Et erindringsglimt fra Dagen H. Københavns tidligere skole- og kulturborgmester Tom Ahlberg fortæller om den dag, Sverige omlagde trafikken fra venstre- til højrekørsel, selvom en folkeafstemning otte år tidligere stemte forslaget ned med et brag. “Men selv en oplyst befolkning kan tage fejl,” skriver Ahlberg, der ser tilbage på sin opvækst i en forstad til Stockholm – et billede på opbygningen af den toptunede, moderne svenske velfærdsstat.
Sommeren 1967. Det var stadig Beatles som regerede, nu med Sgt. Pepper, som jeg fik i fødselsdagsgave den sommer. Jeg købte min første single, The Monkees’ A Little Bit Me, A Little Bit You. Og vi fulgte The Monkees i fjernsynet, episode efter episode, gag efter gag. Samlede endda på rædselsfuldt sødt, lyserødt Monkees-tyggegummi med billeder af bandmedlemmerne. Hvis man kunne samle alle billeder, udgjorde de tilsammen en stor plakat. Vi havde alle sammen de samme store huller i plakaterne. Vi samlede også på billederne til Ishockey 67/68, som fejrede de svenske sølvvindere.
Vi var stolte.
Vi var i forstadsidyllen, Högdalen, syd for Stockholm. Jeg var ni år og boede på den sigende Önskehemsgatan (!), legekammeraterne Jens og Joakim boede i hver sin ende af Skebokvarnsvägen.
Fra 1961 til 1975 blev der bygget 1,4 millioner boliger i Sverige. Alene i Stockholmsområdet blev opført 180.000 lejligheder. Högdalen var en del af det nye begreb, forstaden. Jeg kan ikke huske, at der var et eneste hus, som var bygget før 1950’erne
Högdalen var nybygget. Og nytænkt. Det var en del af det svenske socialdemokratis millionprogram. Planen om at modernisere Sverige ved at bygge en million boliger i løbet af 10 år. Det lykkedes. Fra 1961 til 1975 blev der bygget 1,4 millioner boliger i Sverige. Alene i Stockholmsområdet blev opført 180.000 lejligheder. Högdalen var en del af det nye begreb, forstaden. Jeg kan ikke huske, at der var et eneste hus, som var bygget før 1950’erne.
For hvert tiår fordobledes antallet af biler. I 1950 var der fem personbiler for hver 100 indbyggere, i 1975 32 biler. Forstæderne blev bygget med adskillelse af bløde trafikanter og bilerne. En ringvej rundt om byen – Skebokvarnsvägen – og store asfalterede parkeringspladser rundt om bymidten.
Der var gangtunneller under alle veje og viadukter, indkøbscentret var samlet i et fodgængerområde. Skolen – som siden er nedlagt – var i to plan. Som børn kunne vi færdes frit mellem alle husene i hele byområdet. Det var først, da jeg senere flyttede til København, jeg fik brug for at lære trafiksignalerne.
Mellem højhusene lå et stort grønt område og i midten lå Legepladsen. Vores alles mødested. Joakim nød at sidde øverst i det store klatrestativ. Han var den kloge, havde vist sprunget et klassetrin over.
Det var her vi spillede bordtennis i løb rundt om bordet. I 1967 så vi da sagnomspundne Hans Alsér og Kjell Johansson som de første svenskere vinde guld i herredouble ved VM på Johanneshovs Isstadion, kun få stop væk med Tunnelbanan.
Det var i 1950’erne de svenske socialdemokrater for alvor begyndte moderniseringen og opbygningen af det Sverige, vi kender i dag. Velfærdsstaten, ATP, daginstitutioner, boliger industrinationen, veje og atomkraft blev resultatet
Sidst i tresserne var Tunnelbanan den selvfølgelige transport ind mod City. Det var i 1950’erne og 1960’erne, den stockholmske Tunnelbana blev udbygget som den omfattende kollektive transportløsning.
Det var i 1950’erne de svenske socialdemokrater for alvor begyndte moderniseringen og opbygningen af det Sverige, vi kender i dag. Velfærdsstaten, ATP, daginstitutioner, boliger industrinationen, veje og atomkraft blev resultatet.
I Sverige havde man diskuteret omlægning til højrekørsel siden 1920’erne. I 1955 nød sagen så meget fremme, at man afholdt en vejledende folkeafstemning. Kun 15,5 procent af vælgerne stemte ja, 82,9 procent stemte nej til højrekørsel. Godt nok med en lav valgdeltagelse på ca. 53 procent men dog et markant flertal imod.
Den forberedende kommission havde ellers gennemtestet argumenterne for og imod. Der var ingen trafiksikkerhedsargumenter for højrekørsel, f.eks. havde det ingen betydning om rattet sad i højre eller venstre side.
Der var kun få uheld i Sverige som skyldtes udenlandske bilisters vanskeligheder med at køre i venstre side. Man afviste sågar et argument om, at højrekørsel ville øge Sveriges turistindtægter.
Det afgørende argument for højrekørsel var ønsket om at tilpasse sig nabolandene. Kommissionen foreslog i 1953, at overgangen skulle ske søndag 7. juni 1959 klokken 4 om morgenen. Det var dengang kommissioner turde være konkrete
Det afgørende argument for højrekørsel var ønsket om at tilpasse sig nabolandene. Kommissionen foreslog i 1953, at overgangen skulle ske søndag 7. juni 1959 klokken 4 om morgenen. Det var dengang kommissioner turde være konkrete. Det blev så godt otte år senere.
Ved folkeafstemningen var samtlige rigsdagspartier repræsenterede i både højre- og venstrekampagnerne. Der var ingen partilinjer eller -modsætninger.
Bilejernes organisationer var imod, mestendels fordi omlægningen skulle finansieres gennem højere registreringsafgifter. Der var også en ivrig skræmmekampagne, funderet i det spild af penge, der var ved at lægge vejene om og det frygtelige blodbad, der ville komme på vejene. Som nejsiden sagde: “Der kan ikke være tvivl om, at en omlægning vil kræve mange ofre – det vil vare i flere tiår”.
Ups, hvad gør man så? Man fortsætter arbejdet. I 1960 vedtog Europarådet en resolution, der opfordrede medlemslandene til at skifte til højre. Det tog den svenske regering som en direkte opfordring. Allerede i 1960 blev der igen stillet forslag om højrekørsel. Nordisk Råd blandede sig og anbefalede, at Sverige skiftede til højrekørsel.
I 1963 besluttede Rigsdagen – uden at spørge folket – at indføre højrekørsel. 294 rigsdagsmedlemmer stemte for, 50 imod. Alle partier var splittede på sagen og mange rigsdagsmedlemmer krævede ny folkeafstemning … Det er svært at forestille sig, at det i dag ville kunne lade sig gøre at sidde selv en vejledende folkeafstemning overhørig
I 1963 besluttede Rigsdagen – uden at spørge folket – at indføre højrekørsel. 294 rigsdagsmedlemmer stemte for, 50 imod. Alle partier var splittede på sagen og mange rigsdagsmedlemmer krævede ny folkeafstemning.
Med den socialdemokratiske statsminister Tage Erlander i spidsen, blev rigsdagsmedlemmerne overbevist om, at den tidligere folkeafstemning kun havde været vejledende, derfor var der ingen grund til at afholde en ny. Erlander selv var svinget fra at være modstander i 1955 til tilhænger i 1963. Det er svært at forestille sig, at det i dag ville kunne lade sig gøre at sidde selv en vejledende folkeafstemning overhørig.
Men også et oplyst folk kan altså tage fejl. I dag er der næppe nogen som fortryder Erlanders beslutning, selv om datidens målinger fortsat viste stor folkelig modstand.
Fra efteråret 1966 begyndte en massiv kampagne for at gøre befolkningen klar til omlægningen. Dagen H blev besluttet til søndag den 3. september 1967.
Første del af kampagnen bestod i at lære svenskerne at køre fornuftigt – i venstre side! Nye regler, hastighedsbegrænsninger, bedre skiltning og det stadig gældende forbud for fodgængere mod at gå over for rødt.
De svenske biler, Volvo og Saab, fyldte godt på vejene dengang. Men de svenske biler var siden lang tid udstyret med rattet i venstre side – af hensyn til eksporten. Omlægningen havde derfor ingen betydning for bilfabrikkerne.
Taxiholdepladser blev flyttet, indkørsler til benzintanke og parkeringspladser blev ændret. Også vejstriberne skulle ændres. Det blev gjort tydeligere ved at Sverige gik fra gule striber til hvide striber i 1967.
I det sidste halvår var tv fyldt med kampagnespots for omlægningen. Herr Høtrik hed den tegneserie, der blev delt ud til os i skolen. Vi fik små klistermærker med det store H, som vi satte op alle de steder, hvor man ellers ikke måtte klistre noget op.
Når man gik ud fra Rondo, vores lokale biograf i Högdalen, blev vi mindet om Dagen H i højttalerne. Der var H-strømper, H-underbukser. Selv frimærker blev en del af H-kampagnen. Og armbåndsuret skulle man sætte på højre arm for at minde sig selv om, hvilken side man skulle køre i. Der blev lavet særlige træningsbaner, hvor usikre bilister kunne prøve evnerne af.
Gennem et ekstraordinært Melodi Grand Prix fandt man kampagnesangen med Telstars Håll dig till höger, Svensson (annars slutar det bara med en smäll!), som også havnede på Svensktoppen. Sangen sammenlignede venstretrafik med vänster-prassel (sidespring) og vänster-knäck (sort arbejde). Det blev en sand landeplage.
Men først 30. august begyndte den intensive slutfase i kampagnen: at lære svenskerne at holde til højre. Denne del af kampagnen skulle jo ikke begynde for tidligt, så bilisterne kørte efter de nye retningslinjer før Dagen H. Først i de sidste dage informeredes om højre vigepligt og på hvilken side af vejen fodgængere skulle gå. Foruden at fodgængere nu skulle holde til højre for hinanden.
Det sidste hektiske døgn var 20.000 mand, udkommanderet til at flytte 360.000 trafikskilte. Nye skilte var sat op i god tid på højre side af vejbanerne, overtrukket med sorte plastsække. Sommeren 1967 var Sverige fyldt med disse plastsække langs vejene
Dagen før skiftet sendte fjernsynet – der var kun en kanal – 12 timers program om omlægningen til højrekørsel. Lørdag aften hed programmet Hylands HögerHörna.
Det sidste hektiske døgn var 20.000 mand, udkommanderet til at flytte 360.000 trafikskilte. Nye skilte var sat op i god tid på højre side af vejbanerne, overtrukket med sorte plastsække. Sommeren 1967 var Sverige fyldt med disse plastsække langs vejene.
Foruden de 130.000 særlige sekskantede gule H-skilte, som gjorde opmærksom på den kommende omlægning. De velkendte elsdyrskilte blev flyttet til højre side af vejen. Samtidig blev skiltene spejlvendte, så bilisterne blev opmærksomme på, at elsdyr stadig kommer hurtigt fra den nærmeste side af vejen.
I løbet af natten tog man plastsækkene af og satte dem på skiltene på venstre side. Også mange ensrettede gader blev ”vendt om”.
Der var kørselsforbud natten mellem 2. og 3. september fra 01 til 06. Kun busser, taxier og udrykningskøretøjer måtte køre. Klokken 04.50 skulle alle stoppe op. Og klokken 05.00 skiftede de kørebane. Intervallet på ti minutters pause skyldtes, at man gik ud fra, at mange havde ure, der gik forkert. I hele Stockholm fastholdt man en hastighedsbegrænsning på 30 km/t i en uge efter omlægningen.
Over hele Sverige hjalp 100.000 frivillige til ved 19.000 fodgængerovergange – som vi kender det fra skolepatruljerne.
Blandt de første ude og køre var daværende kommunikationsminister Olof Palme, som i direkte radio udtrykte, at han følte sig lidt rundtosset i trafikkarrusellen ved Slussen i Stockholm. Samme dag fortalte Erlander, at Palme skulle forfremmes til uddannelsesminister. To år senere overtog Palme statsministerembedet.
Trods de bange forudanelser faldt antallet af trafikuheld det døgn. I løbet af 1967 faldt antallet af dødsulykker i trafikken markant i forhold til de forudgående år, primært på grund af den omfattende almene trafiksikkerhedskampagne. I september 1966 døde 99 i trafikken, i september 1967 faldt det til 59.
Rigsdagen havde kalkuleret med, at omlægningen skulle koste 400 mio. kr. Heraf skulle halvdelen bruges til køb og ombygning af busser. Passagererne kunne jo ikke stige på midt ude på vejen. Der blev bygget nye stoppesteder, kantsten blev rettet til. De første højretrafikbusser fik stoppesteder på små stoppestedsøer midt på vejene.
Alle buschauffører fik i alt seks timers særlig uddannelse i at køre venstrestyrede busser. De skrottede busser blev sendt til Pakistan.
Efterfølgende beregnede man, at den samlede omlægning til højrekørsel havde kostet den svenske stat 628 mio. kr., svarende til godt 6 milliarder kr. i nutidsværdi
Stockholms sporvognstrafik ophørte ved Dagen H. Sporvognene var allerede ved at blive afviklet, men udgifterne til at omlægge spor fra venstre til højre blev for store. Den øvrige skinnebårne trafik i Sverige fortsatte som venstrekørsel. Men på skinnerne er der heller ikke samme mulighed for at støde ind i hinanden. Det giver stadig vanskeligheder på større stationer, f.eks. Centralen i Stockholm, hvor op- og nedgange er tænkt til venstrefærdsel.
Efterfølgende beregnede man, at den samlede omlægning til højrekørsel havde kostet den svenske stat 628 millioner kr., svarende til godt 6 milliarder kr. i nutidsværdi. Omlægningen blev i det væsentligste finansieret gennem en særlig benzinskat på 35 øre pr. liter.
Trafiksystemerne er siden blevet så komplekse, at det er svært at forestille sig f.eks. Storbritannien svinge om til højrekørsel. Her hæfter man sig fortsat ved, at venstretrafikken er den oprindelige trafikform. Da man til hest mødte en anden rytter, hilste man på hinanden med højre hånd – og red altså i venstre side. Det er ligesom heller ikke til den engelske mentalitet at tilpasse sig andres løsninger.
Men de selvkørende biler gør måske også diskussionen overflødig; uden rat og fører er det sikkert ligegyldigt hvilken side man kører i, det bestemmer bilen.
Kort tid efter Dagen H flyttede jeg til Danmark. Jens og Joakim blev boende i forstæderne. Jeg mistede kontakten. Men jeg husker stadig chokket ved 15-20 år senere sidde og stirre på billeder af både Jens og Joakim på hver sine pladealbums. Joakim blev siden min generations mest indflydelsesrige musiker – med noget mere støjende musik end Hey Hey We’re The Monkees.
Topillustration: Kungsgatan i Stockholm vid övergången från vänster- till högertrafik, 3 september 1967, kl. 4:50 på morgonen. Wikipedia.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
