BØGER // ANMELDELSE – At læse Signe Gjessings nye bog er lidt som at sidde udenfor og lytte til en fest i naboens have. Man lytter interesseret til ordene, der bliver sagt, men meget af det forekommer indforstået og i løsrevne bidder uforståeligt. Men indimellem flyver der oneliners ind over hækken, der gnistrer af vild opfindsomhed. Så bliver man misundelig over ikke at være blevet inviteret med.
Signe Gjessings I kan da også bare skrive om stjernerne! ligner på mange måder forfatterens forrige bog, Illuminationen af alt. Det gælder både format, omfang og indhold. Stjerner, univers og altet spiller igen centrale roller og den sproglige metode er den samme: Kosmiske størrelser, især stjerner, tildeles finurlige handlemuligheder, blander sig i hverdagens små foreteelser og motiveres af (til tider overrumplende) almindelige impulser – som i dette eksempel:
“Stjernerne refunderer den skjorte, de strikkede af mine nerver…”
I kan da også bare skrive om stjernerne! er inddelt i fem afsnit. Det første, “Et epileptisk anfald – En Marialegende”, handler om Jesus’ mor, Maria. Åbningen slår den svært tilgængelige tone an: “Maria åbner lågen til engen, der ikke kan blomstre lige så længe uåbnet som åbnet (Luk 1,34).” Udsagnet står uforklaret. Bibelverset der henvises til med “Luk 1,34” lyder: “Maria sagde til englen: “Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.”
Det er den slags sætninger, der løfter Gjessings poesi
Man kunne formode, at sætningen, der fører op til bibelstedet, på en eller anden måde illustrerer det. Maria er måske på en måde engen og blomstrer længere, hvis hun åbner sig for Helligånden? Er frugtsommeligheden lig blomstringen? Man kan gætte, men anstrengelserne belønnes ikke.
Men allerede i linje syv i samme afsnit kommer så en af de onelinere, som lyser bogen op: “Hendes knogler har stadig en tandbørste til at stå hos stjernerne.” Det er sært, at det ikke er Maria, men hendes knogler, der bruger tandbørste, og det er et både slående og poetisk (og selvfølgelig også sært) billede, at man kan have sin tandbørste til at stå hos stjernerne.
Men alligevel pibler en mening frem: Knoglerne – det inderste, essentielle – bor ikke fast sammen med stjernerne, men har dog tilhørsforhold nok til at have en tandbørste stående. Det er den slags sætninger, der løfter Gjessings poesi.
Afsnittet om Maria i sin helhed kan jeg efter flere gennemlæsninger ikke blive blive klog på. Det er kringlet og svært tilgængeligt, hvilket nok også fremgår af dette forsøg på at gøre rede for forløbet: Maria har tilsyneladende epilepsi og får et anfald undervejs i fortællingen. Maria tænker på sommerfugle og ligger tilsyneladende under for den poetiske myte om, at sommerfugle har støv på deres vinger, som man ikke må berøre. Marias bevidsthed bliver på denne baggrund inviteret med til en konference om sommerfugle.
Lidt senere bliver Jesus korsfæstet og over korset står: “Er til en konference om sommerfugle. Straks tilbage.” Er der et sammenfald mellem Marias bevidsthed og Jesus, eller er de to blot til samme konference? Mindre gådefuldt bliver det ikke, da bevidstheden er tilbage fra konferencen og viser sit navneskilt til Maria. På kortet står der “INRI”, som ifølge overleveringen stod skrevet over Jesus’ kors som en forkortelse af fire latinske ord med betydningen “Jesus fra Nazareth, Jødernes Konge”. Men måske antyder det netop et sammenfald mellem Marias bevidsthed og hendes søn?
Bogens andet afsnit hedder “De svømmende” og er en kortprosatekst med et drømmelignende indhold, hvor en “Florian” af en gruppe mennesker bliver inviteret til at svømme ud på åbent hav. Teksten har noget sælsomt uhyggeligt over sig.
Tredje afsnit er “Eden”, en række ultrakorte tekster, ofte blot enkelte sætninger, der på kryptisk vis cirkler om stjerner, paradis og hav. Her dukker flere af de føromtalte magiske oneliners op, som f.eks.: “Delfinerne sætter kryds ved “Meget glad” i stjernernes tilfredshedsundersøgelse, selvom stjerner aldrig har redet på dem.”
Hvordan bogens forskellige afsnit skal forstås i forhold til hinanden, og hvorfor de er arrangeret, som de er, ved jeg ikke
Eller: “Havet lejes ud til paradiset som airbnb, imens vi kaster os i bølgerne.” Eller åbningssætningen: “Hendes rygrad er en svømmehalsstige ud i havet – hun ser derude verdenshjørnerne som hajfinner med rododendrondråber på.” “Rododendrondråber” – så er jeg ligeglad med betydning og sammenhæng, det er bare guldmedaljelækkert, det ord!
Fjerde afsnit kaldes “Svanesøen” og synes at omhandle en romance. Der anslås en tankegang omkring aldrig virkeliggjort kærlighed, der kan give mindelser om den tyske digter Rainer Maria Rilke (1875-1926): “Stjernerum i hver en bås inde i stalden, hvor Gud blev født, får rygmassage af vores bølgende kærlighed.” “Vi går og giver hø til stjernerummets forelskelser. Alt for mange forelskelser, hvis man spørger os.” Sidste afsnit har samme titel som bogen: “I kan da også bare skrive om stjernerne!” Det er en yderligere og kortere række sentenser ret lig dem i afsnittet “Eden”.
Signe Gjessings bog skal opleves som en helhed
Hvordan bogens forskellige afsnit skal forstås i forhold til hinanden, og hvorfor de er arrangeret, som de er, ved jeg ikke. Tilegnelsen forrest i bogen giver ingen spor: “Til Gangflow Trazom”. “Gnagflow Trazom” er Wolfgang Mozart stavet bagfra, og det må vel næsten være det, der skulle have stået, men hvorfor han er stavet bagfra, og hvad Mozart i øvrigt har at gøre med bogen, forstår jeg ikke. Men jeg går ud fra, at bogens afsnit på en eller anden måde skal opleves som en samlet helhed under parolen: I kan da også bare skrive om stjernerne.
I så fald kunne man forestille sig, at bogen gør netop det, som titlen opfordrer til – og bogen vrimler da også med stjerner. Hvis man tænker på det interview, Gjessing fornylig gav til Weekendavisen, kan man måske se en forbindelse til bogen. I interviewet siger hun, at autofiktive digte er sladderagtige, og hendes mål med sin poesi er at opløse sig i verdensaltet. Midt i en selvoptaget, identitetssøgende og -opløsende tid, skriver Gjessing sig væk fra det selvbiografiske og op i stjernerne. Og foreslår, at det kunne andre jo også prøve til en forandring.
Undervejs i min læsning af Gjessings bog kom jeg til at tænke på et essay af science fiction-forfatteren Cixin Liu, der bl.a. har skrevet The Three-Body Problem, der for nylig er kommet som serie på Netflix. I essayet analyserer Liu forskellen på mainstreamlitteratur (dvs. “almindelig” litteratur, der ikke er defineret ved en genre) og science fiction. I Lius optik er mainstreamlitteraturen både kedelig og begrænset, fordi den forudsætter en fælles, kendt verden og næsten udelukkende handler om relationer mellem mennesker. Science fiction-genren derimod beskæftiger sig med verdner (f.eks. planeter) og, ja, kosmos og stjerner og i disse vidder er mennesket blot en lille planetarisk parasit.
Digte må gerne være gådefulde, men har det gådefulde ikke poetisk virkningskraft, tyer man til det næstbedste: Fortolkning
Jeg siger ikke, at Gjessings digte er science fiction-digte, men de har en bevægelse, der kan minde om genren: “Nu skal der høstes i paradis. Så vi sejler på sol- og stjerneskibe ind for at hjælpe til.” Imidlertid er der, netop med dette in mente, noget der undrer mig i Gjessings måde at gribes kosmos an på.
Hvis man blot stiller skarpt på stjernerne – der, som allerede nævnt, ofte optræder som en art hovedpersoner i både Illuminationen af alt og I kan da også bare skrive om stjernerne! – så er det bemærkelsesværdigt, at de aldrig tilskrives yderligere kendetegn. Når man tænker på al den viden, vi har om stjerner, er det mærkeligt, at Gjessing slet ikke griber til det enorme og stærkt billedskabende udvalg af begreber, der findes i astronomien og astrofysikken: Stjernernes evolution, hvide og røde dværge, supernovaer, stjernestrømme, pulsarer – der er nok at tage af.
I stedet optræder stjernerne helt fladt og anonymt og stjernerummet er bare “stjernerummet”. Jeg synes, det kunne være spændende at se, hvad der ville ske, hvis Gjessing udvidede sin kosmiske palet. Og så ville det ikke gøre noget, hvis forfatteren gjorde en smule mere for at række læseren en guidende hånd undervejs.
Som det er nu, synes jeg, at jeg skal bruge vel megen energi på at gætte på årsagssammenhænge og forbindelser. Digte må gerne være gådefulde, men har det gådefulde ikke poetisk virkningskraft, tyer man til det næstbedste: Fortolkning. Men de ovenfor nævnte oneliners besidder netop poetisk virkningskraft, og med dem som bugnende spilere letter stjerneskibet alligevel.
Klik dig videre til POV Internationals mange boganmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
