Rafat Al-Hamoud flygtede til Danmark fra Syrien i 2014, men kun to år senere rejste han til Lesbos for at lede efter sin familie, der var ombord på en båd, som sank. Mens familiemedlemmer skyllede døde op på stranden, blev Rafat på Lesbos og stiftede Humans 4 Humanity, der siden har hjulpet de mange flygtninge, der stadigt kommer til øen. På FN’s internationale flygtningedag var han i København for at tale ved indvielsen af Ai Weiweis værk, der illustrerer de mange flygtninge, der håbefuldt og med livet på spil krydser Middelhavet på vejen til Europa.
Rafat Al-Hamoud sætter sig godt tilbage i lænestolen, men ranker hurtigt ryggen igen. Fingrene fumler med telefonen, der hele tiden skifter hånd, og hans blik er på én og samme tid koncentreret og flakkende.
Jeg tror, mange bliver utilpasse, når de ser redningsvestene. Jeg håber, man tænker på de mennesker, de børn, der har båret vestene.”
”Jeg har ikke samvittighed til at sidde her i Danmark, når jeg ved, hvor meget der er brug for mig på Lesbos lige nu. Der kommer hele tiden både ind med flygtninge, og når vi ikke er der, så dør de,” fortæller Rafat mig, da jeg mødte ham tirsdag morgen forud for åbningen af kunstneren Ai Weiweis seneste værk, der dækker vinduerne på Charlottenborg Kunsthal.
Værket består af 3.500 redningsveste fra flygtninge, og de er indsamlet langs kysten på den græske ø Lesbos. Rafat håber, at værket kan skabe opmærksomhed om de tusinder af mennesker, der drukner i Middelhavet på vejen mod et rigtigt liv. Ligesom Ai Weiwei, der har kaldt flygtningekrisen for en humanitær krise, så er det vigtigt for Rafat at skabe mere menneskelige forhold for de mange flygtninge, der hver dag kommer til Lesbos i ramponerede både.
”Jeg tror, mange bliver utilpasse, når de ser redningsvestene. Det får en til at tænke på, at mange har taget en så farlig og lang rejse for at redde sit liv fra noget, der er endnu værre. Jeg håber, man tænker på de mennesker, de børn, der har båret vestene.”
Rafat, der er stifter af organisationen Humans 4 Humanity, var en af hovedtalerne ved tirsdagens arrangement, hvor han sammen med den tidligere formand for FN’s generalforsamling, Mogens Lykketoft, Elisabeth Arnsdorf Haslund fra UNHCR og generalsekretær i Red Barnet, Jonas Lindholm, indviede kunstværket Soleil Levant på FN’s internationale flygtningedag den 20. juni.
Mogens Lykketoft: Vi har et større ansvar
I sin tale fremhæver Mogens Lykketoft, hvordan han overfor FN har arbejdet for at skaffe større økonomisk støtte til at bekæmpe flygtningekriser som følge af fattigdom og nød.
”Når vi (i FN red.) sætter begrænsninger på adgangen til hjælp, så har vi et særligt stort ansvar for at hjælpe de lande, der huser en uforholdsmæssig stor del af flygtningene,” siger Mogens Lykketoft, og følger op med en beregning: ”Hvis Danmark proportionelt skulle tage lige så mange flygtninge som Jordan, så skulle vi have taget 2 millioner.”
I House of humanity kan flygtningene føle sig som mennesker igen. Vi fortæller dem, at de er en del af familien, og at de er kommet i sikkerhed. Det vigtigste er, at de for et par timer kan føle sig som mennesker igen.
Mogens Lykketoft bakkes op af Elisabeth Arnsdorf Haslund fra UNHCR, der minder om, at Europa tilsammen har taget 5 millioner flygtninge, hvoraf de tre millioner befinder sig i Tyrkiet. Og at halvdelen af verdens flygtninge er børn. Begge bakker Rafat op i, at der skal mere opmærksomhed på de mennesker, der har båret de veste, som nu er udstillet på Charlottenborg Kunsthal.
Familien druknede
Oprindeligt kom Rafat til Danmark i 2014, da han som 25-årig flygtede fra Syriens hovedstad, Damaskus, hvor han var jurastuderende. Hans rejse var lang, og på den båd, han sejlede med til Italien, følte han sig ofte fortvivlet og opgivende.
”Jeg så op, himlen var blå. Jeg så ned, vandet var blåt. Jeg så til siderne, og alle vegne var det blåt. Da jeg så på børnene i båden, blev jeg ved at spørge ‘hvorfor’? Hvorfor skal de dø? Jeg troede ikke på, at vi ville komme frem i live. Båden var ikke bygget til det. Men så blev vi reddet af et skib med frivillige, der hjalp os til Italien, og derfra tog jeg til Danmark.” fortæller Rafat, der var så bange for at blive opdaget i togene, at han kun turde sove på toiletterne og aldrig for længe ad gangen.
Han lyser op, da han fortæller om endeligt at komme til Danmark. Selvom han kæmpede med angst, mens han ventede på asyl, så har han kun taknemmelighed og positive ord tilovers for Danmark: ”Jeg fandt liv i København. Her kan jeg gå rundt uden at være bange for snigskytter eller for at blive fanget,” fortæller han.
Men i oktober 2016 modtog Rafat et opkald fra familien, der fortalte, at hans kusine, hendes mand og deres fire børn på 3, 7, 10 og 12 år havde været ombord på en båd fra Tyrkiet, der var overfyldt og sank under den farefulde tur til Grækenland.
Rafats stemme skælver og han rynker igen panden i alvorlige folder, før han fortæller at han var ude af sig selv af bekymring. Han tog til Grækenland med det samme, med håbet om at finde sin familie i live. De to ældste blev fundet i live, men efter nogle dages søgen skyllede de to yngste op på land. Ikke længe efter fandt man også forældrene døde.
Kunne ikke finde ro i Danmark
Da håbet for at finde flere familiemedlemmer i live var ude, brugte Rafat sin viljestyrke til at planlægge deres begravelser. Undervejs i sin søgning spredte hans nødråb sig til amerikansk-syriske Neda Kadri, der fulgte med fra Michigan, USA, og som følte sig kaldet til Lesbos, da hun hørte om Rafats store besvær med at planlægge begravelser på en ø, hvor de islamiske gravpladser for længst var overfyldte.
Neda og Rafat mødtes på Lesbos, og begyndte sammen at organisere frivillige, der om natten hjalp bådene sikkert i land og om dagen sørgede for mad og tøj til de flygtninge, der havde overlevet. En aften havde de været ude i tre nætter, og var alle så trætte og udmattede, at de lagde sig til at sove.
”Næste morgen vågnede vi med beskeden om, at der den nat var ni, der var døde. Der er aldrig nogen, der er døde foran os, så jeg føler det som min pligt at være der 24 timer i døgnet. Også selvom jeg ikke kan,” fortæller Rafat. Han uddyber, at han ikke kunne finde ro, da han tog tilbage til Danmark efter en måned på Lesbos. Han måtte tilbage til Neda, men mest af alt måtte han tilbage til det løfte, han afgav den morgen – et løfte om at være på Lesbos og hjælpe de flygtninge, der med 25-50 både om dagen forsøger at nå Lesbos på vejen til et sikrere liv i Europa.
Siden da har Rafat holdt sit løfte og sammen med Neda, der i dag er blevet hans hustru, har han stiftet organisationen Humans 4 Humanity og House of humanity, hvor øens flygtninge kan få mad, tøj og – vigtigst af alt – et pusterum.
”I House of humanity kan flygtningene føle sig som mennesker igen. Vi fortæller dem, at de er en del af familien, og at de er kommet i sikkerhed. Vi driver en skole for de mindste, og der er plads til at lege, ligesom der er computerrum til de voksne. Under ramadanen er der iftar hver dag, hvor 3-400 flygtninge kommer og spiser med os. Det vigtigste er, at de for et par timer kan føle sig som mennesker igen.” fortæller Rafat. Han beskriver selv sit behov for at hjælpe som en afhængighed, han ikke kan slippe.
Kunne du lide denne artikel? Så del den meget gerne. Hos POV International skriver vi alle frivilligt, men bliver glade for bidrag. Du kan bidrage til mine fortsatte skriverier på Mobile Pay +45 42 31 55 26. Læs mere om organisationen Humans 4 Humanity via dette link.
Alle billeder tilhører Andrea Dragsdahl, og må ikke anvendes andet sted uden samtykke.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
