
POV BUSINESS // LEDELSE – De seneste mange måneder har jeg haft det privilegium at tale med et hav af topchefer: Travle, engagerede mennesker, som beredvilligt har sat en time af til kaffe og samtale. Under møderne har jeg lyttet til fantastiske fortællinger om udviklingen af den offentlige sektor, forretningsidéer i det private eller bare personlige passioner for noget helt uden for nummer. Igen og igen har jeg spurgt mig selv, hvorfor flere af disse vidende og skabende ledere ikke deler deres visioner og idéer i et bredere forum. Nogle gør, det ved jeg godt, men mange flere burde. Og bloggen kunne være det oplagte redskab, siger Henriette Rald, der tilbyder seks gode grunde til at topchefer bør blogge.
1. Noget på hjerte
Den allervigtigste grund er, at de har noget på hjerte. Folk, der når til tops, er som regel drevet af ønsket om at gøre en forskel og præge udviklingen. De vil noget, de mener noget, de kan noget, og som topchefer skal de gøre det sammen med andre. Hvilket kun understreger betydningen af at fortælle historien.
2. Det gør en forskel, når det står sort på hvidt
Mange vil sikkert mene, at de allerede kommunikerer hele tiden. At de ikke bestiller andet end at fortælle, hvor virksomheden skal hen, og hvorfor det er vigtigt. At de sidder i møder, går til konferencer og taler med folk i et væk.
Det er helt sikkert rigtigt. Men når noget står sort på hvidt med velvalgte ord, sat sammen med omtanke, så er det bare et meget stærkt supplement til den mundtlige kommunikation. Det kan i sidste ende gøre en positiv forskel for den enkelte leders gennemslagskraft.
3. Omverdenen tørster efter topchefer, der blander sig i dialogen
Nogle er måske usikre på, om der overhovedet er andre, der vil gide læse deres blog. Tro mig, det er der. Det kræver selvfølgelig, at teksten er velskrevet og vil noget. Men det er min oplevelse, at omverdenen tørster efter flere stemmer i debatten. I det hæsblæsende og fragmenterede mediebillede, vi oplever, er der om noget plads til nye aktører med viden og holdninger.
4. Medarbejderne læser med
Og så kan ekstern kommunikation være ekstremt effektiv som intern kommunikation. Jeg er sikker på, at medarbejderne læser med, når chefen blogger. Tolker teksten, oversætter signaler, fornemmer retningen.
Måske bliver de tilmed stolte over, at netop deres chef kan sætte ord på tankerne bag den nye lancering. Eller give forklaringen på, hvordan netop deres organisation bidrager til udviklingen af samfundet.
750 ord formuleret på en A4-side og offentliggjort på et eller andet netmedie, kan være mange gange stærkere end de rituelle 10 min fra CEO’en på det månedlige medarbejdermøde.
5. Det giver værdi til virksomheden eller organisationen
En tydelig og synlig chef er en værdifuld chef. Mennesker, som kan bruge deres person til at profilere deres virksomhed, er mange penge værd for forretningen. Erhvervsstjerner som CEO for Microsoft Danmark Marianne Dahl og André Rogaczewski CEO for Netcompany er gode eksempler.
Men mindre kan også gøre det. Udviklingsdirektør hos Domstolsstyrelsen Merethe Eckhardt skriver på Altinget og CEO i Found Aid Hanne Brinch er begyndt at blogge på LinkedIn. På hver deres måde bruger de deres person til at fortælle historier om forretningen.
6. Det giver personlig værdi
Den sidste grund til at topchefer bør blogge er ganske enkelt, at det er spændende og udviklende. Jeg har selv blogget i flere år, og hver gang jeg poster et nyt indlæg, er jeg spændt på, hvad det bringer med sig.
Nogle gange sker der ikke så meget. Men andre gange bliver man læst af personer, man ikke havde forudset, eller får en kommentar, som er værdifuld. Bliver måske inviteret med i en sammenhæng, man ikke havde drømt om, eller lander en helt ny forretningsforbindelse.
Efter at jeg har etableret min egen virksomhed, har jeg selv besluttet mig for at blogge mere systematisk end tidligere. Skrive noget om det, jeg oplever, om det, jeg har på hjerte, og som jeg gerne vil dele med andre. Jeg håber med denne klumme at have inspireret andre topchefer til at gøre det samme.
Fra POV International vil vi gerne tilføje, at vi deler hensigten og argumenterne bag Henriette Ralds budskab ovenfor, så vi synes, at de omtalte topchefer skulle sende deres bedste blogtekster til os på pov@pov.international, så vi kan dele de vise ord om ledelse og erfaringer med de mange læsere af POV Business hver tirsdag. Vidensdeling og generøsitet kan man ikke få for meget af og POV er oppe på 145.000 unikke brugere om måneden – uden betalingsmur.
Fotos: Flickr, Pixabay, Pxhere
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.