Hverdagsdansk: En fuckfinger på legepladsen

i Liv & Mennesker/Mette Bærbach Bas af

KLUMME – Det var ikke en hvilken som helst fuckfinger. Det var min. Det var heller ikke en hvilken som helst legeplads. Det var mine børns. Modtageren af fuckfingeren var min mand, og den famøse finger var en reaktion på hans godmodige drilleri.

Nul pis, jeg tænkte slet ikke over det. For mig var det en passende reaktion. Det var først bagefter, da en anden forælder påtalte det, at jeg kom i tvivl. Var det overhovedet et passende håndtegn at kaste på en legeplads?

Vi ønsker vel alle at være gode forbilleder for vores børn. Pædagogerne lærer os, at børn gør, som vi gør – ikke som vi siger. Derfor børster jeg mine tænder sammen med mine børn, så de kan se, at det er vigtigt og rigtigt at børste tænder inden sengetid. Jeg arrangerer affaldsindsamling, så de lærer ikke at smide affald i naturen. Jeg læser bøger for min fornøjelses skyld, mens de er i rummet, så bøger bliver en naturlig del af deres hverdag.

Det føles godt og rigtigt at være et forbillede frem for en formaner og give mine værdier videre på en pædagogisk og gennemtænkt måde. Men hvad med de dele af min personlighed, jeg ikke er stolt af? Hvad med alle dumhederne, genvordighederne og utilstrækkelighederne? Må de så ikke være en del af billedet?

Var jeg et dårligt forbillede for mine børn, da jeg gav deres far en fuckfinger på legepladsen? Eller var jeg et godt forbillede, fordi jeg var autentisk og spontan?

Hvis du er forælder til et skolebarn, kender du dette scenarie: Den seksårige overhører konsekvent, at hun skal tage sko, jakke og taske på, så hun ikke kommer for sent i skole. Den voksne bliver mere og mere arrig. Læberne strammer sig sammen, og hænderne bliver til faste knytnæver med helt hvide knoer. Hvis man så smiler anstrengt og siger ”Vil du være SØD at tage dine sko på, skat!”, mens hele kroppen er knudret sammen i utålmodighed, så bliver det da utrygt for den lille nulteklassepige, som jo netop er i gang med at lære at aflæse kropssignaler for at begå sig i sociale sammenhænge.

Vi kan nemt miste vores autenticitet i bestræbelserne på at være det gode forbillede. Måske fordi vi har misforstået, hvad det vil sige at være et godt forbillede. Hvis vi tror, det indebærer at være bedre mennesker, end vi reelt er, så tager vi fejl. Vi skal være præcis de mennesker, vi er.

Autenticitet og integritet er to vigtige nøgleord inden for børneopdragelse. Det er også to komplicerede ord, synes jeg. Som jeg har forstået det, er autenticitet det samme som at være ægte, og integritet er at gøre det rigtige, også når der ikke er nogen til at like det på Facebook.

Det gælder med andre ord om at skabe og vise overensstemmelse mellem vores følelser, ord og handlinger, for så bliver andre, heriblandt børn, trygge ved os. Hvis vores handlinger giver os en følelse af skyld, og vi lyver for ikke at tabe ansigt, er vi ude af integritet. F.eks. når vi kommer til at spise børnenes fredagsslik og bagefter siger, at det var da mærkeligt, hvor mon det er blevet af!? Børn kan mærke det og bliver forvirrede, for hvad skal de navigere efter – det de mærker, eller det der bliver sagt?

Hvis vi konsekvent skjuler vores dårlige sider over for vores børn, ender vi med at spille et skuespil, der hedder Det gode forældreforbillede, og børnene på tilskuerpladserne ender med at vokse op med fejljusterede kompasser for at indgå i relationer.

Når vi er autentiske forældre, bliver det naturligt for børnene at bruge mavefornemmelsen til at navigere i livet, mens roller og påtaget adfærd bliver unaturligt. Så langt er jeg med. Jeg er bare stadig i tvivl: Var jeg et dårligt forbillede for mine børn, da jeg gav deres far en fuckfinger på legepladsen? Eller var jeg et godt forbillede, fordi jeg var autentisk og spontan?

Foto: Wikimedia Commons.

Mette Bærbach Bas, f. 1981, er idéhistoriker og forfatter med speciale i dansk kultur og kulturmødet. I sin bog Kulturspejlet (Turbine Business 2016) udfolder hun sin pointe om, at det er os, der er de underlige. Dansk kultur er på mange måder ekstrem og spænder ben for en vellykket interaktion med udlændinge. Efter at have boet i seks forskellige lande og lært sig seks forskellige sprog, har Mette slået sig ned for en tid i Brabrand med sin tyrkiske mand, Cem. Sammen har de to børn, som opdrages efter den grundholdning, at børnene skal have det bedste fra begge kulturer. Med klummeserien Hverdagsdansk tager Mette Bærbach Bas pulsen på danskerne, vores overbevisninger og handlemønstre. Klummerne tilbyder dig en mulighed for at se dig selv lidt udefra og giver næring til eftertænksomhed - og forhåbentlig også nysgerrighed.

Seneste artikler om Liv & Mennesker

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,

Er der et LIV efter …?

ANMELDELSE – Jill Liv Nielsen er vel nok Danmarks første virkelige reality-TV-stjerne.