CANADA & GENERALGUVENØR // ANALYSE – Canadas generalguvernør, den tidligere astronaut, Julie Payette, er som første person i embedets 153-årige historie trådt tilbage i unåde, efter at en netop offentliggjort undersøgelsesrapport af hendes sekretariat tegner et billede af en arbejdsplads med et mere end giftigt arbejdsmiljø. Julie Payette havde et image som superkvinde og matchede regeringens feministiske politik, da hun blev udnævnt af premierminister Justin Trudeau i 2017. Nu skal Trudeau vælge en ny generalguvernør og presses fra alle sider politisk. Spørgsmålet er, om Canada er klar til, at den næste generalguvernør bliver en person fra de oprindelige folk, og om det vil være et skridt frem eller to tilbage for Canadas forsoningsproces, skriver tidligere ambassadør og Fellow ved Canadian Global Affairs Institute, Jan Top Christensen.
Det startede ellers så lovende, da den tidligere astronaut, på premierminister Justin Trudeaus anbefaling, blev formelt udnævnt af Dronning Elizabeth i oktober 2017, som hendes repræsentant i Canada. Den nu 57-årige Julie Payette blev set som en superkvinde. Første canadier om bord på den internationale rumstation. Ture i rummet i 1999 og 2009. Med teknisk-videnskabelig baggrund, senest som leder af Montreal Science Center.
Hun mestrer piano på højt niveau og har sunget med flere symfoniorkestre. Sportslig udfoldelse omfattede dykning, skiløb, tennis og løb. Ved de olympiske vinterlege i 2010 i Vancouver var Julie Payette Canadas fanebærer. Ud over at være flydende på fransk og engelsk, kan hun føre samtaler på tysk, spansk, italiensk og russisk.
Ikke så sært, at Trudeau kunne blive fristet til at udpege hende. Hun passede bare fint ind Trudeau-regeringens feministiske politik, hvor der blandt andet tales om en “feministisk udenrigspolitik”. Og hun ville være en stærk rollemodel for mange unge canadiske kvinder.
Aktion-kvinden druknet i protokol
Men det gik ikke som ventet. Tilsyneladende fandt Julie Payette ikke det nye job, hun var hyret til, så spændende. Generalguvernør-funktionen er en ikke-politisk funktion, som kan sammenlignes med den danske dronnings funktioner. Der er tale om at repræsentere Canada udadtil, modtage nye ambassadører og foretage repræsentative ture rundt i Canada og til udlandet. Og ligesom den danske dronning, så spiller generalguvernøren også en formel og vigtig rolle i forbindelse med regeringsskifte.
Ud over at få bekræftet, at personalet ofte blev udsat for verbale overfald, er det kommet frem, at generalguvernøren under tiden gik skridtet videre og havde, hvad der diplomatisk beskrives som “fysisk kontakt” med personalet
Men aktion-kvinden Julie Payette havde svært ved at finde interessante udfordringer i de mange formelle funktioner. I stedet for at anvende al den energi, hun åbenlyst er i besiddelse af, til at udvikle og modernisere funktionen, blev hun meget snart efter indsættelsen set som en passiv og lidt inaktiv generalguvernør, der heller ikke havde lyst til at bo i den store og fine embedsbolig, Rideau Hall. Hurtigt opstod der rygter om problemer i Rideau Hall, hvor det store sekretariat huses.
En giftig arbejdsplads præget af frygt og intimidering
Sommeren 2020 dykkede en journalist fra Canadian Broadcasting Corporation, et søstermedie til DR, ned i sagen og begyndte at indsamle informationer om, hvad der lå bag problemerne. Efterhånden kom der så meget frem, at premierminister Trudeau fandt sig nødsaget til at sætte et professionelt konsulentfirma på sagen, så der kunne skabes et retvisende billede af situationen.
I første omgang blev rapporten, der blev sendt til regeringen for cirka to uger siden, ikke offentliggjort. Men brudstykker af rapporten nåede alligevel frem til medierne. Giftig arbejdsplads. Bullying. Latterliggørelse. Det var tilsyneladende stærk tobak, hvad de ansatte måtte finde sig i fra generalguvernørens side.
Justin Trudeau var den, der “opfandt” Julie Payette som generalguvernør og må nu tage tæskene for at have gjort det på et uprofessionelt grundlag
Den 21. januar indgav Julie Payette sin afskedsbegæring efter et møde med Trudeau. Hun udsendte samme dag en pressemeddelelse, hvor hun bl.a. sagde, at:
“Alle har ret til en sund og sikker arbejdsplads. Det synes ikke at være tilfældet i Sekretariatskontoret for Generalguvernøren […] Det er jeg ked af. Ingen formelle klager er fremkommet, som ellers ville have udløst en detaljeret undersøgelse […] Jeg har hilst undersøgelsen (der blev igangsat af premierministeren sidste sommer, (JTC) velkommen. Vi oplever alle ting på en forskellig måde […] og vi bør alle være opmærksomme på hverandres opfattelser af situationen […] For mig personligt kommer beslutningen på et hensigtsmæssigt tidspunkt, da jeg vil få mere tid til at tage mig af min sygdomssvækkede fader […]” (oversat af JTC)
Så fik hun lige lagt ansvaret over på den sekretariatschef, som hun selv havde hyret ind uden om alle formelle ansættelsesregler, og samtidig sagt, at der jo altid er mange opfattelser og meninger om en situation. Men en egentlig undskyldning for sin egen brutale fremfærd kunne det ikke blive til.
Samme dag måtte premierminister Trudeau orientere Dronning Elizabeth II, som også er Canadas statsoverhoved, om situationen. Højesterets-præsident Richard Wagner er blevet indsat til at varetage funktionen, indtil en ny generalguvernør er udpeget.
Ikke kun verbal intimidering – fysisk kontakt
Presset voksede for at få adgang til hele rapporten. Sent onsdag 27. januar blev rapporten offentliggjort og blev hovedhistorien i de fleste canadiske medier. I den 132 sider lange rapport baseret på interviews med næsten 100 personer karakteriseres generalguvernørens sekretariat som en “giftig”, “negativ”, “fjendtlig” arbejdsplads, hvor der blev “råbt og skreget”, udvist “aggressiv adfærd”, sagt “ydmygende og degraderende bemærkninger i møder”.
Ud over at få bekræftet, at personalet ofte blev udsat for verbale overfald, er det kommet frem, at generalguvernøren under tiden gik skridtet videre og havde, hvad der diplomatisk beskrives som “fysisk kontakt” med personalet.
Rapporten konkluderer, at premierministerens kontor må “agere hurtigt og beslutsomt” for at ændre situationen hos generalguvernøren. Rapporten udelukker, at arbejdsmiljøet (med Julie Payette ved roret) kan ændres med konsulentbistand.
Premierminister Trudeau havde således ingen anden udvej end at opfordre generalguvernør Payette til at trække sig.
Aben sidder nu på premierminister Trudeaus skulder
Justin Trudeau var den, der “opfandt” Julie Payette som generalguvernør og må nu tage tæskene for at have gjort det på et uprofessionelt grundlag. Fra både højre og venstre i parlamentet har man ikke været sene til at kaste sig over Trudeau og kritisere ham for at udnævne en “celebrity” uden at undersøge nærmere, hvad der gemte sig bag den flotte og imponerende profil.
Men flere røster er fremme nu og siger, at tiden omsider er kommet til, at det bliver en person med baggrund blandt de oprindelige folk i Canada
Havde Trudeau kigget nærmere på Julie Payettes fortid, ville han have fået at vide, at hun tidligere er kendt for at have et voldsomt temperament og for at have svinet sine kolleger og ansatte til. Den tålmodighed og personlige finesse og gefühl, der skal til for at udføre generalguvernør-jobbets mange protokollære funktioner professionelt, besidder hun tilsyneladende ikke.
Selv om sagen ikke vil føre til, at Trudeau væltes, så er den med til at skabe et billede af en beslutningsstil, hvor der sommetider lægges mere vægt på det ydre end substans. Trudeau har lovet at anvende en udvælgelsesmetode, der sikrer, at den nye generalguvernør lever op til funktionens udfordringer. Men han har ikke villet love at anvende forgængerens metode med et særligt udvalg.
En person af de oprindelige folk som næste generalguvernør?
Julie Payette havde baggrund i den fransksprogede Quebec-provins. Derfor tilsiger traditionen, at den næste generalguvernør skal komme fra den engelsk-talende del af befolkningen, selv om han/hun selvfølgelig også skal mestre fransk i det to-sprogede officielle Canada.
Historisk har de canadiske generalguvernører haft baggrund i medie-verdenen, politik eller universitetsverdenen. Forgængeren for Julie Payette var den populære og joviale David Johnston, som kom fra jobbet som rektor for det prestigefyldte McGill Universitet i Montreal, og efter generalguvernør-jobbet fortsatte som rektor for et andet canadisk universitet.
Racismen er systemisk og udbredt i Canada, er Jagos synspunkt, og kampen mod den ville blive set som ovre, hvis en generalguvernør fra de oprindelige folks rækker blev udnævnt
Men flere røster er fremme nu og siger, at tiden omsider er kommet til, at det bliver en person med baggrund blandt de oprindelige folk i Canada, som politisk korrekt på engelsk benævnes First Nations, Métiz og Inuits. Argumentet er, at der aldrig har været en person med en sådan baggrund som generalguvernør, og at det ville være en stærk symbolsk handling i forsonings-øjemed.
Ideen om en sådan repræsentant kunne finde stor støtte i Trudeaus Liberale Parti, og formentlig også hos NDP, Canadas socialdemokrati, samt hos De Grønne.
Hvad betyder den næste generalguvernør for forsoningsprocessen?
Trudeau-regeringen har siden tiltrædelsen i 2015 haft forsoning med de oprindelige folk højt på dagsordenen, så der er ingen tvivl om, at forslaget vil blive taget seriøst. Den eklatante fiasko med Julie Payette kræver, at det bliver en bundsolid kandidat, der passer i det særlige job, som generalguvernør-rollen er. Ud over at være flydende på engelsk og fransk skal vedkommende have ledelseserfaring og kunne udfylde de protokollære funktioner på en elegant måde.
Bobby Cameron, lederen af Federation of Sovereign Indigenous Nations, har meldt hurtigt ud, at det skal være nu, og at udnævne en fra de oprindelige folks rækker vil være et stort skridt frem i forsoningsprocessen.
Men det er velkendt i Canada, at der er mange meninger blandt de oprindelige folk, inklusiv hardlinere, der uforsonligt mener, at de hvide emigranter er her uberettiget og har taget de oprindelige folks jord.
Bloggeren og klummeskriveren, Robert Jago, der selv tilhører en oprindelig stamme, siger, at det vil bremse forsoningen. Han henviser til Obamas tiltrædelse i 2008, hvor Forbes Magazine skrev en artikel med titlen Racism Is Over. Racismen er systemisk og udbredt i Canada, er Jagos synspunkt, og kampen mod den ville blive set som ovre, hvis en generalguvernør fra de oprindelige folks rækker blev udnævnt.
Tidligere dommer og senator som oplagt kandidat
Der er luftet flere navne, som kunne komme på tale. En er den 70-årige og nuværende senator, Murray Sinclair, der har valgt at træde tilbage som senator med udgangen af januar måned. Han er blevet nævnt fra flere sider som en mulig kandidat. Sinclair har været dommer i 25 år, den første First Nation-person i provinsen Manitoba, hvor han stammer fra, og den anden dommer med den etniske baggrund i hele Canada. Han blev udpeget som uafhængig senator i 2016 af Trudeau til Canadas Senat, førstekammeret.
Sinclair har en imponerende profil. Han har blandt andet også været leder af Sandheds- og Forsoningskommissionen, som fra 2008 til 2015 undersøgte effekten af de særlige skoler, der blev oprettet af det hvide Canada for at “civilisere” børn fra de oprindelige folk. Kommissionen barslede med næsten 100 anbefalinger til forsoning. Murray er velberejst både i Canada og internationalt. Han har modtaget hædersbevisninger, bl.a. Gandhis fredspris og Mandela-fredsprisen. Sinclair kunne måske blive en fin generalguvernør. Tilsyneladende har han dog ladet vide, at han ikke er interesseret.
Skal Canada fortsat have en generalguvernør?
Selv om Canada blev formelt selvstændigt i 1867, er landet forblevet en del af “The British Commonwealth” og har fortsat den britiske dronning/konge som statsoverhoved i et konstitutionelt monarki. Generalguvernøren er den praktiske stedfortræder for statsoverhovedets funktioner. De første mange år var det britiske statsborgere, ofte af adelig baggrund, der udfyldte funktionen. Først siden 1952 har posten været besat med canadiske statsborgere.
Derfor mødes man nærmest med træt skuldertrækning, hvis man stiller spørgsmålet om en canadisk republik
Men ikke alle er tilfredse med den formelle tilknytning til den tidligere kolonimagt. Historisk set har republikanismen eksisteret før skabelsen af det nuværende Canada i 1867. Af nyere dato er organisationen Citizens for a Canadian Republic skabt i 2002.
Man argumenterer med, at den formelle forbindelse til Storbritannien er unaturlig for et land, der er baseret på lighed og i sin natur er multikulturelt. Generalguvernør-rollen kunne blive en ren canadisk funktion som statsoverhoved. Lederen af det store seperatist-parti i Québec, Yves-Francois Blanchet, har ikke overraskende også benyttet lejligheden til at kalde generalguvernør funktionen anakronistisk og foreslået den afskaffet nu.
Taler man med den almindelige canadier, er der på den ene side ikke den store entusiasme omkring den fortsatte formelle tilknytning til Storbritanien. På den anden side er folk klar over, at det er en meget svær opgave at ændre på den canadiske forfatning. Ikke alene skal man blive enige politisk på føderalt niveau i parlamentet i Ottawa.
Men en ændring kræver også, at alle provins-parlamenterne bakker op om ideen. Derfor mødes man nærmest med træt skuldertrækning, hvis man stiller spørgsmålet om en canadisk republik. Ved en afstemning i 2012 i det Liberale Parti med forslag om indførelse af republik, stemte 67% imod.
På trods af Julie Payettes dårlige forvaltning af generalguvernør-funktionen taler det mest for, at den vil fortsætte i nuværende form mange år endnu. Men måske snart med en person fra de oprindelige folk i rollen.
LÆS MERE I POV OM CANADA AF JAN TOP CHRISTENSEN HER
Topillustration: Julie Payette, forhenværende astronaut, nu også forhenværende generalguvernør. Foto: US National Archives
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
