POLITIK // MEDIER – Når du som dansk journalist beslutter dig for at beskæftige dig med konflikten mellem israelere og palæstinensere, stikker du samtidig fingeren ind i et åbent sår, skriver Emil Arenholt Mosekjær. Begreber som neutralitet og objektivitet betyder noget andet end herhjemme. Det er både fascinerende og sprængfarligt.
”Hvorfor skal I alle sammen interessere jer så meget for Israel? Kan I ikke være ligeglade med, hvad der sker hernede?”.
Servitricens ord hænger lidt i luften, imens en af Jerusalems kronisk forsinkede bybusser brøler forbi cafeens terrasse og svinger ned på King David Street.
I et par sekunder aner vi ikke, hvad vi skal svare. Hvorfor har mig og en fotograf, Stine Tidsvilde, egentlig brugt fem uger i Israel og Palæstina i forbindelse med vores journalistiske bachelorprojekt? Har hun en pointe? Hvorfor er noget af det, der sker hernede egentlig relevant for folk i Danmark?
Jeg forsøger med, at den årtier lange strid mellem israelere og palæstinensere har geopolitiske konsekvenser for hele Mellemøsten, og at den rent faktisk ofte trækker tråde helt op til vore breddegrader: Nogle af de samme fjendebilleder og fordomme, der hersker mellem parterne hernede, findes også i Europa, hvor de jødiske samfund oplever en stigende antisemitisme. I Danmark var terroristen Omar El-Husseins første indskydelse efter skudattentatet ved Krudttønden i 2015 at søge mod synagogen midt i København, hvor han nåede at dræbe en sikkerhedsvagt, inden han selv blev skudt.
Det sidste, jeg har lyst til, er en følelsesladet diskussion om det her med en person, jeg sandsynligvis aldrig vil møde mere
Hvad der foregår hernede, er derfor også relevant for folk i Europa. Hun køber den dog ikke: ”Men vi er jo ligeglade med, hvad der sker hos jer. Bliv da hjemme i stedet altid at komme herned og skrive grimme ting om Israel”.
Jeg overvejer at sige, at så længe Israel gør sig skyldige i menneskerettighedsovertrædelser på Vestbredden – der har været militært besat i fem årtier, selvom dette er ulovligt ifølge både FN og international ret – så har omverdenen pligt til at bevare et spotlight på området.
I stedet beslutter jeg mig for at holde kæft. Vi har shakshuka i maven, vi flyver hjem i overmorgen, og det sidste, jeg har lyst til, er en følelsesladet diskussion om det her med en person, jeg sandsynligvis aldrig vil møde mere. Efter fem uger hernede har vi allerede haft den utallige gange før; lige nu orker jeg det faktisk ikke igen.
For det er i grove træk den samme, om du har den med en palæstinenser eller en israeler: ”Jeg har ret, dem på den anden side er onde, og jeg bryder mig ikke om, at du taler med dem.”
Vestlige journalister går fjendens ærinde
Som dansk journalist hernede føler du dig ofte som en linedanser, der lister sig frem på en tynd tråd. Der skal kun et lille fejltrin til at sende dig på næsen ned i en politiske suppe fyldt med ingredienser, der har boblet løs i tusindvis af år: Religion, land, historiske begivenheder, årstal – og mistro.
For selvom du forsøger at være den neutrale, objektive journalist, der ikke vælger side, så gør du det i nogles øjne netop ved at forsøge at være neutral. En fair dækning betyder nemlig, at du også skal tale med den anden side – og det er de onde.
Begge sider har ret, begge sider tager fejl, og imellem dem sidder du. Hvordan håndterer du det så?
Den langvarige konflikt – samt det faktum at de to sider siden starten af 2000’erne været fysisk adskilt af en 700 kilometer lang barriere af beton og pigtråd – betyder nemlig, at mange israelere og palæstinensere ikke er vant til at anskue hinanden gennem menneskelige briller.
Den anden side er fjenden, og når jeg som journalist behandler de to sider ens, er det for mange i bedste fald provokerende – i værste fald går jeg fjendens ærinde.
”Israels handlinger, deres styrke, og den støtte de modtager fra USA og den internationale jødiske lobby, gør, at de sidder i en magtposition i forhold til os – og derfor bør du ikke dække os på samme måde. Når du som journalist fokuserer på deres menneskelighed, hjælper du den propaganda-dagsorden, der forsøger at hvidvaske deres voldelige kolonisering af Palæstina.”
Siger den ene side måske.
”Det eneste vi gør, er at forsvare os selv imod de antisemitiske arabere, der i over 100 år bevidst har angrebet og dræbt mænd, kvinder og børn i deres forsøg på at nægte det jødiske folk retten til et hjemland. Vores stat er sekulær og demokratisk, deres er religiøs og undertrykkende – og alligevel har de narret vestlige journalister som dig til at tro, at det er os, der er de onde.”
Siger den anden side så.
Begge sider har ret, begge sider tager fejl, og imellem dem sidder du. Hvordan håndterer du det så? Som med konflikten generelt er svaret, at alting kompliceret, og at der ikke er noget klart svar. Så langt så godt.
Hamas-raketter og eksplosive Facebook-opslag
Under vores ophold tilbragte min partner og jeg i midten af november nogle dage i kibbutzen Mefalsim, der ligger under to kilometer fra Gaza-striben. Det var under den eneste optrapning af konflikten mellem Israel og Hamas, og natten inden vores ankomst havde sidstnævnte affyret over 400 raketter ind over den sydlige del af landet – inklusiv Mefalsim.
Som så mange gange før bombede israelerne ligeledes Gaza med kampfly, og inden en våbenhvile efter et par dage blev forhandlet på plads, lå hele situationen og vippede frem og tilbage på grænsen til endnu en regulær krig; som den der i løbet af syv uger i sommeren 2014 kostede flere tusind mennesker livet.
Vi havde egentlig planlagt at skulle ind i Gaza for at lave et interview, men allerede inden fjendtlighederne blussede op, havde vi fået afslag på indrejse fra de israelske myndigheder. Vi havde ikke hjelm og vest med, så det var vist meget godt.
Jeg dokumenterede det, der fandt sted foran øjnene på mig, og at jeg ville have gjort det samme, hvis jeg stod i Gaza. Det er mit job som journalist
Idet beskydningen gradvist intensiveredes hen over grænsen, besluttede vi i stedet at tage til Mefalsim for at dække begivenhederne derfra gennem øjnene på en lokal israelsk teenagepige.
Da vi ankom sidst på formiddagen, var der en trykket og afventende stemning over hele området. Kibbutzens beboere havde tilbragt en søvnløs nat i de bomberum, som alle huse der omkring er bygget med, imens raketter og kampfly tordnede hen over himlen.
Det har de prøvet før. Det er ikke så underligt, at de første ord ud af munden på områdets børn ofte ikke er mor eller far, men raket og rød alarm.
Et sted i Gaza havde en navnløs person affyret en af disse raketter, der efter en rejse over den mørke himmel slog ned midt i Mefalsim – heldigvis uden at ramme nogen. Dagen efter tog jeg et par billeder af eftervirkningerne med min mobil, og delte dem herefter på de sociale medier sammen med et par ord om, at her var en af de 400 raketter slået ned.
Jeg tilføjede, at kun et par minutter efter billederne blev taget, måtte vi spurte ind i beskyttelsesrummet, imens yderligere to raketter blev skudt ned over hovedet på os.
Efter igennem flere år at have rejst og opholdt mig i Israel og Palæstina, har jeg en del palæstinensiske venner og bekendte, som jeg sætter stor pris på. I minutterne efter, at jeg havde offentliggjort min opslag, begyndte flere af dem at reagere meget kraftigt på det. De mente, at det var usmageligt af mig at vise den israelske side i et ‘godt lys’, når folk led så meget i Gaza under den israelske beskydning. Det var at forvrænge virkeligheden.
Det var ligefrem racistisk af mig, skrev en af dem efterfølgende i en privat besked. Han havde forventet mere af en ven.
Jeg forsvarede mig med, at jeg dokumenterede det, der fandt sted foran øjnene på mig, og at jeg ville have gjort det samme, hvis jeg stod i Gaza. Det er mit job som journalist; hvilket jeg ikke kan lade påvirke af, hvordan jeg tror, mine israelske eller palæstinensiske venner vil reagere.
Det Hellige Lands åbne sår
Sammen med ovenstående oplevelse har mine rejser og ophold i området som journalist, turist og udvekslingsstudent på Tel Aviv Universitet ført mig til erkendelser:
For det første at ideen om journalistisk objektivitet betyder noget andet i Mellemøsten end i Danmark; især på den palæstinensiske side, der trods alt ligger nr. 134 ud af 180 på Journalister Uden Grænsers indeks over landes grad af pressefrihed fra 2018.
Israel ligger nr. 87, hvilket efterlader plads til forbedring. I forhold til Palæstina har det dog en lang tradition for frie og kritiske medier, der mere eller mindre kan skrive, hvad de vil, uden konsekvenser fra hverken myndigheder eller det omkringliggende samfund. Jeg kender få palæstinensere, der påstår, at de kan det samme.
Derfor er det heller ikke underligt, at de har et andet syn på, hvad ’objektiv’ journalistik er – i særdeleshed den danske version, jeg har jeg fået indprentet af undervisere i et klasseværelse på Journalisthøjskolen.
Der er noget, der adskiller dig fra både israelerne og palæstinenserne: For dig er konflikten et journalistisk arbejdsområde, og for dem er det et åbent sår
Da jeg som journalist før har skrevet kritiske artikler om Israel, gik flere af mine palæstinensiske venner åbenbart ud fra, at jeg varpå ’deres side’ – især når vi nu er venner! Da bomber og raketter begyndte at flyve frem og tilbage, blev de derfor overrasket over, at jeg kunne finde på at fremstille israelerne i et menneskeligt lys.
Det blev de stødt over, og det hjalp kun lidt, at jeg sagde, at jeg ville have dækket situationen på samme måde, hvis vi havde stået i Gaza. Den dag, jeg skriver et Facebook-opslag derinde fra, skal der til gengæld nok være nogle af mine israelske venner, der brokker sig over, at jeg går Hamas’ ærinde.
Det hænger sammen med min anden erkendelse:
Oplevelsen bekræftede nemlig vores tese om, at den langvarige konflikt og adskillelsen af de to parter bidrager til, at de kun ringe grad ser hinanden som mennesker.
At en gruppe, der er i konflikt med en anden gruppe, har svært ved at se dem som menneskelige individer, er slet ikke underligt. Det er naturligt og har fundet sted i alle konflikter siden tidernes morgen.
Hvordan kan det ellers være så let for palæstinensere at affeje det faktum, at Hamas på vilkårlig vis affyrer hundredvis af raketter ind over civile områder i det sydlige Israel? ”Det er deres egen skyld”, hører man ofte. Jamen hvad med børnene, er det også deres skyld?
Du kan holde fast på din journalistiske neutralitet, du kan give slip og indlede en diskussion på følelser, hvor du vil få lammetæv, hvad enten du sidder over for en israeler eller en palæstinenser – eller du kan holde din kæft
På den anden side var der i store dele af det israelske samfund krav om en hård militær respons på raketterne – enten i form at en intens bombning af Gaza-striben eller en militær landoperation: ”Nu må vi én gang for alle at gøre kål på Hamas!”
Det trods visheden om, at begge dele har været afprøvet før – hvilket ikke rigtig har ført andet med sig end død og lidelse for de civile. Under den syv uger lange sommerkrig i 2014 vurderer FN, at 1.492 palæstinensiske civile – mange af dem børn – mistede livet: collateral damage.
Når du så kommer udefra, stikker fingeren i såret, og siger, at du behandler begge parter på samme måde – så har du først bevæget dig ud på farefuld grund.
Det leder os frem til den tredje og sidste erkendelse:
Opholder du dig i det Hellige Land, bliver det ret hurtigt tydeligt, at der er noget, der adskiller dig fra både israelerne og palæstinenserne: For dig er konflikten et journalistisk arbejdsområde, og for dem er det et åbent sår. De er vokset op med det her, og lever med det hver dag. Det gør du ikke.
Du bliver stadig påvirket af situationen, for du er jo kun et menneske. Men ved hele tiden at bevare den udefrakommendes nøgterne neutralitet, befinder du dig automatisk på et andet plan end palæstinenseren fra Hebron eller servitricen i Jerusalem, for hvem fornuften altid vil være indblandet minder fra et helt livs konflikt og dermed en heftig portion følelser.
Og i så betændt et klima finder du ret hurtigt ud af, at det godt kan betale sig at stikke en finger i jorden, hvis ikke du hurtigt vil ende som persona non grata. Blot en svag tilkendegivelse af sympati for den ene eller anden side, kan hurtigt lukke den anden side af for dig og dermed gøre dit arbejde som journalist vanskeligt.
Omvendt er argumentet om, at du som neutral journalist ikke har nogen officiel holdning til deres uenigheder det letteste kort at smide på bordet. Men det er ikke altid et, der godtages. Når en servitrice i Jerusalem, så afkræver dig et svar for din tilstedeværelse her – men ikke godtager dine kølige, fornuftsbaserede svar – sidder du i saksen.
Du kan holde fast på din journalistiske neutralitet, du kan give slip og indlede en diskussion på følelser, hvor du vil få lammetæv, hvad enten du sidder over for en israeler eller en palæstinenser – eller du kan holde din kæft.
Efter fem uger var vores kvote på de to første opbrugt. Så vi gled af, sagde tak for mad og vandrede i stedet ud for at finde en bus.
POV er et uafhængigt, læserstøttet medie.
Vil du støtte Emils og Stines arbejde direkte, kan du gøre det via MobilePay 29461776
Fotos: Stine Tidsvilde.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
