IRAK // NY BOG – Gennem to afgørende år stod Torben Gettermann i spidsen for det danske bidrag til at genopbygge Irak efter Saddam Hussein. Det har han nu beskrevet i en ny bog, som er uomgængelig læsning, hvis man gerne vil forstå, hvad der foregik.
Den 21. april 2003 oprettede koalitionen af vestlige magter, der netop havde væltet Saddam Husseins brutale diktatur i Irak, hvad der i daglig tale lød under forkortelsen CPA. Det fulde navn var Coalition Provisional Authority, og det udgjorde koalitionens civile administration, der skulle arbejde det ødelagte land frem mod at blive et demokratisk og velfungerende medlem af verdenssamfundet.
Vi er vant til at omtale de forudgående begivenheder som den amerikanske invasion af Irak, selv om der egentlig var tale om en multinational styrke, omfattende både Storbritannien, Italien, Australien, Spanien og Polen. Og da genopbygningen af Irak blev indledt, var der heller ingen tvivl om, at USA satte sig til rette som den egenrådige førerhund.
I den forbindelse sendte Danmark diplomaten Torben Gettermann, der i 2003 egentlig var på vej mod en anderledes fredelig postering ved ambassaden i Athen. Men med kort varsel fik han tilbudt jobbet i Bagdad, som blandt andet skulle bidrage til genopbygning af den irakiske landbrugssektor, reetablering af olieeksporten og blandt meget andet skabelsen af en moderne politistyrke, og som mål fik han etableringen af en diplomatisk repræsentation samt en ambassadørpost.
Efter rådslagning med sin familie drog Gettermann afsted. Eller rettere, han blev ”sendt ud på Herrens mark”, som han selv formulerer det i den bog, han nu har skrevet om sine to år i Irak.
Det er blevet en relativt kronologisk skildring af en dramatisk tid. Der er mange navne og begivenheder at holde rede på, men hvad der hurtigt kunne være blevet til en diplomatisk indberetning i udenrigsministerielle formuleringer, er faktisk blevet til et stykke fængslende læsning.
Her får vi beretningen om en opgave med dramatiske udfordringer under ofte primitive forhold, og som det har været tilfældet i den irakiske hverdag, bliver fortællingen om de mange diplomatiske tovtrækkerier brudt af sønderlemmende eksplosioner og vejsidebomber. Ikke mindst forstår Gettermann at beskrive genopbygningsarbejdet som et politisk spil, hvor den smukke altruisme hurtigt glider i baggrunden for at blive overhalet af gustne overlæg, og her har han bestemt ikke noget imod at tage bladet fra munden og sige tingene ligeud.
Politimanden fra New York
Indsatsen for at få Irak på benene igen er en historie med mængder af facetter og forskellige elementer. En del af det lykkedes, mens andet var mindre heldigt for at sige det mildt, og det er der naturligvis mange årsager til. Men i sin skildring lader Gettermann os ikke i tvivl om, at amerikanerne nok havde taget initiativet til at få Saddam Hussein fjernet og til at gennemføre den store militære operation, men også at de i den vigtige fase bagefter søgte at køre løbet på helt egne betingelser, så det i mange tilfælde fik en stærkt negativ virkning på den samlede indsats.
Et godt eksempel er uddannelsen af en irakisk politistyrke. Dette er en af grundstenene i et fungerende civilsamfund og var en tydelig dansk prioritet.
Deres tilgang var helt ude af trit med virkeligheden. Man satte sig et mål og gik efter det uden at skele til hverken højre eller venstre
Lige fra starten oplevede man også her en kraftig divergens i forhold til USA. Den tidligere politichef i New York, Bernard Kurik, blev i august 2003 gjort til fungerende indenrigsminister, og med dette fik han også hovedansvaret for det irakiske politi. Kurik havde gjort en god figur i forbindelse med angrebet på World Trade Center den 11. september 2001, men han havde ingen erfaring med at arbejde i udlandet og havde desuden ikke den store interesse for politiuddannelsen.
Han var mere optaget af at kunne melde tilbage til Washington, hvor hurtigt den nye irakiske politistyrke voksede, og for at opnå dette rekrutterede man rask væk folk fra væbnede militsgrupper, kriminelle, venner af indflydelsesrige personer og så videre. Det skete ikke gennem nogen logisk professionel proces.
Kort efter flaskede det sig dog således, at Kurik rejste igen. Præsident Bush havde tilbudt ham jobbet som chef for Department for Homeland Security, men før han nåede så vidt, blev han trukket i retten og idømt en fængselsstraf for immigrationssvindel og bestikkelse. I Irak blev hans plads overtaget af den britiske politimand Douglas Brand, der var totalt på bølgelængde med de danske synspunkter, og ad den vej blev en professionel uddannelse af en irakisk politistyrke sat på skinner. Og – til stor amerikansk fortrydelse – blev den ovenikøbet gjort til ukrænkeligt dansk område.
Politiske interesser
Og sådan fortsatte det.
”Den amerikanske hærs håndtering af efterkrigsperioden lå nu længere og længere fra det, man gerne ville opnå, nemlig at vinde „the hearts and minds“,” skriver Gettermann.
Han erklærer sig fuldstændig enig i vurderingen fra en britisk diplomat, der under en samtale i Bagdad redegjorde for, at USA på den ene side havde iværksat og på forbilledlig vis gennemført en krig, mens de på den anden havde store problemer med at vinde freden.
Man havde fra britisk side for længe siden tilbudt at stille instruktører til uddannelse af peace keepers til rådighed, men amerikanerne havde ikke ønsket at tage imod det tilbud
Deres tilgang var helt ude af trit med virkeligheden. Man satte sig et mål og gik efter det uden at skele til hverken højre eller venstre. Deres mangel på viden om Iraks historie og kultur gjorde det ikke nemmere at finde forståelse for deres tilstedeværelse og for deres arbejde blandt de lokale. Man havde fra britisk side for længe siden tilbudt at stille instruktører til uddannelse af peace keepers til rådighed, men amerikanerne havde ikke ønsket at tage imod det tilbud.
I november 2003 forsvandt den øverste chef for CPA, Paul Bremer, pludselig, og ingen uden for den amerikanske kreds var klar over, hvad der foregik. Da han kom tilbage, var det med en revideret plan, der omhandlede en drastisk fremskyndelse af det tidspunkt, hvor en irakisk regering skulle tage tøjlerne, hvorved Irak ikke længere ville være en besat stat. I stedet for de planlagte tre år skulle det nu ske inden for seks måneder, altså med skæringsdato den 30. juni 2004.
Gettermann kunne godt se den nye aftale som et fremskridt, men var sig også fuldt bevidst om, at det var en meget generel aftale med mange tomme felter, der skulle udfyldes. Blandt det vigtigste var nok, at der inden skæringsdatoen skulle afholdes valg, og selv om shiamuslimernes religiøse leder, ayatollah Ali al-Sistani, insisterede på, at dette skulle ske senest i maj, altså en måned før magtoverdragelsen, tydede meget på, at dette ville blive meget vanskeligt.
Eksempelvis tøvede irakerne med at lade sig registrere op til valget, fordi mange frygtede, at de dermed risikerede at blive udskrevet til militærtjeneste, og den sikkerhedsmæssige situation var også mildest talt usikker.
Tilmed fungerede koalitionen ikke optimalt. Et godt eksempel var, da udenrigsminister Per Stig Møller kom på besøg i februar 2004. Gettermann og hans folk stablede et fornuftigt program på benene, men i sidste øjeblik meldte Paul Bremer afbud. ”Bremer gad kun sjældent modtage ministre fra andre lande – til nød hvis der var tale om statsministre,” skriver Gettermann med befriende fravær af diplomatiske høfligheder.
Ved at bruge det symbolladede ord gav han et vigtigt signal om den følelse, mange irakere sad med, nemlig at nok havde den vestlige koalition væltet Saddam Husseins brutale diktatur, men ikke desto mindre følte de ikke, at friheden var kommet til dem
Under læsningen kom denne anmelder gang på gang til at tænke på Jan Egeland, den norske topdiplomat, der nu er chef for Flygtningehjelpen i Oslo. Gennem en lang karriere har Egeland befundet sig i verdens brændpunkter, og fra 2003 til 2006 bestred han posten som vicegeneralsekretær i FN, direkte under Kofi Annan, og med ansvar for organisationens nødhjælpsarbejde.
Det er naturligvis en noget anden boldgade, men han skrev i 2007 bogen Det nytter (Aschehoug, Oslo), hvor han opfatter Irak i netop den tid som offer for stribevis af fejlagtige strategier. Hans hovedbudskab i bogen var, at politiske interesser og politiske strategier ofte overskygger virkeligheden blandt konflikternes ofre.
Forklaringen bag Bremers pludselige rejse var da også, at en ny amerikansk tidsplan skulle hjælpe til med at få George Bush genvalgt til pæsidentposten.
Håndbog i statsopbygning
Uanset hvad kom skæringspunktet med udgangen af juni 2004. Da udløb CPA’s mandat, for den 1. juli var det planen, at irakerne skulle tage over, og at besættelsen dermed formelt ville være kommet til en ende. De forskellige mål var hverken helt eller halvt opfyldt, måtte mange erkende, og da Gettermann og en gruppe europæiske kolleger mødtes en aften, holdt det hårdt med rosende ord om den amerikanske indsats.
”De konstant skiftende prioriteringer dikteret af Washington havde gjort det vanskeligt at få genopbygningsindsatsen til at hænge sammen. Det hjalp heller ikke, at amerikanerne så hyppigt udskiftede personalet,” skriver han. ”Det var opskriften på kaos og fiasko.”
Al-Yawar er fuld at taksigelser over for Danmarks bidrag, mens han giver amerikanerne endnu et solidt skud for boven
Selve overdragelsen skete den 28. juni, altså et par dage før planlagt. Sammen med CPA havde inderkredsen i Regeringsrådet i al hemmelighed besluttet at narre de kræfter, der blot ventede på at benytte dagen til en serie terrorangreb. Derfor skete den officielle overdragelse fra CPA til den nye irakiske regering aldeles fredeligt. Den nye premierminister, Ayad Allawi, var ham, der officielt havde taget afsked med Paul Bremer i Bagdads lufthavn om formiddagen.
Dette er på mange måder essensen. Da han kort efter overdragelsen fik besøg af et par danske journalister, kom det bag på gæsterne, at han talte om ”besættelsestiden”. I Vesten havde man jo netop betragtet det hele som en befrielse af Irak. Men ved at bruge det symbolladede ord gav han et vigtigt signal om den følelse, mange irakere sad med, nemlig at nok havde den vestlige koalition væltet Saddam Husseins brutale diktatur, men ikke desto mindre følte de ikke, at friheden var kommet til dem.
Dette synspunkt følges til dørs, da han i 2005 møder Ghazi al-Yawar, der var præsident i perioden fra magtoverdragelsen den 28. juni 2004 til indsættelsen af kurderen Jalal Talabani den 7. april 2005.
Al-Yawar er fuld at taksigelser over for Danmarks bidrag, mens han giver amerikanerne endnu et solidt skud for boven. De havde vundet over Saddam Husseins styrker, men de havde ingen realistisk og realiserbar plan for tiden efter. Den opgave havde de ikke magtet. Når de tilmed havde ødelagt landets administrative struktur gennem ensidige og uigennemtænkte dekreter, var det eneste, de havde leveret, opskriften på kaos. Hvis de havde haft en plan og været godt forberedte på, at det var langt vanskeligere at vinde freden end krigen, var det måske gået bedre.
Det er i høj grad noget, man må kunne drage nytte af i de mange andre konfliktområder, som findes verden over
Det er en bog med mange fortællinger og mange facetter, men denne del springer alligevel i øjnene. Den er en minutiøs og gribende skildring af, hvor galt det rent faktisk gik på en række områder med at få det mishandlede land på fode, og hermed bliver det til en bog, der handler om så meget andet end den konkrete sag, Irak.
Torben Gettermann leverer med andre ord en lang række gode og mindre gode erfaringer fra en dybt kompliceret situation, og det er i høj grad noget, man må kunne drage nytte af i de mange andre konfliktområder, som findes verden over.
Det er en forbilledlig håndbog i statsopbygning, og man kunne fristes til at anbefale, at den bliver oversat til engelsk. Så kunne amerikanerne læse med og forhåbentlig tage ved lære.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
