Da Mapplethorpe og de andre drenge holdt op med at danse

af i Featured/Kultur/Liv & Mennesker

Live AND die. Hjerteskærende smuk, vigtig og på alle måder ”well hung” udstilling på ARoS af geni-fotografen, Robert Mapplethorpe. 

”When I have sex with someone I forget who I am. For a minute I even forget I´m human.

It’s the same thing when I’m behind a camera.

I forget I exist.”

Robert Mapplethorpe

Sitting

Januar 1990. New York City. Christopher Street, 6th Avenue. 12. sal.

Jeg vågnede med et sæt og så på min hvide clockradio med selvlysende røde tal. Den var næsten tre. Natten var dødeligt stille, og jeg var uforklarligt bange. Nærmest ude af den. Hvor var lydene af biler, ambulancer, brandbiler, råbende, skrigende og festende mennesker, hvor var New York City blevet af? Løb ud af sengen, kastede mig i tøj og sko og for ud ad døren.

”Hvad i al verden er der sket”, tænkte jeg, mens jeg tog elevatoren, der føltes uhyggelig langsom, ned til ”the ground floor”.

Atombombe? Aliens? Jordskælv hvor Manhattan var blevet udslettet undtagen 12.sal på Christopher Street? Jeg flåede den tunge glas dobbeltdør op og spænede ud på gaden. Der var ingen. Ingen lyde. Ingen biler. Ingen mennesker. Ingen der dansede. Intet liv.

Men der var sne. Masser af lydløs sne.

Juni 2016. ARoS Aarhus Kunstmuseum. ARoS Allé 2. Niveau 5. 

Min erindring vågner med et sæt. Det giver et sug selv i knoglerne og et stik i hjertet. Jeg er til omvisning på udstillingen på ARoS, ”On The Edge”, der viser en stor samling af den nu afdøde amerikanske fotograf Robert Mapplethorpes billeder.

Black And White - Robert Mapplethorpe

Sæt, sug og stik? Intet mindre ja.

Betagende dækker ikke. Udstillingen er breathtaking.

Æstetisk og lækkert fotograferet – dét kan og vil og tør Mapplethorpe – uanset om det er et billede af fistfucking – knytnæver i røven – eller den hvide Kala – blomsten – så er hver eneste ”frame” så rent og skarpt komponeret og beskåret med en nysgerrig råhed, en kæmpe lyst og et blodigt mod. Hudløse og tidløse fotografier fra den tid der åd ”drengene” især.

White Kala

Tiden før og med aids

Og sneen dalede i New York City på Christopher Street den nat i januar 1990. Robert Mapplethorpe forlod Manhattan året før.

Jeg rejste til NYC 31.oktober 1989 og bosatte mig der i tre år, jeg glemmer aldrig den dato, for jeg var så forelsket i byen, som jeg aldrig havde og heller aldrig siden har været i nogen mand. Hjemme i København havde jeg sagt farvel til flere bøsser, der havde aids. De første dødsfald havde allerede plettet ”scenen”. Vi var forfærdede og forvirrede. Hvem var den næste?

Det varede ikke mange timer, før vejret skiftede den januar nat på Christopher Street – gaden der blev og stadig er mindesmærket for stedet hvor de homoseksuelle endelig turde gøre oprør på gay baren The Stonewall Inn 28. juni 1969  – sneen blev trampet ned og til, og som formiddagen kom, var det begyndt at tø, og på gaden vadede vi nu rundt i dybt pisgult sjap, folks humør var derefter. Jeg havde været ude at købe lidt ind og kom hjem til min høje bygning med poserne fulde. Jeg havde en sort cap med røde bogstaver på, ”N.W.A” – hiphop gruppen, Dr. Dre osv. Jeg elskede den cap.

Der stod to mænd i mørke jakkesæt, da jeg kom ind i elevatoren med alle mine pakkenelliker. Mændene smilede til mig, jeg smilede tilbage, men de sagde aldrig noget, når jeg mødte dem, så det gjorde jeg heller ikke. De var chained. Ja, altså de var lænket til hinanden, I’m not kidding you. Ham den høje med guldbrillerne havde en attachémappe i sin venstre hånd, og fra hans højre håndled var der en lædermanchet med en okay tyk skinnende lænke, der førte over til den noget lavere lyshårede mands venstre håndled. Kæden, der forbandt dem, var ikke ret lang. Jeg gloede ikke længere på dem eller lænken, altså den første gang jeg så parret i elevatoren var jeg jo fuld af spørgsmål, kæmpe undren og et kvalt grin, men jeg klappede da heldigvis i, dog følte jeg mig virkelig som en fra ”landet”, for sådan et lænket par havde jeg aldrig set ikke engang i København, men her var de og der var sikkert også noget så almindeligt som pisgult sjap på deres sko, jeg så ikke efter, men det var der på mine.

Ud over lænkede mænd i jakkesæt, der kom hjem fra arbejde og tog elevatoren op til deres Penthouse lejlighed – selvfølgelig – så var der også noget andet, jeg heller aldrig havde set, før jeg flyttede til New York. Rollatorer. Unge mænd med rollatorer. Kun unge.

Embrace

Christopher Street er en ensrettet gade i Greenwich Village, den er hyggelig, spændende, fræk, elegant, lækker, groovy, farverig, berømt – og happening! Men for mig tog det lang tid for mit syn og mit hjerte virkelig lang tid at se – ikke vænne mig til, for jeg vænnede mig aldrig til det – alle de mange unge mænd med rollatorer. De humpede foroverbøjet afsted reduceret til levende og lidende bundter af knogler og stram pergamenttynd hud, øjnene lå i sorte udhulede dødshuller alt for langt inde i hovedet. Disse smukke mænd, for det var de hver og en af dem, var med forfærdelige og ydmygende lidelser på vej mod døden. Jeg besøgte mange af dem på 12-14 mandsstuer på hospitalerne, fremmede eller nogen jeg kendte – it made no difference for jeg havde altid været den største fag-hag (bøsseveninde), og nu var ”mine drenge” syge og så skulle de da have besøg, hjælp, omsorg og alt hvad der kunne gøres. Selvfølgelig skulle de det.

Nå, men de unge mænd vaklede og kantede sig ned gennem mylderet i gaden. Op og ned ad de meget høje kantsten med stort besvær og hvis de havde råd, prajede de en Yellow Cab på hjørnet af Christopher og 6.av.  Subwayen var lige dér på samme hjørne som taxaen stoppede, men jeg så aldrig en eneste af ”drengene” med rollator der magtede kampen med trapperne ned til Subwayen.

Har du penge kan du få – en taxa – har du ingen må du gå. Med din rollator. That’s it.

Så jeg havde aldrig set kærestepar, der var lænkede med sølvkæder til hinanden, jeg havde aldrig set unge mænd med rollatorer fylde en hel hamrende trendy gade i verdens dengang metropol nr. 1 … og jeg havde heller aldrig set de sorte og blå lilla pletter i ansigterne på ”drengene” med rollatorerne. Når det var mildt forår eller hot sommer og dermed T-shirt og shorts tid, så kunne man ud over pletterne i de unge mænds ansigter også se de sorte og mørklilla plamager – de kunne være meget store – på deres halse, hænder, arme, lår og fødder. Kaposis Sarkom. Hudkræften der åd og bredte sig, nogen havde forfærdelige smerter, og den var så stødende visuelt – og umulig at gemme væk. Alle kunne se det. Dér går en med aids. Nej, ikke en. Alt, alt for mange.

Så jeg havde aldrig set kærestepar der var lænkede med sølvkæder til hinanden, jeg havde aldrig set unge mænd med rollatorer fylde en hel hamrende trendy gade i verdens dengang metropol nr. 1 … og jeg havde heller aldrig set de sorte og blå lilla pletter i ansigterne på ”drengene” med rollatorerne.

Og ”drengene” dansede stadig – sikkert også dem med rollator, for de var vilde med livet. De ville ikke dø, og de hev mig med alle mulige steder i New York City – dyre steder, wow-steder, men så sandelig også de totalt sleazy steder, hvor der var adgang forbudt for kvinder, så jeg måtte stå udenfor og vente, come rain, come shine, midt om natten eller før frokost, der var altid gang i ”drengene”. Og jeg ventede gerne for jeg var så fascineret – de var min familie – i København eller i New York, og dødsstemplede med sorte og mørklilla pletter eller ej, så jamen, de var fyrværkeriet i mit liv, inspirationen, lænken mellem – også for mig, men jo på en helt anden måde – lænken mellem liv og død. Kærlighed.

Prinsesse Diana holdt en ung mand i rullestol i hånden i 1991. Det blev en nyhed, der gik verden rundt. Den unge mand havde fucking aids og den engelske prinsesse HOLDT HAM I HÅNDEN UDEN HUN HAVDE HANDSKER PÅ!!!

Og Diana  – hun havde arbejdet for mennesker – mænd og kvinder og børn – med hiv og aids siden 1987 – men altså nu var hun da for vild, den engelske prinsesse, hvad fanden skete der lige for hende? UDEN HANDSKER! Jesus Christ! Tal om et vigtigt ikon i 1991.

Diana – The People’s Princess – Yes indeed. 

Hudkræften der åd og bredte sig, nogen havde forfærdelige smerter, og den var så stødende visuelt – og umulig at gemme væk. Alle kunne se det. Dér går en med aids. Nej, ikke en. Alt, alt for mange.

En udstilling lige nu der skal ses – i Aarhus

Tilbage til Robert Mapplethorpes værker på ARoS i Aarhus. Det er tredje gang på fem dage, at jeg ser udstillingen. Der er også for tiden to andre udstillinger af Robert Mapplethorpes værker – så vigtig er han – i Los Angeles – på J. Paul Getty Museum og på Los Angeles County Museum of Art. Nå, men jeg går rundt med mit hjerte og også mine lyst og længsler – min seksualitet –  og min historie og ser på udstillingen på ARoS, ja, også for en kvinde duer Mapplethorpes seksuelle livsnysgerrighed.

Næsten alle billeder er taget i sort/hvid, de ganske få farvebilleder der er, er af blomster eller fysiske ting. Mapplethorphes mennesker er sorte og hvide og kun det.

Da ARoS i 2015 åbnede sin udstilling med Monet og andre impressionister, ”Lost in Translation”, var der lavet en særlig ”Black Box” kun med Monets malerier – åkander, lyserøde parisiske broer og I ved, det skulle ose af uopnåeligt dyrt, eksklusivt og suk og gisp at være blandt Monet i mørket i boksen. Pump it up! Og det gjorde ARoS, og publikum stod i kø.

Dancers

Det kommer de forhåbentlig også til med Robert Mapplethorpe og udstillingen The Edge” behøver ikke noget – Pump it up – fotografen pumper, pulserer og pimper selv, dog har ARoS valgt som med Monet udstillingen at lave en ”Black Box” igen – den hedder vidst bare ”X”, men er også en meget mørk og hemmelig boks her dog ikke med åkander og lyserøde broer, men med blandt andet et selvportræt af Robert Mapplethorpe, der har en bred og lang pisk cirka 200 km oppe i sit røvhul. Der er også mange andre meget seksuelt eksplicitte billeder i ”X”-rummet på ARoS og selv om billederne med chains and balls and cum kun forestiller mænd – så well, go see it, girl, you’ll like it too, I’m sure for – Wow! – lækre pikke på væggen!

Sex is the only Thing Worth living for,” sagde Robert Mapplethorpe, og i filmdokumentaren om ham, hans kunst og liv, der i juni i år havde verdenspremiere også – helt fantastisk flot scoret af ARoS – i den lille biograf museet har lavet, hvor filmen, ”Mapplethorpe: Look At The Pictures”, vises gratis to gange dagligt, ja, der tænker man måske med sin egen omskrivning af citatet undervejs de to timer, filmen varer: Sex is the only thing worth living AND dying for. For døde, det gjorde Mapplethorpe. Af aids 9. marts 1989. Han blev 42 år gammel.

Jeg måtte sidde noget tid i den lille museumsbiograf, efter at dokumentaren var slut. Jeg havde en stor, sort fløjlskasket på. Jeg trak den meget langt ned i panden, og jeg hulkede og hulkede. Det var som om jeg brølende skulle kaste op, gråden var slet ikke til at styre – og mig? Jeg var fuldstændig uforberedt, selv om jeg jo havde set udstillingen flere gange. Dokumentaren er pragtfuld og langt hen ad vejen sjov, oplysende og så kærlig, den beskriver et livsværk, der er et mesterværk. Jeg nød filmen og fortællingen, men gradvist de sidst 15-20 minutter, så strammede det til.

Det var tydeligt at Mapplethorpe først var syg, og derefter sad han alt for alene, sådan er døden jo, i en tronstol – on the edge – og så det store intet i øjnene eller hvad man nu tror på, og lige dér begyndte min dybe hulken. Den sorg, jeg har nægtet at føle siden en af mine allernærmeste venner, Jacob, også blandt alt for mange andre jeg har kendt – døde i 1994. Han blev 29 år. Som Mapplethorpe havde han også aids. Fra den dag Jacob døde, har jeg ikke haft en eneste bøsseven – jeg har afvist alle dejlige gay guys tilbud om venskab og nærvær, jeg ville så gerne have, at de – I – var en del af mit liv, men … det er først nu jeg ser hvorfor. Jeg har ikke kunnet bære at miste flere. At miste en af jer.

I 1996 kom kombinationsbehandlingen mod aids, HAART, men for Mapplethorpe og Jacob og alt for mange andre – også millioner, millioner der ikke var bøsser – var det for sent.

Se ”On The Edge” på ARoS. Udstillingen er ”Well hung” – lige netop dét udtryk tror jeg, at Robert Mapplethorpe ville have elsket.

Og tak siger jeg som museumsgæst. Tak Mapplethorpe. Tak for liv og død, erektioner og dryppende præ-sæd, spændstige pink tulipaner, chains and guns and LUST altid UDEN HANDSKER and then … DEATH.

Love you M!

”On The Edge” har åbent indtil 30.oktober 2016 og er udlånt af Canica Art Collection, Oslo, og Robert Mapplethorpe Foundation, New York, og er kurateret af Maria Kappel Blegvad og direktør for ARoS, Erlend G. Høyersten.

Topfoto: Robert Mapplethorpe_Self Portrait_1988_© Robert Mapplethorpe Foundation, Used by permission.jpg.

SORT OG HVIDT KNUS:  <Robert Mapplethorpe_Embrace_1982_© Robert Mapplethorpe Foundation Used by permission.jpeg>

NØGEN SORT MAND, HVID KVINDELIG DANSER: <Robert Mapplethorpe_Thomas and Dovanna_1986_© Robert Mapplethorpe Foundation Used by permission.jpeg> 

BLOMSTEN CALA: <Robert Mapplethorpe_Calla Lily_1986_© Robert Mapplethorpe Foundation Used by permission.jpeg>

TO ANSIGTER, BLACK AND WHITE: <Robert Mapplethorpe_Brian Ridley and Lyle Heeter_1979_© Robert Mapplethorpe Foundation Used by permission.jpeg>    CHAINED MEN: <Robert Mapplethorpe_Ken Moody and Robert Sherman_1984_© Robert Mapplethorpe Foundation Used by permission.jpeg>

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV International. Hun er også USA-korrespondent for POV og KForum og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. I 2019 er hun også sprunget ud som fungerende erhvervsredaktør for POV.
Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV International med Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid hjælper hun af og til danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: annegrethe@pov.international