KOMMENTAR – Det hele startede som en række meningsudvekslinger på Facebook om indvandring, statsborgerskab og udfordringer med integration. Anledningen var en udmelding fra Nye Borgerlige i Ekstra Bladet om, at indvandrere fra muslimske lande ingen mulighed skulle have for at blive danske statsborgere, men det budskab fulgte andre ordførere fra blandt andet Socialdemokratiet og Liberal Alliance hurtigt op på. Diskussionen er lang, men der er nogle ret interessante observationer og pointer undervejs, skriver Søren Kenner, der gik ind i debatten med brask og bram og som påpeger, at prisen for en stram kurs og et princip om kollektiv skyld er høj. Spørgsmålet er, om den er for høj?
DEL I – Er Nye Borgerlige totalitære fundamentalister?
“Vermund retter partifælle: Stop statsborgerskab til ALLE mennesker fra muslimske lande” – sådan lød det i en artikel i Ekstra Bladet sidste lørdag – den 25. august – hvor partileder for Nye Borgerlige (NB), Pernille Vermund, udtaler, at det er partiets “politik, at vi ikke vil tildele statsborgerskab til folk, der kommer fra lande baseret på muslimske værdier.”
Det fik mig til at skrive følgende kommentar på min Facebook-side:
Vi har nu et parti i Danmark, der bekender sig til rendyrket diskrimination. Hvis du kommer fra det forkerte sted eller tror på den forkerte Gud, mener Nye Borgerlige ikke, at du skal kunne blive statsborger.
Spørgsmålet er, hvad det næste skridt er for NB: Der er som bekendt allerede en hel del muslimer i Danmark. Er det så tanken, at de skal tvinges til at bære en gul halvmåne på jakken eller noget lignende? Bare så vi ikke kommer i tvivl om hvem der er hvem?
Nye Borgerlige har forvandlet sig til det, de siger de vil bekæmpe: Totalitære fundamentalister – og nu med en “målet-helliger-midlet” begrundelse for at praktisere kollektivt ansvar og kollektiv skyld
Med holdninger som disse har NB forvandlet sig til det, de siger de vil bekæmpe: Totalitære fundamentalister – og nu med en “målet-helliger-midlet” begrundelse for at praktisere kollektivt ansvar og kollektiv skyld.
Da jeg nævnte for Pernille Vermund, at jeg fandt synspunktet problematisk, skrev hun til mig:
Du var engang et positivt bidrag til mine debatter. Siden har du udviklet dig til noget, der minder om et modbydeligt og nedrigt menneske.
Man må forstå, at er man ikke enig med ønsket om stenhård og klokkeklar diskrimination – der i øvrigt er grundlovsstridig eftersom der er religionsfrihed i Danmark – så er man modbydelig og nedrig.
Spændende synspunkt.
Men situationen er for mig at se ret enkel: Man skal vurdere hvert enkelt menneske på dets egne meritter, og ikke på, hvad andre gør.
Det vigtigste overhovedet ved de åbne vestlige demokratier, er beskyttelsen af individuelle frihedsrettigheder – og det indebærer også retten til at tænke, tro og mene tossede ting
Og så skal man huske, at det vigtigste overhovedet ved de åbne vestlige demokratier, er beskyttelsen af individuelle frihedsrettigheder – og man skal forstå, at disse rettigheder også indebærer retten til at tænke, tro og mene tossede ting.
I Danmark er det således – heldigvis – hverken forbudt at være nazist, kommunist eller fundamentalistisk islamist. Man må tro og mene lige hvad man vil. Den frihed er med i pakken.
Det er først, når man misbruger sin frihed til at øve skade på andre eller på anden måde sætter sig ud over loven, at man pådrager sig ansvar og kan og bør ifalde straf.
Om statsborgerskab i øvrigt vil jeg sige, at det bør være en tillidserklæring, man yder til folk, der gennem en langvarig indsats har vist at de kan og vil Danmark .
Og hvis man således gennem mange år har bidraget positivt til samfundet, har været lovlydig, har lært at tale sproget og forstå kulturen, jamen så er dit statsborgerskab de øvrige borgeres anerkendelse af din indsats og din indgang til at deltage i fællesskabet på lige fod med alle andre borgere.
Det må være frygteligt for de mange lovlydige indvandrere fra ikke-vestlige lande igen og igen at blive lagt for had og slået i hartkorn med voldtægtsforbrydere, voldsmænd og narkogangstere. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt
Tillad mig samtidig at pointere, at selvom det er fuldstændig korrekt, at mængden af kriminalitet, der begås af folk fra ikke-vestlige lande er alt for stor, så hviler ansvaret for den kriminalitet hos den enkelte og ikke kollektivt hos alle indvandrere.
Det må være frygteligt for de mange lovlydige indvandrere fra ikke-vestlige lande igen og igen at blive lagt for had og slået i hartkorn med voldtægtsforbrydere, voldsmænd og narkogangstere. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.
Det siger sig selv, at det er den der begår kriminalitet, der skal drages til ansvar for sine handlinger. Det er politiets og anklagemyndighedens opgave – og hvis de ikke løser opgaven godt nok, må vi diskutere, om de skal have flere ressourcer eller kan prioritere bedre. Det er nok en noget mere fornuftig approach end at skære alle over samme kam.
Vi skal også huske, at Danmark har brug for dygtige indvandrere. Uden dem kommer vi i klemme, i takt med at vi bliver flere og flere ældre.
Men hvad har vi lige at tilbyde, hvis man både skal finde sig i tårnhøje skatter, sure miner, dårligt vejr og så ovenikøbet også skal ses ned på af alle landets nationalkonservative, fordi man har den forkerte hudfarve, religion eller kommer fra det forkerte land?
DEL II – Socialdemokratiet vil hellere have et fattigere Danmark end højvalificeret indvandring
Ugen efter min diskussion med Pernille Vermund udkom Altinget med en artikel, der underbyggede min pointe om, at man skal passe på med ikke at gøre Danmark til et land, der er ude af stand til at tiltrække de højt kvalificerede indvandrere vi har brug for, hvis vi ikke på sigt skal knække halsen på en situation, hvor en hurtig aldrende dansk befolkning ikke kan oppebære prisen for den velfærd man forlanger.
Artiklen, som man kan læse her, havde følgende budskab i underrubrikken:
“Højtuddannede udlændinge går uden om Danmark, fordi de siger nej til høj lighed og stor omfordeling, viser nye tal. Vores migrationspolitik virker ikke, og de danske politikere har et problem, siger professor”.
Artiklen konstaterede herudover at: “De nordiske velfærdsstater, Finland, Sverige og Danmark, er dårligst til at tiltrække højtuddannet arbejdskraft blandt EU15-landene, mens lande med høj økonomisk ulighed som Portugal, Spanien, Storbritannien og Luxembourg har størst succes.”
Dette i øvrigt til trods for at Danmark for længst har måttet tilbyde højtuddannede indvandrere en massiv skatterabat for overhovedet at overveje at arbejde i Danmark.
Men det er ikke kun Nye Borgerlige og DF, der ønsker en politik, som begrænser højt kvalificeret indvandring.
Socialdemokratiet vil hellere have et fattigere Danmark med mere lighed end et rigere Danmark med bedre rammer for vækst og bedre plads til forskellighed
Socialdemokratiets ordfører Mathias Tesfaye siger i artiklen, at ”et samfund med forholdsvis høje sociale ydelser vil altid tiltrække folk med lavere kvalifikationer, hvorimod et samfund med højere ulighed vil tiltrække folk, der har let ved at klare sig.”
Alligevel er Tesfaye og Socialdemokratiet uvillig til at tage et opgør med skattetrykket af hensyn til migrationspolitikken:
”Vi er ikke indstillede på at reducere velfærdsstaten – for eksempel ved at sænke skatterne – for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Den pris vil vi ikke betale,” hedder det.
Med andre ord en ren tilståelsessag: Socialdemokratiet vil hellere have et fattigere Danmark med mere lighed end et rigere Danmark med bedre rammer for vækst og bedre plads til forskellighed.
DEL III – Henrik Dahl og Joachim B. Olsen er bekymrede for uintegrerbare indvandrere
Liberal Alliances ordførere for integration, udlændinge og indfødsret blandede sig cirka en uge senere i debatten i form af endnu en artikel, også i Altinget, som man kan læse her.
Deres pointe er baseret på analyser foretaget af det amerikanske PEW Institute og på en undersøgelse gennemført af den hollandske integrationsforsker Ruud Koopmans, der mener at 44 procent af tyrkiske og marokkanske indvandrere er islamiske fundamentalister.
En fremskrivning af disse tal – kombineret med den tilvækst af muslimske indvandrere som PEW Institute forventer i Europa – får Dahl og Olsen til at konkludere, at der i Danmark i 2050 vil bo cirka 317.000 fundamentalistiske muslimer, og heraf vil en god del være både homofobe og antisemitiske.
Hvordan skal den situation så håndteres ifølge Dahl og Olsen?
Det svarer de på i artiklen:
“Generelt må det være sådan, at hvis man må antages at komme til at bidrage aktivt til en svækkelse af den liberale samfundsorden; bidrage aktivt til at forværre den offentlige orden eller bidrage aktivt til at svække statens økonomiske bæredygtighed, så er man ikke velkommen i Danmark,” lyder det indledningsvis, hvorefter de to konkluderer:
“Det vil sige, at personer, der bidrager aktivt til for eksempel at svække ytringsfriheden eller svække kvinders rettigheder og sikkerhed, ikke er velkomne i Danmark. Personer, der bidrager aktivt til at gøre det offentlige rum mindre sikkert eller bidrager aktivt til at true og intimidere andre, er ikke velkomne. Og så er personer, der ikke har til hensigt at forsørge sig selv og deres nærmeste, naturligvis heller ikke velkomne.”
Umiddelbart lyder det som et tilforladeligt synspunkt, men hvis der skal handles politisk i overensstemmelse med det, må man logisk stille spørgsmålet: hvordan agter man egentlig at finde ud af hvem der er antidemokratiske homofobe fundamentalister?
Sagen er selvsagt, at man ikke kan læse folks tanker.
Herudover er der en anden vinkel at overveje, nemlig den, der vedrører de åbne vestlige demokratiers beskyttelse af individuelle frihedsrettigheder. Det havde jeg nogle betænkeligheder omkring, der fik mig til at skrive følgende kommentar til Henrik og Joachims artikel:
“Retten til at være modstander af demokratiet er også en frihedsrettighed
Måske skulle man prøve at forholde sig til det konkrete problem – nemlig at det ekstremt gavmilde danske velfærdssystem reelt tiltrækker indvandrere, der er ude af stand til at bidrage til samfundet og samtidig skubber højtkvalificeret indvandring væk qua de høje skatter og den store omfordeling velfærdsmodellen forudsætter.
I den sidste ende er det vores eget valg – men hvis man slet og ret besluttede at udlændinge (undtaget EU-borgere) ikke har adgang til sociale kasser i Danmark, at man vil udvise indvandrere, der overtræder straffeloven (man kan sagtens sætte en mindstegrænse for forbrydelsens alvorlighed) og at man holder op med at modtage flygtninge, ville det jo nok løse en stor del af problemet.
Alene det, at vi er nødt til at tilbyde højt kvalificerede udlændinge en massiv skatterabat for at de gider arbejde i Danmark, er jo en ren tilståelsessag i den forbindelse.
Henrik Dahl og Joachim B. Olsen mener, at man skal være forsigtig med at lukke folk ind, der er modstandere af demokrati, ytringsfrihed mv. men uden at forklare, hvordan man vil opdage hvem der er hvem – forestiller man sig en eller anden form for sindelagskontrol?
Det melder historien intet om. En anden ting, der bør gøre enhver liberal betænkelig er, når Dahl og Olsen lader til at være villige til at indskrænke de selv samme frihedsrettigheder som man påstår at forsvare – for pointen er jo at frihedsrettigheder præcis betyder, at man er fri til selv at vælge – også fx at være mod demokrati, ytringsfrihed etc.
Dahl og Olsen forklarer, at vi ender med at have 32.000 hardcore fundamentalister og 19.000 fremmedfjendske, der er både homofobe og antisemitiske. Det er trist – men det er endnu mere trist, at vi er med til at skabe en polarisering, hvor det ikke er 32.000 men nok nærmere 320.000 danskere eller flere, som efterhånden er hardcore islamofober
Det man ikke selv må vælge er, om man vil holde loven eller indordne sig under demokratiets rammer – men der er intet i vejen med at ønske at omgøre eller ændre demokratiet ad demokratisk vej. Det er jo præcis det ærinde, partier som fx Enhedslisten, SF og Alternativet er ude i – og de samme rettigheder til at mene, hvad man vil, skal alle andre selvfølgelig også have.
Det, der ville være rart at se, var modet til på den ene side at tage et opgør med DF’s fedtspilleri og stille dem stolen for døren omkring krav om selvforsørgelse for udlændinge (det er de jo af en eller anden grund ikke med på).
Og det andet, som vi alle skylder hinanden, er at sikre, at denne debat ikke fortsat bliver så vred og polariserende, som den efterhånden er blevet.
Dahl og Olsen forklarer, at vi ender med at have 32.000 hardcore fundamentalister og 19.000 fremmedfjendske, der er både homofobe og antisemitiske. Det er trist – men det er endnu mere trist, at vi er med til at skabe en polarisering, hvor det ikke er 32.000 men nok nærmere 320.000 danskere eller flere, som efterhånden er hardcore islamofober.
Det bål, synes jeg, man har et ansvar for ikke at bære brænde til.
Man kan og skal kunne tale om udfordringen – og det er helt i orden at påpege de omkostninger ikke-vestlig indvandring og flygtninge har haft for samfundet samt de udfordringer, der er fulgt med i form af kriminalitet, social kontrol, parallelsamfund, ghettoisering mv.
Det store flertal passer deres arbejde, betaler deres skat og begår ingen kriminalitet, og vi har et ansvar for at sørge for, at denne gruppe ikke bliver klemt i diskussion om hvad vi kan gøre ved dem, der ikke bidrager og som måske ovenikøbet begår kriminalitet
Men man skal samtidig huske, at det langtfra er alle muslimer, der er kriminelle døgenigte på overførselsindkomst.
Det store flertal passer deres arbejde, betaler deres skat og begår ingen kriminalitet, og vi har et ansvar for at sørge for, at denne gruppe ikke bliver klemt i diskussion om hvad vi kan gøre ved dem, der ikke bidrager og som måske ovenikøbet begår kriminalitet.
Jeg har selv mange gode venner med ikke-vestlig baggrund – i de fleste tilfælde højtuddannede med gode job – og jeg kan berette, at de fleste føler sig frygtelig beklemt ved den negative opmærksomhed, der i de senere år er blevet dem til del.
Problemstillingen er ikke let at finde en løsning på – ikke mindst fordi alle parter her faktisk har valide pointer:
Folk, der har bidraget til Danmark i mange år og lever her i fred og ro, fortjener ikke at blive lagt for had. Men folk der misbruger de sociale kasser og begår kriminalitet fortjener selvfølgelig at blive straffet (og gerne udvist).
Jeg tror en god start på at skabe bedre forhold og en bedre omgangstone mellem alle parter er at stille krav om selvforsørgelse – faktisk tror jeg det vil gøre en kæmpe forskel – og for at det ikke skal ramme urimelig hårdt, bør man nok starte med en langsom nedtrapning henover fx 5 år.”
DEL IV – Hvad Nye Borgerlige, David Trads og Stine Bosse har tilfælles
Mens debatten bølgede frem og tilbage mellem en lang række debattører om på den ene side udfordringen med uintegrerbar indvandring og på den anden side behovet for højt kvalificerede indvandrere, fik jeg en besked fra Lars Kaaber.
Han er pressechef (eller noget der ligner) hos Nye Borgerlige og han var ret utilfreds med, at jeg på et tidspunkt havde sammenlignet Pernille Vermunds politik med klassikeren om udviklingen af en totalitær stat, romanen George Orwells 1984.
Han kritiserede mig for at deltage på samme “udskamningshold” som Stine Bosse og David Trads, der i Politiken har beskyldt NB for at være fascister.
Trads skrev det også på Twitter, hvor Bosse kommenterede:
TAK 🙌🏽 Det er hélt rigtigt
— Stine Bosse / Christine (@BosseStine) August 23, 2018
Den anklage afstedkom endnu en kommentar fra mig:
“Double standards
Synes jeg i øvrigt NB er fascisme?
Nej, det er nationalkonservativ populisme med en lidt for stor villighed til at sætte individuelle frihedsrettigheder over styr ud fra en målet-helliger-midlet betragtning. Det er så sjovt nok noget som NB har til fælles med Bosse/Trads-segmentet.
Bosse/Trads ønsker en situation, hvor et bestemt sæt normative værdier dominerer, hvor “social engineering” giver eliten ret til at umyndiggøre menigmand for hans egen skyld, og hvor omfattende regulering skal sikre, at vi alle opfører os som det de opfatter som “pænt og ordentligt”.
Så omend Stine Bosse og NB ikke har meget tilfælles for såvidt angår mål, er der en hel del ligheder på valg af metode og ideen om at målet helliger midlet (af en eller anden grund bliver de rasende, når man påpeger det).
Jeg er også fuldstændig enig med jer i, at Danmark har et stort problem med utilpassede indvandrere og flygtninge – og at den bedste måde at håndtere det på er at kræve selvforsørgelse, udsmide kriminelle og stoppe med at modtage flygtninge
Jeg er helt opmærksom på, at NB i øvrigt advokerer for en økonomisk liberal dagsorden, og også inden for rammerne af den nationalkonservative patos ønsker et opgør med den nye herskende klasses fastholdelse af magten og en mindre stat med et større fokus på kerneydelser.
Den del, kan vi hurtigt enes om, er en god idé. Jeg er også fuldstændig enig med jer i, at Danmark har et stort problem med utilpassede indvandrere og flygtninge – og at den bedste måde at håndtere det på er at kræve selvforsørgelse, udsmide kriminelle og stoppe med at modtage flygtninge.
Der, hvor vi er uenige, er, hvad der kvalificerer til deltagelse – uanset om det er som indvandrer eller som statsborger – og her må jeg indrømme, at jeg finder det stødende, at I vil skære alle over en kam.
Jeg forstår intentionen, og hvad det er, man ønsker at opnå, men jeg kan ikke lade være med at forestille mig, hvordan det må være at blive udelukket ikke på grund af noget, man har gjort, men alene fordi man kommer et bestemt sted fra eller fra en bestemt kultur.
Det er bare plain wrong i min optik – og et grelt overgreb på fundamentet for hele ideen med de åbne vestlige demokratier.
Jeg kender mange, der mano-a-mano gerne indrømmer, at Islam er tosset og at hele ideen om underkastelse er fjollet – men de kan ikke udtrykke det udadtil, fordi de indgår i en kultur, der netop benytter den samme slags udskamning, som Nye Borgerlige kritiserer Bosse og Trads for
Samtidig ved jeg (for jeg har mange venner med mellemøstlig baggrund), at der er stor forskel på, hvad man siger, og hvad man gør, og hvad man tænker.
Jeg kender mange, der mano-a-mano gerne indrømmer, at Islam er tosset og at hele ideen om underkastelse er fjollet – men de kan ikke udtrykke det udadtil, fordi de indgår i en kultur, der netop benytter den samme slags udskamning, som NB kritiserer Bosse og Trads for.
Del V – en kompliceret situation uden nemme løsninger
Hvis du stadig læser med her, så kan du formodentlig ganske som mig se, at situationen ikke er ukompliceret:
Vi har et problem med indvandrere, der misbruger sociale kasser og udøver kriminalitet, men vi bekæmper det på en måde, der gør det vanskeligt for os at tiltrække de højt kvalificerede indvandrere, vi rent faktisk har brug for.
Og vi bør gøre os det klart, at en stor del af miseren handler om den velfærdsmodel, som vi danskere ellers tenderer mod at hylde som fantastisk og uundværlig.
For det er i realiteten velfærdsmodellen, der tiltrækker indvandrere, som ikke bidrager til samfundet og som gør det svært at rekruttere indvandrere, der kan og vil bidrage.
Og fordi der hverken kan samles et flertal for at bede indvandrere være selvforsørgende eller for at sænke skatterne og skære i velfærdsmodellen, er problemet uløseligt. Med mindre man altså er villig til at gribe til den slags drastiske forholdsregler, som Nye Borgerlige eller Dahl/Olsen advokerer for.
Alligevel føler jeg en nagende tvivl, en bekymring for at vi i vores ihærdighed efter at finde “stramme løsninger” helt unødvendigt klemmer gode mennesker, som ikke fortjener det. Og en tvivl om hvorvidt prisen for de foreslåede løsninger måske ikke i virkeligheden er højere end det, vi ender med at opnå
Men disse tiltag er i vidt omfang samtidig et angreb på de frihedsrettigheder, som er et grundfundament i de åbne vestlige demokratier – og dermed er kuren på mange måder nærmest værre end sygdommen.
Der findes ingen nemme løsninger. Og jeg synes man skal være forsigtig med at pege fingre ad folk, der ikke mener det samme som en selv i denne arena.
Jeg forstår udmærket NB’s motivation for at foreslå ophør af indvandring og statsborgerskab fra muslimske lande. Jeg forstår udmærket socialdemokratiets ønske om at ville værne om den eksisterende velfærdsmodel. Og jeg forstår selvfølgelig også udmærket grunden til Dahl og Olsens bekymring.
Alligevel føler jeg en nagende tvivl, en bekymring for at vi i vores ihærdighed efter at finde “stramme løsninger” helt unødvendigt klemmer gode mennesker, som ikke fortjener det. Og en tvivl om hvorvidt prisen for de foreslåede løsninger måske ikke i virkeligheden er højere end det resultat, vi (muligvis) ender med at opnå.
Topillustration: POV International
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
