IRMA // KRONIK – Det var ikke bare et fingerknips på detailmarkedet, da den ærkedanske brugsbevægelse for en uge siden besluttede at lukke Irma-kæden. Lukningen blev en folkesag i medierne – ikke mindst på de sociale. POV’s journalist, taxichaufføren Jesper Grunwald, er også ked af nedturen for god service og kvalitet. Men han ser et større perspektiv end blot vrede og sorg over lukningen af den over 100 år gamle butikskæde, der startede som en kælderkøbmand med mælk og æg og endte selvstændigheden ved et strategisk salg, da brugsbevægelsen opkøbte Irma for godt 40 år siden. Vi er i en nedtur for ”fælleseje” – fra Brugsen til DR’s public service, skriver han
Blot et par hundrede meter er der fra min gadedør på Østerbro i København til en af de helt små Irmabutikker. Jeg handler der dagligt, fordi service og kvalitet er i top. Så jeg var en af de vrede og sørgmodige kunder, der nærmest demonstrativt mødte op i butikken den formiddag, Coop annoncerede afskeden med Irma.
Irma-pigen, et smukt, men også anakronistisk kønsbillede på et indkøbsmønster og en fortidig kultur, hvor mors store pige går nydeligt på indkøb hos den rare købmand.
Jeg var sikkert heller ikke den eneste kunde, der selv har bidraget til Irmas lukning ved at flytte mere og mere af mit indkøb til discountbutikker, hvor dele af varerne i Irma sælges mærkbart billigere
Og, ja – jeg stod også i den gode butik sammen med de andre, skuffede stamkunder i et pludselig opstået fællesskab i butikslokalet og talte med ansatte og lokale ledere om ”hvad, fanden er det lige, de har gang i” i den brugsbevægelse, som for godt 40 år siden pludselig købte sig ind i middelklassens forbrugsvaner ved overtagelsen af Irma, selv om Brugsen oprindelig blev skabt for at støtte de ubemidlede.
Og jeg var sikkert heller ikke den eneste kunde, der selv har bidraget til Irmas lukning ved at flytte mere og mere af mit indkøb til discountbutikker, hvor dele af varerne i Irma sælges mærkbart billigere. For vi elsker at se os selv som kvalitetsbevidste og prisbevidste forbrugere i det her land.
Den danske model
”Den danske model” bruges i flæng som et begreb i disse år til almindelig, positiv omtale af et arbejdsmarked, hvor vi siden indgåelse af hovedaftalen i 1899 efter nogle år med vilde strejker, anført af arbejderklassen, blev dygtige til at omsætte revolutionære stemninger til aftaler og overenskomster. Konsensus sejrede over revolutionen.
Allerede inden den socialistiske arbejderbevægelse fik vokset sig stærk i industrisamfundet, varslede bønderne og bondevennerne nye tider i et opgør med kongemagt, adel og borgerskab – en liberal, humanistisk dansk ”model” for lighed i ånd og levevilkår:
Andelsbevægelsen opstod som et fællesskab mellem dem, der producerede fødevarer, og brugsforeningerne, hvor den bornholmskfødte købmandssøn og teolog Hans Christian Sonne startede den første danske brugsforening i Thisted i Thy. Det handlede dybest set om det, man i samtiden – i det ”grundtvigske”, i friskolebevægelsen og højskolebevægelsen – definerede som et forpligtende fællesskab.
Der skulle skaffes ordentlige og billigere fødevarer til de underprivilegerede. Og folket skulle beholde profitten selv
I det kirkelige med fokus på næstekærligheden, i skolesystemet et fællesskab om almuens kulturelle dannelse og uddannelse – et farvel til ”latinskolens” terperi til styrkelse af eliten; i det samfundsmæssige/politiske som et sammenhold, der senere i arbejderbevægelsen og frem til vore moderne tider kaldes solidaritet.
Så der er en linje fra bøndernes oprør mod enevælde, adel og forstenet borgerskab over arbejderbevægelsen til vores berømmede velfærdssystem. Og det er dermed også symbolsk for den danske folkelighed, at den første brugsforening i Thisted blev kaldt en arbejderforening. Der skulle skaffes ordentlige og billigere fødevarer til de underprivilegerede. Og folket skulle beholde profitten selv.
Et smukt forpligtende fællesskab
Andelsforeningerne og brugsforeningerne fik med tiden ikke blot en hjælpefunktion, da nøden var værst. De udviklede sig med tiderne til voldsomt store virksomheder.
Andelsmejerier, som blev skabt i et fællesskab mellem bønderne, er i dag kendt som ARLA – en international virksomhed, som i 2021 omsatte for 11,2 milliarder kroner – mere end 80 milliarder kroner.
Forpligtende fællesskab – det er så smukt – men det handler om cool cash. Og strengt taget er Irmas kulturhistorie mere knyttet til privatkapitalisme end til andelsbevægelsen
Og brugsforeningerne, som i dag kaldes Coop, omsætter for knap 50 milliarder årligt og har en markedsandel på knap 40 pct. af den samlede dagligvarehandel i Danmark.
Forpligtende fællesskab – det er så smukt – men det handler om cool cash. Og strengt taget er Irmas kulturhistorie mere knyttet til privatkapitalisme end til andelsbevægelsen. Da det, der dengang hed FDB, i 1982 opkøbte Irma, var butikskæden faktisk ejet af bl.a. Privatbanken og af alle – medievirksomheden og kapitalforvalteren Gutenberghus.
Der blev næppe tænkt i almueformat, da FDB smed 300 mio. kr. på bordet og adopterede pigen med den blå kjole og det gule hår. Eller da de sagde farvel til hende for en uge siden.
Kapitalistisk ansvarlighed.
I bedste fald det, hvad A.P. Møller kaldte ”rettidig omhu”.
Men kundernes egen butik – fællesejet?
En grundlæggende demokratisk ide om fællesskab er udgangspunktet for DR
Der er langt fra kølemontrerne i Coops butikskæder til den ubetingede mastodont i radio og tv her til lands: Danmarks Radio. Andelsbevægelsen bygger på folkets eget ejerskab og har i god i liberal tænkning intet med staten at skaffe. DR er en såkaldt ”offentlig, selvejende institution” – oprindelig understregende selvejet ved at være finansieret af licens. Men nu, angiveligt for at spare bureaukrati, finansieret via skatten.
Men udgangspunktet for borgeren er grundlæggende det samme: fællesskabet. DR’s eksistensberettigelse ligger i at være til ”i folkets tjeneste”, som man har forsøgt at oversætte det grundlæggende britiske begreb public service til. En grundlæggende demokratisk idé om en uafhængig og mangfoldig modvægt til de, historisk set, mega-kommercielle interesser i de store blad-/mediehuse.
Jeg har både privat og officielt oplevet ”Radio DDR”, hvor der godt nok ikke var tvivl om, at det var staten og partiet, der styrede public service
Det er givetvis dette vigtige princip om uafhængighed, der med tiden har udviklet sig til en ekstrem selvfokusering og til en helt enorm succes i DR. Som en FB-ven skrev til mig (han er kommunalbestyrelsesmedlem på venstrefløjen) i forbindelse med debatten om lukningen af Orientering på P1 og nedskæringen af DR2-flagskibet ”Deadline”:
”Selv inde i partiet kan jeg ikke komme igennem med kritik af programbeslutningerne. Jeg mødes altid med ”armslængde-princippet”.
Og det er godt nok, mener undertegnede, der både privat og officielt har oplevet ”Radio DDR”, hvor der godt nok ikke var tvivl om, at det var staten og partiet, der styrede public service.
I Danmark har vi folkestyre og armslængde mellem politisk magt og kultur/medier. Men selveje er ikke fælleseje, og når det handler om DR’s overlevelse, er forholdet til stat og politikere reelt vigtigere end surmulerier blandt brugerne, når der laves forandringer i sendeplanen.
Det centrale programråd og amtsprogramrådene blev nedlagt for en snes år siden trods protester. Jeg var selv chef i DR dengang og må erkende, at konkurrencen med de fremstormende kommercielle medier optog mig mere, end historien om det folkelige fællesskab her til lands gjorde.
Der er godt nok tomt på hylderne for medindflydelse i den mediebutik, som man måtte forvente var branchens ”Irma”
Sidenhen har ”udviklingen” – iklædt det nye sesam-klap-nu-i-mantra, digitaliseringen – for alvor sat gang i den rejsen fra det folkelige ejerskab mod institutionens selvopretholdelse.
Selv har jeg for tiden turet på Google og ikke mindst dr.dk for at finde ud af, hvor der er gjort plads til folket i folkets egen medie-fabrik. Der er godt nok tomt på hylderne for medindflydelse i den mediebutik, som man måtte forvente, var branchens ”Irma”.
Hvis man søger på et af de begreber, som statsradiofonien iværksatte efter nedlæggelsen af programrådene – Dialogfora – får man først at vide, at der ikke er søgeresultater – og længere nede henvises man til DR-distrikterne, hvis man vil af med sine meninger. Den side på dr.dk blev så slået op i 2016 …
Bestyrelsen i DR, som udpeges af partierne i Folketinget og kulturministeren, er, undskyld mig uhøfligheden, totalt ukendt for offentligheden, selv om den er valgt af folkets styrelse. Og selv om bestyrelsen opererer i en branche af kulturskabelse, meninger, holdninger og demokrati.
Men organisationen er på plads: Under generaldirektøren finder man en særlig direktør for strategi og kommunikation med to kommunikationsteams og tre områdechefer. Og så er der figenbladet over alle figenblade, seernes og lytternes redaktør, som er uafhængig og hører direkte hjemme under bestyrelsen, og som holder øje med DR på brugernes vegne; vigtigt og godt, men uden at kunne hindre det noget impotente, folkelige fællesskab om DR.
Jeg er et par gange stødt på DR’s kontakt med omverdenen, fx ved Folkemødet, hvor topchefen stiller op med en af TV’s gode og kendte værter, og man rigtigt råhygger sig i pagt med både propaganda og tidens medieformede formsprog.
Har købmandskabet sejret ad helvede til, eller vil nye generationer på nye vilkår og med nye midler finde nye veje til at have menneskelig indflydelse på det uregerlige marked?
Eller præsentationen i nichemediet Media Watch af direktøren for et nyt område i DR med navnet Bruger, Marked og Publicering i oktober 2022. Overskriften tager prisen for årets mest banale citat i management-kulturen: ”Vi er startet på en rejse, vi ikke ser en slutning på”, hedder det.
I begge tilfælde vedkender jeg mig ronkedorens status – ryster snablen og går alene ud på savannen i erkendelsen af, at dialogen med brugerne er erstattet af markedsføring.
Brugsbevægelsen har i realiteten valgt at erkende, at det principielt folkelige ejerskab er sekundært eller uden betydning på det benhårde marked for detailhandel.
Og derfor måtte Irma lukke.
Danmarks Radio har med meget stor succes kunnet drive sin virksomhed så selvejende, at seere, lyttere og brugere er af marginal betydning – altså bortset fra seer- og lyttertal, som er vigtige på det kommercielle marked, og som DR reelt bekender sig til, når det handler om DR’s overlevelse. Derfor kunne Deadline på DR2 beskæres uden dialog med seerne. Derfor måtte Orientering lukke med den frækhed, at programtitlen genbruges, selv om konceptet er et andet.
Det helt store eksistentielle spørgsmål er, om de to eksempler på ”fælleseje” er et kulturelt og politisk tegn på, at individualismen endeligt har vundet over fællesskabet, og om ”borgeren” fra nu af alene skal læses som ”forbruger”.
Eller sagt med andre ord: Om købmandskabet har sejret ad helvede til, eller om nye generationer på nye vilkår og med nye midler vil finde nye veje til at have menneskelig indflydelse på det uregerlige marked.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
