SCHWEIZERDELIKATESSER // MADREJSEKLUMME – Rejser du til det smukke bjergland, Schweiz, så lad være med at tænke på vægten og kolesteroltallet. I Bern spiser man med glæde rösti med emmentaler og bacon, fondue og vildtgryde. I Luzern kan du udvide horisonten med f.eks. chügelipastete og desserten vermicelles. I Luzern bør du opleve ”The Lion Monument”, og i Bern er bjørnen et trækplaster.
Restauranten Altes Tramdepot bag ved bjørnegrotten i Bern er stuvende fyldt selv på en helt almindelig søndag aften. Gæsterne sidder fordelt ved træborde uden duge i to afdelinger i det meget højloftede lokale, som engang var remise for sporvogne. I dag er stedet et af de hotte samlingssteder i den schweiziske regeringsby, Bern, hvor publikum er vant til og forventer høj kvalitet, da nye spændende restauranter løbende åbner og konkurrerer om det kræsne publikums opmærksomhed.
Röstien er groft revne kartofler stegt på panden og evt. blandet med revet løg og ost – enten som en stor pandekage eller som portionsanretninger. Som tilbehør får man æblemos og på toppen lidt hakket bladgrønt
Stemningen er opløftet, og en stor del af gæsterne er unge schweizere i alderen 20-40 år, som også gerne bestiller de populære ”øltårne” på fem liter, hvor man selv tappe øl ved bordet. Humøret er højt i et selskab af unge mænd, hvor et par stykker beholder “tyrolerhatten” med diverse emblemer og fjer på under måltidet, mens de skåler ivrigt og lader snakken løbe. De er tydeligvis kommet for at få et godt måltid med ditto velbrygget øl i afslappede omgivelser.
Ud over klassiske retter tilpasset et internationalt publikum er Altes Tramdepot kendt for deres eftertragtede versioner af lokale specialiteter som rösti med emmentaler og bacon, kaldet speck på de kanter. Det er en bacon i en kvalitet som den italienske pancetta med et højere indhold af kød frem for fedt og en mildere, karakteristisk smag.
Röstien er groft revne kartofler stegt på panden og evt. blandet med revet løg og ost – enten som en stor pandekage eller som portionsanretninger. Som tilbehør får man æblemos og på toppen lidt hakket bladgrønt.
På Altes Tramdepot serveres retten i små støbejernsfade, og man drikker typisk øl til. Udvalget er enormt, da restauranten også er et bryggeri. Den frugtrige øl, White Widow, er et af de populære bryg, som nok henvender sig til kvinder og andre, der ikke bryder sig om den klassiske bitre ølsmag. Deres Summer Ale er en sødlig amerikansk ale med fine bitternoter og brygget med bl.a. majs. Stedet byder også på et lille hotel og en isfabrik.
Mandelkage i bamseform
Et af byens andre insteder er Kornhauskeller, der er indrettet i et tidligere kornlager, så man går ned af en meget stor, lang trappe for at ende i det enorme restaurationslokale, hvor akustikken af samme årsag desværre ikke er særlig god. Men restauranten er ikke desto mindre en oplevelse værd, da man bl.a. kan smage en af de rustikke specialiteter, vildtgryde, hvor saucen er så kraftig indkogt, at den næsten fremstår sort i farven. Det ser egentlig ikke helt indbydende ud, men smagen er så intens, at man ikke bør gå glip af denne Berner-specialitet.
Glatz am Waisenhausplatz har siden 1596 bagt en mandelkage i bageforme udformet som en bjørn med navnet Mandel-Mutz
Kantonen Bern har en bjørn som symbol, hvorfor man mange steder i bybilledet støder på bjørne i form af statuer, skulpturer, skraldespande og plakater. Et traditionelt bageri og i dag et konditori med café, Glatz am Waisenhausplatz, har siden 1596 bagt en mandelkage i bageforme udformet som en bjørn med navnet Mandel-Mutz. Væggene i cafeen er dekoreret med reproduktioner af historiske plakater om Berner-bjørnekagen, der den dag i dag sælges som souvenir i en fin trææske – ikke bare til turister. Den smager faktisk langt bedre end forventet, dog en smule tør, da den sælges indpakket i plastik for at øge holdbarheden.
Løvemonument og kirsch-dessert
Er man til søde sager af den mere avancerede slags, må man heller ikke gå glip af desserten, vermicelles med marengsbund, der overhældes med kirsebærbrændevin. På toppen ligger en lille bunke ”spaghetti” lavet af kastanjecreme rørt med flormelis og øverst en klat flødeskum samt masser af kirsch, der tager toppen af det søde. I Frankrig kendes desserten som Mont Blanc.
Du må heller ikke gå glip af den klassiske hofret i Luzern, lozärner chügelpastete, som bedst kan beskrives som rustik husmandskost af butterdejsindbagt frikassé med marinerede rosiner – serveret med ærter, karotter og champignoner. Som tilbehør får man typisk ris, nudler eller pommes frites. Den laves også med kalve- og svinekød, men glansnummeret er den kugleformede indbagning i brød dekoreret med små hjerter og fletmønster.
Er du mere til gourmet-kategorien, kan en Scala Menu på det fornemme art deco-hotel i byen, Art Deco Hotel Montana, også varmt anbefales. Panoramaudsigten over Luzern er i særklasse, og den Gault & Millau-fremhævede restaurant er interessant at opleve som modsætning til de mere folkelige af slagsen ud til søen.
Vil du prøve lokale specialiteter i afslappede omgivelser, kan du f.eks. spise på Restaurant Schiff, der fik prisen ”Swiss Guest Award 2021” som en af byens mest besøgte restauranter. Schiff ligger i en åben underetage af en gammel bygning ud til floden. Er det koldt udenfor, kan man holde sig varm med en elektrisk varmepude eller et tæppe.
Luzern er desuden kendt for sit berømte Lion Monument, som er et relief i marmor tegnet af den danske billedhugger, Bertel Thorvaldsen, i 1819
Luzern er absolut en rejse værd, og det er en oplevelse at bo på et af de gamle klassiske hoteller midt i den gamle bydel lige ud til floden. Hotel des Balances, som har vundet “Loved by the guest” i 2021, har en virkelig høj standard til rimelige priser.
Luzern har i øvrigt en af de mest fotograferede middelalderbroer i verden, og inden for en halv times bustur kan man befinde sig ved foden af det lokale bjerg, Pilatus, hvor man året rundt kan tage gondolen op. Når vejret er overskyet, er det en øjenåbner at passere skydækket i gondolen og hoppe ud på bjergplateauet i højt solskin og glimtende sne.
Luzern er desuden kendt for sit berømte Lion Monument, som er et relief i marmor tegnet af den danske billedhugger, Bertel Thorvaldsen, i 1819. Det er byens vartegn og blev sidste år renoveret, så det fremstår helt skarpt anno 2022.
Det er placeret ved søen i byens park, Gletscher Garden, og er rejst til ære for de faldne fra den schweiziske garde under de revolutionæres angreb på Tuillerierne i Paris i 1792. Garden kæmpede for at redde Louis den 16. og hans familie. Garden kæmpede til sidste mand, og kongen endte med fra at blive halshugget i guillotinen. Andre interessante steder se i byen tæller f.eks. Swiss Museum of Transport, som også indeholder planetarium og biograf.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her