KOMMENTAR – De små, bleggule sløjfer i jakkereverserne har vokset sig store og skriggule. De hænger på lokalstatens institutioner, private balkoner og i lange blomsterranker af skidengul plastik overalt, hvor arkitekturen gør det muligt. Vi taler ikke længere sammen i Catalonien: Vi pisser territorium af, skriver Sara Høyrup fra Barcelona.
BARCELONA – Mens somme drømmer våde drømme om en borgerkrig til at ”rense luften” og få orden i tingene, og andre frygter, hvor galt det kan gå, udkæmpes striden for tiden i symbolsfæren i striden mellem Spanien og de catalonske separatister. Sidstnævntes såkaldte ”solidariske” sløjfer har indtaget det offentlige rum i et omfang, der for mig leder tanken hen på totalitære stater, hvor al politisk symbolik har samme farve.
Handleivrige unionister har heroverfor stablet ”rengøringsbrigader” på benene, der piller den gule plastik ned, næsten lige så hurtigt, som separatisterne kan sætte den op.
En kvinde fik forleden én på sinkadusen for øjnene af sine små børn i den statelige park Ciudadela, hvor regionsparlamentet ligger med sine smukke haller over for en ressourcefattig offentlig skole, og ænder så store som gæs paraderer i søen med jollerne. Det skete angiveligt under kampråbet ”lorteudlænding
Til det mål bruger de stiger og skæreredskaber og dækker ansigtet til for at undgå repressalier, og lokalstatens politi registrerer dem dydigt, så der er styr på nationalismens fjender. Modsat i de catalanske områder i den på alle måder sekulære franske republik, hvor ordensmagten selv står for at fjerne den gule overtagelse af det fælles offentlige rum.
Sameksistensen bløder
Går unionisterne enegang, står der hurtigt en hel flok omkring dem og filmer dem og beskylder dem for at være ”fascister”.
En kvinde fik forleden én på sinkadusen for øjnene af sine små børn i den statelige park Ciudadela, hvor regionsparlamentet ligger med sine smukke haller over for en ressourcefattig offentlig skole, og ænder så store som gæs paraderer i søen med jollerne. Det skete angiveligt under kampråbet ”lorteudlænding”.
Den fejlslagne kunstmaler, der tilbyder kurser i ”kunstterapi”, var ellers ude og lufte sin gamle mor i rullestol. Men det holdt ham ikke tilbage, da han så den unge mor formaste sig til at plukke de gule blomster.
Det offentlige rum er fuld af den slags små udbrud af aggressioner i et anspændt samfund. Separatisterne har en interesse i at holde gryden i kog – ellers går man jo i glemmebogen – og den nye socialdemokratiske regering i Madrid vil aldrig kunne stille lokalnationalisterne tilfredse. Separatistlederne vil i virkeligheden ikke dialogen; de vil have deres vilje, og det skal være nu.
https://www.facebook.com/catalannews/photos/a.547428268639294/1772948036087305/?type=3&theater
De har satset hele butikken og går planken ud, og foran sig skubber de en halv befolkning med bind for øjnene.
Nationalismen erstatter ideologierne
Separatismens syre har opløst skellet mellem højre og venstre. Intet andet tæller for alvor på den bred end den korteste vej til et løsrevet Catalonien. BZ-lignende typer, der knap og nap er med på det parlamentariske demokrati, går hånd i hånd med det gamle Convergència, der under evigt skiftende navne repræsenterer det catalanske borgerskab.
Under en overskrift, der nærmest ligner en forkortelse for en pornoprofil – SxLU – kræver erhvervsmanden nyvalg, men iklæder dette højrekrav unionistiske gevandter og retsstatsprydelser
Separatismen har lige så lidt respekt for retsstaten som den mest fandenivoldske anarkist; og det, der skal forestille at være den yderste venstrefløj på den nationalistiske bred regner højrenationalisten Carles Puigdemont for deres mand og vores alle sammens president.
Imens holder alle hånden under Blut und Boden-nationalisten Quim Torra, som holder pladsen for el president legitim og nægter at æde sine ord i sig om, at de spansktalende er som dyr.
Lige præcis den udtalelse har ført til et egoernes sammenstød mellem Torra og den baskiske forretningsmand, den konkret var rettet imod. José Manuel Opazo står i dag (søndag den 9. september) som eneindkalder af en unionistisk demonstration, der er startskuddet til endnu et catalansk efterår.
SxLU
Under dække af at tale retsstatens sag skulle mandagens demonstration give Spaniens socialdemokratiske statsminister på puklen for at være kommet til magten med støtte fra lokalnationalisterne i Catalonien og Baskerlandet.
Og PSOE’s catalanske søsterparti PSC har sandt nok spillet en betændt rolle som pleasende facilitator af chauvinisternes overtagelse af regionen efter diktatorens død i 1975, så man kan ikke fortænke de catalanske unionister i at være utrygge.
Under en overskrift, der nærmest ligner en forkortelse for en pornoprofil – SxLU – kræver erhvervsmanden nyvalg, men iklæder dette højrekrav unionistiske gevandter og retsstatsprydelser. Med den grumme baskiske erfaring i bagagen er han ikke til sinds at afgive mere magt til nationalisterne i hans aktuelle hjemstavn, Catalonien. Men han er også ude i et ideologisk ærinde, som han forsøger at få hele den forfatningstro unionisme med i.
Det pæne spanske højre
Det moderate højre i Spanien består af de (social?) liberale Ciudadanos (Cs), der er det nye, friske pust i butikken, og den gamle garde i Partido Popular (PP), som indtil for nyligt sad ved magten med Mariano Rajoy som tavs modstander af den catalanske separatisme. Le Monde’s mangeårige korrespondent i Spanien, Sandrine Morel, beskriver i sin åbenhjertige bog El huracán catalan, hvordan Rajoys egentlige fejl ikke var at overagere, men at underagere.
I stedet for at forklare sin position og sine dispositioner og tage affære, ventede den konservative statsminister simpelthen på, at det hele skulle gå over af sig selv.
Kilder i udenrigstjenesten fortæller, at de under Rajoy havde instrukser om at forholde sig tavse og end ikke forsøge at forklare den spanske position. Et enkelt interview med ambassadøren i Danmark blev det dog til.
Endnu længere ude på overdrevet huserer de egentlige og selverklærede fascister: Falangen og diverse andre smågrupperinger, der gerne dukker op i uniformslignende klæder på mærkedagene med alt, hvad det indebærer af implicit intimidering
Cs lå i udgangspunktet venstre for PP og kunne i princippet indgå aftaler til begge sider helt i stil med de danske Radikale. Det unge partis eneste klare dagsorden er dog Catalonien, hvor partiet i sin tid udsprang, og det får det til ofte at indtage holdninger ”til højre” for PP, når det gælder håndteringen af denne rebelske region.
Flere af grundlæggerne af dette Borgerparti var skuffede socialdemokrater, som ikke udholdt mere appeasement over for nationalismen; men siden er partiet gledet mod højre. I alt fald tilsyneladende: Medgrundlægger John Barrass mener, at der er tale om mundsvejr for at sikre sig magten, og fortæller, at der hele tiden har været et ideologisk tovtrækkeri i partiet, som blot ikke kommer offentligt til udtryk.
Ude til højre er der nemlig stemmer at sanke; ikke mindst efter at den catalanske nationalisme med sin poseren som revolutionær og ”progressiv” har bildt alverden ind, at enhver modstander nødvendigvis må ligge langt ude til højre på det ideologiske spektrum.
Det grimme spanske højre
Langt ude til højre ligger Vox, der er unionister om en hals. De optræder sågar som privat part i retssagerne mod separatistlederne Carles Puigdemont og de andre minister, den politisk indsatte politidirektør Josep Lluís Trapero og ”los Jordis”.
Vox er spanske nationalister og lige så optaget af at give den som ”folkets stemme”, som de catalanske nationalister er det.
De er ikke kommet ind i hverken det spanske eller det europæiske parlament endnu; men det kommer de.
Tirsdag den 11. september helligholder separatisterne et militært nederlag i syttenhundredehvidkål, som de med en ublu forvanskning af historiske fakta har udpeget som banemanden for det catalanske land, de påstår engang eksisteret
Endnu længere ude på overdrevet huserer de egentlige og selverklærede fascister: Falangen og diverse andre smågrupperinger, der gerne dukker op i uniformslignende klæder på mærkedagene med alt, hvad det indebærer af implicit intimidering. Spanien har smertelige erfaringer med militærkup, og før man gik på listetæer omkring lokalnationalisterne, gjorde man det omkring de væbnede styrker.
Det yderste spanske højre vil utvivlsomt dukke op til Sexy Lu-demonstrationen i dag og lave ballade, ligesom de gjorde det til de store unionistiske demonstrationer i fjor. Ude i sidegaderne står militante separatister efter sigende på spring for i AFA-stil at komme i clinch med fascister og enhver anden meningsmodstander.
Det catalanske efterår 2.0
Og herfra går det slag i slag:Tirsdag den 11. september helligholder separatisterne et militært nederlag i syttenhundredehvidkål, som de med en ublu forvanskning af historiske fakta har udpeget som banemanden for det catalanske land, de påstår engang eksisteret.
De vil indtage Barcelona med traktorer og lamme byen, så længe de kan slippe af sted med, i endnu en styrkeprøve mellem en radikaliseret befolkningshalvdel og en veg stat, der hverken ved ud eller ind.
Der stod ingen fri, feministisk republik klar med statsstrukturer og egen skatteopkrævning. Og derfor er det da også, at regionsministrene nu er begyndt at tale om en ”virtuel” republik, hvad det så end skal betyde. Denne ”digitale” republik ser i alt fald ud til fortsat at blive fjernstyret fra Waterloo
1. oktober skal vi så mindes den angivelige ”politirepression”, som blev pumpet op fra to sårede ”vælgere” i den falske folkeafstemning (og hundredvis af sårede politibetjente) til det magiske tal ”tusinde” sårede ved hjælp af ”fotodokumentation” hentet fra helt andre begivenheder for år tilbage. Den internationale presse åd anden råt, og dansk presse har stadig ikke undsagt sit eget vrøvl om, hvad der egentlig skete den dag.
Imellem disse to datoer og frem til de to årsdage for halvkvædede løsrivelseserklæringer – 10. og 27. oktober – bliver der rig lejlighed til, at begge parter på en perlerække af mindedage kan fejre, helligholde og hævne det skete.
Højt spil
Imens blomstrer de gule sløjfer og gule kors som mælkebøtter. Ja, kors er det også blevet til: tætpakket på strandene, på provinsbyers pladser og endda på havets bund. De symboliserer vist nok demokratiets død eller de mange martyrer, det aldrig lykkedes separatismen at få, da uansvarlige ledere brugte alt folket som kanonføde i et højt spil, de ikke engang håbede på at vinde.
Den catalanske nationalisme overgår nok alle andre nationalismer i sin hang til at gøre sig til offer. Nationaldagen helligholder et nederlag.
Sandrine Morel afslører i sin bog fra i år, at Puigdemonts forgænger Artur Mas i virkeligheden søsatte hele projektet for at tvinge centralstaten til at opgive den solidariske omfordeling over skatten fra det rige Catalonien til fattigere regioner.
Også Clara Ponsati, den politisk indsatte regionsminister for uddannelsesområdet har efter at være undveget til Skotland officielt erkendt, at det hele bare var bluff.
Der stod ingen fri, feministisk republik klar med statsstrukturer og egen skatteopkrævning. Og derfor er det da også, at regionsministrene nu er begyndt at tale om en ”virtuel” republik, hvad det så end skal betyde. Denne ”digitale” republik ser i alt fald ud til fortsat at blive fjernstyret fra Waterloo.
Nedenfor ses Joaquim Torra i Pla kendt som Quim Torra, der er advokat og journalist fra Catalonien. Han er medlem af det catalanske parlament og fungerer som regionens præsident. Dette er et udsnit af hans tale på nationaldagen:
https://www.facebook.com/catalannews/videos/672941216425920/
Topfoto: Den offentlige Facebook-gruppes foto: Catalans i catalanes a l’exterior. Generalitat de Catalunya
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her