Taxamandens klumme: Drømmen om det frie liv

i Liv & Mennesker/Klumme af
KLUMME – “Jeg har smækket taxien ind i en grøn rabat midt i det nordsjællandske og går i gang med at føje ernæringsmæssig spot til privatøkonomisk skade. Skal jeg gå på røven, kan jeg lige så godt gøre det på første klasse.”

”Freedom’s just another word for nothing left to loose”.

Nærmest et helligt mantra for en generation, da Janis Joplin indspillede ‘Me and Bobby McGee’ for snart 50 år siden – nogle få dage før sin død af heroin og sprut i oktober 1970. 27 år var hun blot, men der er så megen power i den sang, der slet ikke er skrevet af hende selv, men af Kris Kristoffersen, en af de bedste lyrikere i countrymusikken.

Jeg slukker for Spotify, som ellers er min redning, når jeg er kørt træt i radiokanalernes velsmurte musikmaskine. Det er næsten for svulstigt at oversætte til modersmålet: At ”frihed blot er et andet ord for ikke at have noget at tabe”.  Og så er taxi-tiden under coronakrisen så slap i indtjening for en provisionslønnet, at jeg ikke bærer denne utilsigtede hyldest til fattigdommen. Jeg har ikke kørt en krone ind i tre timer, så jeg har i bogstavelig forstand INTET at tabe.

Croissantkrummerne på det sorte lædersæde sladrer om mit forfald, og jeg ser antydningen af overbærenhed i kundens øjne. Herregud, han keder sig, Taxamanden!

Jeg har smækket taxien ind i en grøn rabat midt i det nordsjællandske og går i gang med at føje ernæringsmæssig spot til privatøkonomisk skade. Har købt en nougatcroissant, en cappuccino og – sig det for Guds skyld ikke til nogen – et ugeblad. Skal jeg gå på røven, kan jeg lige så godt gøre det på første klasse – eller hvad man nu kalder top-produkterne fra Cirkle K.

K må stå for kaffe, for den er nok det bedste i denne improviserede brunch. Wienerbrødet lever fuldt op til den berømte fedme, er bagt på stedet – men produceret på en eller anden croissant-fabrik. Og ugebladet? En medie-anakronisme af sladder, der allerede er verdenskendt i Danmark. Jeg har hørt, at ”Blærerøven” knalder udenom og nu giver den som selvvalgt martyr og straffefange i sin båd et eller andet sted langs Guldkysten.

Der er smukt herude på denne første, rigtige sommerdag i det grønne. De første ti år havde jeg svært ved at nyde Nordsjællands natur – sådan helt ud i nerveenderne. OK, her er træer, enkelte enge, skove og grønne marker. Men der ligger altid en by og noget industri lige om hjørnet – langt fra min ”vilde” bornholmske barndom. Groft sagt: For mig var landegnene omkring hovedstaden en surrogat for den virkelige natur.

Jeg er blevet blødere. Det er gubbens privilegium at gå på kompromis med de polerede idealer. At tage det sure bedrag med en smule sukker. For 35 år siden blev jeg nærmest sur, da jeg vågnede op i et sommerhus, som jeg modstræbende havde lejet i det kultiverede Nordsjælland.

Jeg har selv valgt det her liv – også den sølvfarvede taxi i græsrabatten et sted i det ugidelige Nordsjælland

Jeg stod tidligt op og tog det, der var ganske normalt dengang: En morgensmøg, strithår og stærk kaffe ved det hvide bord i haven, hvorfra der var udsigt til nabogårdens agre. Og så fik jeg øje på landbrugsbedriften her. For helvede, altså! ”Tjøvenhavneren” havde gudhjælpemig indrettet sin farm til LAMA-avl!

Så stod jeg helt af og rystede på hovedet af denne syntetiske landbrugskultur for rigmænd med drømme.

Men jeg er blevet rundere på krop og i sjæl. Selv min bitterhed over dagens indtjening fordamper, som morgenen bryder frem. Jeg har jo min pension og mine børn, ingen grund til at klage.

Jeg har selv valgt det her liv – også den sølvfarvede taxi i græsrabatten et sted i det ugidelige Nordsjælland.

“Hallo, gider du køre mig? Har du tid eller forstyrrer jeg”, siger manden med cykelhjelmen, der vækker mig fra min surfen på de sociale medier.

“Undskyld”, siger jeg og samler brødposen og ugebladet i håbet om, at han ikke ser mit misbrug.

Croissantkrummerne på det sorte lædersæde sladrer om mit forfald, og jeg ser antydningen af overbærenhed i kundens øjne. Herregud, han keder sig, Taxamanden!

Det gør min kunde ikke. Han er først i 50’erne og på vej på arbejde. En superracer i carbonfiber.

Han genkender min accent og fortæller om noget familie, der er stået af racet og flyttet til Bornholm for at dyrke og sælge frugt.

Hvordan jeg er endt her i taxien med bopæl i det indre København, når jeg nu er vokset op i det skønne, grønne – han forstår det ikke.

Selv er han langt inde i produktionen af særligt, digitalt udstyr til kontrol af kvalitet i industriproduktionen. Det ville kræve en længere udredning at forklare det, og kunden er ikke interesseret i det. Han vil hellere snakke om frihed af den slags, der ikke bare handler om ferie, fridage og overenskomster.

“Det må da være fedt at være dig”, siger han. “Noget andet end en chefløn, det ved jeg. Men hvordan stod du egentlig det igennem med økonomien?”

Det er mig, der plejer at være den mest nysgerrige, men vi bytter roller. Og konklusionen er ikke til at skjule, når jeg at tænke, mens jeg fortæller om rejsen fra de bonede gulve til mit lykkelige liv i transport-proletariatet.

Det er sgu fedt!

Jeg vinker farvel i stor sympati. Og så tænker jeg på, om vi kunne holde til det: Friheden, uanset tab?

Inden vi når frem til IT-fabrikken, når jeg dog lige et spørgsmål til ham. Det trænger sig på at høre om hans drømme, der luftet under overfladen hos en mand, der står i et vadested af fraflyttede børn og det tikkende alders-ur, der har gjort karrierekurven mere flad. Måske taget noget af den grænse-erotiske lyst til mere guld på kistebunden.

”Hvis jeg nu var en fe og kuglepennen her var en tryllestav…”

Jeg når end ikke at spørge til drømmen om et andet arbejdsliv, før han svarer:

”Landmand! Jeg ville være bonde – igen, ku’ man sige. For jeg er opvokset på en gård i det jyske. Selv efter så mange år fra den jyske muld og selvom jeg helt bevidst har slået mig ned udenfor storbyen og elsker mine ture på raceren – jeg savner det. Det kunne være fedt – uanset guldet her på egnen. Jeg savner virkeligt grønne skove.”

Jeg vinker farvel i stor sympati.

Og så tænker jeg på, om vi kunne holde til det: Friheden, uanset tab?


LÆS FLERE KLUMMER AF TAXAMANDEN HER


Foto: Unsplash

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Liv & Mennesker