KOSOVO // REJSEBREV – Et besøg i Kosovos hovedstad, Pristina, efterlader den besøgende med indtrykket af et land, der er fattigt og kaotisk, men også i besiddelse af en uspoleret charme og politisk mod på udvikling. Den store udfordring for Kosovo er den konfliktfyldte relation til nabolandet Serbien.
PRISTINA – Flyet skærer sig gennem den tætte tåge ind til Pristina. Synet gennem flyets vindue minder om gløder fra et røgfyldt bål. Af og til dukker omrids af lys fra mindre byer og veje op. Lige så hurtigt forsvinder de igen. Jeg kan kun gætte på, hvordan landskabet ser ud.
I Wiens lufthavn blev vi høfligt, men bestemt skovlet ind på vores pladser af personalet. Der bliver investeret millioner i udviklingen af Pristinas lufthavn. Derfor blev der lukket for flyvninger umiddelbart efter dagens sidste programsatte fly – vores – var landet i Kosovo. Kom flyet for sent, ville det blive afvist og være tvunget til at returnere til Wien.
Turbo på urbaniseringen
Men vi er fremme, og på vejen ind til byen er der kilometer efter kilometer af ens udseende nybyggede rækkehuse i 2-3 etagers højde. Nogle gætter på, at byen huser omkring en million mennesker. Med en befolkning på 1,8 millioner i hele Kosovo er det en pæn sjat. Der er med andre ord sat turbo på urbaniseringen. Om få uger afholdes den første folketælling siden 2011. Det vil give et mere præcist billede af udviklingen.
I aftenmørket minder indkørslen til Pristina næsten om en mindre amerikansk by. Flere huse ud til hovedvejen ser ud til at være højst et par etager. Et væld af skingre neonreklamer kæmper om at få vores opmærksomhed om dette og hint produkt.
I sollyset næste dag føles det indre Pristina lidt på størrelse med en mindre jysk provinsby, så man får hurtigt en fornemmelse af stedet. Langs den centrale gågade er flere monumenter opsat til ære for bl.a. FN-styrkerne, der spillede en afgørende rolle for, at Kosovo opnåede og siden fik cementeret sin uafhængighed i 2008.
På husmure og -facader er der kolossale billeder af personer, som gennem årene på forskellig vis har spillet en rolle i Kosovos kamp for uafhængighed. Begge dele fremstår som et tydeligt eksempel på, hvordan landets historieskrivning er i fuld gang.
Et billede af Hashim Thaci, Kosovos første premierminister og senere præsident, får mig til at stoppe op. Anklager om aktiviteter på den forkerte side af loven har fulgt ham i årevis. Det var dog anklagen om krigsforbrydelser, der i 2020 tvang ham ud af præsidentkontoret og til Haag. Ryger hans kontrafej mon ned, hvis han en dag bliver dømt skyldig?
Byen fremstår arkitektonisk som et mix af beton-brutaliteter fra Jugoslavien-tiden, nyere kontor- og forretningshuse i glas og stål og skyskrabere
Mother Theresa Katedralen ligger for enden af gågaden. Tårnet serverer et førsteklasses blik over byen og dens omgivelser. I horisonten kan man skimte enkelte grønne områder og de bjerge, der omkranser byen. Ved siden af katedralen er man i gang med at bygge et kirketårn mere.
Byen fremstår arkitektonisk som et mix af beton-brutaliteter fra Jugoslavien-tiden, nyere kontor- og forretningshuse i glas og stål og skyskrabere. Ved siden af sidstnævnte står kraner, som er i fuld gang med at opføre endnu flere af slagsen. Boligmassen, der kravler op ad de omkringliggende bakker, ser ud til også at være af nyere dato.
En gruppe snakkende og velklædte lokale teenagere har også brugt halvanden euro på at komme op på udsigtsplatformen. Nogle får en smøg. Da en overraskende sødlig stank bliver for anmassende, går vi videre.
Det nationale bibliotek, der ligger få hundrede meter fra katedralen, har et unikt arkitektonisk design, men fremstår indenfor som en slidt tidslomme fra 1980’erne. Bibliotekets ‘database’ er sirligt maskinskrevne kartotekskort, som er låst fast i metalskabenes skuffer, der kan trækkes ud og studeres. Jeg kan huske dem fra mange timer på et lokalbibliotek i Ålborgs udkant i min ungdom.
Skelettet af en serbisk ortodoks katedral ligger nærmest dør om dør med det nationale bibliotek. Det var serberne, der begyndte byggeriet, men kort før krigen i 1999, hvor Nato bombede Serbien ud af Kosovo, gik byggeriet i stå. Den halvfærdige katedral er et godt symbol på Kosovos politiske udfordring nr. 1: relationen til Serbien.
Den underliggende konflikt
Jeg møder senere en centralt placeret embedsmand fra en af de internationale organisationer, der er i landet. Han er klar i spyttet: Serbien har tabt Kosovo. Det eneste, Serbien er ude på, er at få så stor en politisk gevinst ud af en aftale som muligt.
Med andre ord, så har Serbien tilsyneladende indset, at der ikke kan pilles ved Kosovos selvstændighed. Det ser dog ikke ud til, at Serbien har noget hastværk med at anerkende Kosovo som stat. Der er utallige mellemregninger og forbehold, men essensen er, at den serbiske strategi ser ud til at være at trække anerkendelseskonflikten i langdrag og at sikre sig så stor en politisk gevinst som muligt som betaling for en anerkendelse.
På trods af den underliggende konflikt med Serbien, så kører udviklingen af landet videre. Premierministeren, Albin Kurti, er i løbet af de seneste måneder blevet voldsomt kritiseret for håndteringen af den nylige konflikt om valget af borgmestre i de af landets nordlige kommuner, hvor der er serbisk flertal.
Dilemmaet er, at han stædigt – og håbløst firkantet, vil nogle sige – holder fast i demokratiets og retsstatens spilleregler, uanset konsekvenserne. Det gør ham politisk set svær at danse med. På trods af kritikken peger flere, som jeg taler med, dog også på, at der sker generelt mærkbare om end små forbedringer under Kurti.
Uanset hvad man mener om premierministerens politiske fremgangsmåder, så understreger de, at korruptionen er aftagende, og at der faktisk er indledt en gradvis afkriminalisering og harmonisering mellem det nordlige Kosovo og resten af landet. Det seneste udspil er, at Kosovos regering ikke længere vil betale elregningen for den serbiske del af det nordlige Kosovo. Det virker absurd set med danske øjne, men har været situationen i mere end et årti. Det er små skridt, men det ser ud til, at det politiske Kosovo har sat en kurs, hvor målet klart er at forbedre chancerne for at blive lukket ind i det forjættede EU-land. EU bør i langt højere grad, end tilfældet er nu, støtte den udvikling.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
