LIV – At være sårbar er en del af livet. Er der ikke plads til det, lukker vi det menneskelige ude og påtager en påtvunget hårdførhed, man med tiden vil bukke under for. Robusthed er ikke vejen til forståelse. Sårbarheden, derimod, er et “organ” – vejen til hjertet. Til følelser, der rør sig, skriver Thomas Milsted. At mærke og leve livet skaber håb.
Sårbarhed er empatien, den sensitive opmærksomhed på sig selv, ens relationer og omverden. At lukke ned for den gør os ligeglade, selviscenesættelse og narcissisme. Det betyder blandt andet, at vi ikke kan mærke, hvornår der skal siges fra – en tilstand hvor alarmsignaler hos én selv og de nærmeste nemt bliver overset.
I vores del af verdenen skal vi hele tiden præstere det ypperste. Her er kun det bedste nok. Vi skal udvise robusthed og styrke. Det er krav, der bliver stillet helt fra de yngste år i folkeskolen og op i gennem studierne for at ende i et langt og sejt arbejdsliv.
Sårbarhed er for den mentale tilstand, hvad samvittigheden er for moralen
Sorgprocesser og kriser skal afkortes ved at komme hurtig op på hesten igen. Stress kureres ved at komme tilbage på arbejde så hurtigt som muligt. Angst og depressioner kureres eller dulmes med piller, så deres selvudviklende værdi går tabt. Vi skal hele tiden være i gang og helst på den store klinge.
Med sloganet ”pyt” på vores banner skal vi hurtigt videre, og gør noget ondt, er vi svagpissere og udviser manglende tegn på livsduelighed.
Men sårbarhed er for den mentale tilstand, hvad samvittigheden er for moralen. Den kan holde os på rette spor, for den fortæller os, hvornår nok er nok, og om måden, vi lever og arbejder på, er i overensstemmelse med den, vi er, og det vi formår. Eller rettere: Om vi kan holde til alt det, vi har gang i.
Vi har det bedst – når der er plads til sårbarhed
Når så mange måske kunne reagere med at blive provokeret af sårbarhed, skyldtes det ofte, at de er blevet offer for en kulturel fortælling om sårbarhed som noget negativt. Det er et problem, for det betyder, at vi ikke tillader den radar, der er nødvendig for at kunne navigere i livet. At mærke livet er altså at leve livet.
Langt de fleste mennesker vil komme helskindet gennem livet. Og heldigvis for det. Men alle skal i perioder have en hånd med. Sårbarheden er en del af den olie, der får maskineriet til at køre. Men det siger sig selv, at hvis sårbarheden er hele olien, er det endog meget problematisk.
Hvis det var min generations intention at efterlade en bedre verden til dem, der fulgte efter, er vi altså ikke lykkedes særligt godt med det
Der er mange, hvis opvækstbetingelser har været medvirkende til en øget risiko for bestemte psykiske sygdomme og adfærdsvanskeligheder, og der er mange, der slås med særlige former for genetisk betinget sensitivitet over for det sociale miljø.
Men ligesom allergi og andre luftvejsproblematikker er blevet et udbredt fænomen på grund af den stigende forurening, så er også sensitiviteten overfor de miljøer, der bliver mere og mere belastende, det være sig på vores uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser, stigende.
Vi kan sagtens leve med vores sårbarhed, og det også uden at den kommer voldsomt til udtryk, gennem hele livet. Men udvikler vi vores miljøer til at være mere belastende og ustabile, og fratager vi i effektivitetens navn de relativt få åndehuller, der er tilbage til at restituere i, så går det galt. Hvis der ikke er plads til sårbarhed i livet, bliver livet særdeles hårdt.
Forventninger og præstationer har taget overhånd
Børnerådets formand og tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen går så vidt, som at mene, at vi er i gang med at nedbryde en hel generation. Han sagde til Danske Kommuner i maj 2018:
”Vi er i gang med at nedbryde den nye generation med forventninger og præstationspres. Det er foruroligende, at vi har skabt et samfund, hvor alt for mange oplever ungdomslivet som et individuelt udskillelsesforløb. I 8. klasse har man brug for støtte og tryghed til at udvikle sin identitet og opbygge selvtillid – det skal de voksne og de strukturelle rammer sørge for. Man skal ikke være på overarbejde hele tiden for at leve op til egne og omgivelsernes krav.”
Det siger han, fordi undersøgelser igen har vist og dokumenteret, at der er en meget klar sammenhæng mellem det præstationspres, de unge udsættes for, og den mentale mistrivsel, som efterhånden rammer en pæn del af dem. Og den sidste undersøgelse fra Børnerådet dokumenterer, at de unge, der føler sig pressede, har mange symptomer på fysisk, psykisk og social mistrivsel. Den viser også, at de har lav livstilfredshed, er ensomme, har hovedpine og sover alt for lidt.
Hvis det var min generations intention at efterlade en bedre verden til dem, der fulgte efter, er vi altså ikke lykkedes særligt godt med det.
Det er kravene og belastningerne der gør os sårbare
Det er min bekymring og hypotese, at vi aldrig har haft så veludannet en generation, men samtidig heller aldrig en så sårbar. Det kan være helt forkert. Men et faktum er, at vi aldrig har haft så mange, der allerede har oplevet deres første stressnedbrud, før de er startet på arbejdsmarked. Det er nyt. Hvor vi bare for tyve år siden skulle runde de 30 år på arbejdsmarkedet, før vi gik ned med stress (hvis vi gjorde), har mange som sagt oplevet det inden.
Det må unægteligt stille helt nye krav til de arbejdsbetingelser, vi præsenterer for den nye generation af arbejdstagere. For har du først været nede, bliver du aldrig den samme, og risikoen for at gå ned igen er mere end nærliggende. Derfor bliver vi nødt til at opstille nogle grundlæggende færdselsregler for, hvad der konstituerer gode studie- og arbejdsbetingelser for en generation, hvor kravene og presset har være konstante og intense siden barndomsårene.
Den dag, vi for en stund trækker individet ud af ligningen og udelukkende arbejder på at skabe bedre (livs)betingelser for alle, kan vi vel først med rette kalde os for innovative og nytænkende?
Vi må finde nye veje til arbejdsbetingelser, der er resiliente og bæredygtige i den forstand, at de tager hensyn til den enkelte medarbejder eller studerende og dennes præferencer for trivsel.
Mange arbejdspladsers og uddannelsesinstitutioners uvidenhed om menneskelige begrænsninger samt den kendsgerning, at mennesker består af mange lag (fysisk, mentalt, psykisk og åndeligt) betyder, at de nye og utraditionelle veje end ikke er tænkt.
Mange organisationer kører videre ”as usual” og går det helt galt, ansætter vi psykologer og pakker det ind som socialt ansvar, selvom det i virkeligheden er et klart udtryk for det modsatte.
Netop fordi de menneskelige lag varierer fra individ til individ og ændrer sig igennem livet, er der brug for at vende det hele på hovedet, når vi skal forstå, hvad der vil skabe de bedste livs-, studie- og arbejdsbetingelser.
Den dag, vi for en stund trækker individet ud af ligningen og udelukkende arbejder på at skabe bedre (livs)betingelser for alle, kan vi vel først med rette kalde os for innovative og nytænkende.
Foto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
