Det bedste, der kan ske for Edward Snowden er, at han indgår et forlig med den amerikanske regering om at tage ansvar for sine handlinger. Det bliver han nemlig formentlig både fri, rig og populær af. Så kan vi andre slås med konsekvenserne af hans handlinger bagefter.
Edward Snowden er formentlig en ganske rar mand. Jeg har en Kevin Bacon-score på 2 til manden. (Jeg kender én, som kender én, som kender ham indgående), og alt tyder på, at han på bunden er et godt menneske. Modsat grundlæggeren af WikiLeaks, Julian Assange, som jeg personligt har erfaret er en røv med ører. Jeg er sikker på, at Snowdens handlinger i 2013 er rodfæstet i et ønske om at gøre noget godt for verden og ikke bare for sig selv.
Som min kollega på POV International, Trine-Maria Kristensen skrev i sin blogpost herinde i denne uge, er der lige nu en kampagne i gang for at få præsident Barack Obama til at benåde Edward Snowden. Der er tradition for, at præsidenter benåder en række folk som noget af det sidste, de gør, før de forlader Det Hvide Hus.
Jeg håber i den grad, at Obama ikke benåder Edward Snowden.
Ikke fordi, Snowden er en landsforræder, som han er blevet kaldt af folk på den amerikanske højrefløj. Men nogen helt er han sandelig heller ikke. Snowden er en mand, der gjorde noget, adskillige mennesker har gjort før ham, og som på grund af en række urelaterede omstændigheder fik massiv opmærksomhed for det. Det har gjort ham til en folkehelt i visse kredse, en status, han efter min mening har forvaltet helt ad helvede til, og på en måde, der fortjener at blive ignoreret snarere end fejret. For han har nemlig begået lidt af en uretfærdighed mod en hel masse mennesker i den sammenhæng. Det vender jeg lige tilbage til.
Washington Post opfordrer til forlig
En benådning er jo naturligvis ikke en fejring, og uanset, hvad nogle organisationer mener, så er en benådning noget rent juridisk, og ikke noget, der skal afgøres på grund af en eller anden folkestemning, pisket op af – i dette tilfælde – grupper på nettet, der faktisk ikke aner, hvad de taler om, men som i en revolutionsromantisk higen efter vestlige oprørshelte ser Snowden som en stakkels martyr.
Lad os lige tage det med benådningen først. Trine-Maria påpeger det hykleriske i, at Washington Post på deres lederplads siger, at Snowden ikke skal benådes, når skribenter fra avisen har nydt stor anerkendelse for deres dækning af sagen og afsløringer baseret på Snowdens lækager. Det kan der være noget om.
Men pointen i lederen er, at Snowden ud over at have begået noget kriminelt, der ligger langt ud over civil ulydighed, idet det har bragt menneskeliv i fare i form af efterretningsfolk i marken, hvilket det krævede en komikers indblanden for at stille Snowden til regnskab for personligt (Tak til John Oliver).
Washington Post skriver i sin leder, at Snowden er nødt til at tage noget ansvar. Det virker ikke rimeligt, at man kan gå helt fri for at begå en handling, der i større eller mindre grad er skadelig for både landets sikkerhed og for folk, der har dedikeret deres liv til at beskytte befolkningen gennem deres arbejde. Washington Post foreslår et forlig, hvor Snowden tager en straf, men kan afsone den i USA under rimelige forhold.
Det er en holdning, der ikke ligger så langt fra min egen. Når Snowden ikke skal benådes, handler det om både noget realpolitisk og noget moralsk. Jeg mener ikke, Snowden skal benådes, fordi det vil betyde, at han aldrig kommer for retten. Og vi har faktisk brug for den retssag.
Vi har brug for præcedens – og for overvågning
Vi har brug for at få skabt en juridisk præcedens for beskyttelse af whistleblowere i sager, der handler om befolkningens privatliv og personlige informationer. Whistleblower-beskyttelsen i USA er nemlig lige nu primært rettet mod folk, der afslører privat eller offentlig magtmisbrug, svindel, unødvendig ineffektivitet, diskrimination, korruption, andre ulovligheder eller lignende. Problemet er, at langt hovedparten af de ting, som Snowden ”afslørede” for det første var fuldkommen lovlige, og dernæst slet ikke var hemmelige længere og havde været ”afsløret” i årevis.
Sandheden er, at vi har brug for overvågning. Men debatten nu er så polariseret, hysterisk og skinger, at det er blevet fuldkommen umuligt at lave fair og rimelig lovgivning herom.
Snowden-affæren genrejste debatten om overvågning og fik den på alles læber, og det er der mange, der er glade for. Inklusive undertegnede. Problemet er – hvilket, jeg kan sige som én, der forsker i området til dagligt og er ved at skrive ph.d.-afhandling om emnet – at debatten nu er så polariseret, hysterisk og skinger, at det er blevet fuldkommen umuligt at lave fair og rimelig lovgivning om overvågning.
For sandheden er, at vi har brug for overvågning. Selv de hårdeste privatlivsforkæmpere anerkender som regel, at der er behov for et eller andet mål af overvågning fra myndighedernes side, hvis man ønsker at leve i en sikker retsstat. Spørgsmålet er ikke hvorvidt, men hvor meget overvågning, man vil tillade i et retfærdigt samfund. Og det har Snowden-affæren nu gjort det mere eller mindre umuligt at diskutere, fordi de amerikanske efterretningstjenester nu er blevet portrætteret som onde Big Brother-agtige organisationer, der frarøver os alle vores frihed til at leve med et vis mål af privatliv. Og det er noget konspiratorisk sludder, der dog alligevel præger debatten nok til, at vi ikke kan komme videre.
Så ja, Snowden gjorde os en tjeneste ved at bringe debatten på banen, men han ødelagde den samtidigt. Og oven i det er der indikationer af, at hans valg af fremgangsmåde har været klodset nok til at skade USA’s sikkerhed og har bragt menneskeliv i unødig fare. Menneskeliv, der allerede er dedikeret til at udsætte sig selv for fare, så vi andre slipper for det.
Er det rimeligt at slippe helt straffrit for det, blot fordi man har sat en nødvendig debat i gang? Det synes jeg ikke.
Hvad der realistisk set vil ske med Snowden, hvis han tager hjem
Der er den moralske side af sagen. Så er der den realpolitiske.
Lad os nu sige, at Snowden satte sig på et fly i morgen i en russisk lufthavn med retning mod en amerikansk lufthavn. Lad os sige, at det er et chartret privatfly betalt af de mange mennesker – inklusive rige mennesker – der bakker ham op. Så vil der ske følgende:
Allerede under flyveturen vil pressen og netaktivister og hacktivister have afsløret på sociale medier, at Snowden nu sidder i et fly på vej til USA. Når han lander i lufthavnen, vil han blive mødt af FBI, der vil anholde ham. Han vil dog også blive mødt af tusinder af fans og støtter, der vil finde vej til lufthavnen og formentlig omringe lufthavnens terminaler og landingsbaner med opbaknings-demonstrationer. Der vil være lufthavnsmedarbejdere, der anonymt vil live-streame hele forløbet via sociale medier. Pressen vil have tiltvunget sig adgang til områder, hvorfra de kan live-transmittere og dække det hele. Det vil være den mest synlige og observerede flylanding i USA nogensinde. Alle vil kunne følge med i det hele og se det live.
Spørgsmålet er ikke hvorvidt, men hvor meget overvågning, man vil tillade i et retfærdigt samfund.
Helikoptere vil følge FBI-vognene, når de kører Snowden hen til det sted, hvor han vil blive varetægtsfængslet, indtil han kan komme for retten. Der vil være opbaknings-demonstrationer udenfor hvert eneste sted, han opholder sig, og sikkert også en del steder, hvor folk blot tror, han opholder sig. Der vil måske endda være sympatidemonstrationer i andre lande.
FN, Amnesty International og andre humanitære organisationer vil forsøge at tiltvinge sig adgang til Snowden for at sikre sig, at han bliver behandlet ordentligt. Selv en perifer FBI-kontorassistent vil ikke kunne pille en bussemand, uden at der bliver stillet spørgsmålstegn ved, om det på en eller anden måde er til skade for Edward Snowden.
For man skal huske, at Snowden er civilist. Modsat Chelsea Manning, der lige nu rådner op i et militærfængsel, fordi det ikke var muligt at få hendes retssag taget ud af militærsystemet, eftersom hun var i militærtjeneste, så er det FBI og det civile retssystem, der skal tage sig af Snowden. Og det er der en helt anden offentlig opmærksomhed på, ligesom der er meget større muligheder for at gennemskue, hvad der foregår.
Det er også derfor, det var noget sølvpapirshats-nonsens, da danske, folkevalgte politikere og andre fremtrædende for et par år siden foreslog, at Snowden skulle have politisk asyl i Danmark. Argumentet var, at Chelsea Manning var blevet udsat for tortur, så det kunne Snowden også blive, og det var nok til at give ham flygtningestatus. For det første holder argumentet ikke, fordi Chelsea Manning slet ikke blev behandlet i det civile retssystem i USA, for det andet holder det ikke, fordi det slet ikke er bevist, at Chelsea Manning er blevet udsat for tortur. En rapport fra FN påpegede, at Manning havde været behandlet ”ondskabsfuldt og inhumant”, og at hvis det havde været værre, kunne det have været betragtet som tortur.
Det stod altså i rapporten, at Manning netop ikke var blevet tortureret i det amerikanske militærs varetægt, men dog udsat for en forfærdelig praksis med langtids-isolationsfængsling, som også er blevet gennemført i Danmark adskillige gange – med efterfølgende kritik fra bl.a. Amnesty International. Så da Uffe Elbæk og andre ville give Snowden politisk asyl på den baggrund var det virkelig på et uinformeret grundlag. Jeg mener, ligesom Benjamin Wittes og Susan Henneser på Lawfare-bloggen, at Manning er den person, man burde fokusere på, at hun lider af svær depression og rent faktisk afslørede, at det amerikanske militær foretog sig noget ulovligt. Men alles øjne er på Snowden.
Det var noget sølvpapirshats-nonsens, da danske, folkevalgte politikere og andre fremtrædende for et par år siden foreslog, at Snowden skulle have politisk asyl i Danmark … og de folk, der tror, Snowden risikerer dødsstraf ved en tilbagevenden til USA, er helt galt på den.
Og det er netop problemet med hele Snowden-sagen: Folk råber op og pisker en stemning op uden overhovedet at kende nok til hverken den historiske, politiske, juridiske eller sikkerhedsmæssige kontekst. Derfor er det svært at komme til at diskutere, hvor meget overvågning, vi reelt vil acceptere for til gengæld at være mere sikre mod angreb udefra.
Større end O.J. Simpson
Men for nu at komme tilbage til det realistiske scenarie ved Snowdens hjemkomst, så vil det blive en af de tættest fulgte retsforløb nogensinde i amerikansk historie. O.J. Simpson-sagen vil være barnemad i forhold til. Serien om denne har netop vundet adskillige Emmy’er, et par årtier efter den fandt sted. Snowden-sagen er allerede blevet foreviget i to film, så hvis man tror, at hans sag vil blive mindre belyst, så ved man ikke ret meget om medier og især den overmætning af sociale og online-medier, vi lever med nu.
Med andre ord skal man ikke regne med, at Snowden får en uretfærdig behandling i retssystemet. Dertil er opmærksomheden simpelthen for stor.
Så er der spørgsmålet om, hvilken type retssag, Snowden skal igennem. Der er tre muligheder. Enten kan det blive et civilt søgsmål fra hans tidligere arbejdsgiver, den private forsvarsleverandør Booz Allen Hamilton for kontraktbrud. Eller også kan det blive en føderal retssag. Eller begge dele samtidigt.
Sandsynligheden er dog størst for, at det kun bliver til en føderal retssag. Det amerikanske justitsministerium vil efter alt at dømme bede Booz Allen Hamilton vente med en eventuel civil retssag indtil den føderale er overstået, så førstnævnte ikke påvirker sidstnævnte. I den føderale retssag er det næste spørgsmål så, hvad Snowden skal anklages for. Her er der meget, der peger på, at han vil blive anklaget for spionage. Det er der nogle, der synes er urimeligt, eftersom Snowden – efter eget udsagn – ikke har overleveret materiale til andre landes efterretningstjenester. Spionage anses for at være landsforræderi og kan straffes med døden.
I denne forbindelse kan der ske to ting.
Det er ret sandsynligt, især hvis Hillary Clinton bliver præsident til november, at Snowden vil kunne indgå et forlig om tilbagevenden, hvis han er villig til at tage et ansvar. Der har faktisk ifølge rygter været forhandlinger om dette med det amerikanske justitsministerium gående helt tilbage til den første tid efter Snowden-affæren for alvor brød ud, og præsident Obama måtte erkende, at tilsynet med NSA (Det Nationale Sikkerheds Agentur) ikke havde været så godt, som det skulle have været. Hvis der indgås et sådant forlig, vil Snowden højst sandsynligt ikke blive anklaget efter spionageparagraffen, men formentlig efter en paragraf om mishandling af hemmeligstemplet materiale.
Det vil give politisk mening for en præsident Hillary Clinton at give ham mulighed for at blive prøvet ved retten ud fra denne paragraf, fordi hun selv lige har været turen igennem. FBI fandt i hendes tilfælde, at der ikke var nok kød på sagen til at køre en retssag, men undersøgelsen, der blev lagt til grund for denne vurdering, ville være den samme, som Snowden skulle igennem. Det ville Clinton godt kunne forsvare i offentligheden, hvor det ville være sværere for hende at forsvare en spionageanklage af Snowden overfor befolkningen.
Skulle Snowden blive anklaget under denne paragraf, vil han formentlig slippe billigt, hvis han overhovedet bliver dømt. Dels vil det blive lagt til grund, at han har gjort offentligheden en stor tjeneste gennem sin whistleblower-aktivitet, dels vil sagen formentlig tage 1-2 år, hvor han næppe vil sidde i et maksimumssikkerheds-fængsel, mens sagen kører (eftersom han jo ikke har begået noget voldeligt). Den tid vil blive modregnet i en eventuel straf, så han måske ikke engang kommer til at sidde inde i noget tid efterfølgende. Måske får han endda en betinget straf uden frihedsberøvelse, hvorefter han faktisk har ret til en erstatning fra den amerikanske regering for den tid, han har været frihedsberøvet unødvendigt. Og måske bliver han endda helt frikendt. Det gjorde Daniel Ellsberg jo f.eks. i 1973 i sagen om Pentagon-papirerne efter to års retssag.
Det vil være godt for Snowden med en spionage-sag
Snowden kan dog alligevel godt have en interesse i – ligesom Ellsberg – at blive anklaget efter spionage-paragraffen, især hvis det er det eneste, han anklages for. For det ville betyde, at det ville blive undersøgt til bunds, hvorvidt der er hold i anklagerne om, at han har overleveret hemmeligstemplet materiale til russerne – noget, russiske efterretningsfolk påstår er tilfældet.
Hvis han har rent mel i posen, som han påstår, vil det udelukkende være positivt for ham at blive renset for dette. Hvis det ikke kan bevises, at han har overleveret materiale til russerne eller andre nationer, og han kun står anklaget efter spionageparagraffen, forlader han retssalen som en fri mand og en stor folkehelt. På grund af den amerikanske ”double jeopardy”-regel, vil han aldrig kunne blive retsforfulgt for den samme forbrydelse igen.
Det vil også gøre ham til en endnu større folkehelt, fordi en sådan retssag én gang for alle ville kunne afgøre, om whistleblowere kan dømmes som spioner eller ej. Hvis han vinder sagen (og det er der som nævnt gode chancer for, eftersom manden jo påstår at have rent mel i posen, og der vil være massiv opmærksomhed på sagen og opbakning til ham i befolkningen), så vil det være en sejr for whistleblowere alle vegne, og der vil blive pustet i langt flere afslørings-fløjter i fremtiden.
De folk, der tror, Snowden risikerer dødsstraf ved en tilbagevenden til USA, er helt galt på den. USA’s føderale regering har ikke henrettet spioner siden Rosenberg-parret i 1953. Der var ingen formildende omstændigheder i den sag, og de gav beviseligt materiale til Sovjetunionen. De eneste, der siden er blevet henrettet efter en dødsdom af den amerikanske, føderale regering, er tre massemordere, der alle var dømt for at udføre massakrer på offentligt ansatte. Den ene var Timothy McVeigh, der stod bag Oklahoma City-bombningen i 1995.
Med den megen opmærksomhed, der er om Snowden, og den opbakning, han har i befolkningen, er der ikke en jordisk chance for, at manden får en dødsstraf, selv hvis det viser sig, at han har overleveret materiale til russerne. Han vil allerhøjst få en livstidsdom, sådan som højprofilerede spioner som Aldrich Ames eller Robert Hanssen – og det er endda meget usandsynligt, fordi der netop er en hel masse formildende omstændigheder i Snowden-tilfældet.
Det værste, der kan ske, er altså, at Snowden skal sidde et par år i fængsel, inklusive den tid, han er varetægtsfængslet under retssagen – hvis han har rent mel i posen. Hvis han ikke har rent mel i posen, skal han måske sidde 10-20 år i fængsel med mulighed for tidlig prøveløsladelse på grund af formildende omstændigheder.
Milliardær på bøger, foredrag og konsulentvirksomhed
Uanset hvad, kommer Snowden ud fra spjældet som en mand med en fantastisk fremtid foran sig. Han kan stensikkert forvente at blive milliardær på de bøger, han vil skrive, og de events, han vil blive betalt for at deltage i. Hvis han overhovedet gider arbejde for småpenge, kan han få, hvad der for os andre vil være et fyrsteligt beløb for at blive fast kommentator og analytiker hos CNN eller en af de andre store tv-stationer i USA.
Og så er vi slet ikke begyndt at tale om de penge, han vil kunne tjene på at være konsulent i it-sikkerhed. En frikendt, renset Snowden vil være en meget prestigiøs mand at kunne præsentere i sit korps af cybersikkerheds-eksperter i den kommende cyberkrigs-bårne tid. Det er der mange penge i.
Endelig vil han kunne nyde godt af sin position som folkehelt. Som ham, der stod op mod systemet og afslørede regeringsovergreb og blev renset for alle anklager. En fremtid i politik vil ikke bare være umulig for Snowden, han vil formentlig blive opfordret til at blive kandidat for begge af de store partier. For der er ikke noget, amerikanske vælgere elsker mere end nogen, der beviseligt kan penetrere de tunge regeringssystemer og påpege spild og usikkerhed.
Hvis Snowden i stedet bliver benådet, vil han sandsynligvis kunne få glæde af mange af de ovenstående ting alligevel. Men han vil aldrig helt kunne slippe for mistanken om, at han gav den russiske præsident, Vladimir Putin, noget igen for at få lov at opholde sig i Moskva. Han ville ikke have sejret fuldstændigt. Og befolkningens holdning om hans gerninger vil være delt, hvilket igen vil betyde, at han ikke er helt lige så meget værd som forfatter, analytiker og konsulent.
Så både for Snowdens egen skyld, men også for vores andres retsfølelse, skal han ikke benådes. Både han og vi fortjener bedre. Jeg håber og tror, at Snowden venter til efter valget til november, hvorefter han indgår et forlig med det amerikanske justitsministerium om en tilbagevenden og en anklage om mishandling af hemmeligstemplede dokumenter – hvis Hillary Clinton bliver præsident. Skulle Donald Trump mod forventning tage præsidentposten, kan det godt være, at Snowden tager fire år mere i Moskva.
De folk, Snowden har fået os til at glemme
Jeg skal lige runde det, jeg lovede tidligere, af. Der en del folk, der har fået en uretfærdig behandling og ikke er blevet anerkendt for deres roller, fordi Snowden-sagen har fyldt det hele. Som journalisten og tv-værten Joy Reid sagde i perioden efter Snowden-afsløringerne: ”Der er ikke noget nyt i den sag, ud over, hvad man har kunnet læse i New York Times i flere år”.
Det er lidt af en forenkling, men Reid har ret. Snowdens ”afsløringer” var allerede blevet afsløret, diskuteret og analyseret i medier og akademiske kredse siden indførslen af US Patriot Act-lovgivningen efter 11. september 2001. Det var denne lovgivning, der muliggjorde og lovliggjorde den praksis, bl.a. hos NSA, som Snowden ”afslørede”.
Men faktum er, at det eneste Snowden ”afslørede” om den software, NSA brugte til overvågning, var at denne havde fået nyt navn. Nu talte alle om PRISM. Men New York Times afslørede allerede i 2005, at NSA overvågede telefonsamtaler og e-mails under Patriot Act og ikke altid med de rette dommerkendelser på plads.
Det skete, da en række whistleblowers havde svært ved at acceptere, hvad der var sket bl.a. i NSA siden 2002, da de nye initiativer under Patriot Act blev sat i kraft. Det er folk som Russ Tice, Thomas Andrew Drake , Mark Klein, Thomas Tamm og William Binney . Især Binney brugte mange kræfter på at råbe folk op og forklare, hvad det var, der foregik. Han var kilde til en lang række artikler i de amerikanske medier op igennem det første årti af 2000’erne.
Dertil kommer alle overvågningsforskerne, som var bekymrede over Patriot Act. På dette akademiske felt var der hed debat om det etiske og forsvarlige i, hvad der nu var lovligt i USA – og derfor stensikkert også blev udført. Der er et hav af bøger om det fra perioden, men antologien ’The New Politics of Surveillance and Visibility’ er især anbefalelsesværdig. Her kan man blandt andet læse Reg Whitakers glimrende artikel ’A Faustian Bargain? America and the Dream of Total Information Awareness’ der mere eller mindre ”afslører” alt det, Snowden ”afslørede”.
Whitaker ”afslører” det bare syv år før Snowden – og nogle af programmerne hed noget andet, end det de gjorde, da Snowden arbejdede for Booz Allen Hamilton. Men de grundlæggende funktioner for softwaren og den reelle overvågning, der fandt sted, var allerede på plads i 2002.
Der er dem, der siger, at Snowden er en helt, fordi han reelt beviste det som tidligere blot var en mistanke. Den holdning kan man da godt indtage, men så tager man også samtidigt fat på en større diskussion om sandhedsværdi i den post-faktuelle verden. Hvad er et bevis? Kan man kvantificere og måle kildemateriales sandhedsværdi? Eller sagt på en anden måde: Bliver noget mere sandt, fordi det optræder i en Powerpoint-præsentation lækket af en whistleblower fra en partnerorganisation, end fordi fem tidligere ansatte i den organisation, det egentlig handler om, siger det? Hvis man tillægger begge dele sandhedsværdi, er det kun meget lidt, Snowden ”afslørede”, som ikke allerede var blevet offentligt kendt.
Hvis man f.eks. var så naiv i 2013, at man ikke allerede vidste, at vestlige efterretningstjenester overvågede nettet, så har man fulgt meget lidt med i timen. Overbevisende materiale, der påviste eksistensen af ECHELON-programmet blev afsløret af et udvalg under EU-Kommissionen i 2001. ECHELON var et system under Five Eyes-samarbejdet (en alliance bestående af USA, Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand), der overvågede stort set al kommunikation på nettet, på fax og i mange telefonsamtaler siden 1971. Problemet var bare, at den rapport, der fra EU’s side skulle offentliggøre og fordømme ECHELON-programmet, blev fremlagt i juli 2001, mens alle var på vej på sommerferie.
Da politikerne kom tilbage, stemte de om at vedtage rapporten til offentliggørrelse. Det var 5. september 2001. Seks dage senere fløj to fly ind i World Trade Center, og så var alle ligesom ret ligeglade med at fordømme nogen form for efterretnings-samarbejde om elektronisk overvågning. Nu ville man have mere overvågning.
Selvforstærkende nyhedsbølge
Hvorfor var det så, at Snowden fik så meget opmærksomhed for tre år siden? Der måtte da have været noget om det?
Det handler om medie-hysteri. Sommeren 2013 var kedelig, når det gjaldt politiske nyhedshistorier. Alle de store valg sker på lige årstal i USA og største skandale fra den politiske verden i det ulige år 2013 havde indtil Snowden-affæren været New York-politikeren Anthony Weiners tweeten billeder ud af sin penis. Og så var der nogle anklager om, at det amerikanske skattevæsen havde gået decideret efter Obamas politiske modstandere, men det viste sig ikke at have noget på sig.
Der skete ingenting spændende i de amerikanske medier indtil 9. juni, da Snowden-affæren eksploderede. Og den næste måned fik historien frit løb og fik lov at vokse i folks bevidsthed, og så opstod der det, den hollandske medieforsker Peter Vasterman kalder ”Self-reinforcing News Waves” – selvforstærkende nyhedsbølger.
I et medielandskab som det, vi har i netværkssamfundet, kan en enkelt nyhedshistorie blive citeret af så mange andre medier, at den går fra at have interesse for et specifikt publikum til at have offentlighedens interesse. Når den så har offentlighedens interesse, begynder de andre medier at undersøge historien af samme årsag. Og på den måde kommer man ind i en slags hype-cyklus, hvor medierne bygger en historie op ved at stå oven på hinanden, til den fylder hele mediebilledet.
I den sammenhæng var den kolossale Snowden-lækage et overflødighedshorn af nyheder. Der kommer stadig nyhedshistorier ud baseret på den viden, der ligger i Snowden-arkivet, selvom de fleste af informationerne, i hvert fald om NSA, er blevet forældede, fordi de har fornyet hele deres system og er underlagt nye regler.
Det sidste skal vi takke Snowden for. Patriot Act stod alligevel for at skulle fornys, droppes eller afløses af ny lovgivning, men takket være debatten, der fulgte Snowdens afsløringer, kom der en helt ny lovgivning på banen. Det diskuteres stadig, om den nye lovgivning rent faktisk beskytter folks privatliv bedre. Nu har vi dog i det mindste debatten og folk er opmærksomme på overvågning på en anden måde end før. Så tak for det, Eddie.
Men det positive ved Snowdens debat-gave opvejes næsten af det negative, der er fulgt i kølvandet. Det er næsten umuligt at sige, at man faktisk mener, det er nødvendigt at overvåge folk på nettet, uden at man bliver betragtet som et Big Brother-agtigt fascistsvin. Eller Stasi-tilhænger. Eller sådan noget.
Det mærker jeg selv som forsker i informations-rettigheder, cybersikkerhedspolitik og privatliv. Jeg skal passe meget på, hvad jeg siger.
Problemet er, at Snowden har drevet debatten derud, hvor Apple f.eks. kan gøre sig selv til privatlivsforkæmpere ved at forhindre FBI i at gøre deres arbejde i efterforskningen af et terrorangreb, når det i virkeligheden formentlig handler om branding og kommercielle hensigter. Apple, der selv samler privatlivsinformationer ind en masse om deres kunder – også uden at sidstnævnte er klar over det – har næppe været mere hykleriske end i forbindelse med San Bernardino-iPhone-sagen. Jeg havde selv San Bernardino-angrebet tæt inde på kroppen, dels fordi det foregik halvanden time fra, hvor jeg bor, dels fordi jeg ankom på stedet for at lave en reportage, mens politiet stadig lå og skød på Farook-parret i deres flugtbil. Jeg tror gerne, indbyggerne i det fattige San Bernardino ville vide, hvad der var at finde på Syed Farooks iPhone, uanset hvad nogle folk i Apple-elfenbenstårnet mener.
(Hvis man vil læse lidt for og imod den sag, kan jeg anbefale denne tekst af kryptografi-forskeren Quinn Dupont og denne tekst af Public Policy-forskeren John Villasenor).
Men den slags holdninger er svære at diskutere i denne tid, fordi Snowden-affæren har trukket fronterne alt for skarpt op. I hvert fald indtil min ph.d.-afhandling kommer på banen og viser, hvordan vi alle kan diskutere det her på en måde, der skaber sikkerhed, retfærdighed og frihed for alle dele af samfundet – og ja, jeg var meget sarkastisk i den foregående sætning …eller det mere realistiske scenarie: Et nyt terrorangreb i USA kommer til at være så stort, at alle gerne vil lade sig overvåge igen af ren frygt. Og så er vi ovre i den anden grøft, hvor det heller ikke nytter noget at være.
Så jeg hører ikke til dem, der mener, at Snowdens bidrag til debatten er stort nok til at benåde ham. Dels var der ikke ret meget nyt i historien, dels blev den delvist kun en stor historie på grund af timing, dels har bidragene skadet debatten lige så meget, som den er blevet gavnet. Og så ville det som nævnt faktisk være bedre for både Snowden og alle andre whistleblowere at gå igennem retssagen og blive renset. Fremtiden vil vise, om han har modet til at stå til ansvar for sine gerninger, som tidligere, store whistleblowere fra Ellsberg til Manning har gjort ved rent faktisk at gå igennem deres retssager.
Hovedfoto: LibrePlanet 2016/Screenshot.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
