MIDTVESTLIV // KLUMME – The American Dream lever i bedste velgående, og for mange hjemmegående mødre ligger særligt ét karriereskift tilsyneladende lige for – og lige for enden af regnbuen. I hvert fald at dømme ud fra Julie Bendtsens indbakke, der bugner af gode tilbud på alt fra mystiske eliksirer til mirakelcremer.
CHICAGO – Jeg mødte hende for et par år siden, da begge vores døtre deltog i en ridelejr i et af de mange smukke områder ved søen Falls Lake nord for Raleigh i North Carolina.
Hun var vel i 40’erne, fra Holland og var flyttet til USA for nogle år siden med sine tre børn og manden, hvis job var grunden til deres nye expat-liv.
Så i bund og grund var vi vel med et par års forskel nogenlunde samme sted i livet, ikke sandt?
Ikke sandt. Godt nok blev vi venner på Facebook efter at have stået side om side og set vores døtre forcere en skovsø på hesteryg, mens vi på skift gjorde vores bedste for at afværge tilnærmelser fra den liderlige hankalkun, der holdt til på farmen.
Men et decideret venskab udviklede det sig aldrig til, uden at jeg kan sætte en finger på hvorfor. Ud over at venskaber nok bare opstår, hvis de skal, og nære relationer spirer, hvor der er grobund. Den meldte aldrig sig selv i det her tilfælde. Men jeg har siden de første og eneste møder med lige dele fascination og mistro fulgt hendes livsbane fra de sociale mediers sidelinjer.
Fælles for dem alle er naturligvis, at de gør dig både gladere, tyndere, klogere og fattigere
Først lavede hun opslag om et krydderurtetårn, man kan købe til sit hjem for den nette sum af adskillige hundrede dollars. For pengene får man så glæden af et pladskrævende monstrum af en espalierlignende tingest, hvor krydderurter, tomater og andre lækre hjemmedyrkede sager snoede sig op ad de indendørs skråninger. Det virkede virkelig dyrt, det var grimt og ville formentlig have taget et par år at tjene sig selv ind.
Senere hen var det reklamer for en virkelig tvivlsom kollagendrik, der fyldte hendes tidslinje. På 50 dage havde den gudsketakoglov helbredt hende for al det ubehag, hun åbenbart havde følt i hoften, når hun lå på siden.
Og for ganske nylig så jeg så, at jeg gennem hende kunne få fingre i et helt unikt fedtforbrændende og kropshelende vidundermiddel. Flettet ind i reklameteksten var en slet skjult opfordring (eller trussel; det må komme an på øjnene, der læser) til at skynde mig lidt, så jeg kunne komme i gang inden bikinisæsonen.
Midlet er så unikt, at hun aldrig afslører navnet, og det er således heller ikke muligt at researche noget selv. Men hvorfor skulle man også det, når en medhjemmegående mor med absolut ingen fysiologisk baggrund siger god for det.
Det kræver ikke en over gennemsnittet årvågen hjerne at gennemskue, at min “veninde” er blevet helt og aldeles opslugt af Multi Level Marketing – i daglig tale MLM. En type virksomhed, der på næsten alle områder minder mistænkelig meget om de gode gamle pyramidespil, men som på trods af at være shady as hell og egentlig bare et åbent vindue, beregnet til at kaste sine penge ud af, er fuldt ud lovlige.
Jeg kender ikke nok til MLM til at kunne smække en masse facts om paraplystruktur på bordet. Men at dømme ud fra den pågældende dames marketingudskejelser virker det, som om hun arbejder for ét firma, der sælger en masse forskellige produkter.
Fælles for dem alle er naturligvis, at de gør dig både gladere, tyndere, klogere og fattigere.
Fællesskab og guld og grønne skove
Sidste uge tikkede der så en stemmebesked ind fra hende på min Messenger. Den var et minut lang og handlede om, hvor rigtig en beslutning det ville være for mig at slutte mig til hendes fællesskab af kvinder. Om hvordan det for hende ikke engang handlede om salg men om alle de fantastiske kvinder, der støtter hinanden og har det sjovt sammen, og at hun virkelig håbede, jeg ville overveje at blive en del af det.
Jeg sendte et høfligt, men ret klart svar tilbage om, at det ikke lige var den vej, jeg ønskede at gå, og at jeg var glad for at skrive og egentlig bare gerne ville blive ved med det. Under et minut senere kom så et lige så høfligt svar tilbage, der grundlæggende sagde det samme som stemmebeskeden.
Ved nærmere gennemlæsning gik det op for mig, at svaret var autoforfattet, kreeret til at sende til en, der virkede afvisende, men uden at forholde sig til noget, skeptikeren havde skrevet. Jeg genlyttede stemmebeskeden og konstaterede, at medmindre hun i løbet af den sidste uges tid havde fralagt sig alle spor af sin hollandske accent, var den heller ikke indtalt af hende.
Personligt ville jeg foretrække en rodbehandling frem for at forpeste mine venners indbakker med uopfordret marketing og kvaksalveri
MLM er stort herovre. Og for en dansker, hvis kendskab til pyramidespil – eller “pyramidisk opbyggede salgsorganisationer”, som ikke-ulovlige MLM-bikse kaldes – begrænser sig til dengang, hele Danmarks darling Anders Bircow blev kendt for et tvivlsomt engagement i et, har det været en bizar øjenåbner at opdage, hvor villige folk er til at smide deres penge efter noget, som 99 % af deltagerne taber penge på.
Kvinder er den langt største målgruppe, og det er særligt hjemmegående mødre som mig selv, der kaster sig ud i at sælge slankemidler, kosttilskud, leggings, hudpleje, krydderurtetårne og gryder i forventning om grønne skove og guld for enden af regnbuen.
Og guldet er der, for topfolkene tjener styrtende. De største MLM-foretagender omsætter for milliarder af dollars, og der er helt sikkert nogen, der griner hele vejen til banken. Det er bare ikke min Facebook-bekendte eller dem, der sender mig tilbud i Instagram-indbakken, og det bliver heller aldrig mig.
Hjemmegående kvinders aspirationer
Skal man pege på et positivt aspekt ved den fuldstændig ubegribelige succes MLM-virksomhederne har opnået landet over, kan det være, at det er rørende nemt for enhver midtvejskriseramt mor at genopfinde sig selv i en ny rolle som en slags virksomhedsejer.
Og jeg forstår det godt: Hvis man i årevis har befundet sig i dét limbo, det kan være at melde sig ud af arbejdsmarkedet for at tage sig af sine børn, kan det virke decideret forjættende pludselig med et knips og en hurtig investering at se sig selv i rollen som entreprenør. Sin egen lykkes smed, kvinde i eget hus.
Jeg forstår også godt min bekendte. USA er ikke det første land, hun er fulgt med sin mand til, og efterhånden som hendes børn bliver ældre og søger mod colleges i alle retninger, har det måske udløst en rodløshed. En lyst og et behov til at finde tilbage til at stå for noget, som ikke kun drejer sig om at holde husstanden kørende.
Og hvis man har råd til det og ikke finder det voldsomt irriterende at tabe de penge, man spytter i sin “egen forretning”, kan jeg da godt se værdien i det kvindefællesskab, som min bekendte hævder beriger hendes liv, nu hvor to af hendes tre børn er flyttet hjemmefra. På trods af at det (at dømme ud fra de videoer, de sælgende med jævne mellemrum lægger ud på sociale medier fra de mange messer, de deltager i) for en udenforstående virker lettere overgearet og helt igennem udmattende.
Personligt ville jeg foretrække en rodbehandling frem for at forpeste mine venners indbakker med uopfordret marketing og kvaksalveri, men sådan er vi jo så forskellige.
Ja, det er sundt at udfordre sig selv og sine grænser. Ved I hvad, der også er sundt?
Jeg ville nok også være venligere stemt, hvis den produkt-pushing, jeg oplever, rent faktisk havde en værdi, gjorde verden til et bedre sted, eller måske bare mit liv nemmere. Men når størstedelen af produkterne på en god dag er virkningsløse og på en dårlig decideret sundhedsskadelige, kan jeg altså mærke, at jeg bliver fortørnet. Og træt af, at nogle mennesker er så villige til at sælge deres ellers tilsyneladende normale sjæl.
Jeg ville nok også trække mere på skulderen over det, hvis min hollandske bekendte var et enestående tilfælde. Det er hun bare ikke. Antallet af beskeder, jeg gennem tiden har fået fra kvinder, jeg ikke kender særlig godt, men som åbenbart føler, at de kender mig godt nok til at prakke mig noget hustler-agtigt hejs på, er for højt til ikke at være en pine bagi.
Jeg er vild med, at USA gør det – om ikke nemt, så i hvert fald muligt (for dem, der har midlerne til det, forstås. Det er en anden diskussion) – at forfølge sin drøm. At skifte gear eller retning og aldrig føle sig presset til at blive i den bane, man valgte, da man var 20 og måske havde en mere end hensigtsmæssig interesse i, hvilket studie der havde de pæneste eksemplarer af det modsatte køn og den fedeste fredagsbar.
Hele indstillingen til at vælge sin egen vej og kunne gå ad den ud fra hvilket som helst udgangspunkt og ståsted i livet, er inspirerende. Det er også motiverende for en som mig, der indimellem snuser meget forsigtigt til ideen om at komme lidt ud af min skriveskal, og som indimellem mærker en manglende tiltro til egne evner ud i nye områder.
Ja, det er sundt at udfordre sig selv og sine grænser.
Ved I hvad, der også er sundt? Fornuft.
Så nej, kære dame og nu snart forhenværende Facebook-ven: Jeg vil ikke have dit kollagenpulver, jeg kunne ikke drømme om at mishandle min krop med din slankedrik, og jeg vil ikke med en ildtang røre dit salattårn. Som pudsigt nok til forveksling ligner en pyramide.
LÆS FLERE KLUMMER I POV AF JULIE BENDTSEN HER
Topillustration: Hvis Julie Bendtsen skal indtage kollagen-pulver, bliver det den type, der kommer med en varedeklaration. Foto: skribentens eget
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
