
KULTUR // BOGANMELDELSE – Hvordan håndterer vi racistisk litteratur fra fortiden? I sin nye bog tager Klaus Rothstein fat i den danske litteraturs sorte historie og spørgsmålet om, hvorvidt n-ordet skal slettes eller sættes i kontekst. Rothstein er ikke i tvivl, skriver Bo Heimann.
”Negre er og bliver Negre, en Menneskebegyndelse fra Tropen, Væsner med Tarmer i Hovedet, rudimentærre Organer paa et hvidt Samfundslegeme.” Så oprørende skrev Knut Hamsun i 1889. Han skulle som bekendt senere bekende sig til nazismen. Johannes V. Jensen fremstår ikke en centimeter mere sympatisk. Så sent som i 1939 skriver han efter en rejse til New York:
”Naar man har set Harlems Negerbefolkning danse, mange Hundrede i en Sal, et svimlende mêlèe, med ikke faa Mindelser om den store sorte Abeart, der har hjemme i samme verdensdel Negeren kommer fra…”
De store forfattere var ikke alene. I Salmonsens Store Illustrerede Konversationsleksikon fra 1893 hedder det: ”Negerens Karakter ligner i mange Punkter Barnets… Et negerbarn er i de første Aar af sin Udvikling det Hvide Barn overlegent, men paa et vist Tidspunkt staar det stille og bliver paa det samme Standpunkt hele Livet igennem.”
Det var, som det hedder, andre tider. Racistiske tider.
Hvordan etablerer man en modus vivendi, der både respekter litteratur fra fortiden og tager højde for dens fald ud af tidsånden?
Hvad stiller vi op med den slags i dag, spørger Rothstein, i den vellykkede Den sorte mand – racisme, woke og hvidhed i dansk litteratur. Han er selv klar i mælet: Hvad angår ældre litteratur er løsningen ikke at slette, fjerne og censurere, men at tilføje ord, der sætter i kontekst og øger viden og indsigt. ”De gamle værker er nødvendige vidnesbyrd fra en uperfekt fortid til en uperfekt nutid,” som han skriver i bogens sidste linje.
Tidligere skriver han, at ”hvis udviklingen af en litterær hensynskultur betyder, at visse værker skal udsættes for en antiracistisk purifikationspraksis og måske ikke længere kan udkomme, selvom de i bund og grund er opbyggelige, mister tolerancen og den antiracistisk sag mere, end den vinder.”

Ovenstående er blot nogle af de eksempler, som Klaus Rothstein bruger til udfolde, hvordan (hvide) danskere igennem tiden har skrevet om den sorte mand. Det er en engageret, vidende og oplysende gennemgang. Han griber tilbage til bl.a. H.C. Andersens åbne nysgerrighed over for det fremmede, St. St. Blichers empati med de undertrykte og Jacob Paludans forsøg på at beskrive en sort mand som et selvstændigt individ. Og han laver nedslag i litteraturen op igennem 1900-tallet hos bl.a. Tom Kristensen, Karen Blixen, Klaus Rifbjerg, Leif Panduro og Inger Christensen.
Han gør et længere holdt i 1982-83, hvor Michael Strunge – hvilket i dag er aldeles utænkeligt – udgav bøger med titlerne Nigger I og Nigger II med reference til hans store helt, Arthur Rimbaud, der i 1873 i digtet En tid i helvede også skrev om negre. Bøgernes undertitler, henholdsvis Mit nøgne hjerte. Urene digte og Uren poesi og beskidte tanker, understreger intentionen om, at sorte historisk er blevet set som urene og beskidte af hvide. Strunge så også sig selv som en randeksistens på kanten af det etablerede.
Som læser får du også indledende kapitler om woke og hvidhed, der sætter scenen for tidens debat og de vigtige spørgsmål
Efter Strunge optræder den sorte mand åbenbart og interessant nok stort set ingen steder i dansk litteratur op igennem 1990’erne og 00’erne.
Derefter skete der dog en del. I 2011 arbejdede Eva Tind med blackfacing trods hendes asiatiske ophav, hvilket næppe ville være muligt i dag. Senere i 2010’erne bruger Christina Hagen ’negeren’ til at afsløre vores selvmodsigende forbudte tanker og selvfede selvfremstillinger, der balancerer på grænsen til stereotyper og racisme. I 2018 skabte Christian Lollike og Madam Nielsen stor furore med skuespillet White Nigger/Black Madonna, hvis titel blev ændret til kun at hedde Black Madonna.
Derudover viser Rothstein, hvordan bl.a. Hanne-Vibeke Holst, Kristina Stoltz, Morten Pape, Jakob Ejersbo i de seneste årtier har skrevet om den sorte mand.
N-ordet
Rothstein har skrevet en oplysende og forbilledlig bog. Ikke kun får du som læser en skarpt vinklet litteraturhistorisk gennemgang, men også en forståelse for, hvorfor n-ordet skal kunne bruges. Hvilket det så gøres over 350 gange i bogen, der derfor kommer med en trigger warning.
Som læser får du også indledende kapitler om woke og hvidhed, der sætter scenen for tidens debat og de vigtige spørgsmål: Hvordan etablerer man en modus vivendi, der både respekter litteratur fra fortiden og tager højde for dens fald ud af tidsånden? Må forfattere skrive om andet end det, de har direkte kendskab til i kraft af deres alder, køn, seksualitet, etnicitet? Kan hvide skrive om sorte, ciskønnet om queer, mentalt stabil om psykisk sårbar?
Han lader Peer Bundgaard og Niels Lyngsøe stille spørgsmålet: ”Hvilket holdningspoliti bestemmer, hvornår man har befriet sig fra den hvide offentlighed, man som hvid ellers er lænket til, således at ens udsagn endelig kan fremstå som berettigede?”
Og Rothstein konstaterer selv, at ”i en fri verden er litteraturen ikke overvåget og undertrykt af nogen statslig censurinstans, og den bør heller ikke stå til ansvar for en antiracistisk bevægelse, der forveksler tolerance med totalitarisme.”
Læs også Jakob Brønnums kommentar “Men n-ordet er jo ikke noget, der tilhører historien”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.