SPLITTELSE OG SUPER BOWL // ESSAY – I sin rejsebeskrivelse beskriver Morten Fisker en række flimrende, men sammenvævede indtryk fra en svip-tur til byernes by, New York – med valgkampen og de seneste Trump-eskapader som bagtæppe.
Så er jeg fremme. I mine venners lejlighed på Vinegar Hill i Brooklyn. Midt i et gammelt industriområde, som i 80’erne kunne byde på en af byens højeste crime rates, men som gennem de seneste ti år har gennemlevet en gentrificering, der giver Vesterbros forvandling til lille-Aarhus seriøst baghjul.
Fra stuens enorme panoramavindue er der udsigt til Brooklyn Bridge, East River og Manhattan Skyline. Fra mit soveværelse bagerst i lejligheden kan jeg se The Projects’ baldrede highrises, som jeg genkender fra et utal af dramatiske politiudrykninger fra barndommens tv-serier.
Manhattan Bridge med højdeskræk
“Så du er frisk på at cykle ind for at se det kinesiske nytår?” spørger Søren, da jeg har pakket ud. Et par minutter senere triller vi ned ad bakken med kurs mod East River og kinesisk nytår på Lower Manhattan. Foran knokler Søren hjemmevant derudaf på cykelstier, fortove, med og mod færdselsretningen, og jeg halsende bagefter.
Så befinder vi os pludselig på Manhattan Bridge. På cykelstien yderst på broen i hundrede meters højde. Med god fart på cyklen prøver jeg at tømme hovedet for alle katastrofetanker og se fremad, kun fremad, og for Guds skyld ikke nedad på mågerne og floden. Men under nedkørslen, hvor broen skærer forbi højhuse i tyve meters afstand, kommer angsten og svimmelheden buldrende.
Der er så sindssygt langt ned. Og bremsen på min lejecykel er seriøst ringe. Grædefærdig hakker jeg nedad mod Manhattan i kængurugear, mens Sørens røde jakke forsvinder langt fremme. Det kinesiske nytår er slut, da vi når frem. Vi går en lang tur igennem konfetti-overdængede gader.
Da mørket falder på, vender vi snuden hjemad mod Brooklyn. Denne gang med linje F mod Coney Island i et nedslidt metrotog fra 70’erne, der lugter som Pusher Street. I vores kupé taler en hjemløs meget højt med sine dæmoner, mens de lokale hjemmevant rykker lidt væk og giver ham plads.
Det hele virker velkendt, nærmest forventeligt. Som en virkelighedens forlængelse af mit visuelle bagkatalog af filmscener.
Valgkamp som infotainment
Hjemme igen venter te i sofaen til tætpakkede nyheder på forskellige kanaler, hvor navne og referencer vælter ud af nyhedsværterne og deres tilkaldte eksperter på Trump-hadende MSNBC og Trump-begejstrede Fox News, mens der deles skæve grin over modstandernes seneste fuck ups.
To sider af den samme valgkamp i en Yin og Yang-baseret sameksistens, mens realpolitiske bud på fremtiden, som synes overladt til et par gamle, hvide elefanter med nært forestående udløbsdato, er larmende fraværende.
Melting pot med parallelsamfund
Søndag morgen byder sig til med høj sol og forårsstemning. På et sæt nye cykler går turen tværs over Brooklyn gennem det jødiske kvarter i South Williamsburg, hvor 330.000 ortodokse jøder lever deres paralleltilværelse med eget sprog, templer, skoler og butikker.
De går som store, sorte fugle på fortovene med deres kapper, kæmpemæssige hatte og lange slangekrøller. Gamle mænd og ynglinge. Vi ser næsten ingen kvinder, mens vi ruller igennem deres kvarter.
Blandt dem lever en del hardlinere, som ikke anerkender staten Israel. Det kan ikke være deres lovede Palæstina, for Herren er endnu ikke genkommet. Imens de venter på hans genkomst, studerer de Toraen, dyrker familien og forsværger det nye. De fleste forventes at stemme på Trump.
Hipsterburgere med Brooklyn urbanites
En kilometer længere fremme er de ortodokse jøder fuldstændigt forsvundet fra gadebilledet, og vi lander blandt ultrahippe urbanites, docker vores cykler og spiser old style American brunch med svedende cheeseburgere og masser af fries i en musealt kurateret diner med baldret flisegulv, waggon-seating og livstrætte, aldrende servitricer.
Her betaler alle gladeligt dobbelt op for at være en del af en memo-teknisk workshop. Lige over os dundrer togene forbi på højbanen i fire etagers højde. Her stemmer alle demokratisk.
Taylor Swift vs. Super Bowl
Samme aften klokken 18.30 tænder vi det enorme TV for at se Super Bowl, USA’s bud på verdens største kulturelle begivenhed. I optakten falder reklamerne tæt med svag eller helt fraværende narrativ. Kartoffelmennesker på en mark. Flyvende bedstemødre i drag. Matt Damon, Ben Affleck og Jay Lo syngende i skriggule buksedragter, mucho mexicana. Er det for burritos? Aner det ikke.
Og så er det slut. Taylor Swift har vundet
I optakten uden for reklameblokkene hidsige krydsklip mellem Taylor Swift og kendisvennerne i milliondollar-logen og kæmpekæresten Travis Kelce nede på grønsværen. Selve matchen mellem de to holds højtbetalte topatleter fortoner sig som en ultratynd lagkagebund med uendelige lag af toppings, hvis ene mission synes at være at sprænge alle smagspaletter.
Det episke drama, som forløses, da kampen afgøres i de sidste sekunder i overtime, opleves som en fersk prut. Måske fordi de mange spilafbrydelser og reklameblokke har opløst enhver fornemmelse for realtid. Er der ti minutter eller ti sekunder tilbage af kampen? Ingen anelse.
Og så er det slut. Taylor Swift har vundet. I dagene efter kampen tilskriver medierne historiens største seertilslutning til kampen hendes larger than life-brand. Det hele giver sikkert yderligere vand på møllen til de 32 procent republikanske vælgere, som er overbeviste om, at hun opererer undercover for at sikre Bidens genvalg.
Cancelkultur og nøgenstudier
Midt på ugen har vi aftalt at mødes på Sørens kunstakademi på 111 Franklin Street. Der er åbning på Big Stories, en ny udstilling af hyperrealistiske, figurative værker.
En midaldrende, hvid kvinde og tidligere elev på skolen har taget opstilling foran sit værk og fortæller om sin barndom med race-integrerende tiltag i Kansas, hvor hun hver morgen stod på skolebussen og blev kørt tværs gennem byen, hvor hun gik i skole med sorte elever. Hvordan tidens målsætning om raceblindhed og tværkulturalitet var det kompas, hun tog med sig fra sit barndomsland.
I værket bringer hun en sort mand og en hvid kvinde sammen på en seng. Men den gamle racekonnoterede voldtægtsfantasi er demonteret. Den sorte, fløjtespillende mand er rigtignok nøgen, men han er formindsket til 2/3 størrelse af den liggende kvinde og blottet for sin egen seksualitet.
Mere til stede som en fantomrejsefælle fremkaldt af den lysende, hvide kvinde, som ligger nøgen i sengen i en klassisk, prærafaelitisk positur, mens hun læser poesi. Hvilende i sin egen suveræne sensualitet med den lysende rødlige trekant smæk i midten af det gyldne snit.
Her stemmer alle demokratisk. Hvis de da stemmer. (Interesserede kan i øvrigt se det omtalte Watwood-maleri i denne video. Watwood beklager selv, at hun ikke kan vise sit maleri på Instagram på grund af onlinecensur af nøgen hud.)
Trumps nye støvler
Et par dage senere indhentes Trump af virkeligheden og New York-dommer Engoron, der i sin domsafsigelse finder ham skyldig i gentagne gange at have sikret sig økonomisk vinding ved at pumpe sin formue markant større, end den reelt er. Engoron afslutter domsafsigelsen med at kalde Trumps fuldstændige mangel på anger patologisk og byde ham velkommen tilbage til virkeligheden med en bøde på godt to milliarder kroner.
“Aleksej Navalnyjs pludselige død har gjort mig mere og mere opmærksom på, hvad der sker i vores land,” skriver Trump på sin sociale medieplatform
To dage senere fyldes hele sendefladen af den russiske oppositionspolitiker Aleksei Navalnyjs død i sit arktiske fængsel.
Trumps spin på historien sprænger alle rammer, men kan ikke overraske. “Aleksej Navalnyjs pludselige død har gjort mig mere og mere opmærksom på, hvad der sker i vores land,” skriver Trump på sin sociale medieplatform og hævder, at hans politiske modstandere, anklagerne såvel som dommere i de mange retssager mod ham, “leder os ned ad en vej til ødelæggelse” i en “langsom, stabil progression”.
Dagen efter lancerer han sine forgyldte “Never Surrender” basketstøvler. Blandt de republikanske vælgere har retssagens udfald stort set ingen betydning.
Der er til gengæld godt gang i salget af støvlerne. Ifølge Independent kan en hurtig eBay-søgning afsløre, at et par af skoene koster knap 5.000 dollars, og at en MAGA-tilhænger hævder at have betalt ni tusind dollars for at sikre sig et par signerede støvler.
Midt i et mudderskred
Da jeg sidst boede og arbejdede i USA, kæmpede Bill Clinton for sit politiske liv og eftermæle i en rigsretssag, hvor anklagerne lød på dels at have begået svindel i forbindelse med Whitewater projektet, et fejlslået forretningseventyr i Kansas 20 år tidligere, og ikke mindst på hans udenomsægteskabelige forhold til en praktikant, en cigar og en berømt plet på en kjole.
Siden er verdens stærkeste demokrati blevet ramt af et mudderskred. Med en venstrefløj, der er faret vild i identitetspolitik, og en højrefløj, der kollektivt messer “så led os ind i fristelsen og giv os alt det onde. Thi dit er riget, magten og æren i al evighed,” mens de som lemminger vandrer ud over samfundsborgerskabets yderste kant.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
