AFSKED MED LIVET // ESSAY – Min mor var ikke bange for at dø. Men hun var grundangst for at ligge hjælpeløs på et plejehjem og bare vente på døden. Hun havde for mange år siden siddet ved sin egen fars sygeseng og oplevet hans kamp for at få lov til at dø. Han havde tigget hende om at hjælpe sig med at komme herfra, og hun havde følt sig magtesløs. På det tidspunkt besluttede hun, at hun aldrig selv ville ende i den samme situation, fortæller Henriette Rald om sin mor, der døde sidste år.
Det er snart et år siden, at min søster Agnethe vækkede mig med ordene: ”Jeg tror, hun er død”. Vi havde haft vagtskifte et par timer forinden. Vi sov ved siden af hende på skift, aede hendes arm og hviskede søde ord til hende.
Nu lå hun der i den store plejeseng, hun havde lukket mund og øjne og så så fin og fredfyldt ud.
Fire og en halv dag forinden var hun holdt op med at spise, drikke og tage sin medicin, fordi hun ikke ønskede at leve længere. Det var ikke nogen impulsiv beslutning, men resultatet af hendes egne overvejelser gennem tredive år og meget konkrete samtaler med os de seneste 2 år.
Jeg forestiller mig, at mange af os bærer på den slags historier om døden. Nu bærer jeg på min egen fortælling, og det er den, jeg gerne vil dele med jer
Min mor var ikke bange for at dø. Men hun var grundangst for at ligge hjælpeløs på et plejehjem og bare vente på døden. Hun havde for mange år siden siddet ved sin egen fars sygeseng og oplevet hans kamp for at få lov til at dø. Han havde tigget hende om at hjælpe sig med at komme herfra, og hun havde følt sig magtesløs på hans og egne vegne. På det tidspunkt besluttede hun, at hun aldrig selv ville ende i den samme situation.
Jeg forestiller mig, at mange af os bærer på den slags historier om døden. Nu bærer jeg på min egen fortælling, og det er den, jeg gerne vil dele med jer.
Hun var uendelig træt
Min mors oplevelse med sin egen far resulterede i, at hun for mange år siden satte penge til side på en konto, så hun ville have råd til at rejse til Schweiz og modtage aktiv dødshjælp, hvis det skulle komme dertil. Det vidste Agnethe og jeg godt. Hun havde sagt det til os mange gange. Og hun havde bedt os om, at vi ville rejse med og støtte hende. Det havde vi begge sagt ja til uden nærmere overvejelse, det lå jo også så langt og teoretisk ude i fremtiden.
Så døde vores far for to år siden. Han blev 92 år og sov stille ind i sin seng. En smuk død. Men de sidste år havde været barske. Han blev mere og mere hjælpeløs, faldt, slog sig og fik hjemmehjælp på alle tider af døgnet. Det var også hårde år for min mor både fysisk og mentalt. Hun holdt sig selv oppe, og passede ham så godt hun kunne i deres egen lejlighed med støtte fra det offentlige. Men da begravelsen var overstået og takkekortene skrevet, var hun træt, så uendelig træt.
Nogle måneder efter min fars død bad vores mor os om at undersøge det med Schweiz nærmere, så hun kunne få det praktiske på plads. Hun kunne mærke at kræfterne forsvandt og at tiden kunne komme snart. Men jeg kunne ikke tage mig sammen til det – jeg udskød det
Jeg håbede, at hun ville blomstre lidt op igen. At hun ville føle en lettelse ved ikke konstant at frygte for min fars gøren og laden. At hun nu kunne nyde nogle rolige år med min søster og mig, børnebørnene og de gode venner hun havde. Den sommer lykkedes det os at tilbringe fem uger sammen med hende i familiesommerhuset ved Vestkysten. En smuk sommer. Dejlige uger. Men hun var træt.
Det hører med til historien, at mor var 88 år, havde haft sukkersyge i mange år, med senfølger i form af lammelse af tarmsystemet, der gav hende kronisk diarre og at hun kæmpede for at holde vægten oppe på 45 kilo. Hun havde svært ved se og kunne ikke mærke sine fødder, derfor have hun svært ved at gå. Knogleskørhed med flere sammenfald i ryggen gav hende kroniske smerter, som hun dagligt måtte tage smertestillende medicin for. Om morgenen når insulinen var taget, stod pillerne i kø til morgenmaden. Hun havde sit at kæmpe med.
Den umulige rejse til Schweiz
Nogle måneder efter min fars død bad vores mor os om at undersøge det med Schweiz nærmere, så hun kunne få det praktiske på plads. Hun kunne mærke at kræfterne forsvandt og at tiden kunne komme snart.
Men jeg kunne ikke tage mig sammen til det – jeg udskød det. Nu skulle vi jo lige leve lidt. Men min søster er mere praktisk anlagt og inviterede mig på te. Vi begyndte at google. Det var ikke så lige til at finde rundt i – altså, hvordan man tager flyveren til Schweiz og hjælper sin mor med at dø.
Vi græd fordi vi var ulykkelige over, at vores mor havde mistet sin handlekraft, mistet sin mulighed for at tage ansvar for sit eget liv
Ved et tilfælde fandt vi en artikel om aktiv dødshjælp og Dignitas på netmediet Zetland skrevet af journalist Annemette Lundtofte i 2023. Den satte vi os ned og lyttede til. Det var en hudløs ærlig beretning om Annemettes onkel og hans rejse til Schweiz, hvor han mødte de anonyme dødsengle. Vi læste om køreturen til containeren i industrikvarteret og de sidste minutter i den hvide læderlænestol, inden han døde. Det var en rædselsfuld artikel. Den var utrolig godt skrevet, men virkelig rædselsfuld. Vi græd og gik i stå i vores søgen.
To uger senere hørte vi artiklen sammen med vores mor, og vi græd alle sammen, fordi beretningen på mange måder var så frygtelig. Vi græd også, fordi vi ikke ville miste vores mor, og fordi vi indså, at en sådan rejse ville vi tre aldrig kunne gennemføre. Og vi græd, fordi vi var ulykkelige over, at vores mor havde mistet sin handlekraft, og mistet sin mulighed for at tage ansvar for sit eget liv.
Slået tilbage til start
Vi var slået tilbage til start og værst af alt, min mor var ulykkelig og utryg ved fremtiden.
Temaet fyldte selvsagt meget i de samtaler, jeg havde med folk, jeg mødte i den periode. Efter en lang gåtur med en god ven af familien, praktiserende læge Anita Mink, blev jeg klar over en anden mulighed – at man har ret til ikke længere at tage imod medicinsk behandling. Retten til at fravælge behandling.
Alle mennesker der har sygdom, har ret til at fravælge en lægeordineret behandling: beslutningen om at fravælge behandling skal respekteres, uanset om man er uafvendeligt døende eller ej, så længe personen kan tænke klart og forstå konsekvensen af sin egen beslutning, også hvis denne betyder at døden vil følge. På samme måde må man ophøre med at spise og drikke. I den situation har lægen pligt til at lindre den døende indtil kroppens funktioner sætter ud og personen dør.
Jeg husker den dag, jeg kom hjem til min mor og fortalte hende om den mulighed. At hun havde retten til at sige nej til medicin, nej til mad og nej til at drikke, og at det danske sundhedssystem, når hun så var døende, var forpligtet til at lindre hende. Hun græd, vi græd sammen, men denne gang af en underlig morbid glæde over, at hun havde fået handlekraften tilbage. Og alt var jo stadig teoretisk. Måske sov hun bare stille ind en dag ligesom min far.
“Jeg vil ikke genoplives og jeg vil ikke indlægges”
Tre måneder senere tog jeg med min mor til konsultation hos lægen. Min mor har haft den samme læge i næsten tyve år, og de havde før talt sammen om livet og døden. Denne dag forklarede min mor lægen, hvordan hun ønskede at have muligheden for at stoppe al livsforlængende behandling, hvis hun kom til et punkt, hvor hun ikke magtede at leve mere. De talte længe.
Aftalen blev, at hvis min mor nåede til det punkt, hvor hun ikke kunne mere, så skulle hun ringe til lægen og sige: ”Så er det nu”
Lægen skrev min mors ønsker ned. At hun ønskede en værdig død, og fuld medbestemmelse. At hvis hendes situation var udsigtsløs, eller hendes funktionsniveau meget lavt, så ønskede hun retten til at sige nej til livsforlængende behandling også sin faste medicin. Min mor fik tilføjet, at hun ikke ville genoplives, aldrig ville modtage sondemad og ikke ville holdes i live, hvis hun blev inhabil. Og endelig at hun ikke ville indlægges, men dø i sit eget hjem med sine to døtre ved sin side.
Vi fik en kopi af det, lægen skrev, og notatet blev også sendt til hjemmeplejen. Vi græd under konsultationen, min mor og jeg. Jeg græd mest, min mor var meget mere fattet. Lægen var helt fantastisk, empatisk, nærværende og professionel. Aftalen blev, at hvis min mor nåede til det punkt, hvor hun ikke kunne mere, så skulle hun ringe til lægen og sige: ”Så er det nu”.
Tid til at leve
Vi tog tilbage til min mors lejlighed. Spiste kage og var glade. Vi var enige om, at nu hvor døden var ”ordnet”, så var det tid til at leve. Vi fik købt og leveret en ny elevationsseng til hende. Hun købte selv en fin ny bluse og deltog i banko, stolegymnastik og strikning ovre på plejecentret sammen med de søde naboer, der omgav hende.
Min søster og jeg besøgte hende flere gange om ugen, spiste med hende, tog hende på tur, til koncert. Børnebørnene kom og hjalp hende med rengøring og andet praktisk, spiste kage og snakkede. Nogle gange nåede de ikke det praktiske, for snakkes skulle der, og bedstemor havde altid meget hun skulle spørge om.
Jeg havde hele tiden et nyt lille projekt i støbeskeen. En lille godbid på livets vej, som jeg lagde ud foran min mor. Hun spillede med, trillede efter godbidderne med rollatoren, men hun var træt
Vi kom hen over jul og nytår, besøgte graven, hvor bedstefar ligger. Talte om ham, mindedes. Vi hyggede i de mørke vintermåneder og ventede på foråret. Jeg havde hele tiden et nyt lille projekt i støbeskeen. En lille godbid på livets vej, som jeg lagde ud foran min mor. Hun spillede med, trillede efter godbidderne med rollatoren, men hun var træt.
Så er det nu
En dag i marts sagde hun; ”Henriette, det er nu. Jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke mere.” Jeg prøvede at overtale hende til at tage foråret og sommeren med, men hun var stålsat. Hun orkede ikke mere. Det var en fredag. Jeg græd, tog hjem til min dejlige mand og videre til min søster. Vi var begge i målrettet og afklaret chok – så var det nu.
Vi ringede til lægen mandag formiddag den 31. marts 2025. Min mor forklarede i telefonen, at hun konstant var svimmel, havde smerter og ingen kræfter. At hun havde sværere og sværere ved at gå. At den kroniske diarre var udmarvende. At hun rystede på hænderne, og synet blev dårligere og dårligere. At hendes tænder var begyndt at falde ud. At hun sov hele tiden. Det var ikke et liv, hun ville forlænge.
Lægen lyttede, spurgte og sagde til sidst, at hun ville komme ud til min mor torsdag sidst på dagen til en personlig samtale.
Tid til at sige farvel
De følgende dage var meget intense. Min mor ville ikke have, at nogen fik noget at vide, hun ville bare have lov til at forsvinde.
Men Agnethe og jeg overtalte hende til, at børnebørnene kunne få lov til at komme forbi og sige farvel. Det var helt rigtigt – også for min mor – vi grinede sammen, græd, kørte hende en tur i kørestolen i det spæde forår, så på skillaer og krokus.
Jeg troede, at vi var velforberedt på det, der skulle komme, men det var vi ikke
Og heldigvis ringede Rigmor fra Oksbøl – helt tilfældigt – og de fik sagt farvel, og hun ringede selv til Marianne, som nåede forbi onsdag formiddag. Jeg boede ude hos min mor i de dage, puslede om hende og serverede hende en meget lækker oksebøf onsdag aften. Hun spiste med god appetit. Det blev hendes sidste måltid.
På mange måder var det en stor luksus at få tid til at sige farvel. Få tid til at være i hinandens selskab og vide, at nu var det sidste gang. Gøre sig umage. Give kærlighed og omsorg til et menneske, der betød så uendelig meget for os alle sammen.
I bakspejlet: Dø helst ikke på en fredag
Lægen kom torsdag kl. 17. Både Agnethe og jeg var der sammen med vores mor. Det blev en lang samtale. Vores mor gentog sin forklaring og remsede alle dårligdommene op. Hun havde skrevet dem omhyggeligt ned på en seddel, så hun ikke glemte noget. Og hun gentog, at nu ønskede hun ikke at leve længere, hun ville ikke tage sin medicin, hun havde kun drukket væsker hele dagen, og nu stoppede hun også med at drikke.
Lægen var igen helt fantastisk. Hun rummede os alle tre, så os alle tre og forstod mor. Hun foreslog at mor ventede til mandag, men det var udelukket. Vores mor var gået i gang med at dø, og herfra kunne intet stoppe hende. En udsættelse var helt udelukket. Hun spurgte om mor ville på hospice – det afviste min mor også, hun ville dø i sin lejlighed med Agnethe og mig ved sin side.
Jeg troede, at vi var velforberedt på det, der skulle komme, men det var vi ikke.
At begynde at dø på en fredag – hvor det offentlige lukker tidligt, hvor hjemmeplejen selvfølgelig kalder weekendafløserne ind og egen læge holder fri – er langt fra optimalt. Men i momentet anede jeg ikke, hvad det var min søster og jeg gik ind til, og vi vidste ingenting om at dø.
I bakspejlet ville jeg have hyret en privat sygeplejerske hen over weekenden, og jeg ville også have skiftet fra den private til den kommunale hjemmepleje fordi det er der, sygeplejerskerne holder til
I bakspejlet ville jeg også have brugt 75.000 kroner på at have en professionel sygeplejerske med speciale i palliation ved vores side hen over weekenden. Mor havde pengene stående – og dem skulle vi have brugt. Men i situationen kunne jeg ikke overskue, hvad der var det rigtige at gøre. Ville det være en krigserklæring mod hjemmehjælpen og blot gøre alt mere besværligt? Ville det virke invasivt at have et helt fremmed menneske siddende i stuen sammen med os? Ville mor synes om det? Jeg havde ganske enkelt ikke tid nok til at forstå og mærke efter, hvad der var det rigtige.
Men som nævnt; i bakspejlet ville jeg have hyret en privat sygeplejerske hen over weekenden, og jeg ville også have skiftet fra den private til den kommunale hjemmepleje, fordi det er der, sygeplejerskerne holder til. Mere om det senere.
En rolig start
Fredag ringede lægen for at høre, hvordan det gik. Hun havde udskrevet recepter på lindrende medicin som kunne gives gennem en nål, der blev lagt i huden. Det ville der blive behov for, hvis mor fik smerter eller blev urolig. Det var rart og føltes trygt. Agnethe kørte afsted og hentede den første sending på apoteket.
Min mor var ved godt mod, selvom hun havde ondt. Hjemmesygeplejersken gav hende morfin. Jeg husker det, som at hun sov lidt bagefter.
Det blev en rolig og hyggelig dag sammen med vores mor. Vi snakkede, grinede og på et tidspunkt først på eftermiddag sad hun inde i sofaen og strikkede en lille smule. På grund af sit dårlige syn strikkede hun på pinde nr. 8 og med lyst garn på mørke pinde og mørkt garn på lyse pinde. Hun fandt altid en vej rundt om forhindringer.
Jeg havde sat det lange lys på i tankerne, indstillet mig på uger. Det gik op for mig, hvor lidt jeg vidste om døden, faserne, tegnene, kroppens reaktion. Jeg befandt mig i et fuldstændig ukendt nu
Anita kiggede forbi og talte med os alle tre, mest om gamle dage, men vi talte også om de kommende; hvor en vagtlæge kunne have svært ved at tage stilling i et forløb, hvor der var behov for lindring og at det kunne blive et problem. Efter det besøg gik mor i seng og stod ikke op igen.
Vi havde sat en solseng op ved siden af mors seng og lagt en madras ovenpå. På skift lå Agnethe og jeg ved hendes side og hvilede, snakkede eller bare holdt hendes hånd.
Ukendt terræn for alle
Jeg husker det første døgn som roligt. Agnethe og jeg arbejdede godt sammen, og vi tøvede ikke med at ringe til plejepersonalet, hvis mor havde smerter. Vi anede ikke, hvor lang tid der ville gå, inden hun ikke var hos os mere.
Jeg havde sat det lange lys på i tankerne, indstillet mig på uger. Det gik op for mig, hvor lidt jeg vidste om døden, faserne, tegnene, kroppens reaktion. Jeg befandt mig i et fuldstændig ukendt nu, som krævede al min opmærksomhed, og hvor jeg sammen med Agnethe måtte improvisere igen og igen.
Selvom lægen havde sendt besked om, at mor var døende, virkede hjemmeplejen uforberedte på situationen. Vores mor boede jo ikke på plejehjem, men i egen ældrebolig. Hun fik hjælp til at stå op og komme i seng, dispensere medicin, bestille varer og så rengøring hver 14. dag.
Det er selvfølgelig en del, men resten klarede hun selv, og hun gik små ture hver dag. Det er jo den slags beboere, hjemmeplejen tager sig af. Mennesker som bor hjemme, men har brug for støtte.
Det virkede på mig, som om der ikke er en procedure for relativt selvhjulpne borgere, der beslutter sig for at dø hjemme omgivet af deres kære.
Det var tydeligt for os, at mange af de afløsere der kom, hen over weekenden, slet ikke havde forstået situationens alvor. En kom for at give hende insulin, en anden ville lave morgenmad til hende. Det virkede på mig, som om der ikke er en procedure for relativt selvhjulpne borgere, der beslutter sig for at dø hjemme omgivet af deres kære.
Vi oplevede også, at enkelte af de sygeplejersker, der kom, virkede usikre på, om det de gjorde var rigtigt, eller var usikre på, om de gav for meget morfin for hurtigt. Agnethe og jeg måtte insistere og overvåge hver eneste besøg og hver eneste behandling.
I begyndelsen måtte mor få morfin efter behov. Det var lidt svært som pårørende, for vi skulle ringe efter sygeplejersken, når mor fik smerter, og der kunne godt gå lidt tid, inden han eller hun nåede frem. Senere i forløbet blev det fast hver fjerde time – det var en lettelse.
Stålsat på at dø
Lørdag havde vi stadig kontakt til mor, også selvom hun allerede var blevet meget svagere. Hun var utålmodig – syntes at det tog lang tid. Følte ingen sult, men sagde at tørsten var det værste. Vi foreslog, at vi kunne fugte hendes slimhinder lidt. Men hun nægtede at tage noget som helst væske ind, og da hun fik feber, og jeg lagde en fugtig klud på hendes pande, var hun bekymret for, om det trængte ind i huden og fik hende til at leve længere.
Hun var så stålsat og klar til at møde døden.
Lørdag nat begyndte udfordringerne for alvor. Mor skulle tisse, men hun var for svag til stå på sine ben, og plejepersonalet måtte ikke løfte hende, så Agnethe og jeg bar hende ud til toilettet og klarede den akutte situation.
Derefter slap morfinen op, da ingen havde været opmærksomme på det i løbet af dagen. Vi ringede til døgnapoteket, men der var ingen recepter. De sagde, vi var nødt til at ringe til 1813 og få en ny recept. Jeg sad i telefonkø, kom igennem til 1813, fik overbevist den vagthavende om tingenes alvor, fik en ny recept, ringede til døgnapoteket igen og fik medicinen sendt afsted i en taxa midt om natten.
Hvor er jeg dog taknemmelig for, at vi lever i et land med tillid, og hvor sundhedspersonalet tør agere selvstændigt i en situation, der kalder på noget ekstraordinært
I mellemtiden var det tydeligt, at mor havde stærke smerter, der gik ikke længere lang tid, fra hun fik morfin, til hun igen blev smerteklagende. Men da sygeplejerskens it-system var nede og han var usikker på, hvor meget mere han måtte give, ringede jeg til Anita kl. 2 om natten. Hun var jo læge og kunne hurtigt danne sig et overblik over, hvor meget der var givet og hvad behovet ville blive. Hun lagde en plan for natten med morfindoseringer i faste intervaller, som sygeplejersken kunne følge.
Der i mors entre stod jeg midt om natten med Anita på mobilen og sygeplejersken ved siden af mig. Hvor er jeg dog taknemmelig for, at vi lever i et land med tillid, og hvor sundhedspersonalet tør agere selvstændigt i en situation, der kalder på noget ekstraordinært. Mor fik en lidt højere dosis og faldt til ro. Og tænk efter kort tid kom sygeplejersken tilbage med en bækkenstol (et toilet på hjul), som han havde fundet til os ovre på plejehjemmet, som lå 500 m. væk. Jeg var ham så evig taknemlig.
Vælg den kommunale hjemmepleje
Agnethes og min læringskurve var stejl. Det næste vi opdagede var, at der var brug for en rigtig plejeseng og et stiklagen for at personalet kunne pleje mor, når hun ikke selv kunne stå op. Der var ikke meget at gøre på en søndag, men den fantastiske sygeplejerske lagde en bestilling ind, og mandag morgen blev der installeret en fin plejeseng midt i soveværelset.
Det var også mandag morgen, at det lykkedes mig at skifte fra den private til den kommunale hjemmepleje på under to timer. En procedure der normalt kræver mindst 24 timer. Men det var gået op for os, at den private hjemmepleje (som mor altid havde været glad for) ikke som noget naturligt koordinerer med den kommunale sygepleje.
Så da vi havde brug for, at der kom både en sygeplejerske og en SOSU-assistent på samme tid, var det utroligt svært at koordinere. Først kom den ene og måtte videre til den næste borger, og så kom den anden og kunne ikke vente på, at den første kom tilbage. Det var virkelig bøvlet og uhensigtsmæssigt. Da vi endelig mandag formiddag kom over til den kommunale hjemmehjælp, kørte alting koordineret og snorlige.
Mor vekslede nu mellem søvn og svag bevidsthed og tirsdag morgen vækkede min søster mig med ordene: ”Jeg tror, hun er død”.
Vi turde ikke rigtig tro på det. Var det virkelig gået så hurtigt? Mor havde hele tiden talt om tre dage, men vi havde frygtet, at det kunne tage meget længere tid. Nu var faktum, at det havde taget hende fire og en halv dag.
Min mor valgte til sidst at stoppe alt der forlængede hendes liv. Hun var blevet så svag at livet ikke længere kunne leves værdigt. Nu lå hun smuk, fredfuld og var død
Da Anita og jeg i sommeren 2024 gik tur langs vandet ved Skovshoved, var det en teoretisk samtale vi havde om muligheden for at stoppe livsforlængende behandling. Vi havde begge på det tidspunkt en levende forælder. Anita sin far, jeg min mor, begge var meget optaget af aktiv dødshjælp. Jeg husker, hvordan vi talte om dilemmaerne ved aktiv dødshjælp, og at der er mange muligheder for at dø naturligt, når først vi er blevet meget syge og gamle.
Jeg husker også mine samtaler med journalist Kirsten Jacobsen samme år. Hun havde gennemlevet et langt sygdomsforløb med sin mand og skrevet og talt meget om sine holdninger til aktiv dødshjælp.
Min mor, søster og jeg havde talt længe om livet og døden. Min mor valgte til sidst at stoppe alt, der forlængede hendes liv. Hun var blevet så svag, at livet ikke længere kunne leves værdigt. Nu lå hun smuk, fredfuld og var død.
Gode råd til andre
Jeg synes et langt stykke hen ad vejen, at Agnethe og jeg klarede vores mors død efter alle kunstens regler. Vi talte åbent sammen i familien, undersøgte mulighederne, havde flere gode og grundige samtaler med mors læge, og da først toget kørte, samarbejdede Agnethe, jeg og hjemmeplejen det bedste, vi kunne med at lindre mors smerter lige til det sidste.
Kunne vi have gjort det bedre? Ja.
Gjorde vi det godt nok? Absolut. Vi gav alt, hvad vi havde i os og lidt til.
Men en anden gang ville jeg sikre mig at startskuddet går på en mandag, at soveværelset er indrettet med plejeseng og bækkentoilet fra start, og at såvel pleje som sygepleje kommer fra kommunen.
Jeg ved ikke, om der findes andre mennesker, der vil kunne gennemføre det, min mor gjorde. Jeg er meget usikker på, om jeg selv kunne
Hvis nogen i det offentlige skulle ønske input til, hvordan en plejeprocedure kunne se ud for borgere, der ønsker at stoppe den livsforlængende behandling og dø i eget hjem omgivet af deres pårørende – så spørg min søster og mig.
Jeg ved ikke, om der findes andre mennesker, der vil kunne gennemføre det, min mor gjorde. Jeg er meget usikker på, om jeg selv kunne. Men måske er det også godt nok for langt de fleste af os bare at vide, at muligheden er der for at sige nej til det, der forlænger livet.
Jeg har længe følt et behov for at skrive min mors døds-historie ned. For det første fordi det er en utrolig fortælling om en lille gammel kvinde, der tog den ultimative beslutning og gennemførte den med en vilje af stål. Hun fik den værdige død, hun så inderligt havde ønsket sig.
For det andet fordi jeg tror, at andre pårørende måske kan få glæde af at læse fortællingen om min mors død.
Jeg er i dag dybt taknemmelig for alle dem der hjalp min søster og mig. For Zetland-journalisten, der havde skrevet ærligt om Schweiz. For Anita og Kirsten, der tog sig god tid til at tale med mig om døden. For mors læge, der tog sit lægeløfte alvorligt og udøvede sin gerning samvittighedsfuldt for at give min mor den bedst tænkelige behandling. Og for hjemmeplejen i Lyngby-Tårbæk kommune, som gjorde alt, hvad de kunne i en uvant situation.
En eftertanke: jeg forstår Meyer bedre
Et par af mine gode og nære venner har læst denne fortælling igennem, inden den blev offentliggjort. De sagde begge, at de havde tænkt over, hvad jeg egentlig følte i situationen. At de oplevede historien meget faktuel og handlingsorienteret. At der ikke stod meget om mine følelser, til trods for at min søster og jeg havde et meget nært forhold til vores forældre.
Når jeg tænker over det, var det fire dage, hvor jeg mest af alt følte stor kærlighed.
I dag føler jeg savnet. Jeg griber mig selv i at sige ”lille mor” i mine tanker og tale med hende. Og Meyer fra huset på Christianshavn fremstår ikke så komisk for mig længere. Det er skelsættende, at miste sine forældre og de lever videre i vores bevidsthed og vores samtaler.
”Døden er som et skib, der sejler bort med en af vores kære – vi står på stranden og ser det forsvinde. Det bliver mindre og mindre og forsvinder til sidst helt i horisonten, der hvor himmel mødes med hav. Vi ser på hinanden og siger: ”Nu er hun væk”. Men lige så sikkert er det, at der på den anden side står nogen, som siger: ”Se der kommer hun”.” (Citat fra præst Lærke Vaar Wienes smukke tale ved min mors bisættelsen den 15. april 2025)
Du kan læse flere overvejelser, essays og refleksioner om døden i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og