REJSEBREVE // BARNDOM – “Det var spændende, hva?!” Den 16. juli 1957 er min storebror Herman, 14 år gammel, på vej fra Holland med et KLM-fly, da min far i Indonesien tænder for kortbølgeradioen. Han stiller ind på BBC og hører breaking news: “A KLM plane has crashed near the Indonesian border.” Min far bliver kridthvid og slukker for radioen med det samme, han tør ikke høre yderligere. Efter at være fløjet videre fra Singapore er flyet med 68 mand om bord styrtet i havet ved Biak, Ny Guinea. Først senere står det klart, at Herman har forladt det samme fly i Singapore, efter at have sagt farvel til besætningen, som har taget sig af ham og som var omkommet. I mellemtiden har mine forældre været gennem helvede og tilbage.
De første år tog en flyvning fra Amsterdam til Sumatra omkring 72 timer. Det foregik med det samme fly – hvilket indebar en halv snes mellemlandinger – og var i øvrigt alt andet end behageligt.
For eksempel må den første tur, min far foretog til Indonesien med en DC-4 fra norske Braathens, have været hård kost. Ikke alene førte rejsen fra Amsterdam til Genève, over Rom, til Athen og Beirut, og fortsatte via Basrah, Karachi, Rangoon, Kuala Lumpur til Singapore og derefter videre med to indenrigsfly i Indonesien. Men DC-4-maskinen havde ovenikøbet ikke trykkabine, så hver gang man passerede en bjergryg, faldt iltmaskerne ned.
Han må have skidt grønne grise, min far.
Da en sådan tur til Indonesien tog tre dage, måtte vi overnatte undervejs f.eks. i Karachi, Bangkok og Singapore…
Familien Burgers fløj for det meste med KLM, først med Constellation, derefter med Super-Constellation med tankene på vingespidserne, derefter var det Lockheed Electra II. Hvis noget på flyet gik i stykker undervejs, var der dømt ventetid, indtil fejlen var rettet.
Passagererne gik stadig til fods over pladsen og op ad en trappe ind i flyet, og så længe du kunne bære din egen håndbagage, var det i orden. Min mor rejste til sidst med fem børn og var vant til at tage alt muligt med i håndbagagen, såsom et meget tungt strygejern eller en tissepotte – blot du kunne tage det om bord med et smil.
At have et spædbarn med var ikke let, og stewardesserne var bestemt ikke altid søde, når et barn græd. (Kan De ikke få Deres barn til at tie stille??)
Min mor havde et sylteglas med kolde ris ved hånden og gav mig regelmæssigt småhapser. Selvfølgelig var vi ofte luftsyge under disse urolige flyvninger, og brækposerne blev hyppigt fyldt. (Må jeg få en ny én, frøken? Denne her er fuld, tak).
Så snart børnene var over spædbarnsalderen, foregik der alt muligt ombord for at holde dem beskæftiget, og her var stewardesserne venlige og hjælpsomme. Man fik den berømte blå KLM-kuffert med alle former for legetøj, farveblyanter og tegneserier. Og man fik også “wings“, en pind med vinger, en rigtig “medalje”: bronze ved din første flyvning, anden gang sølv og derefter en gylden pind.
Drengene fik lov til at besøge cockpittet, og pigerne gik bagom til pantryet for at hjælpe stewardesserne. Det stod altså hurtigt klart, hvad vi skulle drømme om at blive, når vi blev store. Drengene ville naturligvis være piloter, og pigerne stewardesser – selvom min mor lagde noget af en dæmper på drømmen, da hun bemærkede, at man som stewardesse ikke var andet end en glamourøs servitrice. Øv.
Da en sådan tur til Indonesien tog tre dage, måtte vi overnatte undervejs f.eks. i Karachi, Bangkok og Singapore. KLM havde et hotel i Karachi. Her blev man kørt i taxa ofte i nattens mulm og mørke. Hotellet var bygget op omkring en indre gård med gallerier omkring, og alle hotelværelserne lå ud til galleriet.
Første gang min mor ankom på det hotel, totalt udmattet, opkogt og med unger, kufferter og håndbagage på slæb, så hun i lobbyen en uniformeret piccolo med guldtresser på epauletterne. Han havde tilsyneladende ikke noget at lave, så hun vinkede ad ham og fik ham til at slæbe alle kufferter oppe og hjælpe med at installere børnene på værelset. Da hun ville give ham drikkepenge, viste det sig, at han ikke var en piccolo, men en femstjernet general, med ’hurrah-kasket’. Det tjener til hans ære, at han tog hele forløbet galant uden at kny.
Efter sådan en tur skulle børnene i bad, og vores mor, klog af erfaring, lod alle de fire store børn på én gang marchere under bruseren, mens hun sæbede dem ind. Men ak, pludselig kom der ingen vand ud af hanen længere, og der stod børnene sæbet godt og grundigt ind. Den indtørrede sæbe begyndte at klø voldsomt, og firtallet begyndte at græde. Så godt som muligt rensede min mor sine børn af med vaskeklud og spyt. Da hun ville lægge baby Marieke i tremmesengen, pilede kakerlakkerne ud af sengen. Bien étonnés…
Dette hotel i Karachi må i forvejen have haft et særligt ry. Da min bror Herman engang kom der, han var mellem 10 og 12 år gammel, blev han tilsyneladende opfattet som voksen. For da han kom op på sit værelse, ringede telefonen:
“Yes”.
“Hello, do you want a girl?”
Nå, Hermans indonesiske kammerater havde allerede informeret ham, så han vidste, hvad han skulle svare.
“No, thank you.”
“Oh, do you want a boy?”
Øhh, hvad var dét nu for noget? “No!”
Og så smed han telefonen på. Dét var anelse for eksotisk for min bror, og da telefonen på en senere tur med bror Pieter ringede igen, sørgede Herman for at komme ham i forkøbet.
Men også den besværlige tur mellem Medan og Singapore kunne indeholde mindre sjove øjeblikke. For at komme fra Rumbai til den internationale lufthavn i Medan på det nordlige Sumatra, måtte man først tage færgen fra Rumbai over floden Siak til Pakanbaru. Her fra indenrigslufthavnen, skulle man tage flyet til Medan, hvorfra man fløj til Singapore. Og i Singapore kunne man opleve, at flyet krydsede en travl motorvej. I de år krydsede startbanen en motorvej, således, at når et fly landede eller startede, gik bommene ned på motorvejen.
Straks kastede Captain Uitzetter flyet til siden, vendte helt rundt og smækkede maskinen med alle tre hjul samtidig ned på banen. Og mens alle tog et meget stort lettelsens suk, kom kaptajn Uitzetter over højtaleren igen: “Det var spændende, ikke sandt?
Hver skoleferie kom ældste broder Herman i seks uger til Indonesien, en rejse med mange forhindringer og ventetid, som for eksempel dengang, de skulle mellemlande i Rom. På vejen over Alperne gik én af flyets motorer i stykker, og motor nummer to faldt ud lige før landingen. På trods af klamme hænder, fik piloten sat maskinen sikkert på jorden. Heldigvis betød hele forløbet ikke andet for min bror end en lang og kedelig ventetid i lufthavnen.
Andre oplevelser var næsten lige så blodstørknende: En DC-3 Dakota var en gang klar til at tage af sted fra Pakanbaru. Flyet var stopfyldt med passagerer, og lastrummet var også fyldt op. Kaptajnen, hvis navn var Uitzetter, havde over højtaleren budt passagererne velkommen og informeret dem om selve flyveturen.
Efter at han havde taxiet flyet til landingsbanen, som blot var en enkel airstrip mellem meget høje jungletræer, startede flyet. Men under take-off begyndte den ene af motorerne at hakke, flyet steg ikke længere, motoren faldt helt ud, og flyet begyndte at tabe højde. Straks kastede Captain Uitzetter flyet til siden, vendte helt rundt og smækkede maskinen med alle tre hjul samtidig ned på banen. Og mens alle tog et meget stort lettelsens suk, kom kaptajn Uitzetter over højtaleren igen: “Det var spændende, ikke sandt?”
Jo, det må man godt sige, lidt for spændende.
Med far på arbejdet
Fra tid til anden skulle min far til møde på øen Pulau Bengkalis og i byen Bengkalis. I Bengkalis blev olien opbevaret på flodtankskibe og senere overført til havtankskibe.
Turen til øen tog over en dag, man sejlede med en coaster hele natten ad Siak-floden ud til kysten, og de fire børn fik hver for sig lov til at tage med.
Herman var i sin første ferie med på sådan en coaster – som ‘4. styrmand’, som der stod på kahyttens dør – og han fik ‘ordre’ til at betjene to projektører på broen om natten. Siak-floden er snørklet, og man skulle undvige alt muligt undervejs. Det var derfor nødvendigt at belyse de to bredder og alt, hvad der kunne have interesse, rigtig godt. Enormt spændende altså.
Det var mindre spændende, når man i Bengkalis blev efterladt udenfor et kontor af min far, indtil han kom tilbage om aftenen. Han plejede ellers at komme hjem klokken tre om eftermiddagen, men når han havde forretninger i Bengkalis, stod der meget på programmet.
Min far har bygget i alt tre kirker, en i Pendopo og to i Rumbai, både katolske og protestantiske. Så vidt vi ved, står de der endnu.
Nogle gange kom man som barn også med om aftenen. Min far gjorde en masse forretninger med indonesiske kinesere, og da han og Herman ankom i Bengkalis, blev de inviteret rumah makan, med ud at spise, af en kinesisk entreprenør. Herman, pænt opdraget, spiste to gange af de serverede retter og var mere end mæt.
Først da sagde min far: “Hos kineserne bør du aldrig spise din tallerken helt tom. Du skal altid levne noget for at indikere, at du har spist mere end nok “. Det kan da godt være, at det var en velment lektie i kulturforskelle, men den kom da alt for sent.
Min far var arkitekt, så det med at bygge huse, skoler og fabrikker var hans profession, men i sit arbejde for olieselskaberne blev fleksibilitet forventet. En par gange fik han til opgave også at bygge en kirke, og de var nødt til at opfylde en række betingelser. De tre vigtigste var: det skulle være køligt, åbent og indbrudssikret. Min far løste det ved enten at lade murene gennemhulle i et mønster eller få dem støbt som lodrette beton-persienner.
Åbningerne mellem persiennerne fik frisk luft til at cirkulere gennem hele bygningen, men var for smalle til, at noget andet kunne komme igennem. Han har bygget i alt tre kirker, en i Pendopo og to i Rumbai, både katolske og protestantiske. Så vidt vi ved, står de der endnu.
På arbejdspladsen, som jo først og fremmest drejede sig om olieboring, opstod der selvfølgelig jævnligt farlige eller spektakulære situationer. Da mine tre brødre var mellem seks og otte år, tog min far dem med til en oliebrand, i midten af junglen. En boring var gået i brand: Da de ankom, mødte de en 25 meter høj flamme, da ilden tordnede med vel 100 atmosfæres tryk op af jorden. Den sviende varme slog dem i ansigtet, og larmen var infernalsk.
Man havde forsøgt at slukke branden med en jordvold, men forsøget var slået fejl. Til sidst blev eksperten Paul Neil Adair, også kaldet “Red” Adair, tilkaldt. Red Adair havde skabt sit ry ved at slukke oliebrande i Texas. Hans brandslukningsmetode bestod i at manøvrere en tønde dynamit hen over hullet ved hjælp af en kran og derefter bringe tønden til eksplosion!
Det var naturligvis yderst risikabelt, men det lykkedes til allersidst. Eksplosionen lukkede hullet, og den langvarige oliebrand blev endelig slukket. Virkelig en spektakulær løsning, og Red Adair blev senere, under den første golfkrig, verdensberømt for at slukke oliebrandene i Irak.
Tigre i baghaven
Der var naturligvis tigre overalt i området; ved vores hus, ved boreriggene eller langs vejene. Det værste var, når der gik en“maneater” omkring, en syg eller anskudt tiger, der jagtede mennesker. Så skulle den skydes af firmaets officielle jæger.
Vores hus lå bogstaveligt talt på kanten af junglen, og vi så derfor regelmæssigt spor af en matjan, en tiger. Det kunne være bag tjenestefolkets hus, hvor der var en vandhane til haveslangen. På den fugtige lerjord kunne man se, at en tiger havde slikket af hanen.
Min mor så også en gang, da hun cyklede med mig bagpå på vej til min venindes hus, en tiger der drak af en vandpyt og derefter krydsede vejen foran os for derefter at forsvinde i junglen.
På sit arbejde hørte min far selvfølgelig utallige tigerhistorier, såsom historien om vagten, tigeren og hjelmen. En vagt ankom omkring klokken seks om eftermiddagen for at tjekke en boreinstallation og de tilhørende barakker. Komplekset lå i midten af junglen. Det var ikke mørkt endnu, men for en sikkerheds skyld havde manden taget en stor lommelygte med. Han kunne konstatere at det hele så fint ud. Mørket var ved at falde på og han gik tilbage til sin jeep.
Tigeren så sig selv i et spejl i soveværelset, slog det i stykker og derefter forsvandt ud i junglen igen
Da han kom hen til bilen, tændte han lommelygten for at finde nøglerne og lyste direkte ind i de skinnende øjne på en tiger, der var parat til at angribe. I refleks smed han lommelygten mod rovdyrets gab og gav samtidig med sin hjelm dyrets snude et kraftigt slag, så det var forvirret i flere sekunder. Nerverystende fik han endelig nøglen i låsen, startede bilen, og kørte af sted som død og helvede. Den officielle jæger for CALTEX skød senere tigeren.
Det var måske det samme dyr, som min bror så, da han kom hen til jægeren. Han havde skudt en maneater og lagt det døde bæst på stien ved sit hjem, og alle, herunder de lokale, kunne ånde lettet op.
Der blev også fortalt en tigerhistorie om de mennesker, der boede i vores hus efter os, nogle amerikanere. Da en tiger en dag var gået ind i haven gennem blakan, tjenesteafsnittet, løb en djongos, en tjener i panik op til huset og råbte: “Matjan, matjan!” (tiger!). Herren i huset, som sad og læste på verandaen, foldede sin avis sammen og spurgte på højt amerikansk: “What the hell is a matjan?” for så at se tigeren spadsere forbi sig lige ind i huset.
Vi blev senere fortalt, at tigeren så sig selv i et spejl i soveværelset, slog det i stykker og derefter forsvandt ud i junglen igen.
Næste gang: En elsker i Singapore, middelalderen i Teheran, og øen Kharg.
© marieke burgers
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
