/Norstat viste, at 86 % af danskerne foretrækker reklamer med humor frem for alvorlige budskaber. To klare indikationer af, at humor bygger bro mellem virksomheder og forbrugere på en måde, som rationelle argumenter sjældent formår. Men som det vil fremgå, er humoristisk kommunikation også et stærkt våben i private sammenhænge.
Sur sok på computermikrofon fik teenager til at rydde op
Vores teenagersøn smider sit tøj overalt hjemme hos os. Det har fået min vittige kone til at sige, at han har et ”walk on closet”. Jeg har valgt at tilgå problemet med humor. Så forleden satte jeg en af hans sure og stive sokker ned over hans computermikrofon og pyntede hans lamper med hans gamle underdrenge. Heldigvis grinte han af mit vasketøjs-drilleri, og nu går det bedre med at rydde op. Lidt bedre, i hvert fald.
Den bedste måde at få mennesker til at gøre noget er at sige, at de ikke må gøre det. For det er menneskets natur
Historien viser, at humor er et effektivt redskab i børneopdragelse og en god lynafleder i konfliktsituationer. Det samme viser forskningen. En undersøgelse fra Penn State College of Medicine (publiceret i PLOS One, 2024) viser, at børn opdraget med humor udvikler bedre tillid til deres forældre og større evne til at håndtere sociale udfordringer. Over 70 % af forældrene i undersøgelsen vurderede humor som et vigtigt værktøj i forhold til nedbringelse af stress og fremme af problemløsning. Sidstnævnte har især to aktører – en dansk og en australsk – været blændende dygtige til.
God kampagnehumor skabte livsvigtige adfærdsændringer
Rådet for Sikker Trafik har i mange år benyttet humor som smøremiddel til adfærdsændring, og det har været en indiskutabel succes. For nogle år siden bidrog jeg selv med tekster til en sjov og succesfuld kampagne, som var med til at nedbringe farten på de danske landeveje.
I 2021 tog den prisvindende vikingehjelm-kampagne livtag med de klassiske undskyldninger for ikke at bruge cykelhjelm. Fordi mange kunne spejle sig i humoren, blev kampagnen en kæmpesucces. 41 % af målgruppen blev motiveret til at køre med hjelm, 23 % blev motiveret til at købe en, og 5 % købte rent faktisk en cykelhjelm.
Hvis du har styr på alt det, kan humor åbne din modtagers sind og skabe forandringer
I Australien brugte kampagnen ”Dumb Ways To Die” humor til at reducere antallet af togulykker i metroen i Melbourne med 30 %. Midlet var en sjov børnesang om dumme måder at komme til skade eller dø på. Den blev ledsaget af en musikvideo med nuttede tegnefilmfigurer, der bl.a. satte ild til deres hår, vækkede en grizzlybjørn og legede gemmeleg i tørretumbleren. Det lyder grumt, men ligesom i tegnefilmene med Daffy And, Snurre Snup og Ulven og Hjulben gik den sorte humor rent hjem.
Derfor blev ”Dumb Ways To Die” en succes
John Mescall, en af de kreative drivkræfter bag kampagnen, forklarer i sin masterclass Subvert or Die: ”Den bedste måde at få mennesker til at gøre noget er at sige, at de ikke må gøre det. For det er menneskets natur.” Og derfor valgte man at gå en anden vej end den formanende. Mescall fortæller, at selvom uheldene var tragiske, var de også et udtryk for enorm dumhed. Dén dumhed kunne man godt advare imod, for som Mescall siger: ”Ingen gider at være dum.”
Derfor blev kampagnens underliggende budskab ”Lad være med at være dum”, og dum adfærd blev noget, modtagerne kunne grine af sammen i et kommunikationsmæssigt frirum uden løftede pegefingre.
Naturligt voksende humor skaber de bedste resultater
Humor er et af de mest effektive redskaber til at skabe nærhed, tillid og adfærdsændring, uanset hvem målgruppen er. Men det kræver fingerspidsfornemmelse, timing og et indgående kendskab til modtageren. Endelig er det helt afgørende, at humoren vokser naturligt i spændingsfeltet mellem modtagerens problemer og din løsning. I modsat fald bliver humoren meget let påklistret og anstrengende. Hvis du har styr på alt det, kan humor åbne din modtagers sind og skabe forandringer.
Husk det næste gang, du vil sælge noget, have de andre i andelsboligforeningen til at komme til fælles arbejdsdag eller have dit barn til at rydde op.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og