STALINMUSEET // REJSEBREV – I fødebyen Gori lever en begejstring, som er svær at sætte sig ind i, når historiebøgerne faktuelt kan dokumentere det blodige spor, Stalin trak efter sig fra sin overtagelse af magten i Sovjetunionens kommunistiske parti i 1922 og frem til sin død i 1953.
Tænk, hvis der fandtes et stort, prangende museum for Adolf Hitler i en tysk eller en østrigsk by. Hvor den ene højloftede sal efter den anden indeholdt fotostater, statuer, autentiske genstande og breve, der samlet fungerede som en hyldest til diktatoren, massemorderen, folkeforføreren. Og hvor man i forhallen kunne købe sokker, krus, T-shirts, rødvin og meget andet merchandise med stålsatte portrætfotos af tyrannen.
Nej, vel? Det kommer ikke til at ske. For det stemmer på ingen måde overens med de sidste 75 års tyske og østrigske bearbejdning af det tyvende århundredes traumatiske historie. Men museet findes. Ikke for Adolf Hitler, derimod for Josef Stalin. Det ligger i diktatorens fødeby, Gori, en lidt søvnig georgisk provinsby.
En tour de force i Stalins verdenssyn
Museet er placeret midt i byens centrum – ud til Stalin Avenue og Stalin Park. Over for den søjleklædte indgang troner en fire meter høj statue af manden selv. Med et nøgternt blik holder byens søn øje med alle dem, der bevæger sig ind i bygningen.
Inde på museet viser fotostater Stalin, der instruerer fabriksarbejdere. Stalin og kvindelige traktorførere. Stalin og taknemmelige, smilende børn. Møblerne fra Stalins oprindelige kontor i Kreml. Stalins barndomshjem. Stalins pansrede togvogn, hans piber, hans fyldepen. Stalins dit og dat.
Museet er – fordelt på seks udstillingssale på to etager – en mindestue, som den gamle diktator ville have elsket, en tour de force i hans verdenssyn. Der er ganske vist et enkelt billede med hans rival Leo Trotskij, der er omtale af Lenins forbehold over for Stalin, referencer til Moskva-processerne i 1930’erne og andet, men underspillet. Som konklusioner, publikum selv må drage. Der er dog også et lille rum i stueetagen med enkelte eksempler på hans forbrydelser – og det rum vender jeg tilbage til.
Udstillingens kronologi følger Stalins livsforløb. Man bevæger sig gennem hans barndom og især hans revolutionære ungdom i Georgien. Derefter de mange år i Moskva frem til hans død i 1953. Et særligt absurd kuriosum er salen med eksempler på de mange gaver, Stalin har modtaget gennem årene fra alle de folkeslag, hans styre formåede at underlægge sig.
Til sidst tvinges alle de besøgende til at defilere rundt om en kopi af Stalins dødsmaske, placeret mellem marmorsøjler.
Stalins blodige spor
Sovjetunionens kommunistiske parti tog et opgør med Josef Stalin i 1956, tre år efter hans død. Han blev detroniseret, og hans kiste blev efterfølgende fjernet fra Lenins mausoleum.
Alligevel er han stadig et forbillede for en del mennesker i Georgien, ikke mindst i fødebyen Gori, hvor han blev født i en fattig skomagerfamilie i 1878 under navnet Iosif Djughashvili.
Stoltheden over, at byens søn ”styrede verden” i flere årtier, er et identifikationspunkt, som mange gerne vil spejle sig i. For dem er han helten, der også var garanten for et samfund med stabilitet, orden, systemer og beskæftigelse til alle trods de hårde tider.
Og så ikke mindst fremstår han som sejrherren i den anden verdenskrig. Vores unge, georgiske chauffør fortæller levende om sin farfar, der dagligt polerede Stalin-busten hjemme i deres have.
Denne begejstring er svær at sætte sig ind i, når historiebøgerne faktuelt kan dokumentere det blodige spor, Stalin trak efter sig fra sin overtagelse af magten i Sovjetunionens kommunistiske parti i 1922 og frem til sin død i 1953.
Georgien
Georgien er et land halvanden gang Danmarks størrelse med næsten fire millioner indbyggere. De forskellige nationer i Kaukasus – der også tæller lande som Armenien og Aserbajdsjan – har historisk set været presset af deres tre store naboer: Rusland mod nord, Iran mod syd og Tyrkiet mod sydvest. De tre stormagter har besat dem på skift, og i århundreder har der kun været kortere perioder med selvstændighed. Især Rusland har bestemt meget de sidste par hundrede år.
Josef Stalin havde det afgørende ansvar for sultkatastrofen i Ukraine i 20’erne og de forskellige udrensningsbølger i kommunistpartiet og i det sovjetiske samfund i 30’erne. Bare for at nævne et par eksempler, der kostede millioner af mennesker livet eller årtiers ophold i sibiriske fangelejre – og dertil kom de uendeligt mange tvangsdeportationer især til ugæstfri egne i den østlige del af det store rige.
Det interessante er, at Stalins blodige regime også gik ud over mange georgiere. Georgien blev indlemmet i Sovjetunionen i 1921, og titusinder blev deporteret eller slået ihjel. Landet fik først selvstændigheden tilbage i 1991, men alligevel findes denne veneration for diktatoren stadigvæk.
Stalinmuseet i Gori er landets mest velbesøgte museum med masser af tilrejsende russere, georgiske skoleelever og enkelte vestlige turister.
I 2009 besluttede Georgiens regering at fjerne den store Stalin-statue fra torvet foran rådhuset i Gori. De valgte at gennemføre det i ly af natten ved en lynaktion for at sikre sig mod folkelige protester.
Sidenhen har bystyret diskuteret, om det var tid til at sætte den op igen, men det er endnu ikke sket. Den store statue er ikke blevet destrueret. Den ligger fortsat opmagasineret lidt uden for byen, pakket ind med et underlag af beskyttende cellofan, parat til en renæssance.
Det er ikke min skyld
Hvorfor er det så svært for georgierne at tage opgøret med Stalin og den sovjetiske fortid? Med det spørgsmål i tankerne opsøger jeg museet sammen med min danske rejsemakker. I forhallen spørger vi efter en personlig, engelsksproget guide og bliver henvist til en lille luge, der leder tankerne tilbage på sovjettiden.
Efter en detaljeret fremvisning af alle salene og alle effekterne stiller min rejsemakker guiden et direkte spørgsmål om, hvordan hun kan gå med til hver dag at gengive et så løgnagtigt billede af Stalins og Sovjetunionens historie?
Stående ved siden af Stalins dødsmaske beskrev han kort det manglende fokus på udrensningerne, sultkatastroferne, fangelejrene, censuren og alt det andet. Alt det, der retteligen burde have været grundlaget for museet.
Det stod straks malet i guidens ansigt, at situationen var delikat for hende. Hun var godt klar over, at det er en løgnagtig fremstilling, hun præsenterer dag ud og dag ind, men som hun sagde – lavmælt, det er alt sammen bestemt af Kulturministeriet i hovedstaden Tbilisi. ”Det er ikke min skyld. Jeg har min personlige mening, men den holder jeg for mig selv.”
Det skizofrene naboskab
Pilen peger altså på landets kulturministerium og dermed på hele landets skizofrene forhold til den store nabo mod nord, Rusland.
I et par hundrede år har Georgien været indlemmet i det russiske imperium. Bortset fra de tre år 1918-21, hvor de kortvarigt smagte friheden. Først med Sovjetunionens opløsning i 1991 fik de friheden tilbage.
Der skulle imidlertid kun gå få år, så pustede russerne til regionale uenigheder i Georgien, og i 2008 invaderede Putins tropper landet og indtog to regioner, som de stadig holder besat. Den første krig på europæisk jord i det 21. århundrede.
Stalin
Josef Stalin (1878-1953) blev født og voksede op i Georgien, en republik i det centrale Kaukasus, syd for Rusland. I Stalins barndom var landet besat af Rusland, der dengang blev regeret af tsaren. Stalin tilbragte sin revolutionære ungdom i forskellige dele af Georgien, og hele seks gange blev han arresteret og deporteret. Fem gange lykkedes det ham at flygte.
Vreden i Georgien over den russiske genbesættelse af landet var så stor, at regeringen vurderede, at nu turde man fjerne Stalin-statuen på torvet i Gori. Ved samme lejlighed begyndte man også at pille bare lidt ved museets historieformidling. Der blev tilføjet et lille rum – et kosteskab, som min rejsefælle lakonisk kaldte det – med eksempler på, hvordan georgiere er blevet forfulgt under Stalin.
Lige siden 2013 har landet så haft en anden regering, der igen forsøger at nærme landet til Rusland. Regeringspartiet forsøger at svinge pendulet tilbage igen i den tidligere kolonimagts retning, men det er vanskeligt for den.
For det første betragtes den russiske intervention i to af landets regioner som en fjendtlig besættelse, og for det andet ønsker det store flertal i befolkningen en langt tættere tilknytning til Europa, til EU.
Derfor kan den nuværende regering heller ikke markere andet, end at de stadig søger om optagelse i EU. Det er stadig den officielle politik, og ved alle større offentlige bygninger hænger der EU-flag ved siden af de georgiske flag.
Men reelt benytter det nuværende regime alle muligheder for at modarbejde en europæisk integration. Det har ført til flere måneder med daglige demonstrationer, især i hovedstaden Tbilisi.
På den måde er Georgien dybt splittet i spørgsmålet om, hvilken retning man skal bevæge sig politisk. Spørgsmålet om, hvilken version af historien der formidles på museet, afgøres sandsynligvis af landets overordnede politiske valg.
Tidslommen
At bevæge sig op ad museets imponerende hovedtrappe med Stalin-statuen for enden opleves som at træde direkte ind i en dårlig Hollywood-film, hvor en samling gammelstalinistiske skurke på et hemmeligt mødested lægger skumle planer for et verdensherredømme, der kan skrue tiden tilbage til Stalins storhedstid.
Problemet er bare, at den oplevede tidslomme er virkeligheden anno 2024 i Georgien. Tilsvarende: Hvis man bevæger sig op på Georgiens kirkegård for landets helte, så ligger Stalins mor, Jekaterina Geladse, begravet der. Og sådan kan man blive ved med alle de opgør, der ikke er blevet taget.
Samtidig bliver hovedstadens mure jævnligt overmalet med graffiti om, at russere ikke er velkomne i Georgien. Eller de mere direkte: ”Fuck Rusland” eller ”Rusland er en terrorstat”. Tilsvarende er der rigtig mange graffitier med EU-flag, ukrainske, georgiske flag og Nato-flag. Der sker bare det, at disse flag systematisk streges over, bortset fra det georgiske. Sådan fortsætter kampen fra gadehjørne til gadehjørne.
Det er også en generationskamp, hvor de unge er langt mere orienteret mod EU og Europa. En generationskamp, hvor de ældre historisk set har været mere tilbøjelige til at give efter for den russiske overmagt.
Nat efter nat har de unge i foråret 2024 demonstreret foran parlamentet i hovedstaden for at få regeringen til at droppe den tætte kontakt til Rusland. Der har været op til 200.000 deltagere i enkelte demonstrationer.
De åbne døre
Det er, som om situationen i Kaukasus-landet Georgien holdes flydende, både af regeringen, oppositionen, Rusland og EU. Som om det hele – herunder historieforståelsen og Stalin-erindringen – først falder på plads, når krigen i Ukraine finder sin slutning.
Indtil da holdes en række døre åbne. Der er i dag plads til både demonstrationer mod den ruslandsvenlige regering, plads til omfattende samhandel med Rusland, plads til titusinder af russiske turister i landet og samtidig plads til tilsvarende titusinder af unge, russiske mænd på flugt fra indkaldelse til Ruslands hær og dermed indkaldelse til krigen i Ukraine.
“Jeg kommer fra et land, hvis navn jeg end ikke vil nævne,” som en af dem fortalte mig, mens han sad og falbød lidt varer i en form for indirekte tiggeri.
Hele Kaukasus-regionens fremtid knyttes tættere og tættere sammen med krigen i Ukraine og Ruslands fremtid.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
