Når vi mister en, vi elsker og er knyttet til, er vores evne til adskillelse altafgørende for, hvordan vi kommer videre i vores liv. Nogle mennesker evner ikke at give slip. De fryser i øjeblikket og bliver forkrampede og fulde af angst. Andre udvikler sig og kommer styrket ud af sorgen. Men fælles for os alle er, at vi skal gennemleve sorgen. Den kan ifølge psykoterapeut og forfatter til bogen ”Den nødvendige smerte”, Marianne Davidsen-Nielsen, ikke springes over. Sorgen er nemlig kærlighedens og tilknytningens pris.
Kieslowskis trilogi, ’Bleu, Blanc, Rouge’, er stadig på listen over de film, som har gjort et uudsletteligt indtryk på mig. Den anden dag dukkede den ene af de tre film i trilogien, ’Bleu’, pludselig igen op til overfladen fra et af min hukommelses lag. Jeg havde aldrig dengang for efterhånden mange år siden, da jeg sad i biografens blå mørke, forestillet mig, at jeg en dag ville stå med den samme smerte og bære på en lignende tung sorg, som filmens Julie. Det var for uvirkeligt – og nok også for ’fransk’. Men nu står jeg lige der midt i den.
I den melankolske film mister Julie (spillet af Juliette Binoche) sin mand og sin datter i en voldsom bilulykke. Fra det øjeblik forsøger hun systematisk at slette alle minder fra sit tidligere liv. Hun forærer sin lejlighed til mandens tidligere elskerinde, skaffer sig af med sit jordiske gods, afskærer sig fra alle sine tidligere kontakter og flytter ind i en lejlighed i Paris, hvor hun lever anonymt. Det eneste hun tager med sig er datterens uro af blå glasperler. Hun er på flugt fra fortiden og minderne, hun ønsker at udviske sit tidligere liv fra sin hukommelse – det og den hun var. Måske i forhåbning om at kunne begynde forfra og gøre sig fri af smerten.
Smerte er en nødvendig del af livet
Filmens Julie træffer en beslutning: Hun vil undgå smerten. Men kan man, ved blot at fornægte og afskære sig fra fortiden, virkelig slette minderne og komme videre i livet – uden at bære smerten over sit tab og det sorte hul i sjælen med sig? Kan man komme igennem sorg ved systematisk at fornægte og negligere dens eksistens? Og er det faktisk muligt overhovedet at komme videre uden at skulle igennem den tunge sorgproces og al smerten?
Enten må vi undlade at elske og leve med de mangler og afsavn det indebærer – eller have modet til det. At elske medfører nemlig altid og uden undtagelse en risiko for, at vi pludselig kan miste eller tabe det, der er mest værdifuldt for os.
Tanken er besnærende, tillokkende. Men spørger man psykoterapeut Marianne Davidsen-Nielsen, som sammen med Nini Leick har skrevet bogen ”Den nødvendige smerte,” er svaret klart nej. Smerten kan ikke springes over. Den er absolut nødvendig for at kunne give slip og leve videre med sine døde, forklarer hun til POV International:
”Evnen til at sørge bevirker nemlig, at man kommer hjem til sig selv i stedet for at være ude af sig selv. Når man sørger, forandrer man sig, og den tilknytning, som man har haft til den afdøde, forandres. Man giver langsomt slip. Og når man sørger på en sund og naturlig måde, og giver gradvist slip, vil man i fremtiden være i stand til at åbne sit hjerte for andre mennesker og knytte nye bånd,” forklarer Marianne Davidsen-Nielsen og tilføjer:
”Sorgen er kærlighedens og tilknytningens pris.”
At elske indebærer en risiko
I den forlængelse, fristes man til at spørge: Er kærligheden til et andet menneske så i virkeligheden et fængsel? I hvert fald gør man sig i kærligheden afhængig af den person, man elsker. Og faktum er, at jo mere intenst man elsker noget her i livet, des mere knust bliver man, hvis skæbnen vil, at man mister det.
Men netop derfor kræver det at elske også mod. Og ifølge Marianne Davidsen-Nielsen er der ingen smutveje:
”Enten må vi undlade at elske og leve med de mangler og afsavn det indebærer – eller have modet til det. At elske medfører nemlig altid og uden undtagelse en risiko for, at vi pludselig kan miste eller tabe det, der er mest værdifuldt for os.”
Sund eller usund sorg
Men sorg er, skal vi huske på, pointerer Marianne Davidsen-Nielsen en helt naturlig følelse på linje med glæde, og langt de fleste af os vil opleve og gennemleve den på et tidspunkt i vores liv. Men hvordan vi tackler sorgen, kan til gengæld være radikalt forskelligt; om følelsen og processen går sin naturlige gang, eller om vi har brug for professionel hjælp til at komme på ret kurs.
Undgår man smerten, eller dulmer man den konstant, så lever man kun et halvt og et mere unuanceret liv.
”Vi er nemlig ikke alle udstyret med de samme redskaber fra vores barndom, og forholdet mellem den afdøde og den efterladte kan også være præget af forskellige mønstre og forskellige former for tilknytning. De faktorer vil sammen være afgørende for, hvordan sorgen udvikler sig – om den er sund eller usund. Som behandlere er vi nødt til at se på det enkelte menneske og de omstændigheder, som det menneske befinder sig i. Hvem er den person, der mister, hvem mister vedkommende, hvordan og hvornår i livet?”
Den undgåede sorg
For Marianne Davidsen-Nielsen er der ingen tvivl om, at hovedpersonen Julie i filmen ’Bleu’ gør alt, hvad hun gør for at undgå sin sorg og dermed udskyder eller forskyder den:
”Hun undgår at se på fotos, undgår at besøge gravstedet og undgår alt, hvad der minder hende om hendes afdøde mand og datter. Men sorgen bliver derved det, som vi kalder for udskudt, og vil senere måske vækkes til live i form af angst, neuroser eller måske i form af pille- eller alkohol-misbrug. Og undgår man smerten, eller dulmer man den konstant, så lever man kun et halvt og et mere unuanceret liv,” understreger Marianne Davidsen-Nielsen.
Forskudt eller undgået sorg findes dog langt fra kun i franske film. Den opstår også og endda ganske hyppigt i det virkelige liv. Udover at opstå hos de mennesker, som af forskellige årsager ikke magter opgaven at sørge, opstår den for eksempel også hos de personer, som er nødt til at tænke meget praktisk, når de mister en kær. Det kan for eksempel være moderen til tre små børn. Men også plejepersonale, sygeplejersker og læger kan være i farezonen, fordi de er vant til i kraft af deres erhverv at tage vare på andre og måske derfor glemmer sig selv, forklarer Marianne Davidsen-Nielsen.
Et nyt og anderledes liv
Dog kan det som Marianne Davidsen-Nielsen kalder for den konfronterende sorg, hvor man sørger dybt og længe, også være for voldsom, blive fastlåst og bevirke, at man stivner i en kronisk sorgtilstand så at sige , hvor man bliver offer for sin skæbne og livet går helt i stå.
Sorgen kan, når vi gennemgår den, ud over at udvikle os, også lære os at leve igen og endda også at knytte bånd og elske igen – at være i et nyt og anderledes liv på en ny og anderledes måde.
”De mennesker, som sorgen rammer så hårdt og voldsomt, har brug for hjælp. Der er nemlig tydelig forskel på at være angst og deprimeret og blot være ked af det. Er sorgen unaturlig og vedvarende vil den afvikle os – er man modsat i en tilstand af ’ked af det-hed’, som man kan bevæge sig ind og ud af, både kan holde fast i og give slip på, så er sorgen helt naturlig, og den vil forandre os og udvikle os som mennesker.”
Så uanset at tanken om at ’springe sin sorg over’, som Julie i ’Bleu’ forsøger at gøre det, kan være fascinerende eller fristende – så er det altså ikke en reel mulighed. Minderne kan nemlig aldrig slettes fra vores hukommelse og vores hjerter. De vil hele livet ligge lige under overfladen og komme op, når man fremkalder dem og også ganske tilfældigt: Ved lyden af et stykke musik, en bestemt blå farve på himlen eller en velkendt duft. Tabet berører vores inderste kerne.
Men sorgen kan, når vi gennemgår den, ud over at udvikle os, også lære os at leve igen og endda også at knytte bånd og elske igen – at være i et nyt og anderledes liv på en ny og anderledes måde.
Hvad her vi elske, ejes kun på Borg,
Paa uvis Frist, saa er Naturens Orden,
Og vil du være fri for Savn og Sorg,
Da maa du Intet elske her på Jorden;
Men Sorgen er en Engels dunkle Haand,
Som luttrer, hvad os jordisk kjært er vorden,
Og løfter mod det Evige vor Aand –
Og derfor skal du – elske her på Jorden.
Ludwig Bødtcher, ’Ved et Tab’ – 1870
Hvis du holder af Maikens artikler, kan du betale hende direkte ved at donere et beløb, som du selv finder rimeligt. Maikens MobilePay nummer er: 2222 2636. Du kan kontakte Maiken direkte på www.maikenskeem.com
Topfoto: Eric Chan, Grief – Flickr.com – Creative Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
